Filtermenu

Sortér

Pyntehavebørn
Prædiken af Thomas Høg Nørager i Stefanskirken 1. søndag efter Hellig 3 konger 11. januar 2026
Se dagens tekster her: <a href="https://www.bibelselskabet.dk/1-s-efter-helligtrekonger-fra-anden-raekke">https://www.bibelselskabet.dk/...</a>&nbsp;
---
Når vi læser og hører den tekst, vi just har hørt, så kan man godt blive døv. Fordi den høres hver gang, der er barnedåb, hører man måske ikke rigtig noget. Man har hørt det så tit. Man ved, hvad der kommer. Det sjove er nu, at for at få vores hørelse tilbage, må vi høre efter, hvad der ikke bliver sagt. Fx siges der ikke: Lad de raske børn komme til mig, eller: lad dem, der kan læse og regne, komme til mig. Der siges heller ikke: lad dem, der kan Fadervor, trosbekendelsen og de ti bud udenad, komme til mig, eller: lad de rene børn komme til mig. Jamen, det står der ikke.
Tove Ditlevsen skrev engang:
“Mit hjerte elsker alle de umuligste børn,
de som ingen holder af og ingen kan forstå.
Lyvebørn og stjælebørn og løftebryderbørn,
de børn, som alle voksne folk er meget vrede på &hellip;”
Det lyder meget godt, ik’? Men så lyder næste linje:
“Mit hjerte ynder ikke disse pyntehavebørn,
der står i bed og intet ved om synd og bittert savn.”
Man kan da sige, hun er ærlig. Men ærlig talt: Er hun bedre? Der er dem, hun kun kan li’, og dem, hun ikke kan li’. Hun kan bare li’ dem, som nogle andre ikke kan li’, mens hun ikke kan li’ dem, som nogle andre godt kan li’. På den måde er hun ikke en snus anderledes end dem, hun ikke kan li’.
Det ville være noget, hvis der fandtes en kærlighedsfortælling, der rummede – ikke bare dem, vi syntes, var dem, der skulle holdes af. Tove ville vælge de umuligste børn og vælge nogle andre fra – nemlig pyntehavebørnene. Andre ville gøre det omvendt. Hvem har plads til begge poler? Hvem præsenterer en fortælling, hvor ingen er ladt ude?
Lad de små børn komme til mig.
Der bliver ikke sagt: lad balladebørnene komme til mig.
eller: lad pyntehavebørnene komme til mig.
Men der bliver heller ikke sagt: lad ikke balladebørnene komme til mig.
eller: lad ikke pyntehavebørnene komme til mig.
Kristendommen er ikke revolutionerende, fordi den rummer balladebørnene. Herregud. Det har alle jo gjort siden 1968. Kristendommen er heller ikke revolutionerende, fordi den rummer alle de angrende og omvendte pyntehavebørn. Herregud. Det gjorde alle jo indtil 1968. Nej, kristendommen er revolutionerende, fordi den proklamerer kærlighed til enhver på den anden side af hegnet, uanset hvilken side du nu står på.
Det giver ikke mening, kunne man indvende. Der må da være nogen indenfor og nogen udenfor, ellers er det vel ligegyldigt.
Og det er fuldstændig rigtigt. Det er ulogisk. Men så kunne vi jo kalde det guddommeligt.
Det er i øvrigt derfor, man ikke kan bygge politik på kristendommen. Jeg kan huske, da jeg skulle søge mit første job. Jeg havde en anbefaling med fra min universitetsvejleder. Det sjove var, at lige præcis her havde to andre af jobkandidaterne også haft den samme vejleder og altså en anbefaling med fra den samme person. Anbefalinger, der skulle give os en forlom, havde stillet os alle lige.
Det er derfor, Hannah Arendt siger: Vi kan ikke drive politik på næstekærlighed, for den menneskelige forvaltning af næstekærligheden er alt for vaklende. Den ene dag er den der, den anden dag er den væk, og der vil alligevel altid være nogen, mennesket bedre kan li’ end andre. Derfor må en politik være baseret på rettigheder. Derfor kan rettigheder godt være inspireret af den kristne kærlighedstanke. Det er noget andet.
Jeg tænker, det er derfor, Gud blev menneske: for at oplyse og inspirere. Vi kan give hinanden og enhver rettigheder; så har vi et retssamfund. Og så må vi lade Gud om at give alle og enhver kærlighed og således inspirere. Inspirere.
Etymologisk kommer inspirere af latin in-spirare, som betyder “at indånde” eller “at blæse ind i”. Roden spirare betyder “at ånde”, “at trække vejret”. At lade sig inspirere er at lade sig beånde af noget større – eller erkendelsen af, at noget større har beåndet én; måske ordet om, at man er omfattet af kærlighed, selv om man er et balladebarn eller et pyntehavebarn &hellip;
Men hvorfor skal man så døbes, hvis det er ligegyldigt, om man er et balladebarn eller et pyntehavebarn? Er det ikke, fordi man så at sige skal vaskes, så man står ren for Gud? Eller er det, fordi man vasker det gamle liv af sig for at begynde på ny? Eller er det for at markere en omvendelse: at man forlader en gammel vej og går ind på en ny? Hvis det ikke markerer, at man går fra den forkerte side af hegnet til den rigtige, hvorfor så gøre det?
Den tidligere engelske ærkebiskop Rowan Williams formulerer et sted:
"[At blive døbt er ikke] et privilegium, som adskiller os fra og hæver os over resten af menneskeheden. At kalde sig døbt er tværtimod at hævde en ny grad af solidaritet med andre mennesker. Det at være kristen er at være påvirket af – for ikke at sige forurenet af – rodet i den menneskelige verden... De døbtes forsamling består altså ikke af en afgrænset privilegeret elite, men af dem, der har accepteret, hvad det vil sige at være stillet midt i en nødlidende, uren og kaotisk verden. Med andre ord: Du kan ikke dykke ned i Jordandalens vand uden at rode en masse mudder op."
Det er så smukt, at der skal et barn til at forstå det. Amen.

