Filtermenu

Sortér

Som Uffe, Bisse og Brøgger
Prædiken af Thomas Høg Nørager i Stefanskirken 2. søndag efter påske 19. april 2026
Se dagens tekster her: <a href="https://www.bibelselskabet.dk/2-s-efter-paaske-fra-anden-raekke">https://www.bibelselskabet.dk/...</a>&nbsp;
---
Den store danske forfatter Susanne Brøgger, har efter sigende sagt et sted: Når man er ung, er den ens opgave at være kritisk overfor verden for at forandre den; og når man bliver ældre, er det ens opgave at elske alt i verden.
Susanne Brøgger maler en bevægelse. Det hører jeg i hvert fald. En bevægelse vi må gøre os. Forstået på den måde at hvis vi skal kunne komme til at elske verden, må vi også i en eller anden forstand forholde os kritisk eller have forholdt os kritisk til den. Dvs det er ikke forkert at være kritisk; det er faktisk nødvendigt – ja, en forudsætning for kærligheden.
Vi har i den forløbne måned haft besøg af to meget forskellige kunstnere her i kirken. Bisse og Uffe Lorenzen. De var her hver især med deres nyeste grammofonplade. Vi havde stillet en pladespiller op. Så lyttede vi til pladen fra ende til anden. Kunstneren og jeg sad på to barstole forrest i kirken. Havde en indledende samtale. Så hørte vi side a. Vi talte lidt mere om det vi havde hørt. Så hørte vi side b. Så talte vi om den; og vi talte om de tanker og processer der lå til grund for hverken. Det blev to meget forskellige aftner.
Uffe Lorenzen understregede flere gange sit ateistiske og religionskritiske udgangspunkt. Bisse fortalte om hvordan han var kommet frem til at tage imod verden som en guddommelig gave. Det var klart det var nemmere for mig at interviewe Bisse. Her blev jeg som religionsrepræsentant ikke udsat for kritik; nærmere kærlighed. Men det var sværere med Uffe Lorenzen som kom med kritiske udsagn om religion jeg på en eller anden måde måtte forholde mig til i samtalen.&nbsp;
Det gik nu fint nok. For jeg havde på sin vis ikke lyst til at modsige Uffe. Når man ser på Donald Trumps misbrug af kristnes billedsprog – jeg refererer til det AI- genererede billede hvor han får sig selv til at ligne en Jesus-figur der helbreder. Ja, og når man ser hvordan religiøse argumenter bliver brugt til at begrunde krigerisk og undertrykkende politik i Mellemøsten, så kan man jo ikke give ham uret.
&nbsp;Jeg kunne selvfølgelig have talt om, at Kina som er en officielt ateistisk stat ikke ligger på den lade side når det kommer til overvågning, undertrykkelse og oprustning og det så ikke er religionen i sig selv der er problemet; men nærmere magtens mænd. Men jeg gik en anden vej.&nbsp;
For ved at sige – se de andre er meget værre end mig – så glemmer man ofte at kigge på sig selv. Så jeg sagde. Det er godt at være kritisk og det er godt at pege fingre; men vigtigere endnu er det at kunne være selvkritisk. At turde stoppe op og se om man selv; om ens land; om ens politik om ens måde at forstå sin religion på, trænger til et eftersyn – ikke for at udskamme, men for at omfavne.&nbsp;
Thi, når man er ung er det ens opgave at være kritisk overfor verden for at forandre den; og når man bliver ældre er det ens opgave at elske alt i verden
For uanset hvordan vi end vender og drejer det, så er religionen en af menneskets grundytringer – måske den første; ja, mennesket har været religiøst siden tiderne morgen; måske er det i grunden det der har gjort os til mennesker – for religion er det der indkapsler og udtrykker at der bagved og foran; under og over os er mening med tilværelsen;&nbsp;
Men hvad den mening er må vi finde ud sammen. Og hvordan vi indretter os meningsfuldt, må vi finde ud af sammen. Og her er måske et spørgsmål, hvor man kan bedømme om vi har med god eller dårlig religion at gøre.
