Filtermenu

Sortér

Dette hellige evangelium til 5. søndag efter påske skriver evangelisten Johannes&nbsp;
»Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen. Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen. Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen. Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen.«
&nbsp;<a href="https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Joh/16#23b-28">Johannesevangeliet 16,23b-28</a>
Prædiken&nbsp;
Ansigtet har lukkede øjne. Øjnene kigger indad. Det er ikke så tit, at vi ser et andet menneske med lukkede øjne. Det er måske kun vores allernærmeste, der ser os med lukkede øjne. 
Det kræver tillid at lukke sine øjne, imens andre ser&hellip;
 
Det kan også hænge sammen med, at vi tit er meget optaget af at stræbe efter succes og fremgang, og derfor gerne vil indse og gennemskue, holde øje og være fremadskuende&hellip;
 
Vi taler meget. Siger noget hele tiden, blander os og er på banen, formulerer os og sætter ord på alt mellem himmel og jord hele tiden...
 
Men ikke det her menneske med lukkede øjne (og lukket mund). Det menneske er i gang med noget helt andet&hellip;
 
Versunkenheit,&nbsp;altså fordybelse, kalder Paul Klee sin tegning.
 
Paul Klee minder os med dette billede om vigtigheden af fordybelse. Denne form for fordybelse retter sig ikke udad mod resultater, men indad. Og det er også bønnens væsen&hellip;
 
Det, der ofte melder sig hos os, når vi er lige dér i fordybelsen, i bønnen med lukkede øjne, er spørgsmål som: 
Hvordan skal det gå? Kan jeg klare det? Hvor skal jeg hen? Hvad skal jeg gøre? Spørgsmål, som tilsyneladende lyder ud i det tomme rum...
 
Vi kan sammenlignes med fugleunger, der sidder på redekanten med det svimlende dyb under os og kigger mistroisk på vores vinger: skulle de være til nogen gavn i denne situation?
 
Jeg ved ikke, om I kender det? Men jeg kan have det sådan, når jeg vågner om morgenen. At ligge dér med lukkede øjne endnu i den nærhed til døden, som søvnen er&hellip;
 
Nogen gang en uklar angst, en uklar følelse af at være udfordret af uklare trusler&hellip;.
 
Det er først i tilbageblik, at vi kan konkretisere, hvori angsten bestod: angsten for den strenge skolelærer, angsten for utilstrækkelighed, angsten for adskillelsen, angsten for at miste, angsten for at blive gammel, for at miste hørelsen og tænderne, angsten for at overleve ægtefællen – og angsten for døden...
 
Alt sammen tilstede i en form om morgenen dér på grænsen mellem søvn og vågenhed. Den tilstand er en form for bøn. 
Fordybelse dér (i sengen) hvor dagen gryer – sådan ser det ud. 
På et tidspunkt, lige om et øjeblik slår jeg øjnene op&hellip; 
Det giver kun mening at ligge sådan, fordi der er nogen, der hører den bøn&hellip;
 
Jesus siger til disciplene i sin afskedstale: Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen.
 
Det er en ny mening, en ny fylde, der peges på, når Jesus siger, at vores glæde gennem bønnen og bønnens opfyldelse kan være fuldkommen&hellip;
 
Den fuldkomne glæde er noget, vi har i vente. Glæden kender vi allerede (måske kun glimtvis). Og den fuldkomne glæde skal komme. Det må vi tro&hellip;
 
