Filtermenu

Sortér

2. Påskedag
Daniel Høgagard
Prædikentekst, 2. Påskedag, Joh. 20,1-18
 
Den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magdalene ud til graven, og hun så, at stenen var flyttet fra graven. Så løber hun hen til Simon Peter og til den anden discipel, ham, som Jesus elskede, og siger til dem: »De har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.« Så kom Peter og den anden discipel og ville ud til graven. De løb begge to, men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og nåede først til graven; han bøjede sig ind og så linnedklæderne ligge der, men han gik ikke ind. Simon Peter, som fulgte efter ham, nåede nu også frem; han går lige ind i graven og ser linnedklæderne ligge der og klædet, som Jesus havde haft over hovedet; det lå ikke sammen med linnedklæderne, men rullet sammen på et sted for sig selv. Da gik også den anden discipel derind, han, som var kommet først til graven, og han så og troede. Indtil da havde de nemlig ikke forstået Skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde. Disciplene gik så hjem igen.&nbsp;
Men Maria stod udenfor ved graven og græd. Som hun nu stod der og græd, bøjer hun sig ind i graven og ser to engle i hvide klæder sidde dér, hvor Jesu legeme havde ligget, én ved hovedet og én ved fødderne. De sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du?« Hun svarede: »De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.« Da hun havde sagt det, vendte hun sig om, og hun så Jesus stå der; men hun vidste ikke, at det var Jesus. Jesus sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?« Hun mente, det var havemanden, og sagde til ham: »Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham.« Jesus sagde til hende: »Maria!« Hun vendte sig om og sagde til ham på hebraisk: »Rabbuni!« – det betyder Mester. Jesus sagde til hende: »Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.« Maria Magdalene gik hen og fortalte disciplene: »Jeg har set Herren,« og at han havde sagt dette til hende.
Prædiken
 
Der fortælles en historie for en generation siden, hvor en gammel farmer tog sin familie til en stor by for første gang nogensinde. De havde aldrig set så høje og imponerende bygninger før. Der var skyskrabere overalt. Farmeren satte sin kone af ved en tøjbutik og tog sin søn med hen langs gaden. Her fik de øje på den mest imponerende bygning af dem alle. Det var en bank, og han tog sin søn med ind for at se, om den var lige så imponerende indenfor. Som de kom ind i foyeren fik de øje på noget andet, de aldrig havde set før i deres liv. To ståldøre åbnede. En gammel kvinde gik ind af ståldørene, og dørene lukkede bag hende. Pludselig lød en lyd over døren og den åbnede igen, og en smuk ung kvinde trådte ud. Farmeren var både forbløffet og imponeret. Han vendte sig mod sin søn og sagde: “Du venter lige her, jeg skal hente din mor og føre hende igennem den ting”.
Hvorfor genkender Maria Magdalene ikke Jesus? Hun har fulgt ham tæt i flere år. Hvad er der sket, siden hun var vidne til korsfæstelsen tre dage forinden, og til nu? Hun kommer ud til graven, og finder den tom. Men så vender hun sig om, og han står der. Lige foran hende. Og hun genkender ham slet ikke. Som om Jesus lige er trådt forvandlet ud af en elevator. Hun genkender ham ikke før han kalder hende ved navn: “Maria”.
Hele vores liv er en forvandlingsproces. Vi ældes. Går fra barnehud til rynker. Livets bekymringer, sorger, glæder og alt muligt andet sætter sig på vores krop. Sommetider er det svært at genkende vores forældre eller bedsteforældre på familiefotos fra deres barndom. Livet er en forvandlingsproces. Men tager vi bibelen på ordet, så er døden på samme måde en forvandlingsproces.
Kirkegrundlæggeren Paulus skriver til den første menighed i Rom: “&hellip;er vi vokset sammen med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans. (Rom. 6,5).
Vores opstandelse skal ligne hans. Hvordan ser hans opstandelse ud? Først og fremmest er han ikke til at kende for Maria, før han siger hendes navn. I andre beretninger ser to disciple ham på vejen til landsbyen Emmaus, men genkender ham ikke før de spiser sammen, og han knækker brødet som ved påskemåltidet den sidste aften før hans død. Han går gennem døren til disciplene som gemmer sig i sorg og frygt efter hans død, og de genkender ham ikke, før han viser dem sårene i sin side og hænder.
Hvorfor genkender de ham ikke, når de har fulgt ham så længe? Der er sket en forvandling i hans død og opstandelse, som alverdens kosmetik og pleje ikke kan gøre kunsten efter. Han er som trådt forvandlet ud af en elevator, som en farmer forbløffes over. Han er hverken helt fysisk, for han går gennem døre, eller helt åndelig, for han bærer sine sårmærker.
Det er til stadig spekulation hvad vi skal blive, når vi skal opstå som Jesus, i en opstandelse, der ligner hans. Men håber vi ikke, at vi skal genoprettes som dem, vi er skabt til at være? At tidens tand og ælde tilbagerulles. At dem vi har mistet, og måske især under svære omstændigheder, skal have nyt liv, hvor hverken kræft eller corona kan true vores sundhed og glæde? Det er i hvert fald et håb langt ældre end os. David skrev om det i en salme for tusinder af år siden (Sl. 103). Han skriver: 
Min sjæl, pris Herren, glem ikke hans velgerninger! Han tilgiver al din skyld, helbreder alle dine sygdomme. Han udfrier dit liv fra graven, han kroner dig med godhed og barmhjertighed. Han mætter dit liv med gode gaver, du bliver ung igen som en ørn.
Må vi altid huske vores elskede som dem de var. Og må håbet om deres og vores fremtid trænge ind i vores hjerter, og give os fred. Jeg ønsker jer en glædelig påske. Amen.
 