Har vi med en religion at gøre som på forhånd har fastlagt hvad meningen med livet er. Fx at kvinder skal gå hjemme. Fx at et ægteskab kun kan bestå af en mand og en kvinde. Ja, så er det en dårlig religion. Hvor for det? Fordi så har du fjernet friheden. Tvang er forkert.&nbsp;
Men har vi med religion at gøre som giver frihed. Som inspirer frihed. Som ikke på forhånd låser sig fast på bestemte leveregler, bestemte ægteskabsmønstre osv., men siger i kærlighedens navn vær frie. Indret jer efter bedste evne, og gør jer umage, men gør det i kærlighedens navn. Ja, så er&nbsp; det god religion. Religion er god når den frisætter mennesket.
Jeg skal ikke gøre mig til dommer over hvad andre har fundet i andre religioner og politiske ideologier, men personligt har jeg i kristendommens fortællinger fundet et sprog og et potentiale for at forstå, at verden er elskelig, at den kan favnes i frihed, men at vejen der hen er en aldrig afsluttet vandring gennem kritik og selvkritik.
Ja, jeg vil kritisere andre, når de prædiker ufrihed og åndsformørkelse; og ja jeg må være selvkritisk, når jeg bliver for selvgod og isolerer mig og gemmer mig fra den verden, jeg er sat til at elske.
I dagens evangelium, hører vi de lærde slå ring om Jesus og afkræve ham svar: »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.« Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. Og Jesus slutter samtalen med at sige: Jeg og Faderen er ét.«
Hvad skal vi mon få øje på, her; hvad er potentialet i denne gamle tekst. En af de største kriser vi lever i vores tid, er følelsen af at være afkoblet. At vi ikke kan mærke forbindelser. Vi kan ikke mærke forbindelsen til os selv. Vi kan ikke mærke forbindelsen hinanden. Vi kan ikke mærke forbindelse med livet og med verden
Den krise kan jeg selvsagt ikke løse med tre sætninger fra denne prædikestol. Men jeg fortælle at kristendommens ideverden et tanken om at forbindelser er mulige. I kristendommens forestillingsverden så sker det ved at Gud bliver menneske. Gud forbinder sig med verden. Eller mere poetisk: kærligheden og sandheden forbinder sig endegyldigt med verden. Og i den bevægelse befries mennesket. Vi skal ikke længere længes efter himlen – vi skal ikke tænke os ud af verden eller til en anden verden – for Gud, dvs. kærligheden og sandheden er nu i denne verden.&nbsp;
Det er denne bevægelse vi hører i diskussion hvor de lærde vil høre om Jesus er messias; de vil høre; jamen er det rigtigt har Gud gennem et menneske – forbundet sig med verden. Ja, siger Kristendommen. Hvilket samtidig er den kristne religions hørbare ja til verden,&nbsp;
Og det er det ja, til verden, som gives os gennem kristendommens billedsprog, som forbinder os til hinanden – vi er alle jordboere – sat til at indrette os efter bedste beskub.&nbsp;
Dårlig religion adskiller os og insisterer på skel mellem mennesker og lover nye og bedre verdner.
God religion forbinder os, ophæver skel mellem mennesker og lader os forså at denne verden er vores gave at leve af og passe på.
Jeg kan godt forstå at Uffe Lorenzen er kritisk; der meget dårlig religion derude; jeg kan også godt forstå at Bisse råber at han priser sin solgud hver eneste morgen og spørger om vi klar til Gud derude. For der findes også de religiøse erfaringer der forbinder os med hinanden og med livet og skænker os frihed.
Når man er ung er den ens opgave at være kritisk, når man bliver ældre, bliver det ens opgave at elske –&nbsp; og hey, husk i den forbindelse; alder er bare et tal. Amen.&nbsp;&nbsp;

