Filtermenu

Sortér

Livet koster livet&nbsp;
Prædiken af Thomas Høg Nørager i Stefanskirken 2. søndag efter Trinitatis 14. juni 2026
 
Se dagens tekster her: <a href="https://www.bibelselskabet.dk/2-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke">https://www.bibelselskabet.dk/2-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke</a> 
---
 
Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel, lyder en af de sætninger, vi skal forholde os til.
 
Og så den her krigsmetafor: Eller hvilken konge vil drage i krig mod en anden konge uden først at have sat sig ned for at overveje, om han med ti tusind mand er stærk nok?
 
Og så saltet: Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen? Man smider det væk.
 
Men jeg prøver at forholde mig til, at der er mening med tin Seksagesima 8. februar 2026gene. At vi kan forstå noget ved de her sætninger og de her billeder. Noget, der fortæller om livets yderste sandheder. For det er jo det, religiøse tekster vil: fortælle os om livets yderste og inderste sandheder.
 
Jeg kom på sporet, da jeg i de forløbne uger genså Anders Refn og Flemming Quist Møllers danske storfilm De Forbandede År, som skildrer Danmarks samarbejdspolitik under den tyske besættelse og viser, hvordan krigens ubønhørlige greb splitter en dansk familie i årene 1940-45.
 
Karl Skov, som spilles formidabelt af Jesper Christensen, er ejer af en stor elektronikfabrik og har med sin stærke kone, spillet uovertruffent af Bodil Jørgensen, fem børn. De lever det gode, privilegerede overklasseliv på Strandvejen nord for København, da nazisterne besætter Danmark i april 1940.
 
Karl kæmper for at beskytte sin familie. Det er hans instinkt. Han er en god mand. Han er ansvarlig. Så han følger myndighedernes anvisninger. Han stoler på regeringen, og han stoler på politiet. Det gør man vel som god borger. Men fra begyndelsen krakelerer det.
 
Den ældste søn er soldat og krymper under ydmygelsen over, at Danmark ikke kæmpede den 9. april, og at han skal hilse ærefuldt på tyske soldater. Han er magtesløs, han er kraftløs, han er som salt, der har mistet sin kraft ...
 
Faderen Karl Skov prøver desperat at holde familien sammen. Men når han gør det rigtige, gør han det forkerte. Hans kones jødiske venner banker på døren. På flugt. Karl ringer selvfølgelig til politimesteren. Det skal man jo. Det fører ad omveje til jødernes udlevering til tysk koncentrationslejr og død.
 
Karl kæmper for at videreføre produktionen på fabrikken. For at beskytte sin familie og sine ansatte mod økonomisk ruin begynder han modstræbende at producere til det tyske marked. Men når han gør det rigtige, gør han det forkerte. Regering og erhvervsliv siger ja. Hans kones blik siger alt – siger nej. Samarbejdet er forkert. Men skal jeg lade os gå konkurs og vores ansatte blive arbejdsløse? råber en desperat Karl Skov.&nbsp;
Krigen splitter dem ad. At gøre det rigtige er at gøre det forkerte; at gøre det forkerte er at gøre det rigtige.
 
Datteren bliver forelsket i en højt dekoreret tysk nazist. Skal man følge sit hjerte? Skal man følge kærligheden? Eller skal man følge sin moders nej? Må vi da ikke vælge selv? Skal en mor bestemme over sin datters kærlighed?
 
Den ældste søn går ind i Frikorps Danmark og kæmper på nazisternes side mod Sovjetunionens og kommunismens fremrykning. Mange af de unge forstod, at det var med regeringens godkendelse og billigelse. Men det var det forkerte. Ved vi nu. Det vidste vi ikke dengang.
 
Den næstældste søn bliver modstandsmand og begynder at lave livsfarlige sabotageaktioner og stikkerlikvideringer. Alle modstandsmænd og -kvinder vidste, at det var ulovligt. At det var stik imod de danske myndigheders forordninger. At det var strafbart med døden. Men det var det rigtige. Ved vi nu. Det vidste vi ikke dengang.
 