Lovprisning:
 
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud Højlovet fra første begyndelse, nu, og i al evighed, amen.
 
Kirkebøn
 
Vor Far&nbsp; &mdash;&nbsp; tak fordi du blev menneske som os og led og døde for os, da du gik korsets vej for at give os en fremtid og et håb om altid at skulle være hos dig I et liv uden død og begravelse uden sorg, ensomhed, smerte og råb om hjælp. Det takker vi dig for. Tak at vi stadig kan fejre påske, selvom vi ikke kan mødes. Vi ber dig bevare os alle, i kirken og i vores samfund, og giv din nåde, fred og velsignelse, til vi skal være sammen med dig i evighed.&nbsp; Amen.
Apostolsk velsignelse:
 
Vor herre Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed, og Helligåndens fællesskab, være med os alle! Amen.&nbsp;

Horsens-Hammer Kirker

2. Påskedag

Daniel Høgagard

Prædikentekst, 2. Påskedag, Joh. 20,1-18

Den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magdalene ud til graven, og hun så, at stenen var flyttet fra graven. Så løber hun hen til Simo...

Hvorfor genkender Maria ikke Jesus?

<figure><img src="https://edge.churchdesk.com/non/ckeditorlarge/public/o/2642/narr.im.spiegel-sieger.koder.jpg"></figure>
 
Læsning: 
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:&nbsp;Da kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham. Men Johannes ville hindre ham i det og sagde: »Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?« Men Jesus svarede ham: »Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.« Så føjede han ham. Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; og der lød en røst fra himlene: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!« Matthæusevangeliet 3,13-17
 