Farvet glasafbildning af Jesus, der holder et lam, med en rolig, glorieomgivet baggrund.

Stefanskirken

Som Uffe, Bisse og Brøgger

Prædiken af Thomas Høg Nørager i Stefanskirken 2. søndag efter påske 19. april 2026

Se dagens tekster her: https://www.bibelselskabet.dk/...

---

Den store danske forfatter Susanne Brøgger, har efter sigende sagt et s...

Som Uffe, Bisse og Brøgger

Retten til at være uinteresseret
Prædiken af Thomas Høg Nørager i Stefanskirken Midfaste søndag 15. marts 2026
 
Se dagens tekster her: <a href="https://www.bibelselskabet.dk/midfaste-fra-anden-raekke">https://www.bibelselskabet.dk/midfaste-fra-anden-raekke</a>&nbsp; 
---
 
Det er i grunden helt vanvittigt at tænke på, at disse evangelier, vi læser op fra søndag efter søndag fra kirkernes altre og prædikestole, alle er skrevet efter katastrofen.
 
I år 70 faldt det jødiske tempel i Jerusalem. Templets fald indrammes af den første jødisk-romerske krig, som begyndte i år 66. Det blev en skelsættende begivenhed for den jødiske befolkning, som efter krigen måtte skabe en ny identitet uden templet som det naturlige samlingspunkt.
 
Det siger også noget om den brand, der synes altid at have været i Mellemøsten. Dengang førte den militært overlegne romermagt krig. I dag fører den militært overlegne amerikanske magt krig. Og mange andre.
 
Som almindelige mennesker er vi ofte magtesløse og forvirrede. Jeg kan som almindelig borger ikke gå ud og trykke på en stopknap. Jeg kan måske råbe det i en demonstration – og det kan være nødvendigt. Og jeg må tro på, at det på en eller anden måde virker.
 
Men hvilken demonstration skal jeg gå med i?
 
Jeg hørte en eksiliraner fortælle om det største politiske dilemma, han havde stået i. Politisk er han imod mange af USA’s og Israels handlinger i Mellemøsten. Men samtidig er han dybt lettet over, at præstestyret i Teheran ser ud til at vakle. Hvor han tidligere havde demonstreret imod USA og Israel, står han nu i demonstrationer, hvor amerikanske og israelske flag vajede side om side med det gamle iranske kongeflag – til støtte for iranere, der råber på frihed.
 
Det er ikke de nemme og enkle svars tid. Det er komplekst. Det er forvirrende.
 
For vi står også der, hvor sagen vi kæmper for kan være god, men metoderne, der bruges, er uforsvarlige. Terror er uforsvarligt. Brud på folkeretten er uforsvarligt. Alligevel lever vi i en tid, hvor veluddannede mennesker seriøst argumenterer – nogle for terrorens nødvendighed, andre for nødvendigheden af brud på folkeretten.
 
Det er ikke de nemme og enkle svars tid. Og det var det heller ikke på bibelsk tid.
 
For Bibelen er netop skrevet efter katastrofen. Da den gamle verden for mange af dens forfattere var gået under.
 
Der kan være noget håbefuldt i at genbesøge disse gamle tekster. For de er ikke kun gamle. De er også på forbløffende vis aktuelle. Det er håbefuldt at se generationer før os forsøge at finde vej gennem kaos, forvirring og magtesløshed – og gøre det på en overraskende måde.
 
Bibelen beder os ikke gribe til terror eller magtovergreb i den retfærdige sags tjeneste. Den forsøger i stedet at finde veje til fællesskab. Fællesskaber, der ikke er politisk-horisontalt definerede, men himmelsk-vertikalt funderede.
 
Den lader jøder og romere og samaritanere, kvinder og mænd, slaver og frie sidde ved samme bord i lyset af, at vi har den samme skaber.
 
Kan vi det i dag? Sidde ved samme bord i lyset af, at vi har den samme skaber?
 
Jeg synes stadig, det er svært. For når vi så sidder der ved siden af hinanden – hvad gør vi så? Holder vi pause fra hvem vi er og hvad vi mener? Eller får vi endelig lejlighed til at sige, hvad vi virkelig mener?
 
Mødes vi i kritik – hvilket i øvrigt er en god protestantisk akademisk sport – hvor vi virkelig går til den og stiller kritiske spørgsmål til alt og alle? Her begynder og slutter man i den evige kritik og selvkritik.
 
Eller mødes vi i dialog – i samtale, hvor vi faktisk er åbne for selv at blive klogere? Hvor vi stiller os så nysgerrigt an, at vi i princippet kunne blive overbevist om noget nyt – religiøst eller politisk – og forventer den samme åbenhed hos den anden?
 