Vejen frem mod den fuldkomne glæde er en fordybelse i bøn og derved også en indøvelse i at flytte tyngdepunktet fra os selv og til Gud og til næsten&hellip;
Det er at flytte tyngdepunktet fra billedtale til det faktiske, fra drøm til konkretion, fra skygge til lys.
Bøn handler ikke om personlig udvikling, men om personlig afvikling. Afviklingen af begær rettet mod vores egne behov og indsættelse af Guds fylde og næstens fordring.
Jesus er selv et godt eksempel på det. Natten før langfredag, da han var dødsensangst og bad til Gud om at blive fri for den lidelse, der ventede ham. Dog ikke, hvad jeg vil, men hvad du vil, Gud!
Vi ved, at der skete noget i det møde med Gud, som bønnen er – at Jesus fik mod og kræfter til at være i langfredag – i tvivlen, lidelsen, ensomheden og døden&hellip;
Guds vilje bliver konkret, kunne vi sige. Ordet konkret kommer af con-crescere: At vokse sammen. Når vi vokser sammen med Gud i bønnen, bliver vi konkret&hellip;
Og det er hvad der sker med Jakob i kampen (som vi hørte i teksten, jeg læste før). Meningen med Jakob og den betydning hans liv skal have bliver konkret&hellip;
Det er et menneskeligt vilkår, at vores liv er afsked, adskillelse og sorg. Og det er mennesket bestandigt blevet tankefuld over, ligesom vilkåret skræmmer&hellip;
Den sidste aften i Jerusalem tager Jesus afsked. Han tager afsked med verden, og lover fortsat at være nærværende eller til stede for disciplene i bøn&hellip;
Og samme aften beder Jesus for sine disciple og for alle os, der skulle komme efter.
Han gør det i den kærlighed, der er i grunden. Og som kommer før alt andet, som ikke er en ledsager, men en forudsætning.
Og i den kærlighed er du og jeg sammen med ham, og der vil vi altid være til stede&hellip;
Og således gives livet tilbage.
For i den kærlighed er livsmodets kilde&hellip;
Det er lovet os, at ingen af vores bønner forbliver uhørte af Gud.&nbsp;Dybest set handler vores bøn om, at vi tør tro, at der også for os må være en fremtid og et håb&hellip;
Nok er adskillelsen vores vilkår og indimellem synes det slet ikke at være til at leve med. Men paradoksalt og frimodigt skal det igen og igen lyde, at Guds kærlighed er større end adskillelse, lidelse og sorg&hellip;
 
Når glæden kommer til kort, fordi alting igen og igen falder fra hinanden, så står det ikke i første omgang til dig at forsøge at få klinket tingene og verden og dig selv sammen igen.
Så må du finde tilbage til den dybere sammenhæng, at du vokser sammen med Gud og er forbundet med ham i bøn. Og det er ud af dette, du henter dit livsmod, din glæde og dine kræfter&hellip;
At ligge dér i sengen imens morgenen gryer. At ligge dér med lukkede øjne i fordybelse (versunkenheit) endnu i den nærhed til døden, som søvnen er&hellip;
Nogen gang en uklar angst, en uklar følelse af at være udfordret af uklare trusler&hellip;.
Angsten for utilstrækkelighed, angsten for adskillelsen, angsten for at miste, angsten for at miste retning og miste mening, angsten for at blive gammel, for at miste hørelsen og tænderne, angsten for at overleve ægtefællen – og angsten for døden&hellip;
 
Hvad har fuglene vinger til andet end at flyve?
 
Hvad har vi øjne til andet end til at se?
 
Dér ligger jeg i sengen, klar til at slå øjnene op og se verden, som den er. På et tidspunkt i min opvågnen hører jeg lydene i huset omkring mig, hører min familie, hører huset vågne. 
Det er en ny mening, en ny fylde. Det er Glæden ved at være her i verden og – akkurat i dét øjeblik- udsigten til morgenkaffen&hellip;
AMEN

Humlebæk Sogn

Dette hellige evangelium til 5. søndag efter påske skriver evangelisten Johannes

»Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så j...

Prædiken 5. søndag efter påske. Mona Høgh

Nu går jeg til ham, som har sendt mig, og ingen af jer spørger mig: Hvor går du hen?&nbsp;v6&nbsp;&nbsp;Men fordi jeg har talt sådan til jer, er jeres hjerte fyldt af sorg.&nbsp;<a href="http://old.bibelselskabet.dk/danbib/web/joh/ch16/v7.htm" target="Notes">v7</a>&nbsp;&nbsp;Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer.&nbsp;v8&nbsp;&nbsp;Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom.&nbsp;<a href="http://old.bibelselskabet.dk/danbib/web/joh/ch16/v9.htm" target="Notes">v9</a>&nbsp;&nbsp;Om synd: at de ikke tror på mig;&nbsp;<a href="http://old.bibelselskabet.dk/danbib/web/joh/ch16/v10.htm" target="Notes">v10</a>&nbsp;&nbsp;om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere;&nbsp;<a href="http://old.bibelselskabet.dk/danbib/web/joh/ch16/v11.htm" target="Notes">v11</a>&nbsp;&nbsp;om dom: at denne verdens fyrste er dømt.
 