Prædiken
I dag er det fastelavn. En dag hvor børn og unge, måske endda voksne, klæder sig ud som noget skræmmende, festligt, forbilleder eller lignende. En dag, hvor man kan få lov at være en anden.&nbsp;
Og i dag handler teksterne om bl.a. magt og identitet.&nbsp;
Den første læsning var fra Sl. 2 i det gamle testamente, som vidner om den forestilling israelitterne havde om Gud, og hvordan hans magt viste sig på jorden, når hans søn ville træde op på tronen som en mægtig konge, der knuste sine fjender med hård hånd.&nbsp;
	Men så hører vi evangelieteksten som jeg læste fra et øjeblik siden. Guds søn, Jesus, var kommet til verden som et andet menneske. Han går ned i vandet, side om side med syndige mennesker, og lader sig døbe af Johannes, som protesterer over hele forestillingen. Jesus dykkes under vandet som et menneske, og træder op som en konge. For fra denne dag, er han forbundet med Guds magt, og begynder sit virke. Han prædiker, gør undere, fortæller lignelser, tager sig af de svage og så videre. Denne dåb leder frem mod påsken, hvor Jesus bliver korsfæstet, og opstår tre dage senere. Når nu vi kender historien, så står det også tydeligt for os, at Jesus ikke er sådan en konge, som israelitterne ventede.&nbsp;
Første tema handler om magt - og det næste om identitet. Jesus bliver døbt, og Gud siger: “Det er min elskede søn, i Ham har jeg fundet velbehag”. Ord som sidenhen har været gældende for alle, som bliver døbt: Vi bliver Guds børn. Det forhold, at Gud er vores far, og vi hans sønner og døtre, det tager vi på os i dåben. Vi tager imod den kærlighed, han rækker ud imod os alle.&nbsp;
En dag som i dag er vi måske særligt bevidste om hvad det vil sige, at tage en identitet, eller rolle på sig. At være “en” eller “noget”. Man gør det fysisk ved at klæde sig ud, og derfor er det netop tydeligt hvem eller hvad man er. Sådan er det ikke ved dåben. Man døber fysisk, ved at få overøst sit hoved med vand, men når det er tørret bort, så følger den identitet os som en skygge. Vi vil altid være døbt, vi har taget forholdet på os, men det er ikke synligt, som et kostume.&nbsp;
	Men måske det alligevel er nærmere vores virkeligt. Det er nemlig ikke altid tydeligt for os, hvem eller hvad vi er. Havde det været det, så ville mennesker ikke have behov for at skulle finde sig selv.&nbsp;
Og hvordan vi fremstår overfor andre, er heller ikke altid hvem vi virkeligt er, eller hvordan vi virkeligt har det. Hverdagen kan også være et maskespil, men det er ikke tydeligt, som ved fastelavn.&nbsp;
Prøv at se på billedet du fik, da du kom til gudstjenesten. Jeg har tidligere vist dette billede til mine konfirmander. Det er et billede af Sieger Köder. Prøv overfor dig selv, at sætte ord på, hvad der er på billedet.&nbsp;
<ul class="text-justify">
<li class="text-justify">Hvad er din første tanke, når du ser på billedet?</li>
<li class="text-justify">Hvilke følelser vækker det i dig?</li>
<li class="text-justify">Er du en af klovnene på billedet?&nbsp;</li>
</ul>
Jeg bliver trist når jeg ser på billedet. Når jeg ser billedet, så ser jeg en klovn, der ser sig selv i et spejl. Så er det altså en klovn, som prøver at se glad ud overfor alle andre. Men når han eller hun går hjem, og ser sig selv i sit spejl, så er han bundulykkelig. Masken han har taget på overfor andre, altså ansigtsmalingen, den falder helt fra hinanden. Hans hår er falmet, tøjet ser næsten opløst ud, som om at han er ved at tabe sig selv helt. Den følelse af tomhed indeni, følelsen af at være ligegyldig - den kender jeg også, og måske det i virkeligheden er derfor, at jeg bliver trist når jeg ser billedet.
Men man kan også se det som to forskellige klovne på billedet. Forestille sig, at den glade klovn har set den triste, har set det klovnen kæmper med og de følelser der raser indeni. Og han kommer hen med et smil, tager den triste klovn i hånden, og forsøger at opmuntre ham, og være sammen med ham, så han ikke er alene, men har fællesskab, fortæller ham, at han er værdifuld.
Sådan kommer Gud til os. Han bliver menneske i Jesus. Går ind i vores verden, i vores liv. Han kender os, og gennemskuer vores maskespil. Der er ingen grund til at lade som om. Og det giver os den frihed, at vi altid kan komme til ham i bøn, og tale til bramfrit og upoleret. Han ser os, helt som vi er, og siger til os, som ved Jesu dåb: “Du er mit elskede barn, i dig har jeg fundet velbehag”. Amen.

Fastelavn handler om magt identitet. Det gør historien om Jesu dåb også: Jesus udrustes til sit virke på jord. Vores dåb handler også om, at vi får et tilhørsforhold til Gud, som hans børn. Uanset hvilke masker vi tager på, til fastelavn eller i h...

