Filtermenu

Sortér

14. søndag efter Trinitatis 
Prædiken af Thomas Høg Nørager&nbsp;

Holdt i Stefanskirken den 10. september 2023&nbsp;

Se teksterne her:&nbsp; <a href="https://www.bibelselskabet.dk/14-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke">14. s. efter Trinitatis fra første række | Bibelselskabet</a> &nbsp;&nbsp;

---

Der er en ting som altid har slået mig, når jeg har læst denne passage. At de spedalske nødes til at gå tilbage til deres egne præster og blive tjekket om de stadig er syge, og hvad er det der slår mig her? Jo, at de ikke nødes til at konvertere; der står intet om at nu skal de afsværge deres gamle tro, og fra nu af kalde sig kristne og sværge en ny religion evigt troskab. De får faktisk bud om at vende hjem til det de kom fra.&nbsp;

Dog ikke tomhændede. Thi en ny forståelse er givet dem. At kærlighed og menneskeværd; tilgivelse og nåde ikke kender til hverken religiøs eller menneskelig begrænsning, men omfatter den højeste som den laveste.

For at tydeliggøre den påstand kunne man fra et nutidigt kirkeligt perspektiv også sige. Guds kærlighed, dvs. dit menneskeværd, er ikke betinget af om du kalder dig kristen – eller bekender dig til kristendommen. Guds kærlighed, dit menneskeværd, kommer af myten og fortællingen om, at Gud har skabt dig.

Men Gud har mytisk-poetisk forstået skabt alt – derfor er det ikke kun dig og din gruppe – men enhver skabelse – alt levende der er Guds kærlighed og givet et livs-værd.&nbsp;&nbsp;

Men så kommer det ydermere interessante fra et nutidigt kirkeligt perspektiv, og her vil jeg citere den verdens anerkendte teolog og filosof K.E Løgstrup:

”Det er en kristelig påstand, at tanken om skabelse ikke er en særlig kristen tanke”

Hvad betyder det? - Det er en kristelig påstand, at tanken om skabelse ikke er en særlig kristen tanke.

Kunne det betyde noget i retning af, at kristendommen – den kristne forkyndelse og den kristne grundfortælling – ikke er ude på at gøre os til kristne, men er ude på at gøre os til mennesker.&nbsp;

At kristendommen – den kristne forkyndelse og den kristne grundfortælling – ikke er ude på at gøre os til medlemmer af en klub af fromme, frelse og rene. Men er ude på at vi alle smider klubvesten og træder ud i det verdensomspændende fællesskab af alt levende.

Ikke et fællesskab der siger: jeg er kristen og det er du ikke; eller du er jøde og eller er ateist og det er jeg ikke. Men et fællesskab der siger: jeg er levende og det er du også – og vi er en del af alt levende.&nbsp;&nbsp;

I 1971 skrev den store århusteolog Johannes Sløk en interessant kronik under overskriften, ’man gjorde et ord fortræd’.

Og det ord han mener vi har gjort fortræd er ordet kristen og dets beslægtede kristelig. Ordet Kristen har undergået en forfærdelig udvikling. Hvor det engang betød et. Betyder det nu noget andet. Man har besvangret ordet med betydninger det slet ikke havde i sin oprindelse. Og ordet kristen er nu faktisk ikke til at kende igen.

Som Sløk skriver: da ordet kristen kom til verden, stod det for noget bestemt. En opfattelse, en antagelse en tro, og det blev knyttet sammen med en måde at være til på, et handlingsmønster, en holdning over for andre mennesker, en betragtning af livet og døden. Ordet kristen var på den tid ladet op med et stærkt indhold af både humanisme og humanitet.&nbsp;

For man skal forstå, skriver Sløk endvidere, at ordet ’kristen’ blev sat ind i en utrolig barsk og brutal verden. Det var en verden hvor mennesker var hinandens ulve, hvor det var en selvfølge man holdt slaver, og hvor det var en dumhed at betragte slaver som mennesker; det var tværtimod god tone at mishandle dem, piske dem og slå dem ihjel.&nbsp;

Det var en verden, hvor den der ikke kunne vinde, var fortabt, hvor fattige naturligvis måtte sulte, (eller kun var et middel for de rige hoverende almisser), den værgeløse måtte gå til grunde, arbejderen slide for at de få kunne leve i ufattelig luksus.&nbsp;

Og det var en verden, hvor mennesket ikke var et menneske. Nogle var romere og havde borgerret og besad deraf agtelse og værdighed. Andre var ikke-romere og de var i grunden ikke mennesker; de var en slags dyriske væsener, man måtte holde nede.

