Filtermenu

Sortér

Knækprosa i en kold tid
Prædiken juleaften 2025 i Stefanskirken ved Sognepræst Pernille Østrem
Forventningens glæde er til stede. Det øjner man tydeligt i barneøjne, der ikke kender for meget til svigt og løgne. Det er så smukt og rørende, så vi ser på børnene, at de midt i vores samtid giver os håb for deres fremtid. De mindste er optaget af kalender og nissevenner, flæskesteg, brun sovs og at sætte tænder i ænder.
Men rundtomkring på vores klode, uanset hvilken tidsperiode, er det også sådan, og vi desværre godt ved hvordan, at mens sindet endnu er ungt, der kan det med julehyggen nogle gange blive tungt. Så tidligt, som mens man går med ble og rangler, indsniger der sig i nogle tilfælde visse julemangler.
Uanset hvilken slags svigt eller konflikt er børne-julesorg altid mangel på de voksnes pligt til at tage vare på, hvad der hænder de små.
Andre af os voksne er bare her og nu akut ramt af en indre kamp, fordi verden også for tiden synes af lave, og det kan være svært at holde fast ved, at livet er en gave.&nbsp;
For når døre og hjerter lukkes, så sker det, at håbet, det slukkes, og når arme lægges hårdt og helt på tværs, så er det eneste, der hjælper, nogle gange simpelthen rim og vers.
Denne verdens hårde knækprosa flækker på tværs, når den knækker sit vers. Ofte lyder det som en nyheds-profet, der er udsendt, fx af en vis her unavngiven amerikansk præsident, der føler sig hidkaldt, uanset om han bliver genvalgt, så han tjener hverken fællesskabet helt eller halvt.
Det er svært at høre, hvad vi har med at gøre, er det en uhyggelig parodi eller en frygtelig dystopi?
At tjene mest sig selv og kun sine egne, det er det sørgeligste, man kan gøre på menneskehedens vegne. Gennemført er derimod troen på talens frihed, en frihed, der primært synes at omfatte den falske nyhed.&nbsp;
Hør nu Breaking News-profeten profetere og stolt annoncere, at julemanden flyver Air Force One og giver de vise mænd en hjælpende hånd, og at når gaverne skal ud, bliver de leveret og håndteret af et yderst velbetalt Wolt-bud. Det er en verdensomspændende magt-aktion, når de svageste bliver mast af elitens administration.
Og selv på denne side af dammen, hvor vi ellers bryster os af at holde sammen, er hykleriet helt i top, når de inde på tinge sætter deres egne ydelser op. Især når vi godt ved, at uden for Borgen, er det ofte helt ude i skoven, hvordan de mest udsatte må overnatte i et busskur, man bli’r sgu sur, når systemet kører folk midt over, uanset om de kommer fra Lahore eller Hvidovre.
Og uden at blinke en eneste gang synger systemets profet nu den samme, gamle sang om, at dem, der allerede er på vej ud over kanten, de må simpelthen bare på med vanten. Men selv her i det Herrens år tyve femogtyve kan vi godt se forskel på at tale sandhed – og på at lyve.&nbsp;
Og når vi indimellem mister vores fodfæste og både glemmer os selv og vores næste, så kan vi gå i kirke og høre en ganske anden poesi, som rammer det enkelte hjerte med guddommelig energi.&nbsp;
Der er en englesang, som lyder på tværs af tid og sted, og den er skrevet til dem, der ellers aldrig kommer med. Melodien er ganske universel og er fuldstændig essentiel. For at synge den må man høre efter med alle hjertets kræfter, dér, hvor vi troede, der var stille. Så sker der det mirakel, at de hårde bliver milde, at den store bliver lille, og at sandheden kommer til os gennem barnet i en stald. Han blev til ved det, vi kalder det guddommelige knald. Helligånden tog Maria på sengen, således blev Guds ord inkarneret i kærligheds-drengen. Guds ord er ikke bare noget, han siger. Nej, Guds ord blev født på samme vilkår som alle andre drenge og piger: Og sådan er det i grunden, når man kommer helt ned til bunden, hvad enten man er i Betlehem eller Gudhjem.&nbsp;
Budskabet er, at alle mennesker har brug for fred, uanset om de bor i Jerusalem eller på Palæstinas Vestbred. Budskabet er, at alle mennesker tørster efter ånd og rent vand, uanset om de bor i Assens eller Afghanistan.
Det, som Jesu fødsel vil, at hjertet skal forstå, er, at den største julegave er at ta’ vare på sin næste og alle børns liv. Og det gælder både i det mindste og det største perspektiv.&nbsp;
Lad os hjælpe hinanden, ikke mindst når vi er mest på spanden, til at finde den rette melodi, selv til dem, der har kraftig antipati, og som synes, julen er for meget. Lad os nynne stille med dem, der ikke orker at græde. Lad os lave en flerstemmig klang af sang med alle ramt af julesorgen og dem, som har mistet troen på i morgen.
Vores sang synges på et englesprog, så den kan høres i hver eneste afkrog. Den lyder som en from bøn, som et støn om, at alle sure tanter og de fikse spekulanter en dag bliver ramt af, at det aldrig er for sent at komme i gang og finde sit indre Jesusbarn.
Kære alle sammen, lad os afslutte prædikenen med at rime i kor og sige sammen: 1,2,3, AMEN. Trænger I egentlig ikke til at komme lidt op at stå? Lad os synge ”Velkommen igen, Guds engle små”!

