Filtermenu

Sortér

Vi er velsignet med dygtige prædikanter i Stefanskirken, og det vil vi gerne dele med så mange som muligt - også dem, der ikke når at komme i kirke. Derfor kan man læse - eller genlæse -&nbsp;nogle af <a href="https://www.stefanskirken.dk/laes-en-praediken">præsternes prædikener her på hjemmesiden</a>.
Der er netop uploadet en række nye prædikener, og vi håber, det vil være til inspiration for mange.
Godt nytår!

To billeder af religiøse figurer i rammer på en blå vegn

Stefanskirken

Vi er velsignet med dygtige prædikanter i Stefanskirken, og det vil vi gerne dele med så mange som muligt - også dem, der ikke når at komme i kirke. Derfor kan man læse - eller genlæse - nogle af præsternes prædikener her på hjemmesiden.

Der er n...

Læs en prædiken!

Prædiken 1.&nbsp;søndag i advent 2025, sognepræst Pernille Østrem
I’ll be home for Christmas
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:&nbsp;
Jesus kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. Man rakte ham profeten Esajas' bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet:
»Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren.«
Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham. Da begyndte han at tale til dem og sagde: »I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.« Alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund, og de spurgte: »Er det ikke Josefs søn?« Han svarede dem: »I vil sikkert bruge denne talemåde mod mig: Læge, læg dig selv! og sige: Vi har hørt om alt det, der er sket i Kapernaum; gør det samme her i din hjemby!« Men han sagde: »Sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby. Og jeg siger jer, som sandt er: Der var mange enker i Israel på Elias' tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid; og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na'aman.« Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri, da de hørte det; de sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned. Men han banede sig vej imellem dem og gik.
&nbsp;<a href="https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Luk/4" target="_blank" rel="noopener">Lukasevangeliet 4,16-30</a>
-----------------------------------------------------------
I gamle dage var et jubelår noget, som konger kunne udråbe hver 100. år, hvis de ville. Så blev de fangne sat fri, gælden blev eftergivet, enken og den barnløse blev bespist, der var fest og glade dage for hele landet. Rygtet vil vide, at der aldrig var nogen konger, der ren faktisk&nbsp;udråbte&nbsp;dette jubelår, man talte bare om det, og læste den legendariske tekst fra Esajas bog op; som en vandrehistorie eller noget man kunne gå og håbe på.
I dagens evangelium kommer Jesus hjem til sin barndomsby, går ind i synagogen og finder teksten med jubelårs-temaet, en tekst, som&nbsp;alle&nbsp;på den tid kender særledes godt, og han læser den højt, og så siger han, ”Det her er ikke noget der skal ske engang, eller noget, som vi skal gå og drømme om, det sker lige nu og her!” Lige nu og her!
Jeg tror godt, at man må forestille sig Jesus som en anden Bing Crosby, der kommer hjem til jul i Nazaret. ”I’ll be home for Christmas, you can count on me.” Jeg ved godt, at de endnu ikke fejrede jul i Jesu levetid, men analogien om, at man kommer hjem til dér,
hvor man kommer fra, forventningens og gensynets glæde eller bevægelse, den fanger Crosby, og lidt senere skal vi også høre vores kor Stefantastic gøre det.
Det viser sig at være noget bittersødt at komme hjem, først sødt, så bittert. Vi må forestille os, at det er gamle naboer, skolelæreren og smeden, lokale gadesælgere, en gammel barnepige, fætre og kusiner, der sidder og lytter med. Det er ikke fremmede, der lytter, det er hans ”hood”, han kommer hjem til. Først tager de imod ham med åbne arme, så vil de udstøde ham. ”I’ll be home for Christmas, if only in my dreams.” Nogle gange lever virkeligheden ikke op til drømmene. Eller som min norske ven sagde, ”rensdyrkød på dåse smagte bare bedre i min barndom.”