I denne verden betød ordet kristen noget dybt humant; det antydede at den fattige ikke var en man gik forbi, men som man hjalp, at lidelser hos andre var noget man skulle dulme, at foragtede mennesker i hvert fald kunne finde et sted, hvor man ikke tog hensyn til foragten, at folk der forsyndede sig ikke skulle udstødes men tilgives.&nbsp;

Ordet ’kristen’ betød at man tog det alvorligt med sin egen moral, men ikke moraliserede på andres vegne. At man dømte sig selv hårdt, men den anden mildt.

Og ordet kristen stod for den humanistiske opfattelse at et menneske var et menneske. Hvad man ellers var, kunne være mindre væsentligt; om man var slave eller fri, romer eller barbar, fornem eller foragtet, det veg alt sammen pladsen for det faktum at man var menneske, en for hvem Kristus også var død. Kristen var et godt ord, så længe det holdt sig til sin oprindelige betydning.

Men skriver Sløk, ordet Kristen, er, som tiderne gik, blevet bortført voldtaget, og lukket inde på bordel, så det skiftede betydning.&nbsp;

Kristen gik hen og blev et stolt og hovmodigt og magtbegærligt ord. Med ordet kristen legitimerede man krige ødelæggelser, jødeforfølgelser, tortur og henrettelser, man legitimerede ophobning af rigdomme, selvglæde og magt over andre. Udviklingen forløb hurtigt. Blot få århundreder efter at ordet kristen var blevet født, var det ikke til at kende igen.&nbsp;

Og sådan er det gået fra århundreder til århundreder, skriver Sløk og skriver så ind i dagens situation, som så altså er 1971 – men når jeg har taget denne kronik med i dag, er det selvfølgelig fordi jeg finder at de ting Sløk opregner i 1971, også kan spejle vores tid anno 2023.

Sløk skriver: Når fx en gruppe mennesker markerer sig til forskel fra andre gennem ordet kristen – unge kristne, kristeligt folkeparti, kristelig lytter og fjernseer forening – da skal man sætte vagtposterne ud. Her har ordet kristen fået klang af aggression; ganske vist hyldet i lader af ydmyghed som en snerpet tante.

Hvor ordet kristen altså i sin oprindelse betød ligeværd – menneskeligt ligeværd – bruges det nu til at hævde sin merværdi og sin moralske overlegenhed.

Og her kan man jo blot tænke på hvordan vestlige politikere ofte prøver at hævde moralsk overlegenhed ved at kalde sig kristne eller hævde sin vestlige kultur som kristen. Sløk og Løgstrup ville være uenige.

Og måske både Løgstrup og Sløk har læst det evangelium om de 10 spedalske vi også har læst i dag&nbsp;

At de 10 spedalske ikke nødes til at konvertere; der står intet om at nu skal de afsværge deres gamle tro, og fra nu af kalde sig kristne og sværge en ny religion evigt troskab. De får faktisk bud om at vende hjem til det de kom fra.&nbsp;

Dog ikke tomhændede. Thi en ny forståelse er givet dem. At kærlighed og menneskeværd; tilgivelse og nåde ikke kender til hverken religiøs eller menneskelig begrænsning, men omfatter den højeste som den laveste.

Dog ikke tomhændede. Thi en ny forståelse er givet dem – ligesom den nu er givet os -&nbsp; At kærlighed og menneskeværd; tilgivelse og nåde ikke kender til hverken religiøs eller menneskelig begrænsning, men omfatter den højeste som den laveste.