Eller mødes vi i paradefremvisning, hvor vi skiftes til at fortælle om vores egne fortræffeligheder? Sådan nogle middage har jeg været til mange af. Først fortæller imamen om islams storhed, så rabbineren om jødedommens storhed, og til sidst præsten om kristendommens storhed. Men der sker aldrig et egentligt møde.
 
Noget jeg i øvrigt savner i både politiske og religiøse samtaler, er retten til at være uinteresseret. Ikke uinteresseret i dig – men retten til at være uinteresseret i, hvad du stemmer på. Hvad du tror på. Hvor du kommer fra. Din seksualitet. Din hudfarve.
 
For vi er alligevel børn af den samme skaber.
 
Vi higer efter stærke ledere. Det har mennesker altid gjort. Nogle søger en militant mand i uniform til at forme verden og gøre fjenderne tavse. Andre søger en humanistisk forfatter, der kan beskrive verdens uretfærdigheder og gøre fjenderne tavse.
 
Det ville folket også med Jesus. De ville gøre ham til konge.
 
Baggrundsscenen i evangeliet i dag er, at fem tusinde mennesker er blevet mætte af fem brød og to fisk. Vi møder menneskene dér, hvor de har opsporet Jesus. De har set ham gøre mirakler. Nu vil de gøre ham til konge.
 
Men Jesus afviser dem og siger: »Sandelig siger jeg jer: I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte.«
 
For folket var det maden, miraklet, det horisontale, de så.
 
For Jesus var det madens betydning, det vertikale, de skulle se.
 
I leder ikke efter mig, fordi I så betydningen, men fordi I så miraklet.
 
For kristendom har aldrig været mirakeltro. Det har været evnen til at få øje på betydningerne i de fortællinger, der bliver fortalt.
 
Men hvad er det så, de skal se?
 
Jesus siger: »Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.«
 
Det er gådefuld tale – men også gribende.
 
For måske er det, Jesus peger på, dette enkle: At livet ikke er en kamp, hvor den enes overlevelse er betinget af den andens udslettelse. Men at livet i sin dybeste natur er fælles liv.
 
Et liv, vi får givet. Et liv, vi må dele. Ja – det er nu ikke fordi det er enkelt.
 
Men måske er det alligevel dér, evangeliet begynder.
 
&nbsp;

Farvet glasafbildning af Jesus Kristus, der holder en globus med en glorie og en guddommelig lysbaggrund.

Retten til at være uinteresseret

Prædiken af Thomas Høg Nørager i Stefanskirken Midfaste søndag 15. marts 2026

Se dagens tekster her: https://www.bibelselskabet.dk/midfaste-fra-anden-raekke

---

Det er i grunden helt vanvittigt at tænke på, at ...