<a href="http://old.bibelselskabet.dk/danbib/web/joh/ch16/v12.htm" target="Notes">v12</a>&nbsp;&nbsp;Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu.&nbsp;<a href="http://old.bibelselskabet.dk/danbib/web/joh/ch16/v13.htm" target="Notes">v13</a>&nbsp;&nbsp;Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer.&nbsp;v14&nbsp;&nbsp;Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer.&nbsp;<a href="http://old.bibelselskabet.dk/danbib/web/joh/ch16/v15.htm" target="Notes">v15</a>&nbsp;&nbsp;Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde det for jer. Johannes 16,5-15
 
&nbsp;Er I forvirrede efter at have lyttet til denne tekst forstår jeg det godt. Nu går jeg til ham&hellip;.det er det bedste for jer, at jeg går bort&hellip;men når jeg går herfra, vil jeg sende ham (talsmanden) til jer.
Jesus går bort, og kommer igen. Ja, kom han ikke igen var Jesus endt at blive en mindre vigtig person i verdenshistorien. Måske havde vi slet ikke hørt om ham. &nbsp;
 
&nbsp;Det er Jesus vi hører tale til disciplene inden påske, altså inden han går ind til sin lidelse, død og opstandelse. Det er jo en sjov måde Johannes giver Jesus mæle på. Han går sin vej, men vil egentlig helst blive, og sender Talsmanden.
I må prøve at forestille jer Johannes, der har skrevet evangeliet. Man regner med, at det er skrevet omkring år 90, altså hen mod 60 år efter at Jesus døde. Det vil være som hvis I hørte en sidde og fortælle fra perioden 1915-1945. I slutningen af sit liv levede Johannes på den græske ø Patmos – og nu sidder den gamle Johannes altså og skriver historien om Jesus ned, sådan som han har hørt den og forstået den.
Johannes skriver lang tid efter de begivenheder han taler om her. Jesus er på vej væk og et nyt nærvær bliver til i kraft af Talsmanden.&nbsp; Jesus ved allerede hvordan de vil have det når han ikke er her længere. Deres hjerte vil være fuld af sorg, når han går bort. Ja, selvfølgelig vil de være kede af det. Alt om hvordan de har det med at han ikke længere er iblandt dem, lægger ham dem i munden. Han er den alvidende som kender til deres tab og sorg over hans bortgang.
Sorgen over døden som kommer og tager vores kære fra os, kender vi godt. Det er en sorg som er forbundet med tabet af en bestemt fremtidsforventning. Nemlig den fremtid som vi ikke længere skal være fælles om. 
Dødens tilstedeværelse i vores liv som kalder sorgen frem, er et vilkår som ændrer vores liv markant. Og vi begynder at spørge efter hvem jeg er efter tabet, hvem jeg er nu og hvem evt. Gud er for mig nu? Alle disse spørgsmål til identiteten drager Jesus nænsom omsorg for i sin tale fra den anden side til disciplene, som er ladt alene tilbage.
Jesus går bort. Han vil gerne trøste dem. Derfor taler han om at hans fravær erstattes af et andet nærvær end dengang de var sammen som kropslige mennesker. Fysisk er han på vej væk fra dem, men han sender sin talsmand, som er hans ånd.
Fraværet erstattes af et andet nærvær for Talsmanden kommer. Han siger ligefrem til dem, at det er det bedste for dem, at han går bort. Det kan vi godt undre os over, hvis tænker på de mennesker vi selv har mistet i vores liv. Dem havde vi dog gerne beholdt lidt længere. Vi har jo ikke hinanden for altid. Det ved vi. Og det nok også godt nok, for ellers ville aldrig opleve at livet var noget vi skal yde noget for. Så ville vi altid leve i en evighed af tid, hvor det ikke betød noget om vi gjorde noget i dag eller i morgen. Der vil altid være tid at tage af og handle i. Den begrænsede levetid vi lever på jorden, giver livet en særlig værdi, og vi tror på, at det vi sætter pris på, kan ophøre med at være.
Talsmand er Johannesevangeliets betegnelse for Jesu nærvær i hans fravær. I sorgen, i savnet, i erindringen, i tilskyndelsen er den, der er død eller har forladt os, nærværende. Nogle gange mere nærværende end samtlige tilstedeværende. Men det er&nbsp;ikke&nbsp;den måde, Jesus vil være til stede på i sit fravær.&nbsp;
Jesus vil være nærværende som&nbsp;Talsmand. Han vil i sit fravær være nærværende som... ja som hvad? Som&nbsp;paraklet&nbsp;står der i den græske tekst. Den autoriserede oversættelse anvender altså̊ det noget gådefulde ord ’talsmand’. Andre oversættere har forsøgt sig med ’trøster’. Grundtvig har fat i netop den betydning, når han synger om Talsmanden som&nbsp;Trøster over alt, som truer... trøster over alle tab.&nbsp;
 
