Filtermenu

Sortér

&nbsp;Hvad de unge vil have. Og vi andre. af Martin RavnUnge under 30 møder kirken og gudstjenesten med en større åbenhed end deres forældres generation. Kristne influencere får voksende følgeskarer, religiøse motiver dukker op i tv-serier og popsange, og i kirkerne, blandt andet her i Kokkedal, er gennemsnitsalderen blandt gudstjenestedeltagerne faldet i de senere år. Men hvorfor egentlig? Det har en tænketank undersøgt for den engelske statskirke, Church of England. Forskerne har interviewet unge mellem 18 og 30 år, som inden for de seneste år er begyndt regelmæssigt at deltage i gudstjenester.De fleste af de interviewede er vokset op med meget lidt kendskab til kristendommen. Flere beskriver en ungdom præget af ateisme, mens andre har været omkring astrologi, mindfulness eller tarotkort.Der er derfor også et strejf af generationsoprør i deres vej til kirken. Hvor forældrene gjorde op med den organiserede religion, kan kirken for deres børn fremstå som et alternativ til en flydende og omskiftelig kultur.Den første nysgerrighed bliver ofte vakt på internettet, men undersøgelsen viser samtidig, at det sjældent er nok. Det afgørende skridt ind i kirken sker som regel gennem et andet menneske: En ven, lærer, kæreste eller præst, som tager sig tid til at lytte og tale.Når de unge først kommer til gudstjeneste, tiltrækkes mange af en stærk og traditionsbåret liturgi, af stilheden, kirkemusikken og nadveren. De finder ro og dybde i en gudstjeneste, hvis form ikke skal opfindes på ny fra gang til gang. Andre foretrækker en friere og mere følelsesbetonet gudstjeneste med moderne lovsang og spontanitet.Det betyder ikke, at formen er ligegyldig. Tværtimod viser undersøgelsen, at gudstjenestens form har afgørende betydning, men også at forskellige former kan opleves som overbevisende. På tværs af de kirkelige retninger efterspørger de unge gudstjenester præget af alvor og autenticitet. De tiltrækkes af kirker, som hviler i deres egen identitet, værner om deres liturgiske tradition og tør stå ved, at kristendommen har noget bestemt at sige om både Gud og menneskelivet. Kirken skal ikke fortynde sit indhold eller udviske sin form for at gøre sig mere spiselig. Den skal være imødekommende, men ikke undskyldende.Den erfaring kan vi genkende her i Kokkedal Kirke. Der er stor søgning efter både den almindelige højmesse søndag formiddag og Kirsten Weiles stillegudstjenester. Det er to forskellige gudstjenesteformer: På den ene side højmessen med salmer, prædiken, nadver og en fast liturgi, der forbinder os med generationerne før os. På den anden side stillegudstjenesten med en enklere, men stadig tydelig og gennemarbejdet liturgisk form, som skaber rum for fordybelse og eftertanke.At begge former tiltrækker folk, viser derfor ikke, at formen er underordnet, men snarere, at en gudstjeneste må have en form, der er genkendelig og båret af alvor. Folk kommer ikke for at blive underholdt eller møde en tilfældig sammensætning af indslag, men for at være en del af en sammenhæng af ord, musik, stilhed, bøn og sakramenter, som åbner tilværelsen mod Gud.Undersøgelsens konklusion er derfor enkel: Kirken skal ikke forsøge at gøre sig interessant ved at ligne alt det andet, men turde stå ved sit særkende. Det er, måske overraskende, hvad de unge efterspørger.

Kokkedal Kirke

Hvad de unge vil have. Og vi andre.
af Martin Ravn

Unge under 30 møder kirken og gudstjenesten med en større åbenhed end deres forældres generation. Kristne influencere får voksende følgeskarer, religiøse motiver dukker op i tv-serier og popsange...

Månedens tekst: september

Elsk jeres fjender&nbsp; af Martin Ravn
 
Jesus sagde: ”I har hørt, at der er sagt: ’Du skal elske din næste og hade din fjende.’ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer”. Matthæusevangeliet 5, 43.
 
