Filtermenu

Sortér

Religionsfrihed! Konfirmandtalen 2026
Prædiken af Thomas Høg Nørager i Stefanskirken den 25. april 2026
Se dagens tekster her: <a href="https://www.bibelselskabet.dk/praediketekster-indevaerende-aar">https://www.bibelselskabet.dk/...</a>&nbsp;
---
Kære konfirmander, kære familier og venner til konfirmanderne. I dag er en stor dag: I har valgt at blive konfirmeret – og i dag sker det. Det er ok at være lidt spændt og lidt nervøs, men samtidig så måske I også godt slappe lidt af, for I er bestået. Konfirmation betyder nemlig ikke eksamen, men betyder bekræftelse. Det er her kirken genbekræfter det budskab som lyder til os i dåben at du et Guds barn og deraf kan du vide at du er altid allerede elsket – hvilket man også kunne formulere: I kirken er du altid allerede bestået&hellip;
Og det er godt at markere. Kirke og kristendom som en del af ens livsfortælling. Et sted hvor man henter livsforståelse og livsværdier. Og det må man egentlig godt være glad for og stolt af, at man hører til et sted, et sted man har hjemme – et sted man ved man altid er velkommen. Som vi sang det i gudstjenesten første salme: Et hus at komme til, velkommen her du være vil. Bygget af sten, af ånd og krop, rejser sig op, solid, urokkelig, et hus du trygt kan høre hjemme i.
Og det er det sjove, men kan gå ind i enhver kirken verden over jorden rundt, og så i grunden gå ind i det samme hus. Samme budskab - Velkommen altid allerede elsket - og så alligevel med små særligheder. I Rom ligger Peters Kirken. Opkaldt efter disciplen Peter. På Christianshavn Ligger Frelserkirken – kan I huske da vi var oppe i tårnet – turde I godt at gå hele vejen op udenpå? Og i Nørregade ligger domkirken, men Thorvaldsens fuldstændig vilde marmorfigurer af Jesus i midten over altret disciplene ned langs siderne.&nbsp;
Så kan man jo synes at det er lige lovlig mange mænd, og det er det da også men ved I godt at domkirken hedder vor Frue kirke; altså opkaldt sin minde om Jesu mor. Det kan man faktisk godt være stolt af. At I kristendommen var der intet der fungerede uden kvinderne. Vor Frue aka Jomfru Maria, Maria Magdalene, kvinderne der fulgtes med Jesus rundt, kvinderne der ikke stak af som mændene, men blev stående ved Jesu kors langfredag. Kvinderne der vovede sig ud og var de første ved graven påskemorgen. Man kan faktiske godt være stolt af den ligestilling der hele tiden trænger sig på i kristendommen.
Og så er der Stefanskirken, vores kirke, hr midt på Nørrebrogade. Helt særlig. Opkaldt efter Stefanus. Jeg ved ikke om alle kan se billedet, men her ovre til venstre i kirken hænger en dramatisk gengivelse af, hvor Stefanus bliver stenet.
Han var ikke en af de tolv disciple. Stefanus var med lem af den første kristne menighed i Jerusalem. Han blev udvalgt som en af syv&nbsp; til at varetage omsorgen for menighedens fattige. Bom 1: Stefanus har blik for de fattige; dem som er i nød; dem som har brug for hjælp.
