Filtermenu

Sortér

Påsken og livets brød
Påsken er den første højtid, som kirken fejrede. Den kristne påskefejring udsprang af, at de tidlige kristne mødtes på opstandelsesdagen, søndagen, for at fejre gudstjeneste. Således var det på en måde påskedag hver søndag, for det var denne dag, de kristne fejrede Kristi opstandelse.
Andre dage blev også særligt vigtige, nemlig dem som vi kender som skærtorsdag og langfredag, dagene for Jesu sidste måltid med disciplene og korsfæstelsen. Og med tiden, men allerede tidligt, blev påske så noget, man fejrede som en højtid årligt.
Men måltidet var fra begyndelsen i centrum, når de kristne mødtes. Som der står i Apostlenes Gerninger om den første menighed: “De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne” (ApG 2,42). Og igen: “De kom i enighed i templet hver dag; hjemme brød de brødet og spiste sammen &hellip;” (ApG 2,46).
De første kristne fortsatte dermed med at gøre det, som Jesus havde sagt, da han spiste sammen med disciplene aftenen inden sin død. Hvor han sagde om brødet, at det var hans legeme. Og om bægeret med vin, at det var den nye pagt ved hans blod (Luk 22,19-20). Dermed indstiftede Jesus nadveren, som kirken har fejret lige siden. Også i vores danske folkekirke hører vi de samme ord, hvorpå vi fejrer nadveren sammen.
I vores kirke har vi et vævet kunstværk (forsiden af kirkebladet), som har nadveren som motiv. Det er skærtorsdag, hvor Jesus sidder ved bordet sammen med sine disciple. Disciplene er dog ikke de tolv fra evangelierne. Men det er i stedet mænd og kvinder, børn og voksne. Og forskellige slags nationaliteter. Med andre ord alle slags mennesker. Til alle tider. Det afspejler den kristne kirke, spredt ud over jorden, der på ethvert sted samles om nadveren og dermed samles om Jesus Kristus. Den kirke, der bliver til et fællesskab ved at samles om ham.
Værket hedder “Brød til alverden”. Måske fordi Jesus i Johannesevangeliet siger: “Jeg er livets brød” (Joh 6,48). I nadveren ihukommer vi Jesus og hans ord, da han brød brødet: “Dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig!” (Luk 22,19). Brødet, der blev brudt og delt ud til dem alle, var en foregribelse af Jesu korsdød, hvor hans legeme blev brudt, og hvor han gav sit liv for verden.
Påsken handler om, at Jesus gav sig selv for verden, for at Gud i sin kærlighed kunne nå mennesker. For at bruge et billede fra Bibelen, er vi nu alle inviteret med til måltid i Guds rige. Med andre ord, fejrer vi i påsken, at vi i Jesus Kristus har fået fællesskab med Gud og hinanden.
3

Hans Egedes Kirke

Påsken og livets brød

Påsken er den første højtid, som kirken fejrede. Den kristne påskefejring udsprang af, at de tidlige kristne mødtes på opstandelsesdagen, søndagen, for at fejre gudstjeneste. Således var det på en måde påskedag hver søndag, ...

Påsken og livets brød af sognepræst Søren Dalsgaard

Lyset vender tilbage
 
- med håbstegn og forår på vej 
 
&nbsp;
 
Prædiken til kyndelmisse (2. feb. 2025) 
v. sognepræst Annette Kassow 
&nbsp;
 
Tekster
 
1.Mos.8,1-11
 
Duen med olivenblad i næbbet
 
&nbsp;
 
Rom. 8,24-27a
 
Til det håb er vi frelst! Men et håb, som man ser opfyldt, er ikke noget håb; for hvem håber på det, man kan se? Men håber vi på det, vi ikke ser, venter vi på det med udholdenhed. Og også Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed. For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke
 
&nbsp;
 
Der er lavet mange billeder af Noas ark med alle dyrene. Vi har et hængende i kirkecenteret i Hans Egedes kirke, på 1. sal, af Aalborg kunstneren Esben Hanefelt Kristensen. Et flot skue med de mange dyrepar på skibet ude på åbent hav. Længe har de sejlet rundt og tålmodigheden er på prøve. Hvornår kommer vi i land, - på tørt land?
 
Noa sender en ravn ud og siden en due. Stor er skuffelsen, kan man forestille sig, da der intet håbstegn kommer. Men Noa sender så duen afsted igen, og denne gang kommer den tilbage med et olivenblad i næbbet. Jubelen og lettelsen er stor over dette håbstegn. Snart kan alle gå i land. Og Gud sætter regnbuen på himlen; tegnet på, at han aldrig vil lade jorden gå under i vand igen.
 
&nbsp;
 
Når det er vinter, kan man gå og længes efter forår.
 
Der skal ikke meget til, før vi fornemmer og håber, at nu er der ”forår i luften”. Mens vi venter og mærker, at dagene længes, så ser og lytter vi efter håbstegn: erantis, vintergækker og fugle, der så småt begynder at pippe og lede efter redepladser.
 
Men vinteren kan vare længe endnu, ved vi. Vi må vente og længes. Og bruge ventetiden til noget godt. Lade forårshåb lyse ind over den mørke vintertid.
 
