Filtermenu

Sortér

I min sidste klumme skrev jeg noget om Irma, som nogle vist forstod som en anklage om snobberi. Lad det være klart: Jeg har det svært med snobberi. Folk, der hovent ser ned på andre, der ikke lever op til deres standarder. Lige så slemt er den slags snobber, der febrilsk forsøger at efterligne fornemme folk. Ingen af delene bryder jeg mig om, og snobberi kan betyde begge dele. Og så synes jeg, at det er utiltalende, når ingen vil indrømme, at de er snobber, uanset hvad det betyder.
Men oprindeligt betød ordet snob noget helt andet. I 1700-tallet var det en engelsk betegnelse for en skomager. Hvorfor en skomager blev kaldt snob, ved man til gengæld ikke. Senere blev ordet brugte om hele den jævne befolkning. I 1800-tallet kaldte studenterne fra de fine universiteter den fattige befolkning snobber. Man ved ikke, hvorfor de gjorde det.
 
Men så skifter ordet betydning og udvikler sig til at betyde nærmest det modsatte. Omkring år 1900 er en snob en person, der stræbsomt prøver at leve op til de fornemme, selv om vedkommende kommer fra små kår. Omtrent samtidig antager ordet den anden betydning, hvor snobberi består i arrogant at lægge afstand til andre. Alle steder er det karakteristiske, at ordet snob optræder i negative sætninger. Snob er noget, man ikke er. Eller det er noget, man kalder dem, som man ikke kan lide. Snobben er aldrig en selv, mener man selv.
 
Men N.F.S. Grundtvig påstår det modsatte! Han kan sige, at alle inderst inde er snobber. Hvis man er helt overladt til sig selv og kigger ind ad, så finder man alt det, som man tager afstand fra i de andre. Derfor er snobberi det, som man skal skilles fra, hvis man skal have plads i gudsriget. I salmen ”Gud Helligånd vor igenføder” omtaler han, ”det i os, som siger ”jeg”/hvis ære med den dybe knælen/indlysende forliges ej.” Altså alt det, som får os til at hævde os på andres bekostning og fremstille os selv som bedre end andre, det kan ikke forenes med oprigtig gudsdyrkelse. Det må forgå, hvis man skal ind gennem ”den snævre port for sjælen”. 
Så sidder man lidt og tænker på sin kontorstol. Når man har haft travlt med at udpege snobberiet hos de andre og eksempelvis gjort sig morsom på bekostning af alle dem, der foretrækker at handle i en bestemt butikskæde, hvem er så den snobbede? Er det dem, der gennem generationer har udviklet et nært forhold til en dagligvarebutik, eller er det ham, der gør nar ad dem? Og hvad nu hvis det er Irma, som nogle Frederiksbergborgere føler sig særligt forbundet med, og den, der gør nar, er præst og klummeskribent i FrederiksbergLIV? Så må den snobbede præsteskribent læse videre i salmen og høre: ”I kampen hed hvad kan husvale,/undtagen Helligånd, din trøst”. For i Grundtvigs kristendom lades vi aldrig alene med vort snobberi. Ved Helligånden kan man slippe for alt det snobberi, som findes inden i en selv. Det kan man trøste sig ved. Jesper Tang Nielsen, præst i Immanuelskirken

Folkekirken på Frederiksberg

I min sidste klumme skrev jeg noget om Irma, som nogle vist forstod som en anklage om snobberi. Lad det være klart: Jeg har det svært med snobberi. Folk, der hovent ser ned på andre, der ikke lever op til deres standarder. Lige så slemt er den sla...

