Filtermenu

Sortér

Om åndelig oprustning eller bare: det vi lever for
&nbsp;
 
af sognepræst Michael Hemmingsen
 
&nbsp;
 
Åndelig oprustning, hvad betyder det? Kan ånd i det hele taget mobiliseres ligesom militær – på andre måder ved som Paulus at lade også oprustningens sprog tjene freden: spænd sandhed som bælte om lænden, og ifør jer retfærdighed som brynje, og tag som sko på fødderne villighed til at gå med fredens evangelium. Overalt skal I løfte troens skjold, hvormed I kan slukke alle den Ondes brændende pile. Grib frelsens hjelm og Åndens sværd, som er Guds ord. Med andre ord: Sandhedskærlighed, retfærdighed, troens frie forankring, kamp mod ondskab med åndens sværd før stålets – det er dog alt sammen grundingredienser i de frie og åbne samfund, som vi opruster for at værne om. Som værnspræst taler jeg med soldater om, hvad vi selv ville dø for. Er det fædrelandet, kristendommen eller i hvert fald nogle af dens grundværdier? Selve friheden? Måske, men hvad er de store ord værd, hvis de ikke forbinder sig med en dagligdag, vi mestendels holder af? Eller med finlandssvenskeren Emma Vasström: Spørg ikke, hvad I vil dø for, men hvad I vil leve for – og forsvar så dét! Familie, tryghed, hverdag. At børnene kan vågne op i deres egne senge, lege trygt udendørs, diskutere eller skændes om valget af ispinde i stedet for at gå i dækning for angreb. At landet får mulighed for at bygge videre på den velstand, som tidligere generationer har skabt – og ikke begynde forfra fra nul.
 Vi har et begreb i Finland, vi holder meget af – begrebet sisu. At udvise sisu betyder, at man bliver ved, ikke giver op, rejser sig igen, hvis man falder. Sisu er en indre modstandskraft, en beskeden, men utrættelig standhaftighed, en langsomt, men stabilt tikkende motor. Sisu er ikke smukt, ædelt, uopnåeligt – det er bare sisu&hellip; Det er sisu, der hjælper til, når vi om morgenen skraber isen af frosne bilruder i seks af årets måneder, og når meteorologerne varsler endnu et sidste snefald i slutningen af maj. Sisu er et karaktertræk, der har vist sig nødvendigt – eksistentielt – med den østgrænse vi har. I kender måske finsk tango, men har I også hørt om finsk talko? Talko betyder, at alle slutter op og i fællesskab udfører et arbejde eller en opgave – uden vederlag. Måske drejer det sig om at male lægterne på den lokale fodboldbane eller om at indsamle skrald i kvarteret. Talko er, når alle møder op til det fælles bedste. For at noget, der skal gøres, kan blive gjort. Kom, som du er – der er også en opgave til dig. Er I med os?
 Alt det, vi her i Norden kender så godt, det fortrolige og selvindlysende, som vi sætter pris på. Trygheden, familien, hjemmet, stedet, hvor vi bor. Hverdagens afgørende små stunder med nærvær med vores nærmeste. En ispind, der omhyggeligt udvælges efter leg og løben omkring i timevis under åben himmel. At kunne sove i sin egen seng.
 Det skal I forsvare, hvad I så end kalder det hos jer.
 
--
 
Paulus brev til efeserne 6, 14-17
 Emma Vasström: Kampen mod skammen. Weekendavisen 30. maj 2025.&nbsp;
<figure><img src="https://edge.churchdesk.com/non/ckeditorlarge/public/o/346/alterbillede.-.udsnit.b.jpeg" data-image="2291364"></figure>Romersk soldat på vej væk fra Jesu kors langfredag kigger ud på menigheden. Esajas Kirkes alterbillede. Glasmaleri af Joakim Skovgaard 1914.

To stikkende mænd i blå hjelme og gule kapper ser gennem vindueskarm.

Esajas Kirke i Østervold Sogn

Om åndelig oprustning eller bare: det vi lever for



af sognepræst Michael Hemmingsen



Åndelig oprustning, hvad betyder det? Kan ånd i det hele taget mobiliseres ligesom militær – på andre måder ved som Paulus at lade også oprustningens sprog t...

Ispinde, Sisu og Talko

af sognepræst Pia Søltoft
&nbsp;
 
Mange ministre maner til åndelig oprustning for tiden. Men hvad er ånd egentlig for en størrelse og hvad har det med kirken at gøre?
 
&nbsp;
 
Pinsesøndag fejrer vi at Helligånden, Talsmanden, sendes til jorden. Men ånd har altid været dét, der kendetegner os mennesker frem for andre dyr. I skabelsesberetningen hører vi, at Gud blæser livsånd ind i mennesket, han skaber og sådan blev vi levende væsener. Det er en poetisk og selvfølgelig ikke en naturvidenskabelig forklaring på menneskelivets opståen. Det er en fortælling, der skal illustrere at det særegne ved det at være menneske er at være ånd. Ikke at have ånd, men at være det.
 