Sådan er det også med Gudsrige, siger Paulus. Gudsrige med retfærdighed, fred og glæde kommer, når Gud vil. Og allerede nu kan vi fyldes af håb og mod og længsel efter Gudsrigets gennembrud. Håbet giver os inspiration til at leve og handle, som det er meningen, vi skal leve vores liv, efter Guds gode kærligheds vilje.
 
&nbsp;
 
På altertæppet i Hans Egedes kirke kan man se håbstegn og forårstegn i spirende løg. Vi kan forestille os, at det er os og vores fællesskaber, som er sådanne spirende løg. Endnu ikke fuldendt. Endnu på vej. Med Guds gode liv i os; alt det, vi får givet at leve af og styrkes med i gode dage og svære dage. I medgang og modgang, som livet er. Altid med håbet for øje. Håb til Gud, til Guds Ånds helende og livgivende kræfter; Kærligheds og Sandheds Ånd, som også beder for os, siger Paulus. For hvad vi skal bede om, og hvordan vi skal gøre det, ved vi ikke altid selv. Det er godt at vide, at der bliver bedt for os og for vores fællesskaber. At håbet lever, spirer og gror og baner sig vej. Ligesom foråret baner sig vej og kommer til os. Skønt vi måske en tid endnu må opleve sne og kulde. - Så bliver det forår!
 
&nbsp;
 
Kom, min due, lad dig skue, 
 
lad dig skue med olieblad!
 
Se! nu er stunden næsten oprunden, 
 
næsten oprunden, som gør dig glad.&nbsp; 
 
&nbsp;
 
(fra salmen Her vil ties, her vil bies)
 
&nbsp;
 
&nbsp;
 
&nbsp;

Lyset vender tilbage

- med håbstegn og forår på vej



Prædiken til kyndelmisse (2. feb. 2025)

v. sognepræst Annette Kassow



Tekster

1.Mos.8,1-11

Duen med olivenblad i næbbet



Rom. 8,24-27a

Til det håb er vi frelst! Men et håb, som man se...

Prædiken til Kyndelmisse

Af sognepræst Søren Dalsgaard 
&nbsp;
 
I Hans Egedes kirke betyder fællesskab meget for det kirkelige liv. Fællesskabet har en naturlig forankring i gudstjenesten, men det kommer til udtryk på mange måder. Ud over fællesskabet til søndagens højmesse mødes mange til kirkekaffen, der finder sted lige efter gudstjenesten. Det er et godt “mødested”, som er til glæde for mange, både nye kirkegængere og dem, der har deres vante gang i kirken.
På samme måde er der hver onsdag stor tilslutning til vores KirkeCafé - et godt fællesskab midt på ugen, som begynder med sang i kirken, og derefter samles folk til kaffe og gode snakke.
Gode fællesskaber er også knyttet til andre af vores aktiviteter, lige fra babysalmesang, børnegudstjenester, meditation, torsdagsklub, sangaftener, til studiekredse og andre ting. Vores fællesskaber er med til at give kirkelivet dybde og har stor betydning for de mennesker, der færdes i kirken.
Mange får også lyst til at tage del i fællesskabet ved at blive frivillig i kirken. Vi har i kirken efterhånden rigtig mange frivillige, som alle bidrager med at gøre kirkelivet levende hos os. Nogle holder af at være “kaffeværter”. Andre hjælper til ved fællesspisning. Andre igen hjælper til ved børneaktiviteter, som for eksempel til sommeraktivitetsdage for børn eller med kreative indslag efter vores årlige torvegudstjeneste. Nogle gange gør vi også brug af frivillige læsere til gudstjenesten.
En “særlig” måde at være frivillig på, om man vil, er at være medlem af menighedsrådet. I menighedsrådet tager man på en særlig måde ansvar for det kirkelige liv. Man er med til at skabe gode rammer for kirkelivet, og man fungerer også som arbejdsgiver. Ved at blive medlem af menighedsrådet får man mulighed for at engagere sig i forskellige udvalg, og man er dermed med til, sammen med andre, at skabe grobund for kirkens liv og vækst.
Et menighedsråd kan være som et slags “arbejdsfællesskab”, der har den vigtige opgave at skabe de bedste betingelser for, at kirkelivet kan udfolde sig, så sognets beboere har en god kirke at komme til. De fleste af sognets beboere vil jo på et eller andet tidspunkt møde den lokale sognekirke. Det kan være ved gudstjenester, men også ved dåb, konfirmation, vielse eller ved begravelsen af ens kære.
I år skal kirken have et nyt menighedsråd, da der netop er menighedsrådsvalg her i september. Det er værdifuldt for hele sognet, hvis man engagerer sig i sit lokale menighedsråd, da det også er med til at give hver kirke sit lokale særpræg, og kirken har netop behov for de lokale kræfter til at skabe kirkeliv for sognet. Det er en god mulighed for at kunne tage del i noget, som har betydning for mange.

Af sognepræst Søren Dalsgaard




I Hans Egedes kirke betyder fællesskab meget for det kirkelige liv. Fællesskabet har en naturlig forankring i gudstjenesten, men det kommer til udtryk på mange måder. Ud over fællesskabet til søndagens højmesse mø...

Påsken og livets brød af sognepræst Søren Dalsgaard

Prædiken til Kyndelmisse

Fællesskab og kirkeliv ...