Lad mig citere et lille til dagen velvalgt GRUK
”Der er en ro, og den beror på, at du er tro mod det, du tror på.”
Lad os sige, at det at finde ro, det er ligesom at finde hjem i ordets allerbedste forstand.
Hvad er det at opleve indre ro, hvad er det at føle sig velsignet, taknemmelig, elsket, tryg? Hvad skal der til?
Skal man være rask og rig, renskuret, ribbed, rettroende og ringmærket for at mærke glæden boble, smilet brede sig og modet vokse? Ikke ifølge dette GRUK.
Der er en ro, og den berør på, at du er tro mod det, du tror på. Vi taler om et holdepunkt, pejlemærke, et anker, et hjerte, et kors.
Et dagmarkors, et krammekors, en slidt bibel, at knæle ved døbefonten, som Kirsten gjorde det for lidt siden, eller at falde på knæ til nadver eller til konfirmation, i bøn. Sætte handling og ritual bag sin tro, eller foran sin tro.
At finde et fællesskab at håbe i, at lade sin egen stemme blive båret op til Gud af et kor af stemmer i salmesang og fællessang. At tro på, at vi synger i kor med himlens engle og med vores døde, og dem, der ikke selv tør synge, synger og beder vi for.
At komme haltende til kirke og blive båret. At komme med gråden i halsen til kirke og mærke: Her er der plads til mine tårer.
At løfte blikket og se, at en anden møder dit blik og ser dig, frit og uden dom.
At vide, at under hver en bænk i kirken, står der navne på unge mennesker, som sad der, da de blev konfirmeret, og at de skrev deres navn ind i vores fællesskab, og nu deler vi bænk og vilkår med dem. At vi uanset alder har man brug for at blive tilsagt, at der er plads, at man er budt velkommen. Snart skal også årets konfirmander, som sidder her i dag, skrives ind i Stefanskirkens historie. Sig det ikke til den kongelige bygningsinspektør!
Kirken er det sted, der hver søndag med evangeliets ordlyd markerer med mund og ånd og med fortælling og tone, at jubelåret, det er nu. Det, som vi venter på, er allerede sket.
Det er julenat nu og her. Der er slået hul på himlen og Guds kærlighed strømmer os i møde.
Det, de blev så glade over, da Jesus kom ”hjem til jul” og læste højt og udlagde teksten i synagogen, var netop, at han sagde: Det gælder nu!
Det de blev så vrede over, da han kom hjem, var, at han sagde: Det skal ikke først og fremmest ske for dem, der forventer det og kender teksten godt, men først og fremmest for dem, der allermindst forventer det, og som ikke tror de har en chance, de mest nedtrykte,
de der har givet op, de der altid bliver overset eller trådt på. Og som det altid er, når man begynder at tale om de allermest udsattes udfrielse, så bliver de, der har deres mere på det tørre utrygge og utilpasse, for er der nu plads til alle, når redningsbåden sejler, og hvad med retfærdigheden i det, er der tænkt på den? Er der ikke trods alt nogle, der har mere ret end andre. Og dermed også nogle der har mindre ret.
Nej siger Jesus, de du tænker, der har allermindst ret, de skal løslades først. I dag! Mon ikke også du trænger?
Skal vi spejle det jubelår, som Gud giver fra sig frit, i vores kirke og vores gudstjenestefællesskab, så skal vi stræbe efter at løfte hinanden ind i lyset, længes efter være mere milde, end vi troede vi ville være. Opmuntre og trøste, holde fast ved korsets fod, og ved evangeliet rod.
At vi er allerede, altid elsket. Underet er sket. Et fattigt barn er født i en stald, julenat. Endnu før det lægges til sin mors bryst for første gang, er barnet blevet flygtning og er i livsfare. Grundlæggende er vi alle sat præcis så sårbare ind i verden. Ingen af os kan sige, at vi ikke inderligt trænger til at blive taget i Guds favn og blive omfattet af hans jubelår. Amen.

Religiøst maleri, der forestiller Jesus på et æsel med følgere og tilskuere.

Prædiken 1. søndag i advent 2025, sognepræst Pernille Østrem

I’ll be home for Christmas

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Jesus kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen,...