Et religiøst maleri, der forestiller Jesus, som præsenterer baby Jesus for Jomfru Maria udendørs.

Stefanskirken

Pyntehavebørn

Prædiken af Thomas Høg Nørager i Stefanskirken 1. søndag efter Hellig 3 konger 11. januar 2026

Se dagens tekster her: https://www.bibelselskabet.dk/...

---

Når vi læser og hører den tekst, vi just har hørt, så kan man godt blive ...

Pyntehavebørn

Man sover så godt om natten
Prædiken af Thomas Høg Nørager i Stefanskirken 1. søndag efter Trinitatis 7. juni 2026
 
Se dagens tekster her: <a href="https://www.bibelselskabet.dk/1-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke">https://www.bibelselskabet.dk/1-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke</a> 
---
 
Dagens tekster synes måske, og for en gang skyld, at høre til de mere enkle. Vi hørte det læst op fra altret: kærlighed til penge er roden til alt ondt. Gudsfrygt sammen med nøjsomhed bærer lønnen i sig selv. Og ja, Jesus fortæller en lignelse der ikke overlader meget til fantasien: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.
 
Lige hvad angår det sidste, så det er måske værd at bemærke, at Jesu lignelse jo er forfattet af evangelisten Lukas – det er altså forfatteren Lukas udgave af Jesus vi hører – og Lukas har aldrig haft det nemt med rige. Han kan simpelthen ikke li’ rige mennesker. At udskamme den rige er nærmest et omkvæd i Lukasevangeliet, så man må spørge om det er Jesus eller Lukas der udtaler sig sådan.
 
Men nuvel en vis skepsis over overdreven rigdom er Lukas nu ikke ene om. Brevskriveren Paulus ligger heller ikke under for omkvædet når han siger: kærlighed til penge er roden til alt ondt, bortset fra en lille forskydning, som kan synes banal, men som er helt afgørende. Den forskydning vender jeg tilbage til
 
Jeg kom på sporet da vi i vinters læste Albert Camus’ roman Faldet, hvis fortælling er lagt i munden på den fallerede forsvarsadvokat Jean-Baptiste Clemence, der indleder præsentationen af sig selv med at sige: ”For nogle år siden var jeg advokat i Paris og, min tro, en ret kendt advokat. Jeg har naturligvis ikke sagt til Dem hvad jeg egentlig hedder. Jeg havde et speciale: de ædle sager. Enken og det forældreløse barn, som man siger, jeg ved ikke hvorfor, for der er enker, der snyder og bedrager, og forældreløse børn, der er grusomme og brutale. Men jeg behøvede bare at fornemme et anstrøg af offer hos en anklaget så samlede alt i mig til handling”.
 