Dengang måtte fabriksejere, forelskede og deres mødre, frikorpskæmpere og modstandsfolk træffe valget selv uden at vide, hvordan eftertiden ville dømme dem. Det var uden facitliste. Vi kan se tilbage. Det privilegium havde de ikke.
 
Kan vi forestille os de indre sjælekvaler, de måtte have haft? Når naboer vender dig ryggen, dér hvor du mener, du har handlet ansvarligt. Når din elskede vender dig ryggen. Når dit land vender dig ryggen.
 
Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen? spørger dagens tekst.
 
Og vi forstår, at det handler om mennesker. Det handler om livskraften. Og hvordan bevarer vi livskraften i en tid, hvor vi umuligt kan handle rigtigt? Hvor der kun findes dilemmaer.
 
Hvilken konge vil drage i krig mod en anden konge uden først at have sat sig ned for at overveje, om han med ti tusind mand er stærk nok? lyder bibelteksten.
 
Men ingen konge vil kunne beregne udfaldet. Hvad er bedst: at være ærefuldt død eller at være æreløst i live?
 
Kan vi anerkende, at vi kan mene noget forskelligt uden at vende hinanden ryggen? Kan vi anerkende vores børn i at elske dem, de vil, uden at vende dem ryggen? Kan vi anerkende vores fabriksejere i, at de ikke handlede efter egen vinding, men i ansvar for familier og fædreland? Kan vi anerkende vores politikere i, at de ikke handlede efter egen vinding, men i ansvar for familier og fædreland?
 
Der er mange konflikter i vores samfund lige nu, og der er altid konflikter i familien – også lige nu. Kan vi anerkende, at vi kan mene noget forskelligt uden at vende hinanden ryggen?&nbsp;
Eller! Eller er det omvendt? Er det, fordi vi ikke har modet til at vende hinanden ryggen, at vi mister vores livskraft?
 
Centralt i filmene De Forbandede År står konflikten mellem sønnen Aksel og faderen Karl.
 
Karl holder fast i den officielle danske samarbejdspolitik. Hans argument er tredobbelt: Han har ansvar for sine ansatte, han har ansvar for familien, og kaos og åben modstand vil gøre alting værre. Karl er absolut ikke nazist. Han er patriot og ansvarlig samfundsborger.
 
For sønnen Aksel bliver faderens argument om ansvar og orden en undskyldning for at hjælpe besættelsesmagten. Karl ser omvendt Aksels illegale modstandsarbejde som en direkte trussel mod alt, hvad han forsøger at beskytte: familiens, fabrikkens og medarbejdernes liv.
 
Karl er ikke kun en skurk. Vi ser hans sjælekamp. Han frygter at miste sin søn. Men må vende ryggen til ham i lyset af sønnens modstandskamp.
 
Aksel er ikke kun en engel. Vi ser de dødelige konsekvenser af hans dumdristighed. Han ved, at faderen på et plan har ret. Men må vende ryggen til ham i lyset af faderens samarbejdspolitik.
 
Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel, lyder den bibeltekst, som nu ikke længere lyder så uforståelig.
 
Dog er det vigtigt at forstå, at Jesus-figuren i de bibelske evangelier skal ses som billedet på sandhed og kærlighed. Jesus siger ikke: Nu skal I alle blive gode, fromme kristne. Jesus siger: I skal søge sandheden og kærligheden, om så det koster. Om så det koster en far sin søn, en mor sin datter. I skal søge sandheden og kærligheden, om så det koster.
 
At turde anerkende hinanden i at søge sandheden, om så det koster. At alting ikke kan være lige meget og lige godt. Ikke fordi vi skal vende hinanden ryggen. Men fordi det kan blive nødvendigt. Tænk, at livet koster livet, skrev en salmedigter engang. Amen. 
&nbsp;

Stefanskirken

Livet koster livet

Prædiken af Thomas Høg Nørager i Stefanskirken 2. søndag efter Trinitatis 14. juni 2026

Se dagens tekster her: https://www.bibelselskabet.dk/2-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke

---

Hvis nogen kommer til mig og ikke hader s...