I’ll be home for Christmas

Mange af de 13-14-årige unge, der går til præst i&nbsp;Stefanskirken, er ikke døbt, men siger ja til dåben forud for&nbsp;konfirmationen.
---------------------Af Toril Steffensen, medlem af MR i Stefanskirken---------------------
De seneste ti år - bortset fra coronaåret 2021 - har antallet af&nbsp;konfirmander været støt stigende i Stefanskirken. Og i foråret&nbsp;2025 satte kirken rekord: 49 unge blev konfirmeret, og af dem&nbsp;blev 13 døbt før deres konfirmation.

Lige nu går 36 unge til præst og af dem skal 17 døbes, før de kan blive konfirmeret.

Hvorfor ser vi den udvikling nu, spørger vi Stefanskirkens to præster Thomas Høg Nørager&nbsp;og Pernille Østrem.

- Først og fremmest er der en søgning mod forpligtende fællesskaber, hvor man kan&nbsp;mødes om noget, der ikke kun handler om en selv. Og så ser vi i det hele taget en&nbsp;besindelse på åndelig oprustning og ens egen identitet i forhold til tro, siger Thomas Høg&nbsp;Nørager.

- Samtidig søger mange unge efter ståsteder. På de sociale medier møder de unge en&nbsp;globaliseret verden, og i deres omgivelser en mere synlig religiøs praksis, og derfor&nbsp;spørger de: Hvordan bliver jeg et religiøst menneske?

Også Pernille Østrem peger på de unges søgning efter fællesskaber:

- De unge er nysgerrige på fællesskabet, på at være sammen&nbsp;på en måde, der er noget andet end hurtige og uforpligtende&nbsp;møder som via sociale medier som TikTok.

- Og så tager vi dem alvorligt og antager, at de godt kan gå til&nbsp;gudstjeneste og fællessang, selv om de er i en alder, hvor de i&nbsp;skolen og hjemme får at vide, at de skal sidde stille og ikke skal&nbsp;larme, siger Pernille Østrem.

Opgaver til de unge

Konfirmanderne i Stefanskirken får også opgaver, de oplever, at&nbsp;de skal udrette noget. For eksempel skal de skrive julehilsner til&nbsp;beboerne på det lokale plejehjem. Og ved Allehelgensgudstjenesten for nylig var det konfirmander, der delte gravlys&nbsp;ud til menigheden.

- Og jeg bliver da rørt, når jeg ser en ung mand stå i døren og&nbsp;spørge: “Vil De have et lys med hjem” og ønske folk en god&nbsp;aften, siger Pernille Østrem.

En særlig tradition i Stefanskirken er, at alle konfirmander&nbsp;skriver deres navn under en kirkebænk.

- Hos os får de at vide, at de bliver en del af en menighed, som&nbsp;glæder sig til at høre, deres navne bliver sagt højt til&nbsp;konfirmationen. Som ser dem som håbet for fremtiden. Vi&nbsp;viser dem, at det ikke er tilfældigt, de er her, men at vi&nbsp;åndeligt talt tager dem med i et fællesskab.

Ikke bedre end andre

Mens der tidligere har været tale om gruppepres - “Når kammeraterne skal konfirmeres,&nbsp;må jeg nok også hellere sige ja” - er der i dag i højere grad tale om en nysgerrighed på&nbsp;slægt og historie blandt de unge, og ikke mindst spørgsmål som: Hvordan lever jeg rigtigt?&nbsp;Hvordan bliver jeg et godt menneske, siger Thomas Høg Nørager.

- Og undervejs i konfirmandundervisningen lærer de så, at man ikke kan stive sig af med&nbsp;sin religion, at man ikke er bedre end andre, fordi man tror. Men at kristendommen handler&nbsp;om det modsatte, nemlig at vi alle sammen er mennesker på godt og ondt. Deri ligger tilgivelsen og næstekærligheden.

Gruppe af mennesker, der fejrer konfirmation, holder banner med navne.

Mange af de 13-14-årige unge, der går til præst i Stefanskirken, er ikke døbt, men siger ja til dåben forud for konfirmationen.

---------------------

Af Toril Steffensen, medlem af MR i Stefanskirken

---------------------

De seneste ti år - bo...