Stefanskirken

Knækprosa i en kold tid

Prædiken juleaften 2025 i Stefanskirken ved Sognepræst Pernille Østrem

Forventningens glæde er til stede.
Det øjner man tydeligt i barneøjne,
der ikke kender for meget til svigt og løgne.
Det er så smukt og rørende,
så vi...

Juleprædiken 2025: Knækprosa i en kold tid

Lysende visioner
Helligtrekongers søndag 2026
Prædiken i Stefanskirken ved sognepræst Pernille Østrem
Dagens bibeltekster:
Denne hellige lektie skriver profeten Esajas:&nbsp;Rejs dig, bliv lys, for dit lys er kommet, Herrens herlighed er brudt frem over dig. For se, mørket dækker jorden, mulmet dækker folkene; men over dig bryder Herren frem, hans herlighed viser sig over dig. Folkeslag skal komme til dit lys og konger til din stråleglans. Løft blikket, og se dig omkring: De samles alle og kommer til dig, dine sønner kommer fra det fjerne, dine døtre bæres ved hoften. Da stråler du af glæde, når du ser det, dit hjerte banker og svulmer, når havets skatte bringes til dig og folkenes rigdom kommer til dig. Kameler i mængde flokkes hos dig, dromedarer fra Midjan og Efa, fra Saba kommer de alle sammen, de bærer guld og røgelse; de forkynder Herrens pris.&nbsp;<a href="https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Es/60" target="_blank" rel="noopener">Esajas' Bog 60,1-6</a>
Epistlen skriver apostlen Johannes i sit første brev:&nbsp;Mine kære, det er ikke et nyt bud, jeg skriver til jer, men et gammelt, som I har haft fra begyndelsen; dette gamle bud er ordet, som I har hørt. Og dog er det et nyt bud, jeg skriver til jer, det som er sandt i ham og i jer: mørket viger, og det sande lys skinner allerede. Den, der siger, at han er i lyset, men hader sin broder, er stadig i mørket. Den, der elsker sin broder, bliver i lyset, og i ham er der intet, som bringer til fald. Men den, der hader sin broder, er i mørket og vandrer i mørket, og han ved ikke, hvor han går, fordi mørket har blindet hans øjne.&nbsp;<a href="https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/1_Joh/2" target="_blank" rel="noopener">Første Johannesbrev 2,7-11</a>
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:&nbsp;Atter talte Jesus til dem og sagde: »Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.« Da sagde farisæerne til ham: »Du vidner om dig selv; dit vidnesbyrd er ikke gyldigt.« Jesus svarede: »Selv om jeg også vidner om mig selv, er mit vidnesbyrd gyldigt, for jeg ved, hvor jeg er kommet fra, og hvor jeg går hen; men I ved ikke, hvor jeg kommer fra, eller hvor jeg går hen. I dømmer efter det ydre, jeg dømmer ingen. Men selv om jeg også dømmer, er min dom sand, for jeg er ikke alene, men Faderen, som har sendt mig, er med mig. Og i jeres egen lov står der skrevet, at et vidnesbyrd fra to mennesker er gyldigt. Jeg vidner om mig selv, og om mig vidner også Faderen, som har sendt mig.« De spurgte så: »Hvor er din fader?« Jesus svarede: »I kender hverken mig eller min fader. Kendte I mig, kendte I også min fader.« Disse ord talte han ved tempelblokken, da han underviste på tempelpladsen. Men ingen greb ham, for hans time var endnu ikke kommet.
<a href="https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Joh/8" target="_blank" rel="noopener">Johannesevangeliet 8,12-20</a>