Retten til at være uinteresseret

Religionsfrihed! Konfirmandtalen 2026
Prædiken af Thomas Høg Nørager i Stefanskirken den 25. april 2026
Se dagens tekster her: <a href="https://www.bibelselskabet.dk/praediketekster-indevaerende-aar">https://www.bibelselskabet.dk/...</a>&nbsp;
---
Kære konfirmander, kære familier og venner til konfirmanderne. I dag er en stor dag: I har valgt at blive konfirmeret – og i dag sker det. Det er ok at være lidt spændt og lidt nervøs, men samtidig så måske I også godt slappe lidt af, for I er bestået. Konfirmation betyder nemlig ikke eksamen, men betyder bekræftelse. Det er her kirken genbekræfter det budskab som lyder til os i dåben at du et Guds barn og deraf kan du vide at du er altid allerede elsket – hvilket man også kunne formulere: I kirken er du altid allerede bestået&hellip;
Og det er godt at markere. Kirke og kristendom som en del af ens livsfortælling. Et sted hvor man henter livsforståelse og livsværdier. Og det må man egentlig godt være glad for og stolt af, at man hører til et sted, et sted man har hjemme – et sted man ved man altid er velkommen. Som vi sang det i gudstjenesten første salme: Et hus at komme til, velkommen her du være vil. Bygget af sten, af ånd og krop, rejser sig op, solid, urokkelig, et hus du trygt kan høre hjemme i.
Og det er det sjove, men kan gå ind i enhver kirken verden over jorden rundt, og så i grunden gå ind i det samme hus. Samme budskab - Velkommen altid allerede elsket - og så alligevel med små særligheder. I Rom ligger Peters Kirken. Opkaldt efter disciplen Peter. På Christianshavn Ligger Frelserkirken – kan I huske da vi var oppe i tårnet – turde I godt at gå hele vejen op udenpå? Og i Nørregade ligger domkirken, men Thorvaldsens fuldstændig vilde marmorfigurer af Jesus i midten over altret disciplene ned langs siderne.&nbsp;
Så kan man jo synes at det er lige lovlig mange mænd, og det er det da også men ved I godt at domkirken hedder vor Frue kirke; altså opkaldt sin minde om Jesu mor. Det kan man faktisk godt være stolt af. At I kristendommen var der intet der fungerede uden kvinderne. Vor Frue aka Jomfru Maria, Maria Magdalene, kvinderne der fulgtes med Jesus rundt, kvinderne der ikke stak af som mændene, men blev stående ved Jesu kors langfredag. Kvinderne der vovede sig ud og var de første ved graven påskemorgen. Man kan faktiske godt være stolt af den ligestilling der hele tiden trænger sig på i kristendommen.
Og så er der Stefanskirken, vores kirke, hr midt på Nørrebrogade. Helt særlig. Opkaldt efter Stefanus. Jeg ved ikke om alle kan se billedet, men her ovre til venstre i kirken hænger en dramatisk gengivelse af, hvor Stefanus bliver stenet.
Han var ikke en af de tolv disciple. Stefanus var med lem af den første kristne menighed i Jerusalem. Han blev udvalgt som en af syv&nbsp; til at varetage omsorgen for menighedens fattige. Bom 1: Stefanus har blik for de fattige; dem som er i nød; dem som har brug for hjælp.
Men Stefanus trådte også hurtigt frem som en vís og kraftfuld taler der kompromisløst fortalte kristendommen budskab vidt og bredt. Det kunne de hellige og de ordensfikserede ikke lide. Og de samme typer som havde slået Jesus ihjel – satte sig nu for at stene Stefanus ved mindre han trak sin tro tilbage – men han ville ikke trække sin tro tilbage&hellip;
På den måde var han ligesom Rosa Parks. Kan I huske hende? En sort kvinde i 1950’ernes USA, der troede på alle menneskers ligeværd og derfor ikke ville rejse sig og give sit bussæde til en hvid mand (bare fordi hun var sort og han var hvid) , som reglerne dengang ellers sagde – og hun blev anholdt og slæbt henad jorden, for hun ville ikke trække sin tro tilbage – det fantastiske er – det lykkedes Rosa Parks at forandre sit samfund.
Eller Stefanus var ligesom den tyske munk Martin Luther. Han blev bedt om at trække sin tro tilbage. Men han ville ikke. Og sådan deltes kirken og nu havde vi den katolske kristendom i Sydeuropa, men vi i Nordeuropa blev protestanter – og derfor er folkekirken en protestantisk kirke – Luthers ord til sine forfølgere var: Jeg er nødt til at følge min tro og min samvittighed – her står jeg og kan ikke andet.
Og både Rosa Parks og Luther var inspireret af Stefanus&nbsp; som på mange måde blev det første ikon for religionsfrihed. At man har ret til – som det også står i grundloven - Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning. Den paragraf i Grundloven kan vi godt være stolte af. For den paragraf giver frihed til at vælge den religion som man vil – og giver også frihed til ikke at tro.&nbsp;
Og her sidder vi så i Stefanskirken, opkaldt efter et menneske hvis opgave på jorden var at drage omsorg for folk i nød og som blev et ikon og inspirator for religions- og samvittighedsfrihed – at ingen skal tvinge en til at trække sin tro tilbage – uanset hvad man tror på.&nbsp;
Med Stefanus som forbillede er vi frie til at tro og til ikke at tro, for nogen gange er man så maget it tvivl om alting at man ikke kan tro på noget som helst. Så derfor har vi prøvet at formulere hvad tro i grunden er, og er indtil videre endt på: tro er tillid til at du er velkommen her, selv når du ikke kan tro på noget som helst.&nbsp;
Det er det konfirmationen bekræfter og vi også sang det i den første salme: Et hus at komme til, velkommen her du være vil. Et hus, hvor kærlighedens bud folder sig ud, hvor mismod mødes af Guds løfte om at bære dig hver dag.
Venner jeg kommer til at savne jer. Det har været en fornøjelse at være sammen med jer. Det har ikke været meget vi skulle lære udenad. Lærte vi fadervor – måske? Lærte vi trosbekendelsen – måske?&nbsp; Men vi lærte noget der er vigtigere. Vi lærte at Gud er kærlighed og vi lærte at Gud ikke er regler, men gud er relationer, at kristendom ikke handler om at være renset og ren, men handler om at være rummet og rumlig.&nbsp;
Men et vers skulle vi lære udenad, og det håber jeg I kan. Det var nr. 2 salme vi sang, vers 4, som handler om at kirke og kristendom ikke spærrer os inde, men sender os ud i samfund med hinanden; verset lyder: så gå da frit, enhver til sit og stole på Guds nåde, da for vi lyst og lykke til, at gøre gavn, som Gud det vil, på allerbedste måde.
Tillykke med friheden venner! Hermed bekræftet. Amen.