Livet koster livet

Kærlighed til verden
Prædiken af Thomas Høg Nørager i Stefanskirken 4. søndag efter påske 3. maj 2026
Se dagens tekster her: <a href="https://www.bibelselskabet.dk/4-s-efter-paaske-fra-anden-raekke">https://www.bibelselskabet.dk/...</a>&nbsp;
---
Filosoffen Hannah Arendt ville gerne have kaldt sit hovedværk Kærlighed til verden, men kom ikke i mål; hun kaldte det i stedet Menneskets vilkår. Det var, som om hun aldrig helt lærte at elske verden. Hun erfarede, at man kunne elske i verden – men lærte måske aldrig helt at elske verden som sådan. Forfatteren Karl Ove Knausgårds første, prisbelønnede værk hedder Ude af verden. Hans senere hovedværk Min kamp er i grunden en beskrivelse af en mands kamp for at komme ind i verden – og lære at elske den.&nbsp;
Kristendommen er ikke kun en tro og en religiøs praksis; kristendommen er også en måde at tænke på. Når kristendommen fortæller sine fortællinger, skal vi ikke spørge, om det skete sådan; men spørge: hvad vil fortællingen sige os. Kristendommen begynder med, at Gud bliver menneske. Det er den afgørende pointe. At Jesus ikke blot er en profet eller et stort menneske, men Gud selv i menneskekød.&nbsp;
Gud går ind i verden. Gud forbinder sig med verden. Fortællingen understreger det gang på gang. Jesus lader sig døbe i Jordanflodens mudrede vande – himmelguden forbinder sig symbolsk med det element, alt jordisk har til fælles: vandet. Eller da Jesus er død og lægges i gravhulen – konkret forbinder Gud sig med det element, alt jordisk er gjort af: jorden. Gud forbinder sig med verden. Det er den grundtanke – og i grunden en revolution – som kristendommen sætter ind i verden: at verden er værd at elske, og at mennesket er værd at elske. Ikke bare mændene, ikke bare de rige, ikke bare vennerne, ikke bare de etnisk rene – men mennesket som sådan er værd at elske.&nbsp;
Verden som sådan er værd at elske. Det er en måde at tænke på. Og uden nødvendigvis at vide, at denne tanke stammer fra kristendommen, er det ikke desto mindre den tanke, som Hannah Arendt, Karl Ove Knausgård og måske hele menneskeheden kæmper med: Hvordan forbinder jeg mig med verden? Kan jeg elske verden – og ikke bare elske i verden?&nbsp;
Jeg citerede Suzanne Brøgger for et par søndage siden, som siger: Det er en pligt at elske verden. Den store Århus-teolog Johannes Sløk gav op. Han kunne ikke. Han mente, at verden var tavs, når mennesket efterspurgte mening. Så han kaldte mennesket en misforståelse – en fejludvikling, hvis eneste trøst var ordet om Guds nåde. Sløk lærte aldrig at elske verden. En anden stor Århus-teolog, K. E. Løgstrup, så det anderledes. Han sagde, at jorden, verden, er vores ophav. Det er jorden, der giver mennesket mening. Vi skal ikke spørge efter mening – vi skal tage imod den mening, som allerede strømmer imod os fra verden: sol, regn, ilt, næring. Løgstrup så, at der i verdens fænomener ligger en fordring om at elske verden.&nbsp;
Niels Grønkjær den største nulevende danske teolog og elev af både Sløk og Løgstrup citerer i sit nyeste værk en prædiken fra år 403, som Augustin holdt i Rom, da den gamle verden var ved at gå under: “Verden er ond, siger de. Men himlen, jorden, fiskene, dyrene, træerne – alt dette er godt. Det er mennesker, der handler ondt, som gør verden ond. Men lad os leve ordentligt, så vil tiderne blive gode. Vi er tiderne: sådan som vi er, er tiderne.” Jeg vil mene, at det stiller store krav til os.&nbsp;
For vi lever i en overgangstid, vi ved ikke, hvordan fremtiden kommer til at se ud: krige, klima, økonomiske kriser, sociale mediers opsplitning af samtalen, mistrivsel. Det kan give anledning til flere tendenser. Man kan længes efter gamle dage og indtage en konservativ indstilling, begræde at verden er af lave og længes tilbage til de gode gamle dage, hvor der var orden på tingene.&nbsp;
Nogle tager slips på for at ligne deres farfar; andre tager paryk på for at ligne Elvis. Eller man kan længes efter et endnu ikke realiseret utopi: fremtidens rige, hvor vi alle er lige. En revolutionær holdning, som vil omstyrte dette samfund for at skabe et nyt. Det kan være religiøst – man drømmer sig ind i himlen – eller politisk, hvor man vil omforme verden med magt. Man kan også trække sig følelsesmæssigt ud af verden – gøre sig kynisk. Nogle trækker sig tilbage i naturen; andre går på børsen og gør livet til et spil. Konservativt: at leve i fortiden. Revolutionært: at leve i fremtiden. Stoisk: måske i grunden slet ikke at leve.&nbsp;
Kristendommens fordring går på tværs af det hele. Den søger ikke det rene, men det brogede. Ikke det ensartede, men det blandede. Den konservative søger den rene fortid; den revolutionære den rene fremtid; stoikeren den rene tanke. Men ingen af dem elsker verden af i dag. Kristendommens grundytring er, at Gud forbinder sig med det brogede, det blandede. Den handler ikke om at rense, men om at rumme; ikke om at udgrænse, men om at indoptage. Den kalder os til at elske verden af i dag. Den konservative elsker verden af i går; den revolutionære elsker verden af i morgen.&nbsp;
Johannes Sløk kunne slet ikke elske; han minder om Stoikeren der har trukket sine følelser tilbage – de glemte at se at livet er en gensidig forbindelse. Judith Butler, den kontroversielle kønsforsker siger om forbindelsens gensidighed “Jeg er ikke dig, men jeg kan ikke tænke mig uden dig. Du er ikke mig, men jeg håber, du ikke kan tænke dig uden mig.” Sådan lader kristendommen sin Gud blive til: ikke ved at guden bliver som os, men ved at forbinde sig med os, uden at vi deraf skal blive gud.&nbsp;
Sådan kan vi også leve: forbundne med hinanden uden at blive ens. Så behøver vi ikke længes efter en anden og bedre verden. Og der er i øvrigt ikke andre verdner, Niels Grønkjær konkluderer: Hvis vi ikke nostalgisk bliver hængende i fortiden og ikke blot affinder os med tiden, men lever i den, så vil vi ikke frygte fremtiden.&nbsp;
Så bliver der en ny begyndelse, som giver os ret til at håbe – og kraft til at elske fremtiden. Og jeg vil sige: Ja. Livet er smukt, og verden er elskværdig. Amen.