Og nu forstår vi bedre citatet af K.E Løgstrup, at: ”Det er en kristelig påstand, at tanken om skabelse ikke er en særlig kristen tanke”

Ja, dette er kristendommens paradoksale evangelium, at den ikke beder om dig om iføre dig en klubvest hvorpå der står kristen. Men beder dig i grunden om at lægge klubvesten hvor du fandt den og så nøjes med at være menneske blandt menneske som en del af alt levende – smukt nok, tænker jeg&nbsp;

– og kirken er til gengæld et godt sted både at blive mindet om og sige tak for den oplysning.&nbsp;

Stefanskirken

14. søndag efter Trinitatis


Prædiken af Thomas Høg Nørager

Holdt i Stefanskirken den 10. september 2023

Se teksterne her: 14. s. efter Trinitatis fra første række | Bibelselskabet

---

Der er en ting som altid har slået mig, når jeg har læst ...

Dit menneskeværd, er ikke betinget af om du kalder dig kristen

18. søndag efter Trinitatis
Prædiken af Thomas Høg Nørager&nbsp;

Holdt i Stefanskirken den 8. oktober 2023&nbsp;

Se teksterne her:&nbsp; <a href="https://www.bibelselskabet.dk/18-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke">18. s. efter Trinitatis fra første række | Bibelselskabet</a>

---

Helt centralt i den kristne kultur står de ord som Jesus-figuren udsiger i dag:&nbsp;

Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ På de to bud hviler hele loven og profeterne.«

Især det sidste forstår vi særlig godt – vi synes i hvert fald det lyder godt: Du skal elske din næste som dig selv. Og vi synes vi forstår det.&nbsp;

Men også det første er vigtigt. Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.&nbsp;

Lad mig gøre en lang historie kort. I den bibelske overlevering kan man læse at en måde at forstå Gudsbegrebet på, er at forstå Gud som kærlighed.

Vi hører den mytisk-poetisk-eventyrlige fortælling om himmelguden der bliver menneske og lader sig føde juleaften, og hvis hele liv som menneske går ud på at vise og forklare kærlighed og bliver således til billedet på hvad kærlighed er – og kristendommens indre logik er, at Jesus-figuren udtrykker Guds sande væsen; og Guds sande væsen er kærlighed. Gud er kærlighed. Ok!

Så altså, så kan vi prøve igen: ordet Herren din Gud kan vi nu bytte ud med ordet kærlighed. Så lyder sætningen: Du skal elske kærligheden af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.

Det betyder, du skal leve som du lever, men kærligheden som fortegn. Du skal gøre det du gør. Men du skal gøre det med kærligheden som fortegn.&nbsp;

Så siger du, jamen man kan ikke elske kærligheden. Man kan bruge kærligheden til at elske med, men ikke elske den. ligesom man kan elske penge og magt og status og ære og anerkendelse, så kan man også elske kærligheden &hellip; Det betyder en måde at se verden på.

Gør vi det for at tjene kærligheden eller for at tjene penge. Så siger du: jamen jeg går på arbejde for at tjene penge. Ja tak. Men så spørger jeg lidt anderledes: når du går ud for at tjene penge, gør du det så af kærlighed, til jorden til din familie, for at kunne give til de fattige, for at kunne gøre jorden grønne til dine børn – eller gør du det kun for dig selv og pengenes skyld.&nbsp;

Ligesom man kan tjene pengene for pengenes skyld og man kan elske kærlighedens skyld; så kan man også tjene penge for kærlighedens skyld, for at passe på jorden og andre mennesker&hellip;&nbsp;&nbsp;

I dag har vi fejret barnedåb. Og jeg kunne godt tænke mig at zoome ind på en af de bevægelser som blev foretaget i forbindelse med barnedåben. Nemlig tidspunkter lige inden præsten spørger om barnets fulde navn. Her slås korsets tegn både for dåbsbarnets pande og dåbsbarnets bryst; ”modtag det hellige korses tegn, både for sit ansigt og for sit bryst”.&nbsp;

Her kunne man med rette måske spørge hvad præcis den bevægelse betyder. Betyder det at man slået til korsridder. Indvies man nu i en hellig loge af de udvalgte; Ridderne om den Hellige Sankt Stefans bord? Men nej, sådan skal ikke forstås. Man skal forstå korstegnelsen som fortegn. Og det rette spørgsmål at stille i denne sammenhæng, det er: Hvad er fortegnet for dit liv?&nbsp;

Man kunne bedst illustrere pointen hvis vi bytter tegnet ud med et andet. Forestil jer vi mødte her i rummet til fejringen at et lille nyt liv og så sagde vi: Modtage dette dollartegn ($) for dit ansigt og for dit bryst til et vidnebyrd om at det vigtigste i livet er at tjene penge og den måde du beviser dit menneskeværd på, er ved at tjene penge. Men nej, vi slår korsets tegn for korset er et kærlighedstegn.