Elsk jeres fjender. Så kontant lyder Jesu befaling i Bjergprædikenen. Kontante ord, men også vanskelige at leve op til. Ja, er det overhovedet muligt? Personligt synes jeg, at det er vanskeligt nok at elske alle dem, jeg ikke ser som fjender. Dem, jeg normalt tænker på som min næste. Og her hører jeg gudhjælpemig, at jeg også skal elske min fjende. Hvad skal jeg stille op med den befaling? Er den ikke alt for radikal? 
Jeg har mødt og hørt om mennesker, der var i stand til at elske deres fjender, men jeg tvivler på, at jeg kan tælle mig i deres kreds. For eksempel var der for seks år siden en gammel præst, der blev koldblodigt henrettet efter at have forrettet gudstjeneste i den franske by Saint-Étienne-du-Rouvray. Fader Jacques Hamel, hed han. Han havde lige afsluttet en gudstjeneste for 7 mennesker, da to unge tyrkere trængte ind og ville hævne den vestlige koalitions angreb på islamisk stat i Irak. Terroristerne blev efterfølgende dræbt af politiet, og Jacques Hamels søster kontaktede den ene gerningsmands mor og fortalte efterfølgende offentligt om mødet. Hun sagde: ”Jeg sammenligner ikke hendes sorg med min. Min bror blev revet bort af barbariet. Hun lever med den viden, at det var hendes søn. Jeg kunne have valgt at hade hende, fordi hun ikke forhindrede ham i at blive morder, men jeg fandt ud af, hvor magtesløs hun havde været. Da jeg blev spurgt ved min brors begravelse, om jeg følte had, svarede jeg: Sorgen fylder så meget, at der ikke er plads til had.”
 
Da vi hørte befalingen om fjendekærlighed til gudstjenesten 4. søndag efter trinitatis i år, sang vi nogle salmer, som på en langt bedre måde end jeg selv er i stand til, redegør for, hvordan man åndeligt kan opnå dét, som Jacques Hamels søster giver udtryk for. Den ene var af Thomas Kingo, den anden af H.A. Brorson og den tredje af N.F.S. Grundtvig. 
I ”O Gud, du ved og kender” beder vi med Kingo, at Gud selv vil ”knuse mit hjertes stene”. Hvor Kingo bruger billedet ”at knuse”, beder vi med Brorson i ”Skal kærlighed sin prøve stå” om, at Gud vil ”smelte” vore hjerter ”hen i Jesu blod”. Skal vi altså gøre os forhåbning om at komme til at elske vores fjender, så kræver det altså ifølge disse salmedigtere noget så voldsomt som en ødelæggelse eller omsmeltning af vores egen vilje. Og hvor skal den omsmeltning komme fra? Det får vi svar på i Grundtvigs ”O kristelighed.” Her skal man læse ordet grundigt. Hvad handler den om? Jo, kriste-lighed, lighed med Kristus. Den lighed, der kommer af, at Gud i Kristus blev mennesker lig! Og Grundtvig bruger samme billedsprog som Brorson: ” O, smelt du vort hjerte ved højaltrets ild”. 
Jeg siger ikke, at jeg ved gudstjenesten fandt de vises sten i disse tre salmer. Men jeg synes, at jeg kom et stykke i min egen forståelse af, hvad der skal til for at elske min fjende: At jeg må bede til, at Gud må knuse mit hjertes stene og omsmelte min vilje, så den bliver hans ”lig”.

Elsk jeres fjender
af Martin Ravn

Jesus sagde: ”I har hørt, at der er sagt: ’Du skal elske din næste og hade din fjende.’ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer”. Matthæusevangeliet 5, 43.

Elsk jeres fjender. Så ...