Fastelavns søndag

Læsninger:
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:&nbsp;De bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.« Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem. Markusevangeliet 10,13-16
 
Prædiken
Forfatteren Milan Kundera, har skrevet en bog, som hedder “Tilværelsens ulidelige lethed”. I bogen undersøger han menneskelivet gennem fire karakterer, som på hver sin måde oplever livet som enten let eller tungt. Det lette liv, betragter han ikke som noget entydigt positivt. Det er i bogen en påstand, at vores samfund efterhånden er indrettet sådan, at det er ulideligt let. Vi vil ikke det ‘tunge’. Vi dyrker det ‘barnlige’, det lette, underholdningen, det overfladiske, alt det som bare er ‘for sjov’.&nbsp;
Vi lever ikke i et demokrati, siger han, men et ‘enfantokrati’. Med det menner han, at de voksne lever videre i barnlighed, som om de stadig var børn, og de lader børnene og det barnlige sætte dagsordenen, og overlader opdragelsen til institutionerne. Og det betyder også, at vi efterlader en masse bøvl til næste generation.&nbsp;
Har han så ret i det?&nbsp;
I onsdags talte jeg med mine konfirmander i Grindsted og Langholt om denne historie om Jesus, der tager imod de små børn, og siger til den voksne, at de skal blive som børnene, for at komme ind i Guds rige. Det skulle man tro vi voksne har forstået - eller rettere misforstået. For jeg må indrømme, at vi ikke altid handler i overensstemmelse med det ansvar, vi burde leve op til. Jeg spurgte konfirmanderne, om børn skal blive voksne for hurtigt, og en konfirmand svarede:&nbsp;
“Ja, vi skal blive voksne for hurtigt. Vi skal hele tiden opføre os ansvarligt. I skole 8 timer om dagen, som en voksens fuldtidsjob, passe søskende, hjælpe med rengøringen, og prøve at få vores fritidsinteresser til at gå op ved siden af. Desuden skal vi til at tage stilling til klimaet og den globale opvarmning, som fylder i nyhederne”.
At blive voksen sker ikke fra den ene dag til den anden. Det ligger i selve ordet, ‘voksen’, at det er noget man vokser op for at blive. Så må det være fint, at der med opvæksten er et stigende ansvar. Men sådan en opvækst, kan foregå på mere eller mindre hensigtsmæssige måder. Ser man statistikkerne, for unge mennesker med stress og diagnoser, er der for mig at se klare tegn på, at vores unge i højere grad vokser op på en uhensigtsmæssig, eller slet og ret dårlig, måde. Grænserne for, hvor tidligt de skal vurderes for deres præstation med karakterer, flytter sig hele tiden. Skoletiden er blevet opjusteret. Der er stigende krav til hvad elever selv skal tage stilling til i forhold til egen læring, projektor osv. De er på mange måder under et enormt pres, som mange familier kan se og mærke på deres børn.
Men der er også krav til de unge mennesker, som ikke bare er uhensigtsmæssige, men faktisk urimelige. Her tænker jeg på det sidste konfirmanderne sagde: “Vi skal tage stilling til klimaet og den globale opvarmning”.