Mennesker holder et banner med teksten "Tillykke Stefanskirkens Konfirmander!" under en udendørs begivenhed.

Religionsfrihed! Konfirmandtalen 2026

Prædiken af Thomas Høg Nørager i Stefanskirken den 25. april 2026

Se dagens tekster her: https://www.bibelselskabet.dk/...

---

Kære konfirmander, kære familier og venner til konfirmanderne. I dag er en sto...

Religionsfrihed! Konfirmandtalen 2026

Pyntehavebørn
Prædiken af Thomas Høg Nørager i Stefanskirken 1. søndag efter Hellig 3 konger 11. januar 2026
Se dagens tekster her: <a href="https://www.bibelselskabet.dk/1-s-efter-helligtrekonger-fra-anden-raekke">https://www.bibelselskabet.dk/...</a>&nbsp;
---
Når vi læser og hører den tekst, vi just har hørt, så kan man godt blive døv. Fordi den høres hver gang, der er barnedåb, hører man måske ikke rigtig noget. Man har hørt det så tit. Man ved, hvad der kommer. Det sjove er nu, at for at få vores hørelse tilbage, må vi høre efter, hvad der ikke bliver sagt. Fx siges der ikke: Lad de raske børn komme til mig, eller: lad dem, der kan læse og regne, komme til mig. Der siges heller ikke: lad dem, der kan Fadervor, trosbekendelsen og de ti bud udenad, komme til mig, eller: lad de rene børn komme til mig. Jamen, det står der ikke.
Tove Ditlevsen skrev engang:
“Mit hjerte elsker alle de umuligste børn,
de som ingen holder af og ingen kan forstå.
Lyvebørn og stjælebørn og løftebryderbørn,
de børn, som alle voksne folk er meget vrede på &hellip;”
Det lyder meget godt, ik’? Men så lyder næste linje:
“Mit hjerte ynder ikke disse pyntehavebørn,
der står i bed og intet ved om synd og bittert savn.”
Man kan da sige, hun er ærlig. Men ærlig talt: Er hun bedre? Der er dem, hun kun kan li’, og dem, hun ikke kan li’. Hun kan bare li’ dem, som nogle andre ikke kan li’, mens hun ikke kan li’ dem, som nogle andre godt kan li’. På den måde er hun ikke en snus anderledes end dem, hun ikke kan li’.
Det ville være noget, hvis der fandtes en kærlighedsfortælling, der rummede – ikke bare dem, vi syntes, var dem, der skulle holdes af. Tove ville vælge de umuligste børn og vælge nogle andre fra – nemlig pyntehavebørnene. Andre ville gøre det omvendt. Hvem har plads til begge poler? Hvem præsenterer en fortælling, hvor ingen er ladt ude?
Lad de små børn komme til mig.
Der bliver ikke sagt: lad balladebørnene komme til mig.
eller: lad pyntehavebørnene komme til mig.
Men der bliver heller ikke sagt: lad ikke balladebørnene komme til mig.
eller: lad ikke pyntehavebørnene komme til mig.
Kristendommen er ikke revolutionerende, fordi den rummer balladebørnene. Herregud. Det har alle jo gjort siden 1968. Kristendommen er heller ikke revolutionerende, fordi den rummer alle de angrende og omvendte pyntehavebørn. Herregud. Det gjorde alle jo indtil 1968. Nej, kristendommen er revolutionerende, fordi den proklamerer kærlighed til enhver på den anden side af hegnet, uanset hvilken side du nu står på.
Det giver ikke mening, kunne man indvende. Der må da være nogen indenfor og nogen udenfor, ellers er det vel ligegyldigt.
