Filtermenu

Sortér

Denne inderlige bøn er skrevet af et ungt menneske til Stefanskirkens fællesskab, som en gave og en tak for rummelighed og åbenhed.
Sognepræst Pernille Østrem læste den op fra prædikestolen ved højmessen d.&nbsp;25. maj, og den må gerne bruges igen og igen af alle, der kan genkende sig i den.
 
Når natten rammer og de første stjerner skinner, og de voksnes overblik som dug forsvinder, så hvisker jeg et lille "Hej" til Gud – som når man ringer hjem for sent, som allersidste skud.
Jeg siger: "Kære Jesus! Kristus! Jeg kæmper lidt, har det skidt, frygter tit næste skridt, og intet føles rigtig frit.
Men mon du stadig lytter til mig, selv om jeg nogle dage glemmer alt om dig?" Gud svarer ikke højt, men jeg fornemmer, en varme bag min tvivl og bag alle hårde, kolde stemmer.
Som om Guds nærhed allerede er begyndt at gro i hjertet, der ellers aldrig finder ro. Jeg beder ikke altid klart og fromt, nogle gange lyder det lidt tamt og tomt:
"Kunne du måske hjælpe – ret hurtigt gerne – før det hele vælter og jeg ser måne, sol og stjerne?" Men Guds ord er en vuggesang under stjerneskær, og det hvisker: "Mit barn, jeg er allerede nær”
Tro er ikke ønskeseddel eller begær, men at vi følges ad på korsvejens færd. Og&nbsp;bøn&nbsp;har brug for sangens klang, Midt imellem støj og rygetrang. En duet mellem Gud og lille dig – et "tak" og "hjælp" og "vær hos mig". Så tak for bønnen, der gør hjertet blødt og sprødt. Tak for sjælekamp og for at finde havn Og for at vi må bede i dit navn.
Amen

Stefanskirken

Denne inderlige bøn er skrevet af et ungt menneske til Stefanskirkens fællesskab, som en gave og en tak for rummelighed og åbenhed.

Sognepræst Pernille Østrem læste den op fra prædikestolen ved højmessen d. 25. maj, og den må gerne bruges igen og...

En bøn til fællesskabet

Tak for at gøre kirken rummelig, dagen højtidelig og dåben forståelig. Sådan lød det i en hilsen fra en far, der ikke selv var medlem af Folkekirken, men i respekt for sin datters ønske om at blive døbt, fulgte hende til døbefonten, da Stefanskirken holdt drop-in-dåb lørdag 5. april.&nbsp;
Dagen rummede mange rørende og stolte øjeblikke, da i alt 40 børn, unge og voksne modtog dåben. Nogle var helt spæde, nogle var halvstore børn, der ikke var blevet døbt under corona-tiden, og andre kom langvejs fra og havde googlet sig frem til, at der var drop-in-dåb i Stefanskirken.
Nogle kom med et helt dåbsfølge, andre kom helt alene og fik vidner stillet til rådighed af kirken; alt i en stemning af at være i et trygt fællesskab rammet ind af kendte salmer, Fadervor og velsignelsen.
- At man vælger dåben og fællesskabet, håbet og meningen til som et aktivt valg midt i en verden, der ellers godt kan give en gåsehud og søvnløse nætter, det er stærkt, siger Pernille Østrem, der sammen med Thomas Høg Nørager, forestod dåbshandlingerne.
Også 13 af Stefanskirkens kommende konfirmander knælede en efter en ved døbefonten og sagde ja, bakket op af forældre, søskende og bedsteforældre.
Efter højtideligheden havde kirkens personale og frivillige sørget for chokolade, bobler og sodavand til døbte og gæster i solskin på kirkepladsen.
- Både frivillige, kordegne og præster var lidt høje over at kunne give folk en favnende, varm og festlig dag, siger Pernille Østrem.
 