Ja, hvad siger advokaten i grunden her. Jeg havde de ædle sager, for jeg tjente de fattige, altså enken og de forældrelæse. Det er vel i grunden en opsamling af Lukas-evangeliet, som også på mange måde er gået ind i vores kultur. Er du rig er du suspekt, er du fattig er du et offer. Hvilket lige så hurtigt bliver til: er du fattig er du god; er du rig er du ond. Er du fattig fortjener du omsorg; er du rig fortjener du skepsis og afsløring. 
I dansk populærkultur kørte for nylig tv-serien Reservatet som ikke fremstillede velhavere nord for Københavns specielt godt. Hvilken fryd det var at sidde på Nørrebro med sin studiegæld og føle sig som et bedre menneske. Ja, for var det i grunden ikke det bedste ved serien, at den fik os til at føle os bedre.
 
I hver fald var det, hvad der drev engagementet hos de fattiges advokat Jean-Baptiste der forklarer: ”jeg var hjulpet af to ægte følelser: tilfredsheden ved at befinde mig på den rigtige side af skranken og en instinktiv foragt for dommere”.
 
Åh ja, indskyder jeg, tilfredsheden – eller skulle vi sige selvtilfredsheden - med at være på den rigtige side af skranken, siger advokaten her. I dansk politik, hører man igen og igen et ekko når endnu en politiker fremhæver sig selv for at stå på den rigtige side af historien. Men det er da også et dejligt sted at stå. Som advokaten Jean-Baptiste siger: ”Men, altså, jeg var på den rigtige side, og det var nok til at give mig fred i sjælen”.
 
Er det også sådan vi har det? Tilfredse med at bo i det rigtige postnummer, på den rigtige side af kommunegrænsen, lang fra reservatet. Taknemmelige for at der heldigvis er nogen der er rigere, så man selv ikke kan regnes med i den klub, ja, gud ske tak og lov for de rige, så alle kan se at jeg ikke er som dem. Lykkelige for at stå på den rigtige side af skranken, at vide sig stående på den rigtige side af historien.
 
Jo, jo, Vores advokat arbejdede skam også i velgørenhed, nej der var ikke en moralsk finger at sætte, han siger: ”endelig har jeg aldrig forlangt honorar af fattige mennesker, en ting, jeg aldrig har udbasuneret. Tro nu ikke, min herre, at jeg bryster mig af noget af alt dette. Jeg havde virkelig ingen fortjeneste selv: Den grådighed, der i vores samfund har gjort det ud for ambition, har altid kaldt på latteren hos mig”. &hellip; og nu kommer det &hellip; det er helt utroligt godt det her&hellip; så siger han: Jeg stilede højere (&hellip;) De kan forestille dem hvor tilfreds jeg var. Jeg nød at have den natur jeg havde, (&hellip;)
 
Åh jeg elsker den har passage hos Camus, der lader hovedperson gå linen ud, og udstille sin selvretfærdige selvtilfredshed, hvor tanken om hvor god man er, fordi man ikke er som de rige, fordi man ikke er som borgerskabet, fordi man ikke engang vil kræve sit honorar, bærer lønnen i sig selv, giver den&nbsp; forløsende fred i sjælen og stiller ham på den såkaldt rigtige side af historien&hellip;
 
Men hvad var han da uden den rige? Hvad var han da uden borgerskabet? Hvad var han da uden lønmodtagerne? så man kunne se hans velgørenhed?&nbsp; Hvad var han da uden de forkerte?
 
