Filtermenu

Sortér

På dag 2 for den russiske invasion af Ukraine, gav Vladimir Putin i telefonen en af sine nærmeste medarbejdere besked på at meddele ukrainere, at de øjeblikkelig skulle overgive sig. Dmitri N. Kozak, som han hed, havde i tre årtier arbejdet tæt sammen med Putin og forklarede, at han simpelthen ikke forstod målet med invasionen af Ukraine. Det ene ord tog det andet, og det endte i et højrøstet skænderi, hvor Putin på ny befalede Kozak at beordre Ukraine til at overgive sig. Men Kozak slog kontra og meddelte i stedet til sin gamle ven: ”Du kan arrestere mig, eller du kan skyde mig for lydighedsnægtelse, men jeg nægter at gøre det”.
&nbsp;&nbsp;&nbsp; Kozak vidste ikke, at han var på medhør, og at Putin sad omgivet af en række af sine nærmeste rådgivere, så for første gang blev diktatoren direkte imødegået af en ansat. Det gør ikke Kozak til en helt, og han døde heller ikke martyrdøden. Men der klinger dog i hans ord noget af det, som Jesus sig i Mattæusevangeliet: ”For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sin sjæl?”
 
&nbsp;&nbsp;&nbsp; Da Kozak svarede Putin, at han kunne slå ham ihjel eller arrestere ham, men at han under ingen omstændigheder ville gøre, hvad han blev beordret til, så kunne konsekvensen have været, at han forsvandt i en fangelejr i Sibirien eller faldt ud af et vindue i Moskva. Vor tids globale hasardspillere har nemlig ingen røde linjer og derfor har de heller ingen sjæl. Men det havde Kozak. Der var en grænse, noget han nægtede at gøre – om det så skulle koste ham livet. Ikke for at opnå berømmelse, ikke for at være en helt, men fordi han var besjælet af en tanke om, at et menneske adskiller sig fra andre væsner ved sin samvittighed, og at man fornedrer sig selv i det øjeblik, man handler mod den. Man kan ikke undskylde sig med, at vi blot er små prikker i universet, og at andre i ens egen situation blot ville have pareret ordre.
 
&nbsp;&nbsp;&nbsp; Kozaks nej er en prædiken over Matthæusevangeliet: Ja, det betyder noget, hvad du gør. Du har en sjæl, og du må ikke handle mod din egen samvittighed.&nbsp;&nbsp;

Sorø Klosterkirke - Akademigrunden 4, 4180 Sorø   

På dag 2 for den russiske invasion af Ukraine, gav Vladimir Putin i telefonen en af sine nærmeste medarbejdere besked på at meddele ukrainere, at de øjeblikkelig skulle overgive sig. Dmitri N. Kozak, som han hed, havde i tre årtier arbejdet tæt sa...

Hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden?

I begyndelsen af 1840’erne rejste Søren Kierkegaard til Berlin efter en brudt forlovelse. Han gik til forelæsninger hos Friedrich von Schelling om ”Virkeligheden”, som var et tema Kierkegaard interesserede sig lidenskabeligt for: ”Jeg er så glad for at have&nbsp;hørt&nbsp;Schellings&nbsp;anden forelæsning. Da han nævnte det ord:&nbsp;»Virkelighed«&nbsp;om filosofiens forhold til virkelighed,&nbsp;da sprang&nbsp;tankens foster i mig af glæde som i&nbsp;Elisabeth (dengang hun var gravid med Johannes døberen).”
&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp; Men allerede et par dage senere noterer Kierkegaard: ”Hvad filosofferne siger om virkeligheden, er ofte lige så skuffende, som når man i en genbrugsbutik læser på et skilt: her rulles. Ville man komme med sit tøj for at få det rullet, så blev man narret; for skiltet er blot til salg.” 
&nbsp;&nbsp;&nbsp; Der rulles selvfølgelig ikke hos marskandiseren. Det er bare skiltet, som er til salg. Og når en professor holder foredrag om virkeligheden, er det bare et skilt for filosofien. Virkeligheden møder man ikke i et auditorium, og efter den skuffelse konstaterede Kierkegaard, at virkeligheden består af mulighed og nødvendighed. Nødvendigheden binder, og muligheden betyder frihed. Alder eller genetiske anlæg kan binde et menneske, for at leve er både at ånde ud og at ånde ind. Man ånder muligheden ud: Årh, alle disse muligheder, men så ånder man alligevel virkeligheden ind og ser, at den indeholder visse begrænsninger. 
&nbsp;&nbsp;&nbsp; Men hvis man alligevel insisterer på muligheden, så tror man, konkluderer Kierkegaard, for som han tilføjer: ”Gud er, at der er mulighed.” Ja, Gud er de uendelige muligheder, hvilket jo ikke er Kierkegaards opdagelse, for det står også i Bibelen, og vi bliver mindet om det både ved dåb og begravelse: ”Lovet være Gud, vor Herre Jesus Kristi Fader, som i sin barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde”
 
&nbsp;&nbsp;&nbsp; &nbsp;Et levende håb – det er et håb, der også eksisterer, når alle vore egne håb er brugt op.&nbsp;

I begyndelsen af 1840’erne rejste Søren Kierkegaard til Berlin efter en brudt forlovelse. Han gik til forelæsninger hos Friedrich von Schelling om ”Virkeligheden”, som var et tema Kierkegaard interesserede sig lidenskabeligt for: ”Jeg er så glad f...