Men Stefanus trådte også hurtigt frem som en vís og kraftfuld taler der kompromisløst fortalte kristendommen budskab vidt og bredt. Det kunne de hellige og de ordensfikserede ikke lide. Og de samme typer som havde slået Jesus ihjel – satte sig nu for at stene Stefanus ved mindre han trak sin tro tilbage – men han ville ikke trække sin tro tilbage&hellip;
På den måde var han ligesom Rosa Parks. Kan I huske hende? En sort kvinde i 1950’ernes USA, der troede på alle menneskers ligeværd og derfor ikke ville rejse sig og give sit bussæde til en hvid mand (bare fordi hun var sort og han var hvid) , som reglerne dengang ellers sagde – og hun blev anholdt og slæbt henad jorden, for hun ville ikke trække sin tro tilbage – det fantastiske er – det lykkedes Rosa Parks at forandre sit samfund.
Eller Stefanus var ligesom den tyske munk Martin Luther. Han blev bedt om at trække sin tro tilbage. Men han ville ikke. Og sådan deltes kirken og nu havde vi den katolske kristendom i Sydeuropa, men vi i Nordeuropa blev protestanter – og derfor er folkekirken en protestantisk kirke – Luthers ord til sine forfølgere var: Jeg er nødt til at følge min tro og min samvittighed – her står jeg og kan ikke andet.
Og både Rosa Parks og Luther var inspireret af Stefanus&nbsp; som på mange måde blev det første ikon for religionsfrihed. At man har ret til – som det også står i grundloven - Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning. Den paragraf i Grundloven kan vi godt være stolte af. For den paragraf giver frihed til at vælge den religion som man vil – og giver også frihed til ikke at tro.&nbsp;
Og her sidder vi så i Stefanskirken, opkaldt efter et menneske hvis opgave på jorden var at drage omsorg for folk i nød og som blev et ikon og inspirator for religions- og samvittighedsfrihed – at ingen skal tvinge en til at trække sin tro tilbage – uanset hvad man tror på.&nbsp;
Med Stefanus som forbillede er vi frie til at tro og til ikke at tro, for nogen gange er man så maget it tvivl om alting at man ikke kan tro på noget som helst. Så derfor har vi prøvet at formulere hvad tro i grunden er, og er indtil videre endt på: tro er tillid til at du er velkommen her, selv når du ikke kan tro på noget som helst.&nbsp;
Det er det konfirmationen bekræfter og vi også sang det i den første salme: Et hus at komme til, velkommen her du være vil. Et hus, hvor kærlighedens bud folder sig ud, hvor mismod mødes af Guds løfte om at bære dig hver dag.
Venner jeg kommer til at savne jer. Det har været en fornøjelse at være sammen med jer. Det har ikke været meget vi skulle lære udenad. Lærte vi fadervor – måske? Lærte vi trosbekendelsen – måske?&nbsp; Men vi lærte noget der er vigtigere. Vi lærte at Gud er kærlighed og vi lærte at Gud ikke er regler, men gud er relationer, at kristendom ikke handler om at være renset og ren, men handler om at være rummet og rumlig.&nbsp;
Men et vers skulle vi lære udenad, og det håber jeg I kan. Det var nr. 2 salme vi sang, vers 4, som handler om at kirke og kristendom ikke spærrer os inde, men sender os ud i samfund med hinanden; verset lyder: så gå da frit, enhver til sit og stole på Guds nåde, da for vi lyst og lykke til, at gøre gavn, som Gud det vil, på allerbedste måde.
Tillykke med friheden venner! Hermed bekræftet. Amen.