Hvad var evangelisten Lukasevangelisten uden de rige ... Og hvad var vi uden&hellip; tør vi indrømme at vi alle &hellip; 
Jeg lovede at vende tilbage til Paulus, der hvor han siger: ”kærlighed til penge er roden til alt ondt”. Jeg nævnede her en lille forskydning som er vigtig. Hvor Lukas nærmest siger: ”penge er roden til alt ondt”. Da siger Paulus: ”Kærlighed til penge er roden til alt ondt”. I den lille forskydning ligger en afgørende forskel. 
Det er ikke penge i sig selv der gør verden ond. Det er kærligheden til penge. Man kan spørge sig selv: skaffer jeg medmennesker for at tjene penge, eller skaffer jeg penge for at tjene medmennesker?
 
Man kan også spørge sig selv hvad ens pengevaluta er. For nogen er det sedler og mønter. For andre er det at stå moralsk ren og retfærdig. Så kunne man spørge sig selv, tjener jeg i grunden medmennesker for at skaffe mig moralsk anseelse&hellip;&nbsp; for som vores advokat så fint sagde det, så sover man så godt om natten&hellip; Amen
 
&nbsp;
 
&nbsp;

Gammel købmand, der tæller mønter i en detaljeret historisk gravering med landlige scener i baggrunden.

Man sover så godt om natten

Prædiken af Thomas Høg Nørager i Stefanskirken 1. søndag efter Trinitatis 7. juni 2026

Se dagens tekster her: https://www.bibelselskabet.dk/1-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke

---

Dagens tekster synes måske, og fo...

Man sover så godt om natten

Livet koster livet&nbsp;
Prædiken af Thomas Høg Nørager i Stefanskirken 2. søndag efter Trinitatis 14. juni 2026
 
Se dagens tekster her: <a href="https://www.bibelselskabet.dk/2-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke">https://www.bibelselskabet.dk/2-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke</a> 
---
 
Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel, lyder en af de sætninger, vi skal forholde os til.
 
Og så den her krigsmetafor: Eller hvilken konge vil drage i krig mod en anden konge uden først at have sat sig ned for at overveje, om han med ti tusind mand er stærk nok?
 
Og så saltet: Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen? Man smider det væk.
 
Men jeg prøver at forholde mig til, at der er mening med tin Seksagesima 8. februar 2026gene. At vi kan forstå noget ved de her sætninger og de her billeder. Noget, der fortæller om livets yderste sandheder. For det er jo det, religiøse tekster vil: fortælle os om livets yderste og inderste sandheder.
 
Jeg kom på sporet, da jeg i de forløbne uger genså Anders Refn og Flemming Quist Møllers danske storfilm De Forbandede År, som skildrer Danmarks samarbejdspolitik under den tyske besættelse og viser, hvordan krigens ubønhørlige greb splitter en dansk familie i årene 1940-45.
 
Karl Skov, som spilles formidabelt af Jesper Christensen, er ejer af en stor elektronikfabrik og har med sin stærke kone, spillet uovertruffent af Bodil Jørgensen, fem børn. De lever det gode, privilegerede overklasseliv på Strandvejen nord for København, da nazisterne besætter Danmark i april 1940.
 
Karl kæmper for at beskytte sin familie. Det er hans instinkt. Han er en god mand. Han er ansvarlig. Så han følger myndighedernes anvisninger. Han stoler på regeringen, og han stoler på politiet. Det gør man vel som god borger. Men fra begyndelsen krakelerer det.
 
Den ældste søn er soldat og krymper under ydmygelsen over, at Danmark ikke kæmpede den 9. april, og at han skal hilse ærefuldt på tyske soldater. Han er magtesløs, han er kraftløs, han er som salt, der har mistet sin kraft ...
 
Faderen Karl Skov prøver desperat at holde familien sammen. Men når han gør det rigtige, gør han det forkerte. Hans kones jødiske venner banker på døren. På flugt. Karl ringer selvfølgelig til politimesteren. Det skal man jo. Det fører ad omveje til jødernes udlevering til tysk koncentrationslejr og død.
 
Karl kæmper for at videreføre produktionen på fabrikken. For at beskytte sin familie og sine ansatte mod økonomisk ruin begynder han modstræbende at producere til det tyske marked. Men når han gør det rigtige, gør han det forkerte. Regering og erhvervsliv siger ja. Hans kones blik siger alt – siger nej. Samarbejdet er forkert. Men skal jeg lade os gå konkurs og vores ansatte blive arbejdsløse? råber en desperat Karl Skov.&nbsp;
Krigen splitter dem ad. At gøre det rigtige er at gøre det forkerte; at gøre det forkerte er at gøre det rigtige.
 