Flere og flere unge vil konfirmeres

Jeg tror på retfærdigheden, men jeg vil forsvare min mor, før retfærdigheden!--------------------------------------------------
Prædikenen 18. søndag efter trinitatis 1 søndag den 19. oktober 2025&nbsp;Af sognepræst Thomas Høg Nørager i Stefanskirken Nørrebro
 
Link til evangelieteksten: <a href="https://www.bibelselskabet.dk/18-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke">https://www.bibelselskabet.dk/18-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke</a>
 
---------------------------------------------------&nbsp;
Lige nu er der efter sigende våbenhvile i Mellemøsten. Vi holder vejret. For de familier som er i fare og som har mistet; og hvor livet aldrig bliver det samme igen. Og vi holder vejret, fordi det er en konflikt som også sætter sig spor i vores gader og i vores fællesskaber her i Danmark. Der bliver ment noget hen over spisebordet, en anden bliver tavs, eller rejser sig og går.
 
Vi er vant til, at det er fra USA vi hører om et katastrofalt splittet vestligt samfund. Hvor naboer og familiemedlemmer vender hinanden ryggen, ikke ser de samme nyheder, ikke går på de samme skoler, og mistror hinanden det værste. Men tendenser på det samme, ser vi i Danmark.
 
At der bliver ment noget hen over spisebordet, at en anden bliver tavs, eller rejser sig og går oplevede jeg blandt nogle jævnaldrende børnefamilier til en fællesspisning i en park. Vi sidder og taler. En udtaler sig bombastisk om Israels fremtid i Mellemøsten, en anden rejser sig og går. Det viser sig, at den som rejste sig, har en bedstemor som bor i Israel. Fortæller mig, at hun sådan set er enig med udsagnet på det politiske plan – men at hun aldrig ville kunne ofre sin bedstemor. Uden at hun vidste det, gentog hun her i en ny tid hvad den Fransk-Algeriske filosof og forfatter Albert Camus havde sagt i et interview tilbage i 1957.
 
Camus fra folkekær. Han kom fra en arbejder baggrund, tilhørte de franske mindretal i landet Algeriet som Frankrig havde koloniseret. Han tilhørte ikke overklassen, men underklassen blandt de franske, faren døde tidligt, morens var analfabet. Camus var talentfuld, fik et legat og en god lærer, kom på gode skoler og senere til Paris, hvor han blev Frankrigs moralske stemme gennem avisartikler og modstandsbevægelse under 2. verdenskrig. Vendte sig selvfølgelig mod nazismen og fascismen som man så den udgår fra Tyskland og Italien. Dannede efter krigen intellektuelt parløb datidens filosofiske power-couple Sartre og Simone de Beauvoir, men skiltes fra dem igen, da Camus – i modsætning til dem også tog afstand fra den totalitære kommunisme som udgik fra Rusland. Camus mente ikke noget middel kunne hellige et mål. Camus holdning var klar: Uskyldige måtte ikke ofres på retfærdighedens alter2, uanset hvor legitimt målet var.
 
Albert Camus blev nok udstødt af de fine filosofiske saloner i Paris, men ikke af folket, som elskede ham, fordi han satte mennesket over systemet, satte det enkelte menneske over al statistik, og folket kunne mærke hans kærlighed til jorden, til solen, til vandet, til luften, til menneskene og alt levende, kunne mærke hans nøjsomhed fordi han kom fra fattige arbejderkår, kunne mærke hans forbindelse til det jordnære liv, vokset op som han var ved Middelhavet under Nordafrikas varme sol.
 
Derfor var det også Camus man vendte sig til da Algerietkrigen som varede fra 1954 til 1962, brød ud. En væbnet og på mange måder en retfærdig kamp for Algerisk uafhængighed, efter 130 års fransk koloniherredømme, anført af Algeriske nationalister mod den franske hær. Krigen sluttede i 1962 med Algeriets uafhængighed. Krigen var brutal og kostede mellem 30.000 franske soldater og 400.000 algeriere livet. PÅ den ene side havde man franske militæroperationer, og tortur, og på den anden side FLN’s (Front de Libération Nationale) brug af bombeattentater mod civile, ofte i gader, caféer og markeder. Der er ingen tvivl om at Algeriet og den befrielseshær havde et retfærdigt mål. Havde en retfærdig sag. De var et undertrykt folk. Og ethvert undertrykt folk har ret til ikke at være undertrykt. Og tiden efter 2. verdenskrig var afkoloniseringens tidsalder. Kun ved at stå på Algeriets side stod man på den rigtige side af historien. Hvad sagde mon Camus?
 