Udsagnsordet, som gemmer sig i det græske ord for Talsmand&nbsp;[parakalein]&nbsp;er ’at opmuntre’. Det kan betyde to ting. Det kan betyde opmuntring i form af trøst, dels opmuntring i form af opfordring til at handle på bestemte måder. Og det svarer til, hvad Jesus selv gør i sin afskedstale. Jesus opmuntrer til trøst og til indbyrdes kærlighed.&nbsp;
Det er også hvad jeg ofte høre familie fortælle når jeg mødes med dem inden begravelsen. Mange fortæller hvordan de har været sammen med den som skal dø, og hvordan den døende og de levende har fået sagt farvel til hinanden. Den som skal dø fortæller familien mig, har trøstet sine nærmeste og opmuntret dem til at tage livet på sig.
Den dødes fysiske tilstedeværelse udslettes med døden, men den dødes ånd, som er følelsen af stadigt nærvær med den døde, varer ved. Den døde bliver ved med at være til stede hos de levende i en åndelig forstand. Det bliver tydeligt når den eller de som har mistet, når de er sammen, kan sige til hinanden, nu gør vi dette i mors eller fars ånd. Så bliver de alle berørte, for så er den døde til stede på en meget nærværende måde. 
Jesus siger det meget godt, når han taler om åndens funktion når han er borte, at den skal vejlede dem, og ikke tale af sig selv, for ånden er kun noget i kraft af den ånden taler på vegne af. Ånden skal som Jesus siger, tage af mit og forkynde det for jer.Den italienske filosof Giorgio Agampen kalder Ånden for&nbsp;den del af vores liv, der ikke tilhører os. Ånden er ikke en del af vores personlige ejendom, men den er med Agampens ord&nbsp;vores forpligtelse over for andre, vores sociale og kulturelle ansvar som menneske over for vores medmenneske.
Det kan forklare hvad Jesus mener når han siger at åndens opgave er at overbevise verden om synd og retfærdighed og om dom. Ånden rummer en etik, som handler om at livet skal leves i ansvar overfor verden og mennesker. I de samtaler vi kalder åndelige er der åbenhed for at tale om det som binder os sammen. Ånd handler om det som kommer mig ved for alvor. Det gør det, hvis jeg er følelsesmæssigt berørt. Det handler mere om at lytte og ikke tale. Hvad det handler om hørte vi i Jakobs Brev, som jeg læste fra før Hør godt efter, kære venner. I skal være hurtige til at lytte og langsomme til at tale og blive vrede. Når man er vred, gør man ikke det, Gud vil have.
Det budskab vi har fået er at Jesus som døde, lever videre i ånden. Det er derfor vi holder gudstjeneste. Gud er nærværende i gudstjenesten som ånd. Det er slet ikke så mystisk som det lyder. For ånd handler om det som bevæger vores følelser. Det som går mig til hjertet. Det var hvad som skete når Jesus mødte mennesker. De blev rørte i deres følelser af hans menneskelighed.
Vi lever i hans ånd og hans ånd er den som trøster, hjælper og opmuntrer. Og det har vi altid brug for at høre. Amen&nbsp;

Nu går jeg til ham, som har sendt mig, og ingen af jer spørger mig: Hvor går du hen? v6 Men fordi jeg har talt sådan til jer, er jeres hjerte fyldt af sorg. v7 Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ik...