Korsets tegn betyder at kærlighed skal være fortegnet for dit liv. At kærlighed skal være det prisme vi ser livet, hinanden og os selv igennem.

I dag har vi hørt ordet: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Det betyder Du skal elske kærligheden af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Og når vi døber sætter vi korsets tegn; det betyder vi sætter kærligheden som fortegn.

Det var da meget nemt, ik?

Ok så kommer vi det nemme, som måske så er det svære, det er sætningen der lyder ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ Men hvem er min næste?

Ja, traditionelt set er det, dine nærmeste, det er dine familie og dit folk. Eller det kan være dem du deler politisk eller religiøs overbevisning med. Og den fortolkning er hele verden og dens religioner og ideer helt enige om. Man skal elske sin næste som sig selv. Og min næste det er dem der ligner mig.

Men her går kristendommen kontra. Den siger noget ingen andre religioner siger og ingen andre ideologier eller ideer siger: den siger din næste, det er også fjenden; din næste det er også den fremmede; din næste det er også den faderløse; hvilket i vore dage kan oversættes dobbelt: både den der mangler en far og en mor; men også den der mangler et fædreland; altså den statsløse.&nbsp;

I kristendommens optil udvides næstekærlighedsbuddet så det ikke kun gælder, din kendte næste; men gælder den du møder om det er din fjende, om det er en fremmed, om det er en statsløs&hellip;

Og nu bliver det problematisk for hvordan gør man det&hellip; ja, man kan starte med at sætte kærligheden som fortegn for ens liv, og så se hvad der sker. &hellip;

Åh ja, sådan lige på falderebet &hellip; så er vi jo der hvor vi lige nu diskuterer aktiv dødshjælp; og for et par måneder siden diskuterede vi koranafbrændinger &hellip;&nbsp;

Og jeg må sige det sådan; nogle gange er jeg for og andre gange er jeg imod; jeg er for koranafbrænding når en ung forfulgt kvinde vil vise sin foragt overfor et morderisk præstestyre; men jeg er imod når blegfede luksusdanskere bare har lyst til at lege med ild&hellip;&nbsp;

Og med aktiv dødshjælp, så er jeg for, når lidelsen hos den enkelte er så stor at alt andet er uværdigt; men jeg er imod den glidebane henimod at hjælpe besværlige borgere af vejen som vi har set komme andre steder i Europa&hellip;&nbsp;

Men lad mig sige hvad jeg er allermest imod. Jeg er allermest imod at der partout skal lovgives om alting; for lovgivning kender ikke til forskel; det gør kun kærligheden; sætter vi lovgivningen som rettesnor gør vi alle katte grå; sætter vi kærligheden som fortegn vil vi se hvornår vi skal hjælpe nogen herfra og hvornår ikke. Sætter vi kærligheden som fortegn, så vi vide hvornår vi skal slukke ilden og hvornår vi skal tænde den&hellip;

Og så er der i øvrigt ikke noget bedre end at bryde loven, når det sker med kærligheden som fortegn:&nbsp;

&hellip; Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ På de to bud hviler hele loven og profeterne.«

18. søndag efter Trinitatis

Prædiken af Thomas Høg Nørager

Holdt i Stefanskirken den 8. oktober 2023

Se teksterne her: 18. s. efter Trinitatis fra første række | Bibelselskabet

---

Helt centralt i den kristne kultur står de ord som Jesus-figu...