Brødrene Storm og Birk blev døbt i lørdags
<figure><img src="https://edge.churchdesk.com/non/ckeditormedium/public/o/420/img_0445.jpg" data-image="2213897"></figure>

Lea (i midten) havde sine veninder med, da hun blev døbt
<figure><img src="https://edge.churchdesk.com/non/ckeditormedium/public/o/420/img_0446.jpg" data-image="2213896"></figure>
 
Søskendeparret Falke og Gro blev døbt i lørdags
<figure><img src="https://edge.churchdesk.com/non/ckeditormedium/public/o/420/img_0449.jpg" data-image="2213894"></figure>

Tak for at gøre kirken rummelig, dagen højtidelig og dåben forståelig. Sådan lød det i en hilsen fra en far, der ikke selv var medlem af Folkekirken, men i respekt for sin datters ønske om at blive døbt, fulgte hende til døbefonten, da Stefanskirk...

Glæde og stolthed ved Stefanskirkens drop-in-dåb

Gud er queer – Jesus er punk! 
 
Juleprædikenen 2024 i Stefanskirken Nørrebro
 
Holdt af sognepræst Thomas Høg Nørager 
Link til evangelieteksten: <a href="https://www.bibelselskabet.dk/juleaften-fra-foerste-raekke">https://www.bibelselskabet.dk/juleaften-fra-foerste-raekke</a> 
&nbsp;
 
Jeg håber I nyder det. Lige så meget som jeg gør. At vi kan sidde her sammen. Nonbinære, kvinder og mænd; voksne og børn, i en stor pærevælling. Det er faktisk et kæmpestort frihedsprivilegium det ikke er alle religioner forundt at have, men som finder sin inspiration allerede ved kristendommens udspring, hvor det i det ny testamente i et af Paulus’s breve lyder: ”Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus.” 
I den kristne tradition er Kristus Jesus ikke kun at forstå som super fin fyr, der holdt nogle super fede folkekøkkener. I den kristne tradition er der mere til billedet. Ja, Kristus Jesus er et billede, endda med kvindeligt pronomen. Grundtvig, vores store salmepoet, digter om netop i aften, hvor barnet Kristus Jesus fødes og straks sammenlignes med glæden; verset lyder:
 
Glæden hun er født i dag, 
 
Himmeriges glæde, 
 
ved Gud Faders velbehag fryde sig de spæde! 
 
Han, som var frygtelig og utilgængelig 
 
i sin høje bolig, 
 
han nu i barnedragt, 
 
har sig i krybben lagt, 
 
med vort støv fortrolig. 
&nbsp;
 
Grundtvig cykler rundt i pronomenerne. Glæden hun er født; han nu har sig i krybben lagt. For Grundtvig har forstået det. At Gud hverken er mand eller kvinde; eller omvendt: Er både mand og kvinde. At Gud er queer. At Kristus Jesus mest af alt skal forstås som den bevægelse&nbsp; - i verden, i os, imellem os - der går fra det ophøjede utilnærmelige; til det menneskeligt nære. 
Før utilgængelig, i sin høje bolig. Nu med vort støv fortrolig.
 
Og således er juleaften, ikke bare er en fejring af vintersolhvervet, hvor lyset vender tilbage, men også er en påmindelse om en overgang, som vi må gå over, igen og igen. At Kristus Jesus mest af alt skal forstås som bevægelsen hvor vi ikke længere sætter loven som fortegn for vores liv; men sætter kærligheden som fortegn for vores liv. 
Det er det, som er overgangen fra Det Gamle til Det ny Testamente. Det er kristendommens enkle, men vidtrækkende juleevangelium: glæden hun er født i dag og betegner dermed overgangen i måden at se verden på, væk fra loven, hen til kærligheden; væk fra det ophøjede, hen til det menneskelige.
 
Så er det vi kan sidde sammen, nonbinære, kvinder og mænd; voksne og børn, i en stor pærevælling, her til glædens, kærlighedens og det menneskeliges fødselsdagsfest. Og det er faktisk et kæmpestort privilegium at kunne det.
 