En skægget ældre salver en knælende mand, mens soldater og tilskuere overværer scenen i en dramatisk bibelsk situation.

Kærlighed til verden

Prædiken af Thomas Høg Nørager i Stefanskirken 4. søndag efter påske 3. maj 2026

Se dagens tekster her: https://www.bibelselskabet.dk/...

---

Filosoffen Hannah Arendt ville gerne have kaldt sit hovedværk Kærlighed til verd...

Kærlighed til verden

Kristen civilisation&nbsp;
Prædiken af Thomas Høg Nørager i Stefanskirken St.bededag 1. maj 2026
 
Se dagens tekster her: <a href="https://www.bibelselskabet.dk/store-bededag-fra-anden-raekke">https://www.bibelselskabet.dk/store-bededag-fra-anden-raekke</a> 
---
 
Vi lever i en overgangstid. Jeg tror, vi har opdaget, at vi med Berlinmurens fald alligevel ikke har fået en verden, hvor det liberale, globale Vesten med dets frihandel og fritvalgssamfund er det eneste samfund, som borgere verden over vil have. Mange udefra ser det som et værditomt, historieløst og familiefjendsk livsgrundlag, som skal bekæmpes. Mange indefra har ikke fået deres ønsker indfriet. Klimapåvirkningerne og de økonomiske uligheder er kun blevet værre og mere faretruende.
 