Ikke noget bedre end at bryde loven

17. søndag efter Trinitatis
Prædiken af Thomas Høg Nørager&nbsp;

Holdt i Stefanskirken den 1. oktober 2023&nbsp;

Se teksterne her:&nbsp; <a href="https://www.bibelselskabet.dk/17-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke">17. s. efter Trinitatis fra første række | Bibelselskabet</a>

---

To gode veninder der skal på restaurant og de bestiller bøf. De er meget elskværdige og hensynsfulde begge to, hvor den ene holder døren, fører den anden stolen. Så kommer tjeneren ind med de to bøffer på et fad og går igen. Kvinderne kigger forbløffet ned på fadet; der er en stor og en lille bøf, og de er begge meget sultne. Der går lidt tid. Ta’ du først; nej, ta’du først siger de på skift til hinanden. Det begynder at blive pinligt. Gad vide hvad man selv ville have gjort. Til sidst tager den ene den store bøf, den anden overfor må tage den lille. Hun kan nu ikke skjule sin skuffelse og udbryder, at nej det kunne hun da ikke være bekendt at tage den store. Nå hvorfor bliver der svaret tilbage – hvilken en ville du da have taget hvis du havde valgt først? – jamen så havde jeg selvfølgelig valgt den lille, svarede den anden. Jamen så er alt jo i orden sagde den første for det er jo også den du har fået.

Jeg tænker nogle gange at det Jesus-figuren siger det i dagens lille tekststykke som vi just har hørt det, til noget af det dummeste han har sagt. Så dumt at skulle der engang have levet denne mand med visdom og myndighed som langt overgik de skriftkloge, ja så tvivler jeg på han har sagt netop dette. Så må det være en forfatter der senere har lagt det i munden på ham. Altså jeg refererer til den allersidste sætning&hellip;

For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.« Kan I ikke høre hvor dumt det er.&nbsp;

Altså det er jo godt nok det der med, at den der ophøjer sig selv skal ydmyges. Det elsker vi jo her i jantelovens land. Hovmod stå for fald lyder en talemåde. Og de gamle grækere vidste nok hvis man man var hovmodig og ophøjede sig selv, ja, så blev begik man hybris og så blev man ramt af nemesis, hvilket vil sige, at var man lidt for smart sørgede guderne for at smide dig hjem til start&hellip; Så der er Jesus-figuren helt på linje; det er mere den allersidste sætning den er gal med&hellip; og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes&hellip;

Hvorfor er det en dum sætning; jo for længe siden den dag har der været stormløb på nederste pladser. En evig konkurrence om at spille mest ydmyg. At være den mest beskedne. At være den mest selvopofrende.&nbsp;

Se mig, jeg går kun i genbrugstøj. Se mig, jeg spiser kun vegansk. Se mig, jeg flyver aldrig og kører aldrig i med benzin. Se, mig, se hvor jeg ydmyg jeg er&hellip; Ja, man mindes når man hører dette tekststykke, den gode kunstner Niels Haugaard der i en af sine satiriske monologer fik sagt, han da nok hørte til de absolut mest ydmyge i verden&hellip;

Er der noget galt med genbrugstøj. Nej, selvfølgelig ikke. Er der noget galt med vegansk. Nej, selvfølgelig ikke. Er der noget galt med ikke at flyve og bruge benzin. Nej, selvfølgelig ikke. Men er der noget galt i at du bruger alle disse ting, til at hæve dig op over andre. Ja, der er. Der noget galt når man bruger sin såkaldte ydmyghed til at gøre sig bedre end andre. Når man bruger disse ydmygheds-markører til sin egen lille magtdemonstration. Se mig, siger tiden, jeg faster, jeg afstår, jeg går udenom – se, mig jeg sætter mig nederst. Er jeg ikke bare god? Se, alle sammen hvor ydmyg jeg er, jeg har sat mig allernederst&hellip; i mit genbrugstøj&hellip;

Hvor er vi mennesker simple. Og siden det blev sagt, har vi brugt ydmygheden til at ophøje os&hellip; kunne Jesus virkelig have sagt, noget så uigennemtænkt&hellip;

Eller er sætningen den der ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.« Måske i grunden en af de klogeste sætninger der sagt. Jeg mener måske er det Jesus der tankeløst kastede en forhastet sætning ud. Måske er det os der ikke har tænkt sætningen godt nok til ende&hellip;

Måske skulle vi prøve at tage sætningen ind og så smage på den en gang til &hellip; hvis vi ophøjer os selv så skal vi ydmyges, men den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes&hellip;&nbsp;

