Filtermenu

Sortér

Kirkeklumme
 
Ved lærer på NØV Carsten Vestergaard
 
Som verden ser ud p.t. (indsæt selv et par verdensledere med netop de forbogstaver) kan det være godt at blive mindet om en grundlæggende sandhed. Noget som er fundamentalt rigtigt og vigtigt for mennesker, og som ikke er lige så omskifteligt som en toldsats eller en forårsmode. En sådan sandhed læste jeg forleden i Preben Koks bog ”Arvegods”, og sætningen har rumsteret i mit hoved som en modvægt mod enhver form for fordom, enhver tilnærmelse til bedrevidenhed og samtlige hurtige førstehåndsindtryk af et andet menneske på min vej. Sætningen lyder:
 
&nbsp;”Det eneste, du med sikkerhed kan vide om et andet menneske, er, at det er lige så elsket af Gud, som du selv er.”
 
Der findes mange måder at være fordomsfuld på. Man kan se op til og se ned på, man kan undre sig over mystiske reaktioner hos naboen og mærkelige karaktertræk ved sine kolleger, og man kan hurtigt bedømme den absolut forkerte børneopdragelsesmetode ved kassen i Bilka eller noget helt fjerde, som man selvfølgelig selv havde haft langt bedre styr på og tacklet helt anderledes fornuftigt. Men hvad ved jeg egentlig, når det kommer til stykket? For hvis der kun er en ting, jeg med sikkerhed kan vide om et andet menneske (læs lige sætningen med fed igen), så må alle mine forudindtagede tanker og bedømmelser af mine medmennsker komme til kort, blive lagt til side og bane vej for et ligeværdigt møde i øjenhøjde uden at se hverken op til eller ned på. 
Måske vi bare kunne nøjes med fordomsfrit at se og få øje på den helt ufatteligt kærlige Gud, hvis mennesker kommer i alle former og finurligheder. Da selv den toldsatsende Zakæus først blev set af Jesus selv, så måtte fordomme og fordømmelse vige for en ny begyndelse. Måske vi hver især kunne tage den forårsmode til os og fremfor at forsøge at kvalificere os til DM i bedrevidenhed, så bare huske at: 
”Det eneste, du med sikkerhed kan vide om et andet menneske, er, at det er lige så elsket af Gud, som du selv er.”

Vildbjerg, Nøvling, Timring -Tiphede sogne

Kirkeklumme

Ved lærer på NØV Carsten Vestergaard

Som verden ser ud p.t. (indsæt selv et par verdensledere med netop de forbogstaver) kan det være godt at blive mindet om en grundlæggende sandhed. Noget som er fundamentalt rigtigt og vigtigt for ...

Kirkeklumme ved Carsten Vestergaard (Lærer på Nøv)

For år tilbage fik et af vores børn Anoreksi. 
Dagligdagen forandrede sig. Alt kom til at dreje sig om måltiderne. Som forældre følte vi os magtesløse. Hvad gør man, når man ikke kan få sit barn til noget så basalt som at spise?
 
Vi fik god hjælp fra erfarne fagfolk, men i dagligdagen følte jeg, at vi forældre stod med et umenneskeligt stort ansvar, og at vores indsats måske betød forskellen mellem liv og død.
 
Bekymringerne tårnede sig op og det var svært at skelne mellem barn og spiseforstyrrelse, som tilsyneladende levede hver sit liv i samme krop. Vi blev opfordret til konstant at være på vagt over for spiseforstyrrelsen, som ville gøre alt for at blive.
 
Det blev meget tungt at være i og til slut fortalte jeg Gud, at jeg fralagde mig ansvaret! Om vores barn døde, aldrig fik et normalt forhold til mad eller blev rask, var fra nu af helt og fuldt hans ansvar! Mit ansvar ville ”bare” være at vise min kærlighed i ord og handling. At ”blive hos” uanset hvad.
 
I virkeligheden var det allerede den rolle vi hver især havde, Gud og jeg, men da jeg holdt op med at tro, at jeg også skulle passe Guds ”job”, gav det mig en helt utrolig fred. Midt i al elendigheden blev jeg fyldt af taknemmelighed til Gud og ro til at være mor (omend stadig bekymret).
 
Vi ved det godt allerinderst, at vi mennesker kun har begrænset magt over vores liv, men vi prøver at ignorere det, lige indtil den dag, hvor vi umuligt kan. At lade Gud være Gud og jeg selv bare et menneske, var en lettelse. &nbsp;
 
Jeg ved ikke, hvordan jeg ville have reageret, hvis alting ar gået anderledes. Men jeg ved, at vi denne sensommer kan give Gud æren for, at sende en sund og glad teenager på efterskole.




For år tilbage fik et af vores børn Anoreksi.

Dagligdagen forandrede sig. Alt kom til at dreje sig om måltiderne. Som forældre følte vi os magtesløse. Hvad gør man, når man ikke kan få sit barn til noget så basalt som at spise?

Vi fik god hjæ...

​  At fralægge sig ansvaret.

På Timring kirkegård gik jeg forleden dag sammen med René præst og min datter (hun havde ferie og havde en dag med mor på jobbet). Vi fik øje på to snegle med hus på, som var på tur. Der var ca. 30 – 40 cm af afstand imellem dem. 
Det så ud som om, de var på vej imod hinanden, måske for at hilse på hinanden?.&nbsp; 
Vi smilte lidt af synet og snakket om, gad vide, hvor lang tid det ville tage. Dog havde ingen af os tid til at vente, da vi var på vej til noget andet. 
Det fik mig til at tænke på ordet, langsomhed.
 