Og var det mon det den danske konge Harald Blåtand så, da han i 965, som Jellingestenen vidner om, bestemte at Danmark skulle kristnes og begyndte at bygge kirker. Måske. Men det er nu ikke det indtryk man får, når man læser Nationalmuseets hjemmeside, her står der: ”Kristendommen syntes dog at være et nødvendigt onde for handlende vikingekøbmænd i Europa, hvis de ville indgå handelsforbindelser med anderledes troende. Vikingerne valgte i løbet af 900-tallet kristendommen til, dels på grund af den omfattende handel med de kristne, men især på grund af et stigende politisk og religiøst pres fra det tyske rige i syd.”
 
Og ja, det lyder jo meget plausibelt, at kongen skiftede religion af taktiske økonomiske grunde. Men det kunne jo også være fordi, han bare fandt kristendommen for fed. At han simpelthen blev overbevist. Budskabet om at være drevet af kærlighed og ikke af kamp; at mænd og kvinder og trælle og frie, alle for Gud var lige. At kongen fandt det sandt og derfor skulle det også være virkeligheden for folket. Men det er måske alligevel for meget at forlange af en museumsskrivelse, at lade det være en mulighed?
 
En der uden tvivl var drevet af kristendommens impuls, var fangekorets leder, Louise Adrian, som i år den 16. august sov ind, af sygdom, kun 59 år gammel. Æret være hendes minde. Hun startede for godt 30 år siden med de indsatte i Vridsløselille Statsfængsel. Da fængslet lukkede, og de indsatte blev flyttet, fortsatte Louise med at øve sang og musik med dem. Fangekoret har gennem årene givet omkring 850 koncerter rundt omkring i landet. Hjerte for de mennesker, ingen ville kendes ved. Ledte efter hjertet i dem, der var stemplet som onde. I en bemærkelsesværdig artikel i Weekendavisen får det journalisten til at udbryde: Louise Adrian var kristen på en måde så man bliver mindet om at Jesus var punk, at han omgav sig med udstødte og syndere og talte magten imod.
 
En der også var punk var Stefanus. Han levede for snart 2000 år siden, og som en af verdenshistoriens første kristne har han lagt navn til Stefanskirken her. Han blev stenet fordi, han sagde at han var kristen, og blev dermed verdenshistoriens første ikon for religionsfrihed. I år har vores kirke her 150års fødselsdag og da man skulle navngive kirken, valgte man navnet Stefan, som siden her på Nørrebrogade, har vidnet om retten og friheden til at tro på det man vil. 
Med friheden til at tro som man vil, hører også friheden til ikke at tro; ja, hører også friheden til at være i tvivl. Med trosfriheden hører også friheden til at skifte tro. Og friheden til at kritisere tro; kritisere den tro man forlader, kritisere den tro, man ikke tror på; kritisere den tro, man ikke vil tro på&hellip; 
I dag sender vi en hilsen til alle konvertitter. Og vi sender en hilsen til de tvivlende. Ja, og hvorfor ikke – her sender vi skam også en hilsen til de utro. I er velkomne. Hver og en. Og til de forsmåede og de krænkede og de ensomme. Til de flygtende og til de bomberamte. Til oprørerne og de oprørte. 
To der også var punk, mine to yndlings, var syersken Rosa Parks og baptistpræsten Martin Luther King, ikoniske for den amerikanske borgerrettighedsbevægelse. Rosa Parks nægtede at rejse sig op som loven ellers foreskrev hun som sort skulle når en hvid kom ind. Martin Luther King stod i spidsen for den efterfølgende boykot og protestbevægelse, som til sidst – med ikke-voldens sprog - fik ændret de racistiske love. 
I 1964, da Stefanskirken fyldte 90, fik Martin Luther King Nobels Fredspris. 60 år efter, den 14. februar i dette jubilæumsår fik Rosa Parks endelig en statue og dermed endelig anerkendelse i byen Montgomery, i Sydstaten Alabama, der hvor kampen begyndte med civil ulydighed.
 