Hvis vi nu antager at det faktisk er en genial sætning; hvori består det geniale så. Det geniale består ikke i at den fortæller os hvad vi skal gøre. For vi har jo set at hvis vi derfor – fordi Jesus eller tiden eller noget andet har sagt det - prøver at være ydmyge, så gør vi det jo stadig kun i sammenligning med andre – og er straks i gang med den selvhævdende konkurrence om så at være mest ydmyg, hvilket vil sige, at vi på ydmyghedens barometer, igen er i gang med at ophøje selv&hellip;

Så det geniale består ikke i at sætningen fortæller os hvad vi skal gøre&hellip; sætningen genialitet består i at den afslører os. Den afslører at uanset om du spiller smart, eller uanset om du spiller ydmyg, så er du i gang med et konkurrence-spil&nbsp; hvor du gerne vil fremstå bedst&hellip; i den hårde finansverden skal man helst fremstå så smart og hurtig som muligt, i den bløde humanistiske verden skal man helst fremstå så ydmyg og langsom (ikke- accelererende og eftertænksom) som mulig&hellip;&nbsp;

Den lille sætning anviser ikke en levevej, men afslører derimod vores hovmod, vores hybris, vores selvhævdelse, at mentaliteten i den bløde humanistiske krea-verden er lige så afstumpet som i den hårde finansverden&hellip; alle vil fremstå, ses og anerkendes, ja ophøjes -&nbsp; som den bedste udgave af idealerne på lige netop den etage man selv befinder sig på&hellip;&nbsp;&nbsp;

Så nu skulle man tro at alt var endt i elendighed. Hvis ophøjer os selv så er det forkert; og hvis vi ydmyger os selv, ja, så er det jo bare en skjult måde at ophøje os selv på, og så er det jo også forkert&hellip; Altså uanset hvad vi gør – så er det åbenbart forkert&hellip; og det lyder da lidt elendigt&hellip;

Men vi må lytte godt efter. For, ja, hvis vi spiller smarte for at blive hyldet; eller vi spiller ydmyge for at blive ydmyget; så har&nbsp; vi hverken spillet ydmyge eller smarte for nogens andre skyld end vores egen, og både det smarte og det ydmyge er udtryk for vores egoisme&hellip;

Så hvad gør vi&hellip; Og her kommer kristendommen ind i billedet med en genistreg, men en ekstravagant fortælling; en overrumplende og helt igennem vanvittig påstand, som ingen kan føre bevis for og som kun kan tros, hvilket kan være svært nok hvorfor man nok har brug for at høre det igen og igen&hellip;

Kristendommen siger Guds kærlighed dvs dit menneskeværd dvs dit medmenneskes menneskeværd afhænger ikke af ydmyghed eller smartness; afhænger ikke af om du er ægte eller falsk; afhænger ikke af om du har fattet pointen eller ej; Guds kærlighed, dvs dit menneskeværd dvs dit medmenneskes menneskeværd er givet med fortællingen om at du er skabt i Guds billede; er givet med fortællingen om at Gud blev menneske og ville have med selv de værste af os at gøre – også dem af os der stadig spiller ydmyge og spiller smarte&hellip; fortællingen om at Guds kærlighed gælder, ikke fordi vi har gjort særligt, men også på trods af vi oftest gør det modsatte&hellip;

Kristendommens fortælling blev ikke sat i verden for at lade os genopdrage; men for at lade os genopdage, opdage at livet er en gave og ikke en eksamen&hellip;&nbsp; For det er kristendommens fortælling – at Guds kærlighed, dit menneskeværd ikke gives efter fortjeneste, men gives og det bare fordi&hellip; og fritager os derfor og dermed for at skulle leve op til noget som helst&hellip; som jeg hørte en formulere det: Du er altid allerede elsket.&nbsp;
Amen

17. søndag efter Trinitatis

Prædiken af Thomas Høg Nørager

Holdt i Stefanskirken den 1. oktober 2023

Se teksterne her: 17. s. efter Trinitatis fra første række | Bibelselskabet

---

To gode veninder der skal på restaurant og de bestiller bøf. ...