Prædiken 4. søndag efter påske v. Hans-Henrik Ross

Dette hellige evangelium til 3. søndag efter påske skriver evangelisten Johannes&nbsp;
Jesus sagde: »En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.« Da sagde nogle af hans disciple til hinanden: »Hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?« De sagde altså: »Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om.« Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem: »I spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.«&nbsp;Joh 16,16-22 
Prædiken 3. søndag efter påske (I) 
 
Når en kvinde skal føde, så kan tiden op til fødslen være svær og selve fødslen er forbundet med stor smerte. Men når barnet er født, er smerten borte, og kun glæden er tilbage&hellip; 
Den erfaring er der sikkert mange af jer, der har gjort jer&hellip; 
Det er netop det, Jesus taler om i dag, når han siger: Når en kvinde skal føde, har hun det svært; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden
 
Teksten (som jeg netop her læst) udgør en af Jesu afskedstaler til sine disciplene. Vi er altså lige før påske, nærmere bestemt skærtorsdag, aftenen før Jesus skal korsfæstes.
 
Jesus ved, at han snart skal dø. Disciplene har ikke helt forstået det. Men Jesus forsøger at forberede dem på det forhold, at de skal skilles, at det er blevet tid til at tage afsked&hellip; &nbsp;
 
Talen rummer derfor ord om gråd, klage og sorg, men også trøst, håb og glæde&hellip; &nbsp;
 
I skal græde og klage, men verden skal glæde sig, siger han til dem. 
I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde&hellip;
 
Det er en almenmenneskelig erfaring: at leve er at modtage, men at leve er også at miste&hellip; 
Vi mister barndommens uskyld. Vi mister sundhed og fysisk styrke. Vi mister mennesker vi holder af. Og til sidste engang skal vi miste det hele&hellip; 
Sorgen hører med til det at være menneske. Den er uundgåelig. Ikke længere, aldrig mere, så endeligt er tabets virkelighed&hellip; 
Hvad enten det drejer sig om, at vores børn flyver fra reden eller det er sorgen over at skulle lægge et elsket menneske i graven, så er der noget, der er definitivt forbi&hellip; 
Men ikke med glæden. Glæden er aldrig forbi, lyder kristendommens påstand. Jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer, siger Jesus&hellip;&nbsp; 
Den glæde i hjertet, som ingen kan tage fra os, begynder med, at Gud ser os og forløser os fra alt det, som truer med at formørke vores liv. Forløser os fra alt det bagude, som gik galt. Det og dem vi mistede. Hele synet af det tabte paradis&hellip; 
Det er det vigtigste af alt&hellip; 
Jesus bærer håbet frem for os med ordene om, at sorg skal vendes til glæde. Han taler direkte ind i vores menneskelige erfaring af sorgens og smertens uundgåelighed. Og han peger med alt, hvad han siger og gør på håbet nu og i det kommende.
 
Det kan være svært at holde fast i det budskab&hellip; 
Men vi kender mange mennesker, hvis livshistorier bliver levende eksempler på, at det usynlige og ubegrundede håb kan fastholdes i udsigtsløse situationer: 
Vaclav Havel, Nelson Mandela og Dietrich Bonhoeffer&hellip; 
Vi bliver her for 80 årets for Danmarks befrielse mindet om alle de mennesker, der med deres liv kæmpede for at bevare håbet levende trods sorg og tab – modstand&hellip; 
Det kristne budskabs store styrke er, at det ikke negligerer den menneskelige lidelse og smerte, men i lidelsen og smerten viser hen til de åbninger og sprækker, ja de veje, som Guds kærlighed og nåde åbenbarer&hellip;
 
Det er det budskab, som Anna og Cilius får med sig i dåben i dag. Dåbens gave er et levende håb, som de kan se deres liv i lyset af, og som kan bære dem igennem livet&hellip; 
Jesu afsked med disciplene skærtorsdag aften er ikke et katastrofisk slutpunkt i deres fællesskab med hinanden. Adskillelsen er en åbning ind til en større livfuld virkelighed. 
Døden er forandret. Nu kan den ikke længere skille disciplene fra Gud. Disciplene skal altså, ligesom vi, opleve påskens glæde&hellip; &nbsp;&nbsp;
 