&nbsp;
 
Søren Kierkegaard siger det på følgende måde: Mennesket er en syntese af sjæl og legeme båret af ånd.
 
&nbsp;
 
Ethvert menneske har en række legemlige behov. Behovet for mad og drikke, varme og husly. Og en række sjælelige behov, som vi under et kunne kalde behovet for kærlighed og meningsfuldhed. Og så er der ånden, vores livsånd, som er det, der holder sammen på de to former for behov og gør os til et helt menneske, gør os til netop den vi er.
 
&nbsp;
 
Ånden i os mennesker, livsånden, er det ved os der gør, at vi selv skal tage livet på os, forme det, fylde det med alt det, der tjener til livets opretholdelse fysisk såvel som sjæleligt.
 
Ånden i os er den instans, der gør os til selvstændige væsener, der er mere end behovsstyrede, fordi vi selv bestemmer, om, hvordan, hvornår og på hvilken måde, vores behov, legemlige som sjælelige, skal opfyldes.
 
&nbsp;
 
Helligånden er noget andet end den livsånd, der bor dybt i ethvert menneske. Men Helligånden taler til vores livsånde. Helligånden er den instans i den treenige Gud, der også er Fader og Søn, der sørger for, at vi tør tro på og give os hen til det hellige. Til alle de ting, vi ikke kan måle og veje, bevise og gøre nyttige.
 
&nbsp;
 
Derfor er det Helligånden, der skaber troen i os og derfor er det Helligånden, der får os til at bygge kirker og katedraler, hvor vi kan dyrke troen og fællesskabet om den.
 
Den livsånd, der bor i os alle, er meget mere end det at trække vejret. Ikke for at forklejne det, åndedrættet, der naturligvis også er livsnødvendigt. Men livsånden er det, der gør, at vi trækker livet med andre mennesker ind som en naturlig og nødvendig del af det at være til i verden og derfor kunne man sige, at det er, når vores livsånde mødes af Helligånden at vi finder sammen i det fællesskab, som den kristne kirke udgør over hele verden.
 
&nbsp;
 
Kirken er et fællesskab, der udelukkende er blevet til på baggrund af Helligåndens virke, når den har ramt livsånden i det enkelte menneske. I trosbekendelsen lyder det i den tredje trosartikel:” Vi tror på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.”
 
&nbsp;
 
I den kirke Helligånden er ophav til er vi fælles om at give os hen til en tro på alt det vi ikke kan måle og veje, men alligevel erfarer dagligt. Kærligheden, fællesskabet, meningsfuldheden, tilgivelsen og sidst, men slet ikke mindst, den fred der ligger i, ikke selv at skulle skabe noget eller skabe sig.
 
Når det poetisk i Apostlenes Gerninger beskrives hvordan Helligånden pinsemorgen med en lyd som af et kraftigt vindstød kom over alle og at det var som om tunger af ild viste sig for dem og de begyndte at kunne tale sammen selv om de forsamlede kom fra mange forskellige steder og derfor talte forskellige sprog, så er det et forsøg på at beskrive, hvordan det fællesskab kirken udgør er et inkluderende fællesskab, hvor man ikke behøver at have samme modersmål, men hvor man er fælles om tilgivelsens vidunder.
 
I pinsen har vi fejret at den livsånd, der er i os alle, er blevet mødt af Helligånden så vi sammen har skabt kirker og katedraler, hvor dette fællesskab trives. Det er den eneste åndelig oprustning kirken kan levere og det har den gjort siden den første hjørnesten blev nedlagt.
 
&nbsp;<figure><img src="https://edge.churchdesk.com/non/ckeditorlarge/public/o/346/billede.til.pias.klumme.jpg" data-image="2291367"></figure>

En træstamme ved en sti i en park med en fontæne og træer i baggrunden

af sognepræst Pia Søltoft



Mange ministre maner til åndelig oprustning for tiden. Men hvad er ånd egentlig for en størrelse og hvad har det med kirken at gøre?



Pinsesøndag fejrer vi at Helligånden, Talsmanden, sendes til jorden. Men ånd har a...

Åndelig oprustning – men hvad er ånd?

af Anne-Mette Gravgaard
&nbsp;
 
”Fæ dør,&nbsp;&nbsp;frænder dør,&nbsp;&nbsp;selv jeg dør.&nbsp;&nbsp;Men ét jeg ved,&nbsp;&nbsp;som aldrig dør,&nbsp;&nbsp;er dommen over hver mands død.”
 