Datteren bliver forelsket i en højt dekoreret tysk nazist. Skal man følge sit hjerte? Skal man følge kærligheden? Eller skal man følge sin moders nej? Må vi da ikke vælge selv? Skal en mor bestemme over sin datters kærlighed?
 
Den ældste søn går ind i Frikorps Danmark og kæmper på nazisternes side mod Sovjetunionens og kommunismens fremrykning. Mange af de unge forstod, at det var med regeringens godkendelse og billigelse. Men det var det forkerte. Ved vi nu. Det vidste vi ikke dengang.
 
Den næstældste søn bliver modstandsmand og begynder at lave livsfarlige sabotageaktioner og stikkerlikvideringer. Alle modstandsmænd og -kvinder vidste, at det var ulovligt. At det var stik imod de danske myndigheders forordninger. At det var strafbart med døden. Men det var det rigtige. Ved vi nu. Det vidste vi ikke dengang.
 
Dengang måtte fabriksejere, forelskede og deres mødre, frikorpskæmpere og modstandsfolk træffe valget selv uden at vide, hvordan eftertiden ville dømme dem. Det var uden facitliste. Vi kan se tilbage. Det privilegium havde de ikke.
 
Kan vi forestille os de indre sjælekvaler, de måtte have haft? Når naboer vender dig ryggen, dér hvor du mener, du har handlet ansvarligt. Når din elskede vender dig ryggen. Når dit land vender dig ryggen.
 
Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen? spørger dagens tekst.
 
Og vi forstår, at det handler om mennesker. Det handler om livskraften. Og hvordan bevarer vi livskraften i en tid, hvor vi umuligt kan handle rigtigt? Hvor der kun findes dilemmaer.
 
Hvilken konge vil drage i krig mod en anden konge uden først at have sat sig ned for at overveje, om han med ti tusind mand er stærk nok? lyder bibelteksten.
 
Men ingen konge vil kunne beregne udfaldet. Hvad er bedst: at være ærefuldt død eller at være æreløst i live?
 
Kan vi anerkende, at vi kan mene noget forskelligt uden at vende hinanden ryggen? Kan vi anerkende vores børn i at elske dem, de vil, uden at vende dem ryggen? Kan vi anerkende vores fabriksejere i, at de ikke handlede efter egen vinding, men i ansvar for familier og fædreland? Kan vi anerkende vores politikere i, at de ikke handlede efter egen vinding, men i ansvar for familier og fædreland?
 
Der er mange konflikter i vores samfund lige nu, og der er altid konflikter i familien – også lige nu. Kan vi anerkende, at vi kan mene noget forskelligt uden at vende hinanden ryggen?&nbsp;
Eller! Eller er det omvendt? Er det, fordi vi ikke har modet til at vende hinanden ryggen, at vi mister vores livskraft?
 
Centralt i filmene De Forbandede År står konflikten mellem sønnen Aksel og faderen Karl.
 
Karl holder fast i den officielle danske samarbejdspolitik. Hans argument er tredobbelt: Han har ansvar for sine ansatte, han har ansvar for familien, og kaos og åben modstand vil gøre alting værre. Karl er absolut ikke nazist. Han er patriot og ansvarlig samfundsborger.
 
For sønnen Aksel bliver faderens argument om ansvar og orden en undskyldning for at hjælpe besættelsesmagten. Karl ser omvendt Aksels illegale modstandsarbejde som en direkte trussel mod alt, hvad han forsøger at beskytte: familiens, fabrikkens og medarbejdernes liv.
 
Karl er ikke kun en skurk. Vi ser hans sjælekamp. Han frygter at miste sin søn. Men må vende ryggen til ham i lyset af sønnens modstandskamp.
 
Aksel er ikke kun en engel. Vi ser de dødelige konsekvenser af hans dumdristighed. Han ved, at faderen på et plan har ret. Men må vende ryggen til ham i lyset af faderens samarbejdspolitik.
 
Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel, lyder den bibeltekst, som nu ikke længere lyder så uforståelig.
 
Dog er det vigtigt at forstå, at Jesus-figuren i de bibelske evangelier skal ses som billedet på sandhed og kærlighed. Jesus siger ikke: Nu skal I alle blive gode, fromme kristne. Jesus siger: I skal søge sandheden og kærligheden, om så det koster. Om så det koster en far sin søn, en mor sin datter. I skal søge sandheden og kærligheden, om så det koster.
 
At turde anerkende hinanden i at søge sandheden, om så det koster. At alting ikke kan være lige meget og lige godt. Ikke fordi vi skal vende hinanden ryggen. Men fordi det kan blive nødvendigt. Tænk, at livet koster livet, skrev en salmedigter engang. Amen. 
&nbsp;

Livet koster livet

Prædiken af Thomas Høg Nørager i Stefanskirken 2. søndag efter Trinitatis 14. juni 2026

Se dagens tekster her: https://www.bibelselskabet.dk/2-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke

---

Hvis nogen kommer til mig og ikke hader s...

Livet koster livet

Kærlighed til verden
Prædiken af Thomas Høg Nørager i Stefanskirken 4. søndag efter påske 3. maj 2026
Se dagens tekster her: <a href="https://www.bibelselskabet.dk/4-s-efter-paaske-fra-anden-raekke">https://www.bibelselskabet.dk/...</a>&nbsp;
---
Filosoffen Hannah Arendt ville gerne have kaldt sit hovedværk Kærlighed til verden, men kom ikke i mål; hun kaldte det i stedet Menneskets vilkår. Det var, som om hun aldrig helt lærte at elske verden. Hun erfarede, at man kunne elske i verden – men lærte måske aldrig helt at elske verden som sådan. Forfatteren Karl Ove Knausgårds første, prisbelønnede værk hedder Ude af verden. Hans senere hovedværk Min kamp er i grunden en beskrivelse af en mands kamp for at komme ind i verden – og lære at elske den.&nbsp;
Kristendommen er ikke kun en tro og en religiøs praksis; kristendommen er også en måde at tænke på. Når kristendommen fortæller sine fortællinger, skal vi ikke spørge, om det skete sådan; men spørge: hvad vil fortællingen sige os. Kristendommen begynder med, at Gud bliver menneske. Det er den afgørende pointe. At Jesus ikke blot er en profet eller et stort menneske, men Gud selv i menneskekød.&nbsp;
Gud går ind i verden. Gud forbinder sig med verden. Fortællingen understreger det gang på gang. Jesus lader sig døbe i Jordanflodens mudrede vande – himmelguden forbinder sig symbolsk med det element, alt jordisk har til fælles: vandet. Eller da Jesus er død og lægges i gravhulen – konkret forbinder Gud sig med det element, alt jordisk er gjort af: jorden. Gud forbinder sig med verden. Det er den grundtanke – og i grunden en revolution – som kristendommen sætter ind i verden: at verden er værd at elske, og at mennesket er værd at elske. Ikke bare mændene, ikke bare de rige, ikke bare vennerne, ikke bare de etnisk rene – men mennesket som sådan er værd at elske.&nbsp;
Verden som sådan er værd at elske. Det er en måde at tænke på. Og uden nødvendigvis at vide, at denne tanke stammer fra kristendommen, er det ikke desto mindre den tanke, som Hannah Arendt, Karl Ove Knausgård og måske hele menneskeheden kæmper med: Hvordan forbinder jeg mig med verden? Kan jeg elske verden – og ikke bare elske i verden?&nbsp;
Jeg citerede Suzanne Brøgger for et par søndage siden, som siger: Det er en pligt at elske verden. Den store Århus-teolog Johannes Sløk gav op. Han kunne ikke. Han mente, at verden var tavs, når mennesket efterspurgte mening. Så han kaldte mennesket en misforståelse – en fejludvikling, hvis eneste trøst var ordet om Guds nåde. Sløk lærte aldrig at elske verden. En anden stor Århus-teolog, K. E. Løgstrup, så det anderledes. Han sagde, at jorden, verden, er vores ophav. Det er jorden, der giver mennesket mening. Vi skal ikke spørge efter mening – vi skal tage imod den mening, som allerede strømmer imod os fra verden: sol, regn, ilt, næring. Løgstrup så, at der i verdens fænomener ligger en fordring om at elske verden.&nbsp;