Mennesker holder et banner med teksten "Tillykke Stefanskirkens Konfirmander!" under en udendørs begivenhed.

Stefanskirken

Religionsfrihed! Konfirmandtalen 2026

Prædiken af Thomas Høg Nørager i Stefanskirken den 25. april 2026

Se dagens tekster her: https://www.bibelselskabet.dk/...

---

Kære konfirmander, kære familier og venner til konfirmanderne. I dag er en sto...

Religionsfrihed! Konfirmandtalen 2026

Pyntehavebørn
Prædiken af Thomas Høg Nørager i Stefanskirken 1. søndag efter Hellig 3 konger 11. januar 2026
Se dagens tekster her: <a href="https://www.bibelselskabet.dk/1-s-efter-helligtrekonger-fra-anden-raekke">https://www.bibelselskabet.dk/...</a>&nbsp;
---
Når vi læser og hører den tekst, vi just har hørt, så kan man godt blive døv. Fordi den høres hver gang, der er barnedåb, hører man måske ikke rigtig noget. Man har hørt det så tit. Man ved, hvad der kommer. Det sjove er nu, at for at få vores hørelse tilbage, må vi høre efter, hvad der ikke bliver sagt. Fx siges der ikke: Lad de raske børn komme til mig, eller: lad dem, der kan læse og regne, komme til mig. Der siges heller ikke: lad dem, der kan Fadervor, trosbekendelsen og de ti bud udenad, komme til mig, eller: lad de rene børn komme til mig. Jamen, det står der ikke.
Tove Ditlevsen skrev engang:
“Mit hjerte elsker alle de umuligste børn,
de som ingen holder af og ingen kan forstå.
Lyvebørn og stjælebørn og løftebryderbørn,
de børn, som alle voksne folk er meget vrede på &hellip;”
Det lyder meget godt, ik’? Men så lyder næste linje:
“Mit hjerte ynder ikke disse pyntehavebørn,
der står i bed og intet ved om synd og bittert savn.”
Man kan da sige, hun er ærlig. Men ærlig talt: Er hun bedre? Der er dem, hun kun kan li’, og dem, hun ikke kan li’. Hun kan bare li’ dem, som nogle andre ikke kan li’, mens hun ikke kan li’ dem, som nogle andre godt kan li’. På den måde er hun ikke en snus anderledes end dem, hun ikke kan li’.
Det ville være noget, hvis der fandtes en kærlighedsfortælling, der rummede – ikke bare dem, vi syntes, var dem, der skulle holdes af. Tove ville vælge de umuligste børn og vælge nogle andre fra – nemlig pyntehavebørnene. Andre ville gøre det omvendt. Hvem har plads til begge poler? Hvem præsenterer en fortælling, hvor ingen er ladt ude?
Lad de små børn komme til mig.
Der bliver ikke sagt: lad balladebørnene komme til mig.
eller: lad pyntehavebørnene komme til mig.
Men der bliver heller ikke sagt: lad ikke balladebørnene komme til mig.
eller: lad ikke pyntehavebørnene komme til mig.
Kristendommen er ikke revolutionerende, fordi den rummer balladebørnene. Herregud. Det har alle jo gjort siden 1968. Kristendommen er heller ikke revolutionerende, fordi den rummer alle de angrende og omvendte pyntehavebørn. Herregud. Det gjorde alle jo indtil 1968. Nej, kristendommen er revolutionerende, fordi den proklamerer kærlighed til enhver på den anden side af hegnet, uanset hvilken side du nu står på.
Det giver ikke mening, kunne man indvende. Der må da være nogen indenfor og nogen udenfor, ellers er det vel ligegyldigt.
Og det er fuldstændig rigtigt. Det er ulogisk. Men så kunne vi jo kalde det guddommeligt.
Det er i øvrigt derfor, man ikke kan bygge politik på kristendommen. Jeg kan huske, da jeg skulle søge mit første job. Jeg havde en anbefaling med fra min universitetsvejleder. Det sjove var, at lige præcis her havde to andre af jobkandidaterne også haft den samme vejleder og altså en anbefaling med fra den samme person. Anbefalinger, der skulle give os en forlom, havde stillet os alle lige.
Det er derfor, Hannah Arendt siger: Vi kan ikke drive politik på næstekærlighed, for den menneskelige forvaltning af næstekærligheden er alt for vaklende. Den ene dag er den der, den anden dag er den væk, og der vil alligevel altid være nogen, mennesket bedre kan li’ end andre. Derfor må en politik være baseret på rettigheder. Derfor kan rettigheder godt være inspireret af den kristne kærlighedstanke. Det er noget andet.
Jeg tænker, det er derfor, Gud blev menneske: for at oplyse og inspirere. Vi kan give hinanden og enhver rettigheder; så har vi et retssamfund. Og så må vi lade Gud om at give alle og enhver kærlighed og således inspirere. Inspirere.
Etymologisk kommer inspirere af latin in-spirare, som betyder “at indånde” eller “at blæse ind i”. Roden spirare betyder “at ånde”, “at trække vejret”. At lade sig inspirere er at lade sig beånde af noget større – eller erkendelsen af, at noget større har beåndet én; måske ordet om, at man er omfattet af kærlighed, selv om man er et balladebarn eller et pyntehavebarn &hellip;
Men hvorfor skal man så døbes, hvis det er ligegyldigt, om man er et balladebarn eller et pyntehavebarn? Er det ikke, fordi man så at sige skal vaskes, så man står ren for Gud? Eller er det, fordi man vasker det gamle liv af sig for at begynde på ny? Eller er det for at markere en omvendelse: at man forlader en gammel vej og går ind på en ny? Hvis det ikke markerer, at man går fra den forkerte side af hegnet til den rigtige, hvorfor så gøre det?
Den tidligere engelske ærkebiskop Rowan Williams formulerer et sted:
"[At blive døbt er ikke] et privilegium, som adskiller os fra og hæver os over resten af menneskeheden. At kalde sig døbt er tværtimod at hævde en ny grad af solidaritet med andre mennesker. Det at være kristen er at være påvirket af – for ikke at sige forurenet af – rodet i den menneskelige verden... De døbtes forsamling består altså ikke af en afgrænset privilegeret elite, men af dem, der har accepteret, hvad det vil sige at være stillet midt i en nødlidende, uren og kaotisk verden. Med andre ord: Du kan ikke dykke ned i Jordandalens vand uden at rode en masse mudder op."
Det er så smukt, at der skal et barn til at forstå det. Amen.