I 1957 kort efter Camus har modtaget nobelprisen i litteratur i Stochholm bliver han interviewet til tidsskriftet France-Observateur. Intervieweren spørger ind til den franske krigsførelse i Algeriet, og om han ville fordømme de franske attentater mod civile. Camus svarede, at han altid havde fordømt vold, men at han var særligt bekymret, fordi hans mor stadig boede i Algeriet. Derefter sagde han den linje, som altid vil være forbundet med Camus’ navn: “Jeg tror på retfærdigheden, men jeg vil forsvare min mor, før retfærdigheden.” Camus mente, at ingen sag – heller ikke retfærdighedens – kunne retfærdiggøre mord på uskyldige. Han stod midt i en umulig konflikt: På den ene side ønskede han retfærdighed for algerierne, som levede under fransk kolonistyre. På den anden side kunne han ikke acceptere FLN’s metoder, fordi de truede helt almindelige mennesker, inklusive hans egen mor.
 
Albert Camus’ udtalelse var derfor et moralsk råb, ikke en teoretisk politisk position. Han sagde, at hvis “retfærdighed” betød blindt at støtte en sag, som indebar drab på uskyldige, så måtte han vælge sin mor – altså livet, det konkrete menneske – frem for en abstrakt idé.
 
Fra den hellige skrift hører vi i dag Jesus-figuren træde ind mellem stridende politiske partier i den jødiske offentlighed. Saddukæerne og Farisæerne var altid dybt uenige teologisk og politisk, splittet i spørgsmålet overfor det sande liv, splittet i spørgsmålet overfor den Romerske koloni- og besættelsesmagt og siger her de ord som altid vil være forbundet med hans navn: &hellip; Du skal elske Herren din Gud af hele dit
 
hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹
 
Der er faktisk mere logik og visdom i dette udsagn end man lige tror. For det utrænede øre kunne det lyde som blind religionsunderkastelse. Men lad mig give et andet perspektiv. I Tyskland i 1930’erne begyndte man i stedet at tilbede en fører, Adolf Hitler hed han, i Italien hed han Mussolini og i Rusland hed han Stalin. Når man ikke holder Gud som den højeste begynder mennesket ofte at erstatte Gud med en fører og så går det ofte også galt. I Tyskland brugte nogle modige præster i øvrigt dette Jesus-ord i oprør mod Hitler. De sagde: Vi har kun en Gud at tilbede, derfor kan vi ikke underkaste os ’føreren’.
 
Men, der er mere til billedet, for kristendommens genistreg er nu aldrig at adskille, men for altid at sammenkoble dette bud, med det næste: ”Og du skal elske din næste som dig selv.” Det betyder ikke, at din næste skal blive som dig; eller, at du skal blive som din næste. Som du er dig, skal din næste have lov at være sig. Vi skal ikke være ens, for at kunne være i stue sammen. Den ene kan godt være tysker og den anden russer; den ene kan godt være algier og den anden franskmand; den ene kan godt være israeler og den anden palæstinenser.
 
Du skal ville at den anden er din næste – som om det var din mor; som om det var din bedstemor, som om det var dig selv. “Jeg tror på retfærdigheden, men jeg vil forsvare min mor, før retfærdigheden.”

En skægget mand i rød kåbe skriver ved et skrivebord med papirer og bøger.

Jeg tror på retfærdigheden, men jeg vil forsvare min mor, før retfærdigheden!

--------------------------------------------------

Prædikenen 18. søndag efter trinitatis 1 søndag den 19. oktober 2025

Af sognepræst Thomas Høg Nørager i Stefanskirk...