Den indre snob

Forleden blev jeg introduceret til begrebet ”formålsglemsel”. Ordet beskriver det, at både samfund og mennesket har tabt sansen for, hvad formålet med livet, både den enkeltes liv og det fælles liv, er. Hvad skal jeg her i verden? Hvorfor er jeg her? Hvad er meningen? Og hvad er meningen med samfundet udover at være et sted, hvor mennesker bliver administreret? Hvad er meningen med Danmark? Det kan godt være, at vi ved en masse, og at vi er gode til fordele retfærdigt og styre det fælles liv effektivt. Men hvad er meningen med det hele?
For at få svar behøver du ikke gå ind i det hus, hvor vi spørger om, hvad vi tror på, for at finde meningen (men det hjælper&hellip;). Du kan også gå på biblioteket og låne en bog af den franske filosof Simone Weil (født 1909). Hun har mindet mig om, at meningen gemmer sig i den konstatering, at andre mennesker har rettigheder, og jeg har pligter. Weil var inspireret af den franske menneskerettighedserklæring fra 1789, men også af mysticisme og kristendom. Hendes tænkning indeholder en stærk optagethed af de svageste, af dem, hvis skrig og lidelser vi helst ikke vil høre, men som også har ret. Hun var både svagelig og meget nærsynet, men alligevel tog hun arbejde ved samlebåndet på en Renault-fabrik for at lære arbejderens kamp i begyndelsen af forrige århundrede at kende. Hun havde en fast tro på, at menneskeheden kan lære ikke at beundre styrken. Hendes holdninger og filosofi er bygget på både anarkisme, kommunisme og kristendom. Af den cocktail kom hendes radikale mantra: andre mennesker har rettigheder, jeg har pligter. Og det er netop det, der skaber mening for både individet og samfundet. I en tid hvor vi er helt ufatteligt optaget af vores individuelle rettigheder, ville det være velgørende, om vi enten tog os tid til at slå os ned i bibliotekets læsesal med en bog af Simone Weil eller satte os ind på kirkebænken og hørte om, at det er Næsten, der meningen med dit liv. Erklæringen om menneskerettigheder blev ikke skabt for at sikre, at de privilegerede kunne få mulighed for udfolde deres privilegier og for at give os ret til at slå andre i hovedet med vores egne rettigheder. Det er omvendt: Erklæringen blev skabt for at sikre de udstødtes, de stummes, de magtesløses rettigheder. Det er sært, at vi åbenbart hele tiden glemmer det; at Næsten har rettigheder, og jeg har pligter – deri findes formålet med dit liv og med samfundet. Provst Kirsten Jørgensen

Forleden blev jeg introduceret til begrebet ”formålsglemsel”. Ordet beskriver det, at både samfund og mennesket har tabt sansen for, hvad formålet med livet, både den enkeltes liv og det fælles liv, er. Hvad skal jeg her i verden? Hvorfor er jeg h...

Formålsglemsel

Hvis en mærkedag eller helligdag for alvor skal slå rod i Danmark, skal der knyttes noget bestemt mad og drikke til markeringen af den. Det oplevede vi senest på Store Bededag, der blev den sidste af slagsen. Hvordan skal vi nu fremover få anledning til at spise varme hvedeboller med kardemomme fire uger efter påske?
 Den 15. juni er det Valdemarsdag. Det er ikke en dag, hvor vi spiser og drikker noget bestemt. Slår man op på nettet, får man forslag om, at man på Valdemarsdag kan spise nye kartofler og drikke snaps! Det kan man naturligvis godt, men det fortæller ikke noget om dagens indhold. Til gengæld er det en af årets officielle flagdage. Med god grund - for dagen har siden 1912 været den officielle fejringsdag for det danske flag. Den dag sælger Danmarks-Samfundet derfor små dannebrogsflag, så de for de indsamlede midler kan give flag og faner til organisationer og ungdomskorps.
 Navnet Valdemarsdag viser tilbage til gamle legender. De fortæller, at kong Valdemar Sejr (1170-1241) og hans hær under et korstog i Estland var ved at tabe et slag mod esterne. Ærkebiskop Anders Sunesen bad derfor med oprakte arme for dansk sejr, men hver gang han sænkede armene, gik det danskerne dårligt. Til sidst var han så udmattet, at han ikke kunne holde armene oppe, og det så ud til, at danskerne ville tabe slaget. Men så åbnede himlen sig og et rødt korsbanner dalede ned og gav danskerne nyt mod og sejr.
 Den mest udbredte legende fortæller, at det skete ved byen Lyndanisse (det nuværende Tallinn) i 1219, og selvom der er uenighed om, hvor og hvornår det faktisk fandt sted, så rummer legenderne den kerne af sandhed, at Dannebrog er opstået som en korstogsfane i forbindelse med de danske korstog i Østersøområdet i begyndelsen af 1200-tallet.
 Den slags legender kan bruges. Da jeg for nyligt var i Gdansk, faldt jeg på byens store museum om 2. Verdenskrig over nazistiske propaganda-plakater fra forskellige lande. En dansk plakat viste Dannebrog dale ned fra himlen, mens en middelalderlig korstogshær dannede fælles front med tyske SS-tropper under overskriften ”OGSAA I DAG, FRONT MOD ØST! MELD DIG TIL DET DANSKE REGIMENT I VAABEN SS” &nbsp;I øverste hjørne var skrevet årstallene 1219 og 1944.
 Den slags anvendelser har heldigvis ikke forhindret, at Danmark er et af de lande, der bruger det nationale flag i rigtig mange fredelige og festlige anledninger fra fodboldkampe til fødselsdage. Og når flaget ryger til tops den 15. juni, er det også en markering af, at det var på denne dato i 1920, Nordslesvig efter folkeafstemning formelt blev overdraget til Danmark. Helle Krogh Madsen, sognepræst i Frederiksberg Sogn
&nbsp;