Et religiøst maleri, der forestiller Jesus, som præsenterer baby Jesus for Jomfru Maria udendørs.

Pyntehavebørn

Prædiken af Thomas Høg Nørager i Stefanskirken 1. søndag efter Hellig 3 konger 11. januar 2026

Se dagens tekster her: https://www.bibelselskabet.dk/...

---

Når vi læser og hører den tekst, vi just har hørt, så kan man godt blive ...

Pyntehavebørn

Man sover så godt om natten
Prædiken af Thomas Høg Nørager i Stefanskirken 1. søndag efter Trinitatis 7. juni 2026
 
Se dagens tekster her: <a href="https://www.bibelselskabet.dk/1-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke">https://www.bibelselskabet.dk/1-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke</a> 
---
 
Dagens tekster synes måske, og for en gang skyld, at høre til de mere enkle. Vi hørte det læst op fra altret: kærlighed til penge er roden til alt ondt. Gudsfrygt sammen med nøjsomhed bærer lønnen i sig selv. Og ja, Jesus fortæller en lignelse der ikke overlader meget til fantasien: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.
 
Lige hvad angår det sidste, så det er måske værd at bemærke, at Jesu lignelse jo er forfattet af evangelisten Lukas – det er altså forfatteren Lukas udgave af Jesus vi hører – og Lukas har aldrig haft det nemt med rige. Han kan simpelthen ikke li’ rige mennesker. At udskamme den rige er nærmest et omkvæd i Lukasevangeliet, så man må spørge om det er Jesus eller Lukas der udtaler sig sådan.
 
Men nuvel en vis skepsis over overdreven rigdom er Lukas nu ikke ene om. Brevskriveren Paulus ligger heller ikke under for omkvædet når han siger: kærlighed til penge er roden til alt ondt, bortset fra en lille forskydning, som kan synes banal, men som er helt afgørende. Den forskydning vender jeg tilbage til
 
Jeg kom på sporet da vi i vinters læste Albert Camus’ roman Faldet, hvis fortælling er lagt i munden på den fallerede forsvarsadvokat Jean-Baptiste Clemence, der indleder præsentationen af sig selv med at sige: ”For nogle år siden var jeg advokat i Paris og, min tro, en ret kendt advokat. Jeg har naturligvis ikke sagt til Dem hvad jeg egentlig hedder. Jeg havde et speciale: de ædle sager. Enken og det forældreløse barn, som man siger, jeg ved ikke hvorfor, for der er enker, der snyder og bedrager, og forældreløse børn, der er grusomme og brutale. Men jeg behøvede bare at fornemme et anstrøg af offer hos en anklaget så samlede alt i mig til handling”.
 
Ja, hvad siger advokaten i grunden her. Jeg havde de ædle sager, for jeg tjente de fattige, altså enken og de forældrelæse. Det er vel i grunden en opsamling af Lukas-evangeliet, som også på mange måde er gået ind i vores kultur. Er du rig er du suspekt, er du fattig er du et offer. Hvilket lige så hurtigt bliver til: er du fattig er du god; er du rig er du ond. Er du fattig fortjener du omsorg; er du rig fortjener du skepsis og afsløring. 
I dansk populærkultur kørte for nylig tv-serien Reservatet som ikke fremstillede velhavere nord for Københavns specielt godt. Hvilken fryd det var at sidde på Nørrebro med sin studiegæld og føle sig som et bedre menneske. Ja, for var det i grunden ikke det bedste ved serien, at den fik os til at føle os bedre.
 