Mulighed og nødvendighed – et par ord om Kierkegaard

Juleaften var også noget helt særligt for Storm P. Eller som han engang udbrød: ”Jeg har altid været i mit hjem juleaften og føler stadig den samme barnlige fryd og glæder mig dag for dag til juleaften. Jeg holder bestemte traditioner i ære den aften. Mine hunde har f.eks. deres eget juletræ, pyntet med pølser, vaniljekranse og klejner og et lys i toppen – de plyndrer det på et øjeblik, når dørene slås op”.
&nbsp;&nbsp; &nbsp;Storm P. var dog også optaget af gaver, for som han skrev med et rim: ”Selv om man med omtanke har købt gaver, kan det ikke nytte, for langt de fleste finder det morsomt at bytte.”
 
&nbsp;Der kan være forskellige grunde til, at man vover sig ud i julemørket. I en flue møder to mænd hinanden med hver sin pakke. Kun en søvnig gadelygte belyser dem. Den ene siger: ”Hvad skal du?” Den anden, som også har en pakke, forklarer: ”Jeg skal ud for at bytte min julegave”. Den første svarer: ”Det skal jeg også. Skal vi bytte”.
 
En tegning viser to naboer, der træffer sammen, og hvor den ene har en rød og stærkt dryppende næse. Replikskiftet lyder:
 
”Hvordan gik julen?”
 
”Langsomt – jeg var indesneet sammen med min kone, og vi forærede hinanden hver en kæmpeforkølelse!”
 
&nbsp;&nbsp;&nbsp; Som bekendt var Storm P. også meget interesseret i vagabonder, og han har en tegning, hvor vagabonden gribes af grantræet ude i naturen, fordi en stjerne på himlen står så lavt, at den ligner julestjernen på hans helt eget juletræ. Der er også en vagabond, som forklarer sin arbejdsløshed således: ”Som dreng lå jeg model til det lille Jesus-barn i Holmens kirke, men siden har det ikke været til at få arbejde!” 
&nbsp; Storm P. blev også spurgt af en journalist om han tegnede efter levende model. Svaret faldt prompte: ”Nisser er de eneste væsner, jeg tegner efter levende model.
 
På en tegning sidder en mand i en Fordvogn, sneen går hen over køleren, ja hen over taget. Ved siden af bilen ser man kun hovedet af en mand. Manden i bilen siger venligt til hovedet. ”Vil De ikke med ind og køre med mig?” ”Nej tak”, siger hovedet, ”Jeg er på cykel”.

Juleaften var også noget helt særligt for Storm P. Eller som han engang udbrød: ”Jeg har altid været i mit hjem juleaften og føler stadig den samme barnlige fryd og glæder mig dag for dag til juleaften. Jeg holder bestemte traditioner i ære den af...

Storm P. og julen

Hvis Thomas Kingo er påskens salmedigter, og N.F.S. Grundtvig er pinsens, så er Hans Adolph Brorson (1694-1764) julens digter. Med den sønderjyske biskop fandt pietismen (1670-1750) sin stærkeste manifestation. Pietismen var en protest mod stiv dogmatik og et krav om større lidenskab i forkyndelsen. Mange af Brorsons bedste salmer er bearbejdninger af tyske salmer, men hans gendigtninger er bedre end forlægget.
&nbsp;&nbsp;&nbsp; For Brorson kunne få verden til at sne med stjerner, ligesom han kunne få det danske sprog til at slå gnister. Hans søvngængeragtige sikre sans for ord finder man i en salme som ”I denne søde juletid”, hvor han giver udtryk for, at den sørgende har allermest brug for glæden: ”Når hjertet sidder mest beklemt/ da bliver frydens harpe stemt,/ at den bedre klinge/ og knuste hjerter føler bedst,/ hvad denne store frydefest/ for glæde har at bringe”. Brorson vidste besked om det knuste hjerte. En række af hans børn døde som spæde, og til sidst døde hans første kone i barselssengen. Drengen, hun fødte, overlevede, men blev sindssyg. 
&nbsp;&nbsp; Tredje søndag i advent hører vi profeten Esajas: ”Ødemarken skal juble og blomstre, den skal blomstre som rosen”. Så har man lyst til at afbryde prædikanten: ”Der kan da ikke vokse en rose i ørkenen!” Men herpå svarer Brorson med salmen ”Den yndigste rose er funden”. Jovist, kan rosen blomstre i ørkenen, for Jesus har været her – og har endog draget omkring i ørkenen. &nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp; Det er også i denne salme, at Brorson tyer til dagligsproget. Mand og mand imellem hedder det: ”Ingen roser uden torne”. Det betyder jo, at selv hvor noget virker skønt og uimodståeligt, så er der ulemper. Men for Brorson gælder det omvendte i lige så høj grad: Ingen torne uden roser! Vi ved alle sammen, at det gør ondt at stikke sig på torne, men rosen er så uforlignelig, at den vil overtrumfe både tornene og deres bitre stik: ”Lad verden mig alting betage,/ lade tornene rive og nage,/ lad hjertet kun dåne og briste,/ min rose jeg aldrig vil miste!”&nbsp;

Hvis Thomas Kingo er påskens salmedigter, og N.F.S. Grundtvig er pinsens, så er Hans Adolph Brorson (1694-1764) julens digter. Med den sønderjyske biskop fandt pietismen (1670-1750) sin stærkeste manifestation. Pietismen var en protest mod stiv do...