Niels Grønkjær den største nulevende danske teolog og elev af både Sløk og Løgstrup citerer i sit nyeste værk en prædiken fra år 403, som Augustin holdt i Rom, da den gamle verden var ved at gå under: “Verden er ond, siger de. Men himlen, jorden, fiskene, dyrene, træerne – alt dette er godt. Det er mennesker, der handler ondt, som gør verden ond. Men lad os leve ordentligt, så vil tiderne blive gode. Vi er tiderne: sådan som vi er, er tiderne.” Jeg vil mene, at det stiller store krav til os.&nbsp;
For vi lever i en overgangstid, vi ved ikke, hvordan fremtiden kommer til at se ud: krige, klima, økonomiske kriser, sociale mediers opsplitning af samtalen, mistrivsel. Det kan give anledning til flere tendenser. Man kan længes efter gamle dage og indtage en konservativ indstilling, begræde at verden er af lave og længes tilbage til de gode gamle dage, hvor der var orden på tingene.&nbsp;
Nogle tager slips på for at ligne deres farfar; andre tager paryk på for at ligne Elvis. Eller man kan længes efter et endnu ikke realiseret utopi: fremtidens rige, hvor vi alle er lige. En revolutionær holdning, som vil omstyrte dette samfund for at skabe et nyt. Det kan være religiøst – man drømmer sig ind i himlen – eller politisk, hvor man vil omforme verden med magt. Man kan også trække sig følelsesmæssigt ud af verden – gøre sig kynisk. Nogle trækker sig tilbage i naturen; andre går på børsen og gør livet til et spil. Konservativt: at leve i fortiden. Revolutionært: at leve i fremtiden. Stoisk: måske i grunden slet ikke at leve.&nbsp;
Kristendommens fordring går på tværs af det hele. Den søger ikke det rene, men det brogede. Ikke det ensartede, men det blandede. Den konservative søger den rene fortid; den revolutionære den rene fremtid; stoikeren den rene tanke. Men ingen af dem elsker verden af i dag. Kristendommens grundytring er, at Gud forbinder sig med det brogede, det blandede. Den handler ikke om at rense, men om at rumme; ikke om at udgrænse, men om at indoptage. Den kalder os til at elske verden af i dag. Den konservative elsker verden af i går; den revolutionære elsker verden af i morgen.&nbsp;
Johannes Sløk kunne slet ikke elske; han minder om Stoikeren der har trukket sine følelser tilbage – de glemte at se at livet er en gensidig forbindelse. Judith Butler, den kontroversielle kønsforsker siger om forbindelsens gensidighed “Jeg er ikke dig, men jeg kan ikke tænke mig uden dig. Du er ikke mig, men jeg håber, du ikke kan tænke dig uden mig.” Sådan lader kristendommen sin Gud blive til: ikke ved at guden bliver som os, men ved at forbinde sig med os, uden at vi deraf skal blive gud.&nbsp;
Sådan kan vi også leve: forbundne med hinanden uden at blive ens. Så behøver vi ikke længes efter en anden og bedre verden. Og der er i øvrigt ikke andre verdner, Niels Grønkjær konkluderer: Hvis vi ikke nostalgisk bliver hængende i fortiden og ikke blot affinder os med tiden, men lever i den, så vil vi ikke frygte fremtiden.&nbsp;
Så bliver der en ny begyndelse, som giver os ret til at håbe – og kraft til at elske fremtiden. Og jeg vil sige: Ja. Livet er smukt, og verden er elskværdig. Amen.

En skægget ældre salver en knælende mand, mens soldater og tilskuere overværer scenen i en dramatisk bibelsk situation.

Kærlighed til verden

Prædiken af Thomas Høg Nørager i Stefanskirken 4. søndag efter påske 3. maj 2026

Se dagens tekster her: https://www.bibelselskabet.dk/...

---

Filosoffen Hannah Arendt ville gerne have kaldt sit hovedværk Kærlighed til verd...