 
Langsomheden rummer et stort kristent budskab i sig selv. Langsomt har Gud vist sig mere og mere for os, og langsomt gik Jesus sin vej fra krybbe til kors for at gå i forvejen for os. Langsomt kommer det himmelske lys til verden. Gud har aldrig ligefremt skyndt sig eller gjort noget hurtigt. Vi må lede forgæves i Bibelen efter, at Jesus blev stresset over at skulle bringe sit budskab ud til alle. Guds rige bryder frem med den rette hastighed, uanset hvad vi mener om det. Og vi mener sandeligt meget om hastighed. En traktor foran os på landevejen kører&nbsp;altid&nbsp;for langsomt; ifølge politiets fotovogne kører mange af os&nbsp;for&nbsp;hurtigt. Vi kan synes, tingene går for langsomt, selvom lægerne advarer os om, at vi stresser alt for meget og bekymrer os unødvendigt. Det er som om, vi tænker, at langsommelighed er det samme som kedsomhed. Men alting har sin tid og alting har sit tempo. Det er der visdom i.
 
 Ved gudstjenesten kommer vi ind i et andet tempo, for her skal vi ikke nå noget. Vi skal bare sidde, ligesom Jesus selv sad på æslet og lod sig bære af æslets egen rytme og gang. Vi bæres af gudstjenestens rytme og gang, og vi trækker vejret i rytme med bøn og sang. Selvom alting efterhånden går stærkere omkring os, og vi skal løbe hurtigere for at følge med, så bevarer vi herinde i kirken en langsommelighed, som både er provokerende og irriterende, men som faktisk også rummer en stor gave. Her hører vi noget, som vi ellers ikke hører; her tænker vi over noget, vi ellers ikke tænker meget over i hverdagen. Hverdage er der jo så mange af, og de er fyldt med alt muligt, som vi hver dag skal nå. Derimod er søndagen noget særligt, for der er ikke så mange af dem, og hvad der sker herinde i kirkerummet ligner ikke alt andet. Hvad vi end måtte slæbe på hver især, er vi alle lige velkomne herinde i rummet, der rummer os med alt, hvad vi tager med os ude fra hverdagen. Herinde skal vi bare være til stede; vi skal ikke leve op til nogle særlige krav eller bestå en masse test.
 &nbsp;
 
Håber at du må opleve at komme ned i langsomhed, ikke bare i ferien, men også i hverdagen, da der er meget visdom at hente der. 
God sommer og langsomhed.&nbsp;

På Timring kirkegård gik jeg forleden dag sammen med René præst og min datter (hun havde ferie og havde en dag med mor på jobbet). Vi fik øje på to snegle med hus på, som var på tur. Der var ca. 30 – 40 cm af afstand imellem dem.


Det så ud som o...

Langsomhed

En regnfuld morgen på kontoret, sidder jeg og lytter til kirkeklokkens kimen. Jeg kan næsten fornemme den siger ”kom - kom – kom – kom&hellip;” og det gør jeg gerne, for det er min arbejdsplads. Heldigvis er der mange i vores sogne der bruger kirken, om søndagen, til livets begivenheder, kor, babysalmesang m.m. og jeg nyder hver gang, jeg sidder ved tangenterne og mærker fællessangen løfter musikken sammen med mig.
 
Lige om lidt går det hele løs igen, skolen og fritidsaktiviteterne begynder igen. Vi vender tilbage til hverdagen. For mit vedkommende ser jeg frem til at fornemme hvad hverdagen egentlig indeholder som organist ved Vildbjerg Kirke. Jeg ser frem til at afvikle kor, Gospel Kids vil dette efterår arbejde på julemusicalen ”Et barn er født”, som vi håber at kunne vise i december i Vildbjerg Kirke.
 
Planen for Kirkekoret er lige om lidt på plads, og her skal vi arbejde med at gøre de gode stemmer endnu bedre. Deres primære opgave er at løfte fællessangen til gudstjenesterne.
 
I slutningen af denne måned genopstår Voksenkoret. Et kor med stor social faktor, for alle aldre på et niveau, hvor alle kan være med. Vi mødes torsdag i ulige uger fra 19:00-21:00 i Kirkecenteret. Velkommen.
 
Vi har hver især vores sangskatte, nogen finder dem i salmebogen, andre i Højskolesangbogen, i radioen, på Spotify, og så videre. Alle steder kan vi finde sange, der fortæller om vores Gud. Prøv at lytte til Rod Stewarts ”Have I told you lately that I love you”, det er en stærk kærlighedssang fra Gud til dig.
 
”Lad os spille og synge til hans ære” Salme. 95,2b

En regnfuld morgen på kontoret, sidder jeg og lytter til kirkeklokkens kimen. Jeg kan næsten fornemme den siger ”kom - kom – kom – kom&hellip;” og det gør jeg gerne, for det er min arbejdsplads. Heldigvis er der mange i vores sogne der bruger kirk...

Kirkeklumme ved Carsten Vestergaard (Lærer på Nøv)

​ At fralægge sig ansvaret.

Langsomhed

Kom – og syng af hjertens lyst.

At fralægge sig ansvaret.