Men vi har ikke opdaget, hvad vi så skal gøre. Her følger ofte to tendenser. Man kan længes efter gamle dage. Man kan indtage en konservativ indstilling, begræde at verden er af lave og længes tilbage til de gode gamle dage, hvor der var orden på tingene – og som den franske forfatter Marcel Proust gå på sporet af den tabte tid. Man begynder at gå med slips og kræve kvinderne tilbage til kødgryderne.
 
Eller man kan længes efter et endnu ikke realiseret utopi: fremtidens rige, hvor vi endelig er nået til det sted, hvor vi alle er rige – eller alle er lige. Altså det modsatte af en konservativ holdning: en revolutionær holdning, som vil omstyrte dette samfund for at skabe et nyt. Det lyder besnærende, ja ligefrem fristende – hvis ikke man ser, hvordan Den Franske Revolution førte til terrorregimet, hvordan Pariserkommunen begyndte og endte blodigt, hvordan den uhæmmede fremskridtsoptimisme i 1900-tallets første halvdel endte i Første Verdenskrigs skyttegrave, og hvordan den russiske revolution affødte stalinismen. Ja – og som sagt: den drøm om demokratiets og menneskerettighedernes verdensherredømme, som Berlinmurens fald bar med sig, er selv sunket i grus.
 
Så nu er vi her.
 
Nogle – det har vi set i dag, 1. maj – tror stadig på revolutionen og råber på en anden verden end den, vi står midt i: en fremtidig utopi. Andre kigger tilbage og påberåber sig en anden verden: en fortidig utopi. Men ingen af dem findes. Det er ukonkret. Det er luftkasteller. Det er overtro.
 
Kristendom er ikke overtro, men tro. Tro på, at denne verden er meningsfuld. Den konservative kalder verden af i går meningsfuld; den revolutionære kalder verden af i morgen meningsfuld; kristendommen kalder verden af i dag meningsfuld. Den verden, du kan se. Den verden, som er konkret – med dens glæder og sorger. At vi står i en overgangstid, gør os ikke til overgangsmennesker; gør ikke vores problemer til overgangsproblemer.
 
Kristendommen begynder med, at Gud bliver menneske. Det er den afgørende pointe. At Jesus ikke blot er en profet eller et stort menneske, men Gud selv i menneskeskikkelse. Gud forbinder sig med verden; forbinder sig med nuet. Gud er i nuet.
 
Kristendommen kan blive fristet til at se tilbage mod paradis eller frem mod en kommende verden. Men kristendom er, at Gud har forbundet sig med denne verden - nu.
 
Kristendom er en måde at forstå sig selv og sin verden på: Gud forsager ikke verden; Gud afviser ikke verden; Gud går ind i verden og tager dens splittelser på sig – lever, dør, elsker, ånder, vredes, græder, glædes, synger, ængstes, tømmes, fyldes, opstår.
 
Derfor kan vi også tage verden på os – ikke som noget, der skal forsages, eller som noget, der skal nedvurderes i forhold til en fortid eller en fremtid, men som noget, der skal tages imod i al sin konkrete virkelighed, med alle dens splittelser.
 
Vi må genopdage en skelnen: skellet mellem kristen religion og kristen civilisation. Den kristne religion er det, der foregår i kirken. Men af den er der – i hvert fald i vores del af verden – vokset en civilisation frem. I den kristne religion bekender vi troen på Gud Fader den almægtige, på Jesus Kristus, hans enbårne søn, og på Helligånden. I den kristne civilisation er man fri til at tro – og fri til ikke at tro.
 
Den kommer til udtryk i Danmarks Riges Grundlov: retten til at samles og dyrke Gud efter sin overbevisning. Ytringsfrihed, samvittighedsfrihed&nbsp; forsamlingsfrihed religionsfrihed er frugter af denne civilisation.
 
For virkeligheden er splittet. Mennesket er splittet. Vi er ikke entydige – ofte ikke engang for os selv. Kristendommens grundudsagn er, at Gud forbinder sig med den splittede jord og det splittede menneske og tager splittelsen på sig.
 