--------------------------------------------------For et par dage siden havde jeg 17 års jubilæum som præst i Stefanskirken. Jeg kan tælle på en eller to fingre, de gange jeg har anbefalet en bog fra prædikestolen (Ja det skulle da lige være at jeg altid anbefaler Bibelen). Men ofte eller lad mig hellere sige ALTID har søndagens prædikener og alt andet jeg foretager mig som præst på en eller anden måde haft afsæt i noget, jeg engang har læst.
Hvis Jesus blev født på femte sal i Magasin Du Nord, som Shu-bi-dua sang det, eller i en stald i Bethlehem, som Lukus skrev om det, så kan man vist sige, at jeg ganske vist konkret blev født på Slagelse sygehus, men dog alligevel i åndelig forstand blev så godt som født på kommunebiblioteket i sidste halvdel af 70erne.
Da jeg havde læst alt, hvad der stod inde på børnebiblioteket, fik jeg allernådigst lov til at gå ind på voksenbiblioteket af en skrap bibliotekar, som - sagens alvor taget i betragtning - så stort på, at jeg endnu ikke var fyldt tolv år. Så her levede jeg om eftermiddagen mellem reolerne i en nu fjern fortid, hvor hver enkelt bog blev stemplet af et levende menneske, før man fik lov at tage den med hjem.
Der var ikke sofaer og legeområde og kaffebar og lektiecafe på biblioteket den gang. Der var bare bøger. Bøger så langt øjet rakte. Jeg kan lige nu som i en vision dufte dem, mærke dem, næsten smage hver og en af dem.
Fornemmelsen af at tage Steinbecks Øst for Paradis ud af reolen, næsten for stor til min lille hånd, blive trukket ind i en støvet verden af sult og armod og skam. Komme op til overfladen igen og trække luft, som havde man dykket under vand, for at gribe ud efter en mærkværdig bog med øjenvidneberetninger og ikke mindst øjenvidnetegninger fra Bombningen af Hiroshima og Nagasaki i 1945; gysende bladre, læse og se med egne øjne.
Heldigvis var Bjarne Reuter også fulgt med ind på voksenbiblioteket, det gav en tryghed. Nogle gange holdt jeg det, jeg havde set med egne øjne for mig selv, som en hemmelig pagt mellem mig og bøgerne. Andre gange var jeg som en missionsprædikant, der vidt og bredt fortalte budskabet videre om alt, jeg havde erfaret og læst.
Og bøgerne har fulgt mig siden da, ind i soveværelset, ned i badekarret, i offentlig transport, ind på universitetet, hjemme højtlæsning for mere eller mindre velvillige børn, ind i kirken, over i Nørrebroparken på et tæppe, op til alteret og op på prædikestolen. Hvilken lykke, de er her endnu, bøgerne. Rygtet om deres død er heldigvis i min verden stadig stærkt overdrevet.
Så i dag vil jeg – for en gangs skyld – tillade mig at anbefale en bog – selvfølgelig for at understøtte dagens tekster, dagens tema og dagens samler. Altså i evangeliets tjeneste.
For at udbrede det gode budskab om, at Guds ord er kommet til verden og vil noget med os – at Guds vil, at vi skal se lyset!
Laura Engstrøm har skrevet en vigtig bog, som hedder ”Hentet af lyset”. Den fortæller om og undersøger det faktum, at på dødslejer har langt den overvejende del af de døende det, man i forskningen kalder End Life Visions. Det er ikke sindsforvirring eller delir. Det er drømme og visioner, der trænger ind i det vågne liv tæt på døden, hvad enten det er i eget hjem, på hospitalet, plejehjemmet eller hospice. Og drømmene og visionerne bringer, som titlen også antyder, et lys med sig ind i tid og rum, hvor sorg, smerte, frygt og ængstelse og alskens ubehag driver sit spil med den døende og de pårørende.
De vågne visioner har nogle hovedtemaer, som går igen.