I hver fald var det, hvad der drev engagementet hos de fattiges advokat Jean-Baptiste der forklarer: ”jeg var hjulpet af to ægte følelser: tilfredsheden ved at befinde mig på den rigtige side af skranken og en instinktiv foragt for dommere”.
 
Åh ja, indskyder jeg, tilfredsheden – eller skulle vi sige selvtilfredsheden - med at være på den rigtige side af skranken, siger advokaten her. I dansk politik, hører man igen og igen et ekko når endnu en politiker fremhæver sig selv for at stå på den rigtige side af historien. Men det er da også et dejligt sted at stå. Som advokaten Jean-Baptiste siger: ”Men, altså, jeg var på den rigtige side, og det var nok til at give mig fred i sjælen”.
 
Er det også sådan vi har det? Tilfredse med at bo i det rigtige postnummer, på den rigtige side af kommunegrænsen, lang fra reservatet. Taknemmelige for at der heldigvis er nogen der er rigere, så man selv ikke kan regnes med i den klub, ja, gud ske tak og lov for de rige, så alle kan se at jeg ikke er som dem. Lykkelige for at stå på den rigtige side af skranken, at vide sig stående på den rigtige side af historien.
 
Jo, jo, Vores advokat arbejdede skam også i velgørenhed, nej der var ikke en moralsk finger at sætte, han siger: ”endelig har jeg aldrig forlangt honorar af fattige mennesker, en ting, jeg aldrig har udbasuneret. Tro nu ikke, min herre, at jeg bryster mig af noget af alt dette. Jeg havde virkelig ingen fortjeneste selv: Den grådighed, der i vores samfund har gjort det ud for ambition, har altid kaldt på latteren hos mig”. &hellip; og nu kommer det &hellip; det er helt utroligt godt det her&hellip; så siger han: Jeg stilede højere (&hellip;) De kan forestille dem hvor tilfreds jeg var. Jeg nød at have den natur jeg havde, (&hellip;)
 
Åh jeg elsker den har passage hos Camus, der lader hovedperson gå linen ud, og udstille sin selvretfærdige selvtilfredshed, hvor tanken om hvor god man er, fordi man ikke er som de rige, fordi man ikke er som borgerskabet, fordi man ikke engang vil kræve sit honorar, bærer lønnen i sig selv, giver den&nbsp; forløsende fred i sjælen og stiller ham på den såkaldt rigtige side af historien&hellip;
 
Men hvad var han da uden den rige? Hvad var han da uden borgerskabet? Hvad var han da uden lønmodtagerne? så man kunne se hans velgørenhed?&nbsp; Hvad var han da uden de forkerte?
 
Hvad var evangelisten Lukasevangelisten uden de rige ... Og hvad var vi uden&hellip; tør vi indrømme at vi alle &hellip; 
Jeg lovede at vende tilbage til Paulus, der hvor han siger: ”kærlighed til penge er roden til alt ondt”. Jeg nævnede her en lille forskydning som er vigtig. Hvor Lukas nærmest siger: ”penge er roden til alt ondt”. Da siger Paulus: ”Kærlighed til penge er roden til alt ondt”. I den lille forskydning ligger en afgørende forskel. 
Det er ikke penge i sig selv der gør verden ond. Det er kærligheden til penge. Man kan spørge sig selv: skaffer jeg medmennesker for at tjene penge, eller skaffer jeg penge for at tjene medmennesker?
 
Man kan også spørge sig selv hvad ens pengevaluta er. For nogen er det sedler og mønter. For andre er det at stå moralsk ren og retfærdig. Så kunne man spørge sig selv, tjener jeg i grunden medmennesker for at skaffe mig moralsk anseelse&hellip;&nbsp; for som vores advokat så fint sagde det, så sover man så godt om natten&hellip; Amen
 
&nbsp;
 
&nbsp;

Gammel købmand, der tæller mønter i en detaljeret historisk gravering med landlige scener i baggrunden.