Tab, lidelse og sorg får mig til at se på livet (og døden) med andre øjne. Det, som jeg tidligere syntes var vigtigt, bliver mindre vigtigt. Det, som jeg ikke tidligere lagde mærke til, bliver selve livet. Lidelsen, sorgen og troen forandrer mit syn. 
Jeg ser alting i et andet lys: Aldrig før har jeg været så taknemmelig for hverdagen. Morgenkaffen ved køkkenbordet, dagens arbejdsopgaver. Fællesskabet med mennesker, jeg holder af og er forbundet med. Dagen i dag. Dette er sorgens kostbare gave. Og underligt nok fås den ikke billigere&hellip; 
Meningen med fødselsbilledet (som jeg indledte med) en mors erfaring af smerten under fødslen og efterfølgende glæden ved sit nyfødte barn, skal holde os fast på trøsten, glæden og håbet. 
At sorg og smerte vil på et tidspunkt vendes til glæde. 
Noget nyt kommer til. Det nye er ikke bare det, at smerten tager af, men en ny livsopgave kommer til: Et nyt liv uden for én selv at tage vare på. At se bort fra det tabte og i stedet se frem mod nye, livgivende opgaver&hellip; 
Vi skal frem mod en ny mening, en ny ærefrygt for livet, en ny investering i fællesskabet og en ny vision for fremtiden&hellip; 
Når barnet er kommet til verden, overstiger glæden smerten.
 
Det er allerede sket. Det er påskens budskab og påstand.&nbsp;Et sådant håb kan give kræfter og mod midt i sorg, lidelse og savn. I en urolig verden er det helt afgørende, at vi får det at høre søndag efter søndag&hellip;
 
Amen 
&nbsp;

Dette hellige evangelium til 3. søndag efter påske skriver evangelisten Johannes

Jesus sagde: »En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.« Da sagde nogle af hans disciple til hinanden: »Hvad er meningen med de...

Prædiken 3. søndag efter påske. Mona Høgh

Dette hellige evangelium til 1. søndag efter påske skriver evangelisten Johannes&nbsp;
Samme aften mødtes disciplene. De havde låst dørene, fordi de var bange for de jødiske ledere. Pludselig stod Jesus midt imellem dem og hilste på dem. 20Så viste han dem sine hænder og såret i siden, og disciplene blev glade, da de så, at det var Jesus. 21Jesus sagde: »Ligesom min far har sendt mig, sådan sender jeg nu også jer afsted med min velsignelse.« 22Så åndede han på dem og sagde: »Tag imod Helligånden. 23Hvis I tilgiver nogen det, de har gjort forkert, så tilgiver Gud dem også. Men hvis I nægter at tilgive dem, bliver de ikke tilgivet.«
24Thomas – ham, der blev kaldt Tvillingen, og som var en af de 12 disciple – havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom, 25men de andre disciple fortalte, at de havde set ham. »Det kan ikke passe,« svarede Thomas. »Jeg tror kun på det, hvis jeg kan se hullerne i hans hænder og stikke min finger gennem dem, og hvis jeg kan stikke min hånd ind i såret i hans side.«

26En uge senere var disciplene igen sammen, og nu var Thomas der også. Dørene var låst, da Jesus kom, og han stod midt imellem dem og hilste på dem. 27Så vendte han sig mod Thomas og sagde: »Her er mine hænder, kom så med din finger. Og tag din hånd og stik den ind her i siden. Du skal ikke længere tvivle, du skal tro på mig.« 28»Du er min herre og min Gud,« udbrød Thomas. 29»Du tror på mig, fordi du har set mig,« sagde Jesus. »Men dem, der ikke har set mig og alligevel tror, er heldigere, end du er.«