&nbsp;
 
Verset lærte nogle af os udenad, da vi gik i underskolen og havde oldnordisk. Om vi helt forstod det dengang, er nok et spørgsmål, men det lød højtidelig, og der var en god rytme. Ordene stammer sandsynligvis fra 8. årh. e.Kr. og findes i Hávamál, Eddaens samling af ældgamle ordsprog, nedskrevet i 13. årh. i Codex Regius.
 
&nbsp;
 
I dag forstår vi det vel sådan, at alt er forgængelig, ligesom livet selv, kun eftermælet lever videre. Men allerede dengang anede vi det ufattelige, at ethvert liv bærer døden i sig. Det som også sensommerens afblomstrede frugtstande og nætternes tiltagende mørke minder os om. Mennesket har fra alle tider og i alle kulturer vidst, at der kun var en eneste ting sikkert i livet, og det var døden.
 
&nbsp;
 
Ca. 1000 år f.Kr. skrev ”Salmisten”, om hvordan Døden skiller os fra hinanden og mejer os ned som hø, når livet på jorden er forbi. ”Som græs er menneskets dage, han blomstrer som markens blomster; når et vejr farer over ham, er han ej mere, hans sted får ham aldrig at se igen”. Sådan er det, og det er traurigt for et hvert menneske, men trøster salmisten, ”Herrens troskab varer fra evighed til evighed mod dem, der frygter ham”. Teksten står i vores Gamle Testamente som Salme 103 og i den del af den jødiske Tanakh, der kaldes Ketuvim.
 
&nbsp;
 
Også i antikkens Grækenland erkendtes døden som et faktum, hvad der fik filosoffen Epikur fra 4. årh. f.Kr. til at udforme paradokset: ”Hvor vi er, er døden ikke, og hvor døden er, er vi ikke."
 
&nbsp;
 
Horats fra 1. årh. f.Kr., fortsætter på sin vis denne tankebane ved i et af sine digte at opfordre en ung pige til at ”carpe diem”, plukke dagen – nyde livet i dag, for underforstået – om lidt er hun der ikke længere!
 
De sene romerske stoikere fra 1. og 2. årh. e.Kr., f.eks. Seneca mente, at kun ved altid at have døden med i vores tanker, kunne vi holde frygten for den på afstand. Det er fra deres kreds det latinske udtryk ”Memento mori” (husk at du skal dø) sandsynligvis stammer.
&nbsp;
 
I vores kultur er det først med Paulus og Kristendommen, at døden ikke alene opfattes som en uundgåelig afslutning på livet, men også som en ny begyndelse - begyndelsen på et evigt liv i Himmel eller Helvede, afhængigt af, hvordan man havde levet sit jordiske liv.
 
&nbsp;
 
Paulus og de første Kristustroende var overbeviste om, at Jesu genkomst ved Dommens Dag var nært forestående. Paulus skriver således i sit første brev til den kristne menighed i Korinth: ”basunen skal lyde og de døde skal opstå som uforgængelige, og vi skal forvandles” Ingen, der troede på Kristus som deres frelser og arbejdede for Herren, skulle mere frygte døden. 
De mange kristne martyrer bevidnede med deres blod denne tro på én treenig og retfærdig Gud, der ikke levnede plads til tilbedelse af kejseren som halvgud: de kristne vidste, at de for deres kristne tros skyld ville opstå som ”uforgængelige” i Paradis.
 
&nbsp;
 
Ved Den katolske kirkes 2. koncil i Lyon i 1274 anerkendtes dog en ny og tredje mulighed for livet efter døden - den ikke bibelske lære om Skærsilden. Stedet, hvor ”mediocriter boni” (de mellemgode) får mulighed for at angre deres synder og renses, før de kunne komme i Paradis.
 Inspireret heraf beskrev Dante 1313-23 sin fiktive vandring ned gennem Helvedes ni lidelsesfulde zoner og dernæst op ad Angerens ”skærsildsbjerg” til Paradisets ”empyrium” (ildhimmel med fixstjerner), hvor han møder Den Treenige Gud. Skønt Dante levende skildrer Helvedes lidelser og Skærsildens prøvelser, må han erkende sig ude af stand til at beskrive det guddommelige fatteligt for sin læser.
 
I den katolske kirke overtog Skærsilden hurtigt Helvedes rolle, nok fordi den kunne være noget midlertidigt før den endelige forløsning. Anger, bønner, sjælemesser for de døde og - i en tid, hvor kirken var i bekneb for penge f.eks. til genopbygning af en ny Peterskirke - arv, donationer og aflad til kirken kunne forkorte skærsildsopholdet.
 

 Men var Paradis og Skærsild noget, man kunne forhandle om, var døden det ikke.
 