Månedens tekst: juli

Troen er en ballonaf Martin Ravn&nbsp;
”Tro kan sikkert godt komme pludseligt til én. Men kirketroen (hvis man kan tale om en sådan særlig tro) er noget der indlæres og holdes i live. Den kan oparbejdes, den kan svækkes og helt mistes, og den kan undertiden komme igen. At gå i kirke og synge salmer er at vedligeholde sin tro. Den er som ens krop, ens kat, ens bil eller ens parforhold, der alle skal fodres jævnligt, eller som den vægt, man har besluttet er den rigtige og som kun kan fastholdes, hvis man går i fitness-center, løber, spiser bestemte ting.”
Disse ord er ikke mine, skønt jeg næsten ville ønske det. De er fra en ny bog af professor i religionsvidenskab, Hans Jørgen Lundager Jensen, som handler om hans forhold til kirkegang og tro. Og her skal man lægge nøje mærke til ordenes rækkefølge; kirkegang og tro, ikke først tro og derefter kirkegang. Lundager Jensen har et andet sted rammende beskrevet sin tro som en ballon. Indimellem er den fyldt af luft, svævende og let. Til andre tider ligger den uden luft, og alle ved, at en ballon, hvor luften er feset ud, er et mismodigt syn.
Det er egentlig en meget befriende tanke. For mange mennesker går rundt med en forestilling om, at tro enten er noget, man har, eller noget, man ikke har. Som om tro skulle være en særlig egenskab, nogle mennesker er født med. Men sådan opleves livet jo sjældent. De fleste kender til perioder, hvor troen føles nærværende og levende, og andre tider, hvor den virker fjern eller næsten fraværende.&nbsp;
Gudstjenesten er en måde at puste luft i ballonen. Salmesangen, tekstlæsningerne, bønnerne, en ordentlig prædiken og deltagelse i nadverens fællesskab, formålet med alt det er at puste ny luft i ballonen. Meningen er, at man skal gå ud af kirken med mere tro, end man havde, da man gik ind. Og så kan man lidt igen. Kan hvad? Kan leve lidt mere med alt det, der truer troen. Mismodet, angsten, alle bekymringerne.
Kristendommen har aldrig kun handlet om tanker og overbevisninger. Troen lever ikke alene inde i hovedet. Den lever også i vaner, ritualer og fællesskaber. I det at tænde et lys. Synge en salme. Høre de gamle ord endnu en gang. Sætte sig på kirkebænken sammen med andre mennesker, der heller ikke har styr på det hele.
Og måske er det i virkeligheden nok. Ikke at troen altid er stærk og let, men at den igen og igen får lov til at blive pustet op.

Troen er en ballon

af Martin Ravn

”Tro kan sikkert godt komme pludseligt til én. Men kirketroen (hvis man kan tale om en sådan særlig tro) er noget der indlæres og holdes i live. Den kan oparbejdes, den kan svækkes og helt mistes, og den kan und...

Månedens tekst: Juni

PÅSKENS HØJMESSER&nbsp;
Palmesøndag Søndag den 29. kl.10.00 Ved gæsteprædikant Marianne Bønløkke.
Skærtorsdag&nbsp; Torsdag den 02. kl.19.00 Med brød, ost og vin i pusterummet efter højmessen. ved Kirsten Weile.&nbsp; 
Langfredag Fredag den 03. kl.10.00 ved Kirsten Weile. Påskedag Søndag den 05. kl.10.00 Ved Kirsten Weile. 
2. Påskedag Mandag den 06. kl.10.00 ved Martin Ravn.&nbsp;
Under påsken vises Marianne Bønløkkes udstilling "Mødet" i kirkerummet. <a href="https://www.kokkedalkirke.dk/b/blog-146719-paskeudstilling-i-kirken">Du kan læse mere om udstillingen her.</a>

Lerfigurer med påsketemaer, der forestiller en opstående figur og en solstrålebaggrund mærket "Påske".

PÅSKENS HØJMESSER

Palmesøndag
Søndag den 29. kl.10.00
Ved gæsteprædikant Marianne Bønløkke.

Skærtorsdag
Torsdag den 02. kl.19.00
Med brød, ost og vin i pusterummet efter højmessen.
ved Kirsten Weile.


Langfredag
Fredag den 03. kl.10.00
ved Kirs...

Månedens tekst: september

Månedens tekst: juli

Månedens tekst: Juni

Påsken