30Disciplene så Jesus gøre mange andre tegn, men dem er der ikke skrevet noget om her i bogen. 31Den er skrevet, for at I skal tro på, at Jesus er Messias, Guds søn. I får evigt liv, når I tror på ham. Johannes 20,19-31
Prædiken. Første søndag efter påske (I)
Vi kan let komme i tvivl. Især i den tid, vi lever i lige nu, hvor den velkendte verdensorden vakler. Når den vakler, så vakler vi også&hellip;
Og så er det vi (rent instinktivt) griber ud efter det faste og sikre for at have noget at holde i og bringe os selv i sikkerhed&hellip; 
Det kan godt være, at det daglige liv her på vores lille sted mere eller mindre ligner sig selv, men verden er blevet en anden&hellip; 
Og usikkerhed fører tvivl med sig. Det gælder både fysisk og åndeligt, tror jeg. Det kan både være anstrengende og smerteligt at tvivle, at leve i det uafklarede&hellip; 
Men tvivl kan også være en nådegave. Tvivl kan være forbundet med besindelse. En tilskyndelse til sund selvkritik og måske større lydhørhed. En påmindelse om, at vi ikke er hinanden overlegne&hellip; 
Hvor ville vi være, hvis tvivlen ikke fandtes? 
Tro kan være mange ting, ligesom tvivlen kan være det&hellip; 
Og sådan var det også for disciplene efter påsken i Jerusalem. 
De tvivlede også. Da Jesus døde på korset, var der ikke noget guddommeligt ved ham, snarere noget menneskeligt, noget alt for menneskeligt. Han tørstede, han blødte, han pintes og skreg&hellip; 
Disciplene tvivlede på, om alt det, de havde troet på og som de havde sat al deres lid til i livet sammen med Jesus, var sandt. 
Mon han var Guds søn? Ja, de var i tvivl. Det var sandelig en tro forstået som usikker viden&hellip; 
Tro kan være usikker viden. Jeg tror det nok, siger vi, men vi ved det ikke. Vi troede, men vi blev klogere&hellip; 
Så kan vi foretrække viden for at kunne holde fast i det sikre. Men i virkeligheden findes der vel ikke viden, der ikke har en smule usikkerhed i sig&hellip;
 
Det fortælles fx, at Niels Bohr engang fik besøg af en ung forsker, som havde skrevet en afhandling om Niels Bohrs videnskabelige teorier. Den unge mand havde fået universitetets guldmedalje. 
 
Niels Bohr læste den unge mands afhandling igennem og sagde: De har forstået hvert et ord, jeg har skrevet. De kender hele min viden til bunds, men er de nu sikker på, det ikke er det rene vås? 
 
Mere sikker var videnskabsmanden Bohr altså ikke. En ny tid kunne få en ny viden, som forkastede, hvad han vidste. Sådan taler den sande videnskabsmand. 
 
&nbsp;Det er ikke kun den, der har tro, som har usikker viden. Det er også den, der har en viden, der bør fastholde en usikkerhed.
Tro kan også være trofasthed. Ikke at have tro, men at være tro. Og hvad troskab angik, så var det ord, der også sved lidt hos disciplene:
 
Judas havde forrådt Jesus med et kys, Peter havde fornægtet ham og en ad gangen var de alle sammen stukket af. Det var deres troskab. Og hvad var den værd? 
De nærmeste omkring Jesus tvivlede. De sad inde bag låste døre af frygt. Når man gemmer sig af vejen og barrikaderer sig bag lukkede og låste døre af frygt, så er der ikke meget tro eller stor tillid tilbage&hellip; 
Tro kan også forstås som tillid. Vi tror på tandlægen, ellers ville vi ikke åbne munden. Vi tror også på et andet menneske. 
Og vi kan have så meget tillid, at vi tør leve sammen med den anden. Her er troen altså noget andet end en sikker viden. 
Her er tro tillid. Vi kan jo godt vide, om vi har tillid. Og dog er vi nødt til at have det&hellip; &nbsp;
 
Når to mennesker elsker hinanden, så er de nødt til at have tillid til hinanden. Hvor tilliden er blevet umulig, der er kærligheden også blevet det. Og hvor tilliden er helt væk, der kan vi slet ikke leve&hellip;
 