Man sover så godt om natten

Prædiken af Thomas Høg Nørager i Stefanskirken 1. søndag efter Trinitatis 7. juni 2026

Se dagens tekster her: https://www.bibelselskabet.dk/1-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke

---

Dagens tekster synes måske, og fo...

Man sover så godt om natten

Livet koster livet&nbsp;
Prædiken af Thomas Høg Nørager i Stefanskirken 2. søndag efter Trinitatis 14. juni 2026
 
Se dagens tekster her: <a href="https://www.bibelselskabet.dk/2-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke">https://www.bibelselskabet.dk/2-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke</a> 
---
 
Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel, lyder en af de sætninger, vi skal forholde os til.
 
Og så den her krigsmetafor: Eller hvilken konge vil drage i krig mod en anden konge uden først at have sat sig ned for at overveje, om han med ti tusind mand er stærk nok?
 
Og så saltet: Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen? Man smider det væk.
 
Men jeg prøver at forholde mig til, at der er mening med tin Seksagesima 8. februar 2026gene. At vi kan forstå noget ved de her sætninger og de her billeder. Noget, der fortæller om livets yderste sandheder. For det er jo det, religiøse tekster vil: fortælle os om livets yderste og inderste sandheder.
 
Jeg kom på sporet, da jeg i de forløbne uger genså Anders Refn og Flemming Quist Møllers danske storfilm De Forbandede År, som skildrer Danmarks samarbejdspolitik under den tyske besættelse og viser, hvordan krigens ubønhørlige greb splitter en dansk familie i årene 1940-45.
 
Karl Skov, som spilles formidabelt af Jesper Christensen, er ejer af en stor elektronikfabrik og har med sin stærke kone, spillet uovertruffent af Bodil Jørgensen, fem børn. De lever det gode, privilegerede overklasseliv på Strandvejen nord for København, da nazisterne besætter Danmark i april 1940.
 
Karl kæmper for at beskytte sin familie. Det er hans instinkt. Han er en god mand. Han er ansvarlig. Så han følger myndighedernes anvisninger. Han stoler på regeringen, og han stoler på politiet. Det gør man vel som god borger. Men fra begyndelsen krakelerer det.
 
Den ældste søn er soldat og krymper under ydmygelsen over, at Danmark ikke kæmpede den 9. april, og at han skal hilse ærefuldt på tyske soldater. Han er magtesløs, han er kraftløs, han er som salt, der har mistet sin kraft ...
 
Faderen Karl Skov prøver desperat at holde familien sammen. Men når han gør det rigtige, gør han det forkerte. Hans kones jødiske venner banker på døren. På flugt. Karl ringer selvfølgelig til politimesteren. Det skal man jo. Det fører ad omveje til jødernes udlevering til tysk koncentrationslejr og død.
 
Karl kæmper for at videreføre produktionen på fabrikken. For at beskytte sin familie og sine ansatte mod økonomisk ruin begynder han modstræbende at producere til det tyske marked. Men når han gør det rigtige, gør han det forkerte. Regering og erhvervsliv siger ja. Hans kones blik siger alt – siger nej. Samarbejdet er forkert. Men skal jeg lade os gå konkurs og vores ansatte blive arbejdsløse? råber en desperat Karl Skov.&nbsp;
Krigen splitter dem ad. At gøre det rigtige er at gøre det forkerte; at gøre det forkerte er at gøre det rigtige.
 
Datteren bliver forelsket i en højt dekoreret tysk nazist. Skal man følge sit hjerte? Skal man følge kærligheden? Eller skal man følge sin moders nej? Må vi da ikke vælge selv? Skal en mor bestemme over sin datters kærlighed?
 
Den ældste søn går ind i Frikorps Danmark og kæmper på nazisternes side mod Sovjetunionens og kommunismens fremrykning. Mange af de unge forstod, at det var med regeringens godkendelse og billigelse. Men det var det forkerte. Ved vi nu. Det vidste vi ikke dengang.
 
Den næstældste søn bliver modstandsmand og begynder at lave livsfarlige sabotageaktioner og stikkerlikvideringer. Alle modstandsmænd og -kvinder vidste, at det var ulovligt. At det var stik imod de danske myndigheders forordninger. At det var strafbart med døden. Men det var det rigtige. Ved vi nu. Det vidste vi ikke dengang.
 