Deraf bliver det en kristen civilisations opgave ikke at gøre mennesket ens, men at skabe rum for det forskellige. Ikke at udviske forskelle – for det er netop det, fjender gør – men at leve af dem.
 
Når vi ikke længere skal udviske forskelle, men forsoner os med, at forskelle er livets vilkår, så fristes vi ikke til at drømme om et andet sted.
 
Så kan verden være uoverskuelig og problemfyldt – og alligevel den jord, som Gud har forbundet sig med. Og hvis det er godt nok til Gud, så må det være godt nok til os.
 
Heraf tanken: ikke at flygte ind i fortiden eller fremtiden – men at forbinde sig med verden af i dag. Amen.

Jesus underviser en stor skare af hengivne tilhængere på en bjergside.

Kristen civilisation

Prædiken af Thomas Høg Nørager i Stefanskirken St.bededag 1. maj 2026

Se dagens tekster her: https://www.bibelselskabet.dk/store-bededag-fra-anden-raekke

---

Vi lever i en overgangstid. Jeg tror, vi har opdaget, at vi med ...

Kristen civilisation

Kick out the jams&nbsp; Prædiken af Thomas Høg Nørager i Stefanskirken Nytår 1. januar 2026
Se dagens tekster her: <a href="https://www.bibelselskabet.dk/nytaarsdag-fra-anden-raekke">https://www.bibelselskabet.dk/nytaarsdag-fra-anden-raekke</a> 
---
 
MC5’s Kick out the jams var den første engelsksprogede plade jeg købte (hos Pladepusheren i Aalborg), og den første plade jeg satte på mit konfirmationsanlæg. Og jeg husker Rob Tyner råber: &hellip; "Brothers and sisters, the time has come for each and every one of you to decide whether you are gonna be the problem or whether you are gonna be the solution”&hellip; Yeah! 
“Brødre og søstre, nu er øjeblikket kommet, hvor hver eneste af jer må vælge: Vil I være problemet – eller vil I være løsningen?”
 
Godt nytår! Til store små; til dem der tror og dem der tvivler&hellip; Jesus sagde: »Når I beder, må I ikke være som hyklerne, men så lige i dag også godt nytår til alle hyklerne – dvs godt nytår til os alle – også til Rob Turner, som I sin ungdoms vovemod og revolutionsromantik begik den samme studentikose fejlslutning som de også de fleste demonstranter op og ned ad Nørrebrogade begår: at man kan stille sig på den rigtige side af historien, at man kan stille sig på den rene side af historien, den korrekte, den retfærdige, den gode side; at man kan stille sig blandt de udvalgte, de oplyste, indsigtsfulde og dannede som en del af løsningen – på den side af fortovet hvor kan tillade sig at råbe skældsord, eder og forbandelser af andre
 
En fejslslutning hvor jeg endnu har til gode at møde én der ikke har begået den, ja ja, ok da, og inklusive mig selv&hellip;
 
Jeg ved ikke om jeg ville ønske det og jeg ved heller ikke hvordan det ville lyde, men hvor ville have været sindssygt hvis Rob Turner havde råbt: “Brødre og søstre, nu er øjeblikket kommet, hvor hver eneste af os må indrømme: Vi er dømt til både at være problemet og til at være løsningen – vi er dømt til at være i rodet i miseren i den brogede verden. Der hvor vi ikke ved om står på den rigtige eller forkerte side af historien, men må famle os i blinde i håbet om at noget lykkes. Når vi bedriver politik, når vi laver fællsskaber når vi indgår partnerskaber, når vi bygger huse veje og broer. Når vi indretter hospitaler ogsundhedvæsen og pensionsordninger. Når vores grænser trues eller når undertrykte folk kalder på vores hjælp. “Brødre og søstre, nu er øjeblikket kommet, hvor hver eneste af os må indrømme: Vi er dømt til både at være problemet og til at være løsningen. For ingen af os ved alt – men der er ikke andre end os til at lave samfund nu er øjeblikket kommet, hvor hver eneste af os må indrømme: Vi er dømt til både at være problemet og til at være løsningen – så hjælp os Gud.
 