Det er for det første samtaler og møder med afdøde eller tabte relationer. Den døende taler med sin afdøde mor, som er lyslevende til stede i rummet, og det beroliger og lindrer.
Også dyr, måske et lam og eller en fugl, eller tidligere kæledyr kommer tydeligt til stede og beskytter den syge.
Og ikke mindst religiøse figurer; Jesus, Jomfru Maria, en engel viser sig og giver sig til kende, så klart og ligefremt, som vi er her til stede sammen nu.
Og mange pårørende eller personaler fortæller også om, at de har set et lys eller mærket en varme i rummet. Og at de finder det naturligt at understøtte og favne den døendes vågne, lysende visioner.
Hvorfor fortæller jeg dette? Det gør jeg, fordi det er min tro, at der er slået hul på himlen julenat. Jeg tror på, at evigheden strømmer særligt til os, der hvor sårbarheden er til stede. Når vi knæler ved nadveren, folder vores hænder i bøn, holder et barn i vores arme, når vi favner hinanden, læser i Bibelen, når vi er tæt inde under døden. Og at vi har lov at åbne vores hjerter for det lys, som dagens tekster også taler til os om.
Esajas siger: Over dig bryder Herren frem, hans herlighed viser sig over dig. Folkeslag skal komme til dit lys og konger til din stråleglans. Løft blikket, og se dig omkring: De samles alle og kommer til dig, dine sønner kommer fra det fjerne, dine døtre bæres ved hoften. Da stråler du af glæde, når du ser det, dit hjerte banker og svulmer.
Johannes skriver i sit brev om at forskellen på lys og mørke ligger i at elske.
Og i Johannesevangeliet, som er dagens prædikentekst, er det den voksne Jesus, som taler lysets sprog.
Lyset kommer fra Gud, helt nede fra dybet, fra skabelsen, fra begyndelsen: ”Gud sagde, der skal blive lys, og der blev lys”.
Det er den dybde, vi kommer af. Meningen er, at vi er gået ud fra lys, og vi hører til i det lys. Og det er det lys, Gud ser os i og vil, at vi ses i.
Det er sandheden siger Jesus. På græsk hedder det der, der er sandt: alæthin´æ. Sprogligt er det ikke bare sandt, det er også det der er rigtigt, det der er gyldigt: Ja slet og ret, det der er virkeligt: alæthin´æ.
I Guds øjne er det, vi skjuler i mørket, og det, der er sort i os, ikke den dybeste sandhed om os. Jesus siger, at han ikke dømmer os, men alligevel er hans dom ’alæthin´æ’: Altså han ser os, som vi virkelig er. Han ser os i sit lys.
De skrøbeligste steder er sandheden om os, og her vælder lyset frem. Det er ikke altid vi ser det, men vi kan øve os i at være lysets børn. Når vi sidder om natten med lommelygten og læser under dynen, når vi standser vores eget og bliver siddende til stede i magtesløsheden med den syge, og vi kan understøtte og bakke op om det lys, der trænger ind. Når vi går i kirke, knæler og beder og synger og lader det åndelige lys strømme ind i øjne og ører og munde og hjerter.
Og mageløst er det som Lisbeth Smedegaard har digtet det i den salme, vi om lidt skal synge: At lyset vælder blåt frem og svøber os, som Maria svøbte Jesusbarnet med en flig af evigheden. I hendes vision er lyset blåt.
Lad os også lægge os det på sinde, lad os tillade os visionerne, også når vi går i kirke, at lyset har mange farver, at lyset har mange udtryk.
Vores vision kunne være, at tonerne, der strømmer fra orglet, er lys i toneform; at den hånd, der lægger sig på hjertet eller giver et viljefast håndtryk, også bringer os det lys. Og det lys, vi ikke selv ser eller bærer, det bærer Gud i sin evighed! Amen.&nbsp;