Den norske superforfatter Karl Ove Knausgård, kalder Kristendommen for urealiserbar. Han skriver: ”Tolderne, der var forhadte fordi de var korrupte og stjal fra de fattige, og horerne de mest uværdige af de uværdige, for Jesus var der ingen forskel på dem og de andre, de var mennesker ligesom alle andre mennesker. Han sagde: dersom nogen slår dig på din højre kind, så vend også den anden til. Han er et menneske som du. Han er dig. Slå ham ikke. Det er en umenneskelig tanke. Det er en guddommelig tanke. I den tanke opløser vores identitet sig, det er forskellene der har skabt den, og det er det der gør kristendommen urealiserbar, vi kan ikke tænke os selv væk, det er for meget at miste, det er det eneste vi har.”
 
Har Knausgård ret idet: er kristendommen urealiserbar? Måske; måske ikke. Det kommer vel an på, om vi ser det, som et ’alt eller intet’, eller en fortsat bevægelse. Jeg ser det som bevægelse, der altid vil være på vej; og det kan nogle gange være to skridt frem og et, måske 1½ tilbage, men som Informations chefredaktør Rune Lykkeberg siger: det er punk at være positiv; 
Også når folk fra tid til anden melder sig ud af folkekirken, for som jeg plejer at svare folk, var Jesus jo sådan set heller ikke var medlem af folkekirken, og hvilket hverken Stefanus, Parks, og King jo selvsagt heller ikke var; Harald Blåtand var vel en slags både-og, imens Louise Adrian helt sikkert var medlem.
 
Men det handler det jo heller ikke om det; det handler selvfølgelig ikke om medlemskab, det handler om kærlighed. Julen som overgangen fra lovens, til kærlighedens rige.
 
Statsminister Mette Frederiksen, har sagt, at en af hendes største politiske drømme er, ”at flere ville gøre som Louise Adrian” - Louise Adrian, der altså mindede os om, at Jesus var punk.
 
Kim Larsen digter det smukt: Jesusbarnet fra Bethlehem blev betragtet som psykopat. Det er i dag, hans fødselsdag; så blev det endelig jul, jul igen!
 
Ja: Glædelig jul! Nonbinære, queers, kvinder og mænd; og børnene. &nbsp;Sådan! Amen.

Gud er queer – Jesus er punk!

Juleprædikenen 2024 i Stefanskirken Nørrebro

Holdt af sognepræst Thomas Høg Nørager

Link til evangelieteksten: https://www.bibelselskabet.dk/juleaften-fra-foerste-raekke



Jeg håber I nyder det. Lige så meget som ...

Gud er queer – Jesus er punk! Juleprædiken 2024

I anledning af Stefanskirkens 150-års jubilæum i år har menighedsrådet fået udarbejdet et jubilæumsskrift, som giver et utroligt spændende indblik i kirkens mangefacetterede historie fra opførelsestidspunktet frem til i dag.
Tak til menighedsrådsmedlem Toril Steffensen, som har sørget for at holde alle til ilden (og i ørerne) så vi i dag står med et helt fabelagtigt resultat, som vi alle er uhyre stolte af.
<a href="https://issuu.com/trykpartner/docs/stefanskirken_150" target="_blank">KLIK HER FOR AT LÆSE JUBILÆUMSSKRIFTET</a>

I anledning af Stefanskirkens 150-års jubilæum i år har menighedsrådet fået udarbejdet et jubilæumsskrift, som giver et utroligt spændende indblik i kirkens mangefacetterede historie fra opførelsestidspunktet frem til i dag.

Tak til menighedsråds...

En bøn til fællesskabet

Glæde og stolthed ved Stefanskirkens drop-in-dåb

Gud er queer – Jesus er punk! Juleprædiken 2024

Stefanskirkens 150-års jubilæumsskrift