Måske det dummeste Jesus har sagt

10. søndag efter Trinitatis 
Prædiken af Thomas Høg Nørager&nbsp;

Holdt i Stefanskirken den 13. august 2023&nbsp;

Se dagens tekster her: <a href="https://www.bibelselskabet.dk/10-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke">https://www.bibelselskabet.dk/10-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke</a>&nbsp;

---

Det er vores lod; det er menneskets lod, at vi altid kommer for sent til historien. Først når stormen har været der, bygger vi stormsikring. Først når krigen er begyndt, køber vi kanoner. Først når vejrforandringerne er totale, ændrer vi adfærd. Som filosoffen Søren Kierkegaard siger det så rigtigt: Livet leves forlæns, men forstås baglæns.&nbsp;

Fortællingen i dag maler billedet af Jesus-figuren, der rider ind i Jerusalem. En legendarisk scene, hvor kræmmerne, der sælger slagtedyr, der skal ofres, ved templet, drives ud med ordene, der nu også pryder Stefanskirkens indgangsparti: ”Mit hus skal være et bedehus.”&nbsp;

Inden da har vi fået fortalt, at Jesus græder over Jerusalem. Kendte du dog blot din besøgelsestid. ”Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred &hellip;”

Om end det kunne være bekvemt nærliggende at lukke øjnene for det, som fortællingen siger om ethvert liv, og applicere denne fortælling én til én på nutidens Jerusalem, der synes at stå i et demokratisk vadested – forfatningsændringer og borgerkrigslignende tilstande – så må og skal vi læse Jerusalem som et billede på enhver civilisation – enhver by – ethvert samfund, der kæmper med at finde frem til en form, hvor vi er frie, hvor vi er trygge, hvor der er plads til enken, den flygtede og den forældreløse. Hvor vi ikke skal frygte for krig og for vores kære. Hvor der er skoler og hospitaler. Og hvor ingen føler sig tilskyndet til at brænde hinandens bøger af. Ikke et sted, hvor vi tænker ens og går i takt, men et sted, hvor vi tør tænke frit, og også to personer af samme køn kan danse og føle sig frie og blive forelskede.

En af de mange spektakulære performances ved dette års Copenhagen Pride, som nu er skudt i gang, er begivenheden IF I CAN'T DANCE, IT'S NOT MY PRIDE. En interaktiv danseforestilling der tjener som mindesmærke for fortidens dansende modstandskamp, for det er jubilæum. Det er i år 50 år siden – i 1973 – at danseforbuddet for personer af samme køn blev ophævet. Ja. Dette forbud blev kun ophævet pga. en masse modige menneskers vedholdende kamp for det, der burde være en åbenlys frihedsrettighed.

Men ligesom den amerikanske samfundsracisme mod sorte ikke forsvandt, ved at Barack Obama blev landets første sorte præsident i 2009, så forsvandt den offentlige homofobi i Danmark heller ikke ved et trylleslag i 1973. I slutningen af juli blev den kun 28-årige, sorte homoseksuelle mand O’Shae Sibley mydet på åben gade i Brooklyn, mens han dansede den traditionelt queer danseform ’vogue’ med sine venner. Et aktuelt eksempel på, at dansen stadig bliver undertrykt som politisk virkelighed. Her græder også vi i solidaritet – hvis bare vores civilisation kendte sin besøgelsestid: IF I CAN’T DANCE, IT’S NOT MY PRIDE.&nbsp;

Det er forbavsende at se, hvordan dagens bibelfortælling om Jesus-figuren, der begræder civilisationens blindhed og driver kræmmerne ud, skriver sig ind i nuets begivenheder og mærkedage – som vi ser det med Priden.&nbsp;

I tirsdags tog almindelige beboere på Christiania affære. Ved at stille betonklodser og containere op blokerede de den forråede og korrupte og berygtede Pusherstreet. De drev kræmmerne ud. De kræmmere, som har udnyttet det, der engang var et råb om frihed, til at lave milliardomsætning med ufrihed og utryghed til følge.&nbsp;

Hjalp det noget? Det ved jeg ikke. Hjalp det noget, dengang Jesus væltede et par borde i Jerusalem? Ja. For det gav os et vendepunkt. Det gav os en indsigt. Det gav os inspiration. Det giver os et håb. Det betegner en holdning. At nok kender vi aldrig vores besøgelsestid, men vi kan erkende vores blindhed. Vi kan blive klogere. Vi kan sige, at nu vil vi noget andet. Vi kan begynde på ny. Og det er vores gave.