Og det er fuldstændig rigtigt. Det er ulogisk. Men så kunne vi jo kalde det guddommeligt.
Det er i øvrigt derfor, man ikke kan bygge politik på kristendommen. Jeg kan huske, da jeg skulle søge mit første job. Jeg havde en anbefaling med fra min universitetsvejleder. Det sjove var, at lige præcis her havde to andre af jobkandidaterne også haft den samme vejleder og altså en anbefaling med fra den samme person. Anbefalinger, der skulle give os en forlom, havde stillet os alle lige.
Det er derfor, Hannah Arendt siger: Vi kan ikke drive politik på næstekærlighed, for den menneskelige forvaltning af næstekærligheden er alt for vaklende. Den ene dag er den der, den anden dag er den væk, og der vil alligevel altid være nogen, mennesket bedre kan li’ end andre. Derfor må en politik være baseret på rettigheder. Derfor kan rettigheder godt være inspireret af den kristne kærlighedstanke. Det er noget andet.
Jeg tænker, det er derfor, Gud blev menneske: for at oplyse og inspirere. Vi kan give hinanden og enhver rettigheder; så har vi et retssamfund. Og så må vi lade Gud om at give alle og enhver kærlighed og således inspirere. Inspirere.
Etymologisk kommer inspirere af latin in-spirare, som betyder “at indånde” eller “at blæse ind i”. Roden spirare betyder “at ånde”, “at trække vejret”. At lade sig inspirere er at lade sig beånde af noget større – eller erkendelsen af, at noget større har beåndet én; måske ordet om, at man er omfattet af kærlighed, selv om man er et balladebarn eller et pyntehavebarn &hellip;
Men hvorfor skal man så døbes, hvis det er ligegyldigt, om man er et balladebarn eller et pyntehavebarn? Er det ikke, fordi man så at sige skal vaskes, så man står ren for Gud? Eller er det, fordi man vasker det gamle liv af sig for at begynde på ny? Eller er det for at markere en omvendelse: at man forlader en gammel vej og går ind på en ny? Hvis det ikke markerer, at man går fra den forkerte side af hegnet til den rigtige, hvorfor så gøre det?
Den tidligere engelske ærkebiskop Rowan Williams formulerer et sted:
"[At blive døbt er ikke] et privilegium, som adskiller os fra og hæver os over resten af menneskeheden. At kalde sig døbt er tværtimod at hævde en ny grad af solidaritet med andre mennesker. Det at være kristen er at være påvirket af – for ikke at sige forurenet af – rodet i den menneskelige verden... De døbtes forsamling består altså ikke af en afgrænset privilegeret elite, men af dem, der har accepteret, hvad det vil sige at være stillet midt i en nødlidende, uren og kaotisk verden. Med andre ord: Du kan ikke dykke ned i Jordandalens vand uden at rode en masse mudder op."
Det er så smukt, at der skal et barn til at forstå det. Amen.

Et religiøst maleri, der forestiller Jesus, som præsenterer baby Jesus for Jomfru Maria udendørs.

Pyntehavebørn

Prædiken af Thomas Høg Nørager i Stefanskirken 1. søndag efter Hellig 3 konger 11. januar 2026

Se dagens tekster her: https://www.bibelselskabet.dk/...

---

Når vi læser og hører den tekst, vi just har hørt, så kan man godt blive ...