Hvis en mærkedag eller helligdag for alvor skal slå rod i Danmark, skal der knyttes noget bestemt mad og drikke til markeringen af den. Det oplevede vi senest på Store Bededag, der blev den sidste af slagsen. Hvordan skal vi nu fremover få anledni...

Op med flaget!

I min egenskab af præst er jeg blevet bedt om at skrive til klummen her i lokalavisen. Man skal passe lidt på, tænker jeg. Klumme –&nbsp;lokalavis. For det er vel noget med at have en mening. Noget om hundelorte måske. Eller duer. Noget om cykelstierne eller busruterne. Om parkeringsmulighederne eller den lokale skole. Det er klart at jeg har meninger. Men er de nu også så vigtige at de ligefrem skal skrives ned? Og trykkes på papir? Til potentiel gene for sagesløse læsere. Skal jeg belemre mine medborgere med hvad jeg sådan går og synes? Don't make waves. Sådan var der nogle der gik og sagde i de glade tressere. Don't make waves. Det tænker jeg på ind i mellem. Når jeg skal lige til at have en mening og fortælle andre folk om den. Nu skal I høre hvad JEG mener. Måske er det bare et spørgsmål om stil. Her i lokalavisen er der jo hver uge mange der har meninger. Og lige netop om den slags små og store ting jeg har nævnt. Og det er fint med mig. Helt fint. Fyr din mening af. Giv den gas, mand. For måske er der vitterligt noget der trænger til at blive lavet om. En balance der skal genoprettes. Et eller andet som DU lige kan se og kan hjælpe til med. Klart nok. Men. Husk også lige i dit stille sind at hylde alle dem der mener noget og dog tier. Den givetvis meget store majoritet af befolkningen der besinder sig og tænker: okay, måske er det ikke så vigtigt hvad det er der lige nu hidser mig sådan op. Måske er der nok uro derude. Jeg tror jeg tæller til ti, brygger lidt te og ryger en fredspibe. "Alt er såre godt," sagde den Frederiksbergske vismand Martinus. Det var hans valgsprog. "I'm just sitting here watching the wheels go round and round," sang John Lennon. Og salig Per Højholt funderede over det i forbindelse med sin digteriske praksis: "Selvfølgelig mener man da lidt af hvert, men hvem gør ikke det? Og er det man mener eller tror eller ønsker nu også så brand-originalt, at det fortjener at ytres?" Og så lige et spørgsmål til sidst: Den der skulptur foran rådhuset. Ja – den der "Manden og kvinden". Er den ikke temmelig træls og kitschet? Jo – det er den da. Og det er vi mange der mener!
 Nikolaj Zeuthen, sognepræst i Sankt Markus Kirke

I min egenskab af præst er jeg blevet bedt om at skrive til klummen her i lokalavisen. Man skal passe lidt på, tænker jeg. Klumme – lokalavis. For det er vel noget med at have en mening. Noget om hundelorte måske. Eller duer. Noget om cykelstierne...