For 80 år siden, mandag den 16. august 1943, blev en støberiarbejder på vej til arbejde i Odense stukket ned med en bajonet af en tysk soldat. Det førte snart til en total generalstrejke i den fynske hovedstad, og byens tyske kommandant sendte militærpatruljer og soldater fra det nazistiske Frikorps Danmark ud for at rydde gaderne. Det hjalp ikke; tværtimod bredte urolighederne sig de kommende dage til andre byer som Esbjerg, Aarhus, Aalborg, Fredericia, Bogense, Svendborg og Frederikshavn.

13 døgn efter knivstikkeriet, søndag den 29. august, gik regeringen med stats- og udenrigsminister Erik Scavenius af, fordi den ikke ville acceptere et ultimatum fra besættelsesmagten om blandt andet undtagelsestilstand, udgangsforbud, dødsstraf, særdomstole og forbud mod strejker. Dagbladet Information kalder det for det mest forsinkede nej i Danmarkshistorien.

Hjalp det noget? Det ved jeg ikke. Hjalp det noget, dengang Jesus væltede et par borde i Jerusalem? Ja. For det gav os et vendepunkt. Det gav os en indsigt. Det gav os inspiration. Det giver os et håb. Det betegner en holdning.

Kendte vi dog blot vores besøgelsestid! Så der aldrig havde været et danseforbud. Kendte vi dog blot vores besøgelsestid! Så Christiania kunne havde været det eksempel på fred – som var dets dåbsattest. Kendte vi dog blot vores besøgelsestid! Så der aldrig havde været en 9. april 1940. Et Auschwitz, en Berlinmur, en 11. september 2001, en coronapandemi, en 24. februar 2022 og 41,8 graders varme i Rom denne sommer.&nbsp;

Og så havde klimaaktivister i desperation ikke igen stormet lufthavne og blokeret indfaldsveje, som vi har set det også denne sommer.

Hjalp det noget? Det ved jeg ikke. Hjalp det noget, dengang Jesus væltede et par borde i Jerusalem? Ja. For det gav os et vendepunkt. Det gav os en indsigt. Det gav os inspiration. Det giver os et håb. Det betegner en holdning. At nok kender vi aldrig vores besøgelsestid, men vi kan erkende vores blindhed. Vi kan blive klogere. Vi kan sige, at nu vil vi noget andet. Vi kan begynde på ny. Og det er vores gave.

Og også dette hus er en gave. Et bedehus, står der. Der skulle måske stå kølehus. Ikke ment som en spøg, men i alvor. Som det sted, hvor vi kan køle vores tanker. Køle vores tempo. Køle vores sprog. At være eftertænksom. At stoppe op. At bede handler ikke om at bede om noget – men om at sige tak. For bøn er ikke en trylledej, men en ”huske”-kage. I bønnen, når vi takker, husker vi, hvem vi er.

Måske kender vi aldrig vores besøgelsestid. Men vi kan erkende vores blindhed. Vi kan blive klogere. Vi kan sige, at nu vil vi noget andet. Vi kan begynde på ny. Og bede for Jerusalems fred, som er bønnen om fred i enhver civilisation. Hvor vi er frie, hvor vi er trygge, hvor der er plads til enken, den flygtede og den forældreløse. Hvor vi ikke skal frygte for krig og for vores kære. Hvor der er skoler og hospitaler. Og hvor ingen føler sig tilskyndet til at brænde hinandens bøger af. Ikke et sted, hvor vi tænker ens og går i takt, men et sted, hvor vi tør tænke frit, og også to personer af samme køn kan danse og blive forelskede. Kendte vi dog blot vores besøgelsestid. Glædelig søndag. Glædelig Pride. Amen.

10. søndag efter Trinitatis


Prædiken af Thomas Høg Nørager

Holdt i Stefanskirken den 13. august 2023

Se dagens tekster her: https://www.bibelselskabet.dk/10-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke

---

Det er vores lod; det er menneskets lod, a...