Dengang måtte fabriksejere, forelskede og deres mødre, frikorpskæmpere og modstandsfolk træffe valget selv uden at vide, hvordan eftertiden ville dømme dem. Det var uden facitliste. Vi kan se tilbage. Det privilegium havde de ikke.
 
Kan vi forestille os de indre sjælekvaler, de måtte have haft? Når naboer vender dig ryggen, dér hvor du mener, du har handlet ansvarligt. Når din elskede vender dig ryggen. Når dit land vender dig ryggen.
 
Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen? spørger dagens tekst.
 
Og vi forstår, at det handler om mennesker. Det handler om livskraften. Og hvordan bevarer vi livskraften i en tid, hvor vi umuligt kan handle rigtigt? Hvor der kun findes dilemmaer.
 
Hvilken konge vil drage i krig mod en anden konge uden først at have sat sig ned for at overveje, om han med ti tusind mand er stærk nok? lyder bibelteksten.
 
Men ingen konge vil kunne beregne udfaldet. Hvad er bedst: at være ærefuldt død eller at være æreløst i live?
 
Kan vi anerkende, at vi kan mene noget forskelligt uden at vende hinanden ryggen? Kan vi anerkende vores børn i at elske dem, de vil, uden at vende dem ryggen? Kan vi anerkende vores fabriksejere i, at de ikke handlede efter egen vinding, men i ansvar for familier og fædreland? Kan vi anerkende vores politikere i, at de ikke handlede efter egen vinding, men i ansvar for familier og fædreland?
 
Der er mange konflikter i vores samfund lige nu, og der er altid konflikter i familien – også lige nu. Kan vi anerkende, at vi kan mene noget forskelligt uden at vende hinanden ryggen?&nbsp;
Eller! Eller er det omvendt? Er det, fordi vi ikke har modet til at vende hinanden ryggen, at vi mister vores livskraft?
 
Centralt i filmene De Forbandede År står konflikten mellem sønnen Aksel og faderen Karl.
 
Karl holder fast i den officielle danske samarbejdspolitik. Hans argument er tredobbelt: Han har ansvar for sine ansatte, han har ansvar for familien, og kaos og åben modstand vil gøre alting værre. Karl er absolut ikke nazist. Han er patriot og ansvarlig samfundsborger.
 
For sønnen Aksel bliver faderens argument om ansvar og orden en undskyldning for at hjælpe besættelsesmagten. Karl ser omvendt Aksels illegale modstandsarbejde som en direkte trussel mod alt, hvad han forsøger at beskytte: familiens, fabrikkens og medarbejdernes liv.
 
Karl er ikke kun en skurk. Vi ser hans sjælekamp. Han frygter at miste sin søn. Men må vende ryggen til ham i lyset af sønnens modstandskamp.
 
Aksel er ikke kun en engel. Vi ser de dødelige konsekvenser af hans dumdristighed. Han ved, at faderen på et plan har ret. Men må vende ryggen til ham i lyset af faderens samarbejdspolitik.
 
Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel, lyder den bibeltekst, som nu ikke længere lyder så uforståelig.
 
Dog er det vigtigt at forstå, at Jesus-figuren i de bibelske evangelier skal ses som billedet på sandhed og kærlighed. Jesus siger ikke: Nu skal I alle blive gode, fromme kristne. Jesus siger: I skal søge sandheden og kærligheden, om så det koster. Om så det koster en far sin søn, en mor sin datter. I skal søge sandheden og kærligheden, om så det koster.
 
At turde anerkende hinanden i at søge sandheden, om så det koster. At alting ikke kan være lige meget og lige godt. Ikke fordi vi skal vende hinanden ryggen. Men fordi det kan blive nødvendigt. Tænk, at livet koster livet, skrev en salmedigter engang. Amen. 
&nbsp;

Livet koster livet

Prædiken af Thomas Høg Nørager i Stefanskirken 2. søndag efter Trinitatis 14. juni 2026

Se dagens tekster her: https://www.bibelselskabet.dk/2-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke

---

Hvis nogen kommer til mig og ikke hader s...