Det er det, de talrige ”dødedansfremstillinger” fra middelalderens slutning skal minde de kristne om. Europa var præget af krig, hungersnød og af den såkaldte ”sorte død”, pesten.
 
&nbsp;
 
Motivet består normalt af en kædedans, hvor alle holder hinanden i hænderne, og hver anden danser er et skelet. Det brugtes som frise i talrige kirker, i ligkapeller og på kirkegårdsmure. Dødedansen var en slags kristen ”Memento mori”, en påmindelse om, at døden er hver mands herre, og at vi i vores jordiske liv skal handle ansvarligt, så vi ikke ender i Helvede, men i Himlen evt. efter et rensende tidsafgrænset ophold i Skærsilden.
 
&nbsp;
 
Dødedansen fra Basel adskiller sig fra det gængse motiv ved, at de levende ikke danser i kæde, men hver danser med sig selv som død:
 
i 1. række: dronningen, kongen, grevinden, kardinalen og biskoppen,
 
i 2. række: ridderen, juristen, politikeren, kannikken og lægen,
 
i 3. række: krøblingen, eremitmunken, ynglingen, ågerkarlen og jomfruen,
 
i 4. række: narren, kræmmeren, den blinde og jøden
 
og i 5. række: maleren selv og hans kone og barn.
 Til venstre står Adam og Eva, som førte arvesynden og dermed døden ind i verden, og hvorfra alle mennesker nedstammer. Til højre ses Dominikanerkirken i Basel med den overdækkede kirkegårdsmur, hvorpå Dødedansen befandt sig, indtil den blev hugget ned i 1805 pga. faren for sammenstyrtning, forårsaget af fugt.
 
&nbsp;
 
Dødedansen i Basel er malet ca. 1440 og dermed nok den ældste kendte udsmykning med dette motiv. I 1568 efter reformationen er flere af de gejstlige personer blevet skiftet ud med læge, således erstatter dronningen og grevinden i øverste række den oprindelige pave og ærkebiskop.
 
&nbsp;
 
For middelalderens folk fortalte Dødedansen om, hvordan vi alle er lige over for døden, som udfrier de fattige og syge fra al deres dårligdom, men også frarøver de velhavende og ansete i samfundet deres rigdom og ære.
 
Jævnfør Holger Bechs populære rumsterstangs-vise fra besættelsen sunget af Helge Kjærulff-Schmidt: ”Adel og borger, præster og bønder – vi er jo alle i samme båd”! og Tom Lehrers ”And we will all go together, when we go”, inpireret af atomtruslen under den kolde krig.
 De på en gang makabre, lattervækkende og melankolsk graciøse dødedans-scener inspirerede i 1874 komponisten Saint-Saëns til hans musikstykke ”Dance Macabre”.
 
&nbsp;
 
De muntre benrader var en måde at huske folk på forgængeligheden – og måske som i dag – også en måde at gøre nar af vores egen angst for døden på.
 
Ligesom traditionerne omkring skeletter, ”den store græskarmand” og ”begging or cheating” ved Halloweenfesten, 31. oktober, aftenen før Allehelgensdag.
 
&nbsp;<figure><img src="https://edge.churchdesk.com/non/ckeditorlarge/public/o/346/dodedans.billede.002.-.anne-mettes.klumme.jpg" data-image="2291369"></figure>Dødedansen fra Basel. Tysk akvarel, malet 1772 af Hans Büchel efter et 60 m. langt freskomaleri fra ca.1440 på kirkegårdsmuren ved Dominikanerkirken i Basel i Schweiz.

Billedet viser en række dansende og spillende figurer i forskellige tider og klæder

af Anne-Mette Gravgaard



”Fæ dør,

frænder dør,

selv jeg dør.

Men ét jeg ved,

som aldrig dør,

er dommen over hver mands død.”



Verset lærte nogle af os udenad, da vi gik i underskolen og havde oldnordisk. Om vi helt forstod det dengang, er...

Dødedans – et høstmotiv

<a href="https://landing.churchdesk.com/file/552061"></a><a href="https://landing.churchdesk.com/file/600868"></a><a href="https://landing.churchdesk.com/file/800875"></a><a href="https://landing.churchdesk.com/file/1366163" target="_blank"></a><a href="https://landing.churchdesk.com/file/1461106" target="_blank"></a><a href="https://landing.churchdesk.com/da/file/fb8271d0-7b8c-452f-8866-b76d5ee5d1cf" target="_blank">Her kan seneste kirkeblad hentes og læses</a>

Billedet viser kirke under opførelse med spærværk og en flaggstang på tårnet

Her kan seneste kirkeblad hentes og læses

Ispinde, Sisu og Talko

Åndelig oprustning – men hvad er ånd?

Dødedans – et høstmotiv

Seneste kirkeblad til download