Ok det sidste ville han nok slet ikke have sagt. Gud var ikke super moderne, i de sene 60’eres progressive bevægelse. Jeg tror heller ikke han ville have sagt det andet; altså indrømmet en usikkerhed, på sin egen dømmekrafts vegne, og jeg ved heller ikke om jeg ville have fundet pladen halvt så fascinerende som jeg gjorde dengang, hvis ikke han havde virket så sikker: “Brødre og søstre, nu er øjeblikket kommet, hvor hver eneste af jer må vælge: Vil I være problemet – eller vil I være løsningen&hellip;
 
Hvorfor siger jeg alt det her. Jo det gør jeg fordi det er nytåraften. Det er de store talers aften. Men ydermere så forpligter det jo en smule, da hele vores kalender jo tæller årene fra kristendommens fødsel. Engang talte man tiden efter konger og kejsere. Nu måler vi tiden ud fra Kristi fødsel. Denne tidsregning blev formuleret i 500-tallet af munken Dionysius Exiguus som led i kirkens arbejde under Pave Johannes I. Gennem middelalderens kirke blev systemet udbredt og gav Europa et fælles grundlag for historie, lov og dokumentation. I Danmark slog det igennem i middelalderen og fik sin nuværende kalenderform i år 1700. Derfor har vi talemåden: Det var i det Herrens år og så årstal fx 1945 at Danmark så sin befrielse; eller, når klokken slår tolv skriver vi det Herrens år 2026. 
For ikke bare årstal, men nye måder at tænke på blev ført med kristendommen ind i verden; det er grunden sindssygt hvor dugfriskt forbløffende forunderligt ordene fra Matthæusevangeliets bejrgprædiken lyder – her lader forfatteren, Jesus tale: I har hørt, at der er sagt: ›Øje for øje og tand for tand.‹&nbsp; Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til.&nbsp; Og vil nogen ved rettens hjælp tage din kjortel, så lad ham også få kappen.&nbsp; Og vil nogen tvinge dig til at følge ham én mil, så gå to mil med ham.&nbsp; Giv den, der beder dig; og vend ikke ryggen til den, der vil låne af dig. I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹&nbsp; Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender, og bed for dem, der forfølger jer,&nbsp; for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige.
 
Nu kunne man jo spørge: hvornår har du sidst vendt den anden kind til; hvornår har du sidst også ladet en få den kappe; hvornår har du sidst udvist kærlighed mod din fjende; hvornår har du sidst bedt for den der forfølger dig og man kunne som Rob Turner råbe: “Brødre og søstre, nu er øjeblikket kommet, hvor hver eneste af jer må vælge: Vil I være problemet – eller vil I være løsningen.
 
Men så sker der noget forbløffende forunderligt i ordene fra Matthæusevangeliet hvor det lyder for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvad betyder det: jamen det er jo grunden både simplet og komplekst, for på en og samme tid, bliver de retfærdige og de uretfærdige set som et sammenhængende hele: lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Ikke kun sol på de gode og regn på de onde; men det hele, både over dem som er løsningen og over dem som er problemet. 
Og i den lysregn giver det ikke mening at stille sig på den rigtige side af historien, og kigge over på dem der står på den forkerte side, for den lysregn er stedet hvor hver eneste af os må indrømme: Vi er dømt til både at være problemet og til at være løsningen. For ingen af os ved alt – men der er ikke andre end os til at lave samfund og nu er øjeblikket kommet, hvor hver eneste af os må indrømme: Vi er dømt til både at være problemet og til at være løsningen – så hjælp os Gud - også i det Herrens år 2026: Godt nytår! 
&nbsp;
 
&nbsp;

Et mørkt rum med en lysende stjerneformet struktur på væggen.

Kick out the jams


Prædiken af Thomas Høg Nørager i Stefanskirken Nytår 1. januar 2026

Se dagens tekster her: https://www.bibelselskabet.dk/nytaarsdag-fra-anden-raekke

---

MC5’s Kick out the jams var den første engelsksprogede plade jeg købte ...