Det er noget de skal tage stilling til, fordi det er nogle problemer de arver fra vores generation. Fordi de voksne, som Kundera påstår, lader børnene sætte dagsordenen. I December blev verdens topledere enige om ny klimaaftale, men den 15-årige svenske pige, Greta Thunberg, stjal opmærksomheden med en opsang over, hvor uambitiøst deres indsats for klimaet var. Hun var begyndt at strejke fra skolen under den svenske valgkamp, for at sætte fokus på klimaet, og da de spurgte hvorfor, svarede hun noget meget rammende:&nbsp;
“Vi børn gør ikke, som i siger, vi skal gøre. Vi gør som i gør, og eftersom i voksne skider på min fremtid, så gør jeg det også”.
Det må der være noget rigtigt i: Børn lærer af forældre, ellers gav opdragelse ingen mening. Men det er jo ikke alle forældre der tænker over, at det man spiser til aftensmad, måden man sorterer affald på, varmeforbrug i boligen, hvor man rejser hen på ferie osv. faktisk har indflydelse på børnenes fremtid. Vi slipper et ansvar, og næste generation kommer til at stå med problemerne. Det er ikke en højhelligt løftet pegefinger: Jeg glemmer det selv tit og ofte, men har heldigvis en kone, som er god til at minde mig om det. Vi kunne minde hinanden om det, hvis vi blev bedre til at tale om det.
Når Jesus siger, at de voksne skal være som børn for at komme ind i guds rige, så betyder det ikke, at de skal være barnlige eller slippe deres ansvar som forældre, men at Jesus prøver at fremhæve noget særligt ved børn, som voksne kan lære af. Jeg spurgte konfirmanderne til, hvad de tror er særligt ved børnene, og hvad de voksne kan lære af dem. De svarede blandt andet:&nbsp;
<ul>
<li>“Børn kan have nemmere ved at se sine egne fejl i øjnene, end voksne, og det er nødvendigt, for at der kan være tilgivelse”.</li>
<li>“Børn er stadig ved at lære hvad der er rigtigt og forkert. Måske voksne også er det, men de kan glemme, at de også skal lære det”.&nbsp;</li>
</ul>
Når Jesus siger, at vi skal være som børn for at komme ind i guds rige, så tror jeg det handler om, at vi overfor Gud ikke kan andet, end at tage imod, ligesom børn tager imod. Men netop fordi børnene tager imod fra os, har vi også et ansvar i, hvad vi giver videre. Bibelen har meget at sige om det ansvar. På første side i bibelen giver Gud mennesket et ansvar for jorden: Vi skal opfylde og forvalte jorden. I det nye testamente taler Jesus om et ansvar for hinanden: Vi skal elske vores næste, som os selv, og tage os af de syge, fattige og svage. Vi skal give troen videre. Og jeg tror vi har brug for det hele: En bæredygtig fremtid, kærlige mennesker omkring os, og håbet om et liv efter døden, frigjort fra alt det, som gør ondt i vores verden, trods alle vores anstrengelser.&nbsp;
Så opfordringen i dag er, at tage Milan Kundera og konfirmanderne alvorligt: At se vores fejl i øjnene, og leve op til vores ansvar overfor jorden og hinanden og vores børn.&nbsp;