En person læser en bog under et træ i skumringen i en fredfyldt udendørs omgivelse.

Lysende visioner

Helligtrekongers søndag 2026

Prædiken i Stefanskirken ved sognepræst Pernille Østrem

Dagens bibeltekster:

Denne hellige lektie skriver profeten Esajas: Rejs dig, bliv lys, for dit lys er kommet, Herrens herlighed er brudt frem...

Lysende visioner

Vi er velsignet med dygtige prædikanter i Stefanskirken, og det vil vi gerne dele med så mange som muligt - også dem, der ikke når at komme i kirke. Derfor kan man læse - eller genlæse -&nbsp;nogle af <a href="https://www.stefanskirken.dk/laes-en-praediken">præsternes prædikener her på hjemmesiden</a>.
Der er netop uploadet en række nye prædikener, og vi håber, det vil være til inspiration for mange.
Godt nytår!

To billeder af religiøse figurer i rammer på en blå vegn

Vi er velsignet med dygtige prædikanter i Stefanskirken, og det vil vi gerne dele med så mange som muligt - også dem, der ikke når at komme i kirke. Derfor kan man læse - eller genlæse - nogle af præsternes prædikener her på hjemmesiden.

Der er n...

Læs en prædiken!

Prædiken 1.&nbsp;søndag i advent 2025, sognepræst Pernille Østrem
I’ll be home for Christmas
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:&nbsp;
Jesus kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. Man rakte ham profeten Esajas' bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet:
»Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren.«
Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham. Da begyndte han at tale til dem og sagde: »I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.« Alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund, og de spurgte: »Er det ikke Josefs søn?« Han svarede dem: »I vil sikkert bruge denne talemåde mod mig: Læge, læg dig selv! og sige: Vi har hørt om alt det, der er sket i Kapernaum; gør det samme her i din hjemby!« Men han sagde: »Sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby. Og jeg siger jer, som sandt er: Der var mange enker i Israel på Elias' tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid; og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na'aman.« Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri, da de hørte det; de sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned. Men han banede sig vej imellem dem og gik.
&nbsp;<a href="https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Luk/4" target="_blank" rel="noopener">Lukasevangeliet 4,16-30</a>
-----------------------------------------------------------
I gamle dage var et jubelår noget, som konger kunne udråbe hver 100. år, hvis de ville. Så blev de fangne sat fri, gælden blev eftergivet, enken og den barnløse blev bespist, der var fest og glade dage for hele landet. Rygtet vil vide, at der aldrig var nogen konger, der ren faktisk&nbsp;udråbte&nbsp;dette jubelår, man talte bare om det, og læste den legendariske tekst fra Esajas bog op; som en vandrehistorie eller noget man kunne gå og håbe på.
I dagens evangelium kommer Jesus hjem til sin barndomsby, går ind i synagogen og finder teksten med jubelårs-temaet, en tekst, som&nbsp;alle&nbsp;på den tid kender særledes godt, og han læser den højt, og så siger han, ”Det her er ikke noget der skal ske engang, eller noget, som vi skal gå og drømme om, det sker lige nu og her!” Lige nu og her!
Jeg tror godt, at man må forestille sig Jesus som en anden Bing Crosby, der kommer hjem til jul i Nazaret. ”I’ll be home for Christmas, you can count on me.” Jeg ved godt, at de endnu ikke fejrede jul i Jesu levetid, men analogien om, at man kommer hjem til dér,
hvor man kommer fra, forventningens og gensynets glæde eller bevægelse, den fanger Crosby, og lidt senere skal vi også høre vores kor Stefantastic gøre det.
Det viser sig at være noget bittersødt at komme hjem, først sødt, så bittert. Vi må forestille os, at det er gamle naboer, skolelæreren og smeden, lokale gadesælgere, en gammel barnepige, fætre og kusiner, der sidder og lytter med. Det er ikke fremmede, der lytter, det er hans ”hood”, han kommer hjem til. Først tager de imod ham med åbne arme, så vil de udstøde ham. ”I’ll be home for Christmas, if only in my dreams.” Nogle gange lever virkeligheden ikke op til drømmene. Eller som min norske ven sagde, ”rensdyrkød på dåse smagte bare bedre i min barndom.”