For at kunne leve må vi altså have tillid til livet. For at kunne glæde os, må vi have tillid til dagen i morgen, til fremtiden og til andre mennesker&hellip; 
Det er ikke muligt, tror jeg, at leve helt uden tillid og tro. Vi tvivler, fordi vi tror?&nbsp;
Og det er den vantro Thomas vel det bedste billede på&hellip; 
Selvom sorgen havde formørket hans sind, og frygten havde drevet troen ud af hans hjerte, så stod han alligevel op den søndag morgen, en uge efter, at kvinderne havde fundet graven tom&hellip; 
Hvordan kom han ud af sin seng, hvis ikke det var fordi, noget havde kaldt ham op og ind i dagen på trods af, at Jesus lige var død&hellip; &nbsp;
 
Ville han have taget sit tøj på, åbnet døren og begivet sig afsted, hvis ikke der var en eller anden grad af tiltro til, at der stadig var et liv at leve? 
Og da de andre disciple fortalte, at Jesus havde vist sig for dem, ville han så ikke bare have afvist det, hvis troen havde været helt fraværende? 
”Hvis”, siger Thomas. Jeg tror kun på det, HVIS jeg kan se hullerne i hans hænder og stikke min finger gennem dem, og HVIS jeg kan stikke min hånd ind i såret i hans side&hellip;. 
Hvis jeg kan gribe ud efter det og holde fast, holde fast om det sikre&hellip; 
Thomas og disciplene var lige så tvivlende, som vi er. Vi har også mest en usikker viden, vi har ikke altid meget tillid, og hvordan med troskab? 
Vi søger også altid at gribe ud og holde fast i det i det sikre, at bringe os i sikkerhed&hellip;&nbsp;&nbsp;
Der er ikke så langt mellem disciplene og os. Der er langt i tid, et par 1000 år, men der er ikke langt i de menneskelige træk&hellip;
Når verden forandrer sig og alt det, vi har sat vores lid til og som vi har troet på, er væk, så vakler vi og tvivler&hellip; &nbsp;
 
Tro kan opstå (igen), selv i det sorteste mørke. Ud af jord og grav og muld. Ud af sorg og længsel og tvivl&hellip; 
At tro eller at mærke Guds nærvær det tror jeg ikke kun er noget, der sker én gang og så er det konstant og vedblivende. Det finder sted igen og igen og føjer nye erfaringer til&hellip;
Der sidder disciplene og ligner os, og så sker der noget mirakuløst. Han kommer til dem igen. Han går gennem lukkede døre og står pludselig midt iblandt dem, og det første han siger er fred være med jer&hellip; 
Hvis ikke han kunne gå gennem lukkede døre, var han aldrig kommet ind. For de havde jo barrikaderet sig, som mennesker nu kan barrikadere sig ved at låse dørene, opgive håbet, miste tilliden og miste troen og miste livsmodet&hellip; 
Og sådan går han også i dag igennem vores lukkede døre. Vi har hver især gjort erfaringer, der har gjort os skeptiske og måske har vi indimellem også mistet troen (for en stund), tvivlet. Vi kender godt trangen til at gribe ud efter det sikre og faste og bringe os selv i sikkerhed&hellip;
Men Jesus vil, at vi lever ubeskyttet, uden frygt, der hvor vores medmenneske har brug for os – sådan som han selv gjorde det. Når han gik ind hos de mest forhadte i befolkningen, dem der var udenfor og hårdt stemplet&hellip;
Jesus kendte ikke til at lukke døren af frygt for nogen&hellip; 
Og derfor bliver han ved med at komme til os igennem alt det, der spærrer for livet udenfor, fordi kærligheden i sin opfindsomhed altid finder vej&hellip; 
Han giver dem (disciplene) og os skrøbelige mennesker Guds ånd ved at ånde på os. Det er den ånd, der trænger ind hjertet og driver frygten ud, så vi kan rejse os som modige mennesker og gå ud i verden udenfor og række alt det videre, som han gav os: tro, håb, kærlighed – og fred!
AMEN&nbsp;

Dette hellige evangelium til 1. søndag efter påske skriver evangelisten Johannes

Samme aften mødtes disciplene. De havde låst dørene, fordi de var bange for de jødiske ledere. Pludselig stod Jesus midt imellem dem og hilste på dem. 20Så viste han...

Prædiken 5. søndag efter påske. Mona Høgh

Prædiken 4. søndag efter påske v. Hans-Henrik Ross

Prædiken 3. søndag efter påske. Mona Høgh

Prædiken 1. søndag efter påske. Mona Høgh