Læsninger:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: De bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: »Lad de små børn komme til mig, det m...

1. søndag efter helligtrekonger

Læsninger:
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes' dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.« Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes. De svarede ham: »I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten: ›Du, Betlehem i Judas land, du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster. Fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel.‹ « Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig. Og han sendte dem til Betlehem og sagde: »Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.« Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var. Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra. Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej. Matthæusevangeliet 2,1-12
Prædiken
I dag er det Helligetrekongers søndag, hvor vi hører beretningen om disse vise mænd, og deres rejse til Betlehem med gaver til Jesus. I traditionen betragtes de som konger, og har været navngivet Kaspar, Melchior og Balthazar. Teksten siger dog intet om, at de er konger, og nævner heller ikke hvor mange mænd, der egentligt kom: Kun hvor mange gaver de havde med, og at de var vismænd. Deres rejse er lidt speciel: De besøger først slottet i Jerusalem, med en forventning om at en konge selvfølgelig bliver født der, men ender i Betlehems stald, med nogle overprætentiøse gaver. Gud er gået fra slot til skrot, og ‘jødernes konge’ er altså noget andet, end man lige skulle tro.&nbsp;
Men det interessante er ikke rejsen, men hvem der rejser.&nbsp;
Når Evangelisten Matthæus fortæller denne historie nær begyndelsen af sin historie om Jesu liv, så er det for at understrege noget vigtigt: Jesus er frelser og konge for alle mennesker. Det var hele verdens messias der blev født julenat, også hedningers messias. Man kunne have forventet, at jøder kom og tilbad ham, når nu de har ventet en Messias længe - men de som kommer, er nogle fremmede, der rejser langvejs fra. På samme måde slutter Matthæus også evangeliet med at forkynde, at Gud er Gud for alle mennesker, for Matthæus slutter evangeliet sådan her:&nbsp;
	“Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og 			Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og 	se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«
Alle folkeslagene. Det er noget af en kontrast til jøderne, som hele tiden har anskuet sig selv som Guds udvalgte folk. Og her kommer de fremmede og tilbeder Jesus, og Gud vil være Gud for dem og alle andre folkeslag, i lige så høj grad som Jøderne. En Gud for de fremmede, ikke kun de kendte. En Gud for de kirkefremmede. En Gud for de fremmede, som kommer til vores land. En Gud for os, når vi er fremmede. Når vi hverken forstår Gud, verden eller os selv. Når vi ikke forstår hvor Gud bliver af, når livet gør allermest ondt, og vi har mest brug for Gud.&nbsp;
Gud er Gud for os, når vi rejser som fremmede vismænd, og på en eller anden måde prøver at finde Gud i vores liv, hans gerninger iblandt os.&nbsp;
En ældgammel græsk-katolsk legende beretter om en fjerde vismand. Den er omskrevet til en fortælling af Henry Van Dyke. Den fjerde vismand, Artaban, adskiller sig fra de tre ved, at han kom for sent. 
Artaban solgte allerførst alt, hvad han ejede, og købte tre kostelige stene: En blå safir, en rød rubin og en hvid perle. Dem ville han tage med og ofre til den nye kongesøn.
	Men da han lige skulle til at rejse, udbrød der farlig sygdom i hans hjemby, og han fik travlt med at hjælpe. Han glemte alt for det ene. Han solgte endda den blå safir for at få penge til at købe mad til de syge.
Da han endelig kunne rejse, var hans tre venner forlængst draget af.
	Den vise mand rejste derfor alene. Da han nåede frem til Betlehem, mødte han stor sorg og fortvivlelse. Kong Herodes havde lige slået alle byens små drenge ihjel i sin frygt for dem omtalte nye konge for jøderne. Nu blev også den røde rubin solgt, for at han kunne hjælpe folk i byen.
	Fra Betlehem førte hans vej til Egypten. Men her gik det Artaban på samme måde.
Den vise mand kom hele tiden til steder, hvor der var mennesker, der havde brug for ham.&nbsp;
Og årene gik. Da han efter mange års forsinkelse endelig rejste til jødeland og kom til Jerusalem, var hele byen i oprør: Jødernes konge skulle korsfæstes.
	"Nej", udbrød Artaban, "det må ikke ske. Endnu har jeg min hvide, kostelige perle i behold. Med den vil jeg løskøbe ham!"
Han skyndte sig ud til Golgata så hurtigt, som hans gamle ben kunne bære ham. Men endnu en gang mødte han et menneske i nød. En ung pige, på flugt for nogle mænd, der ville sælge hende som slavinde, kom og kastede sig ned foran den vise mand og bad: "Frels mig!”&nbsp;
Han købte hende fri - med den hvide perle.
Nu havde han mistet alle gaverne. Han kom tomhændet ud til Golgata lige i det øjeblik, da Jesus døde på korset. Det hele var forgæves og for sent! Da Golgata-klippen revnede, ramte en lille sten ham i panden, og han styrtede til jorden.
Men i drømme så han, at Betlehemskongen havde modtaget alle hans kostelige stene: Den blå, den røde og den hvide funklede i Jesus' tornekrone.
Artaban kom for sent til at møde Kristus på Jorden. Han forsøgte at finde Gud, som vi kan søge efter Gud i vores liv. Først i sin drøm forstod han, at han havde set Kristus hele tiden. Han fandt Kristus i kærligheden til næsten. Han så Kristus, da han solgte en blå safir, for at give mad til de syge. Igen så han Kristus i den røde rubin han solgte, for at give omsorg for de sørgende og fortvivlede. Til sidst så han Kristus, da han købte en slavinde fri med den hvide perle. Sådan kan Gud også være hos os, i kærligheden, og i mødet med vores næste, indtil vi engang skal være hos Gud. Amen.&nbsp;

Læsninger:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes' dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set h...

Hvorfor genkender Maria ikke Jesus?

Fastelavns søndag

1. søndag efter helligtrekonger

Helligtrekongers søndag