Lad mig citere et lille til dagen velvalgt GRUK
”Der er en ro, og den beror på, at du er tro mod det, du tror på.”
Lad os sige, at det at finde ro, det er ligesom at finde hjem i ordets allerbedste forstand.
Hvad er det at opleve indre ro, hvad er det at føle sig velsignet, taknemmelig, elsket, tryg? Hvad skal der til?
Skal man være rask og rig, renskuret, ribbed, rettroende og ringmærket for at mærke glæden boble, smilet brede sig og modet vokse? Ikke ifølge dette GRUK.
Der er en ro, og den berør på, at du er tro mod det, du tror på. Vi taler om et holdepunkt, pejlemærke, et anker, et hjerte, et kors.
Et dagmarkors, et krammekors, en slidt bibel, at knæle ved døbefonten, som Kirsten gjorde det for lidt siden, eller at falde på knæ til nadver eller til konfirmation, i bøn. Sætte handling og ritual bag sin tro, eller foran sin tro.
At finde et fællesskab at håbe i, at lade sin egen stemme blive båret op til Gud af et kor af stemmer i salmesang og fællessang. At tro på, at vi synger i kor med himlens engle og med vores døde, og dem, der ikke selv tør synge, synger og beder vi for.
At komme haltende til kirke og blive båret. At komme med gråden i halsen til kirke og mærke: Her er der plads til mine tårer.
At løfte blikket og se, at en anden møder dit blik og ser dig, frit og uden dom.
At vide, at under hver en bænk i kirken, står der navne på unge mennesker, som sad der, da de blev konfirmeret, og at de skrev deres navn ind i vores fællesskab, og nu deler vi bænk og vilkår med dem. At vi uanset alder har man brug for at blive tilsagt, at der er plads, at man er budt velkommen. Snart skal også årets konfirmander, som sidder her i dag, skrives ind i Stefanskirkens historie. Sig det ikke til den kongelige bygningsinspektør!
Kirken er det sted, der hver søndag med evangeliets ordlyd markerer med mund og ånd og med fortælling og tone, at jubelåret, det er nu. Det, som vi venter på, er allerede sket.
Det er julenat nu og her. Der er slået hul på himlen og Guds kærlighed strømmer os i møde.
Det, de blev så glade over, da Jesus kom ”hjem til jul” og læste højt og udlagde teksten i synagogen, var netop, at han sagde: Det gælder nu!
Det de blev så vrede over, da han kom hjem, var, at han sagde: Det skal ikke først og fremmest ske for dem, der forventer det og kender teksten godt, men først og fremmest for dem, der allermindst forventer det, og som ikke tror de har en chance, de mest nedtrykte,
de der har givet op, de der altid bliver overset eller trådt på. Og som det altid er, når man begynder at tale om de allermest udsattes udfrielse, så bliver de, der har deres mere på det tørre utrygge og utilpasse, for er der nu plads til alle, når redningsbåden sejler, og hvad med retfærdigheden i det, er der tænkt på den? Er der ikke trods alt nogle, der har mere ret end andre. Og dermed også nogle der har mindre ret.
Nej siger Jesus, de du tænker, der har allermindst ret, de skal løslades først. I dag! Mon ikke også du trænger?
Skal vi spejle det jubelår, som Gud giver fra sig frit, i vores kirke og vores gudstjenestefællesskab, så skal vi stræbe efter at løfte hinanden ind i lyset, længes efter være mere milde, end vi troede vi ville være. Opmuntre og trøste, holde fast ved korsets fod, og ved evangeliet rod.
At vi er allerede, altid elsket. Underet er sket. Et fattigt barn er født i en stald, julenat. Endnu før det lægges til sin mors bryst for første gang, er barnet blevet flygtning og er i livsfare. Grundlæggende er vi alle sat præcis så sårbare ind i verden. Ingen af os kan sige, at vi ikke inderligt trænger til at blive taget i Guds favn og blive omfattet af hans jubelår. Amen.

Religiøst maleri, der forestiller Jesus på et æsel med følgere og tilskuere.

Prædiken 1. søndag i advent 2025, sognepræst Pernille Østrem

I’ll be home for Christmas

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Jesus kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen,...