Filtermenu

Sortér

Ved receptionen i anledning af Stefanskirkens 150-års jubilæum blev der uropført en sang, som Stefanskirkens hus-poet, Peter "Annapurna" Elversang, havde skrevet og komponeret til lejligheden.&nbsp;
Peter Elversang var i senhalvfjerdserne en af sangerne og sangskriverne i bandet Bifrost under pseudonymet Annapurna, et navn, han har fået af sin indiske Guru, hvis lære han stadig praktiserer. Siden forsommeren 1995 har han været ”stamgæst” i Stefanskirken, hvor han endda langtidsvikarierede for kirketjeneren i to år sidst i halvfemserne. Den daværende sognepræst, Anne Braad, opfordrede ham til at forsøge sig med at skrive kristne salmer, hvilket resulterede i CD’en ”Underets Vugge”, udkommet i 2002. Den nuværende sognepræst, Pernille Østrem, har igennem de seneste ni år med mellemrum efterlyst sange til specifikke bibeltekster, og da Peter ikke altid havde noget relevant materiale liggende, har han nyskrevet i alt fem sange til afsyngelse i kirken. Denne nye lejlighedssang er altså den sjette lavet på bestilling fra Pernille.&nbsp;
Til jubilumsreceptionen var det Peter selv, der&nbsp;sang for, og han akkompagnerede efterfølgende alle jubilæumsgæsterne så de også fik lov til at synge med.
Vi er stolte af at dele sangen med jer, og meget glade for, at Peter endda har lavet en indspilning af den, så alle kan få lov til at høre, hvor god den er!&nbsp;God lyttelyst!
<figure><img src="https://edge.churchdesk.com/non/ckeditormedium/public/o/420/a47a6184_photo_jacob_crawfurd.jpg" data-image="2014152"></figure><a href="https://youtube.com/shorts/sgfYU1woQdY" target="_blank">HØR HELE SANGEN PÅ YOUTUBE</a>
Sankt&nbsp;Stefans Sang&nbsp;
1. Da Jesus var død, og hans kirke var ny, endnu uden pragtfulde sale, gik Stefan omkring i Jerusalem by, og med såvel handling som tale afhjalp han korporlig og sjælelig nød, forklarede, hvad Jesu budskab betød, og bød dem, som sultede, brød.
&nbsp; 2. Da den lille menighed voksede til, blev autoriteterne bange, og magten begyndte sit åndløse spil, som det jo er set mange gange. De dænged’ ham til i en byge af sten, mens Stefan bad for dem, hver eneste én. Så døde han af sine men.
&nbsp; 3. I dag står et kirkehus på Nørrebro, som nu i halvandet århundred har dyrket vort fællesskab, styrket vor tro, mens verden har truet og dundret. Det er som en havn, som en trøstende favn, her finder vi lindring for mismod og savn, i Jesu og i Stefans navn.
&nbsp; 4. Skønt brødet nu blot er en lille oblat og vinen nu kun nogle dråber, har Ånden i måltidet samme format som dengang, og hvor vi dog håber, at kirken, hvordan det i verden så går, i endnu et hundrede og halvtreds år bli’r stående her, hvor den står.
<a href="https://landing.churchdesk.com/da/file/d0d8da4c-0b5d-4125-a852-a16db3f541ed" target="_blank">KLIK HER FOR AT HØRE SANGEN</a>&nbsp; Tekst og melodi:&nbsp;Peter ”Annapurna” Elversang, 2024

Stefanskirken

Ved receptionen i anledning af Stefanskirkens 150-års jubilæum blev der uropført en sang, som Stefanskirkens hus-poet, Peter "Annapurna" Elversang, havde skrevet og komponeret til lejligheden.

Peter Elversang var i senhalvfjerdserne en af sangern...

Stefanskirkens jubilæumssang

Prædiken af Kevin Edelvang, afholdt i Sankt Stefans Kirke, transmitteret i P1 1. søndag efter trinitatis, 2. tekstrække,&nbsp;Søndag d.&nbsp;2. juni 2024 kl. 10
&nbsp;
 
Højmessens salmer: 754, 558 v/1-3, Livet er lidt som at falde (se nedenfor), 540
 
&nbsp;
 
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
En i skaren sagde til Jesus: »Mester, sig til min bror, at han skal skifte arven med mig.« Men han svarede: »Menneske, hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?« Og han sagde til dem: »Se jer for og vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod.« Og han fortalte dem en lignelse: »Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt. Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? For jeg har ikke plads til min høst. Så sagde han: Sådan vil jeg gøre: Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, og dér vil jeg samle alt mit korn og alt mit gods. Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad! Men Gud sagde til ham: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.«<a href="file:///C:/Users/Stine/Downloads/1%20s%20e%20trin%202024%20pr%C3%A6diken%20sankt%20stefan%20Kevin.docx#_ftn1" name="_ftnref1">[1]</a> Amen.
 
 Prædiken:
Hellige Gud, helliggør os i sandhed! Dit Ord er sandhed. Amen.
 
&nbsp;
 
Fra Aftenland af Pär Lagerkvist:
 
&nbsp;
 
Jeg er den mørke stjerne Jorden.
 
I mig gror alt liv, men selv lever jeg ikke.
 
Jeg er døden, som gir liv.
 
Jeg er mørket, som drikker lys,
 
som gennem sin uslukkelige tørst efter lyset 
 
gir ophav til alt liv.
 
&nbsp;
 
Jeg er den mørke stjerne.
 
Alle de døde hviler hos mig.<a href="file:///C:/Users/Stine/Downloads/1%20s%20e%20trin%202024%20pr%C3%A6diken%20sankt%20stefan%20Kevin.docx#_ftn2" name="_ftnref2">[2]</a> 
 
&nbsp;
 
Det budskab, som i dag rækkes os, handler om døden: 
 
&nbsp;
 
“Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig.”
 
&nbsp;
 
Det er ikke altid nemt at få øje på det glade budskab i de tekstbidder, som vore forfædre har valgt, at vi skal læse. Når det religiøse sprog taler om døden, om afmagt og afslutning, så skal “de gode nyheder” udtydes og indlæses i modsætningens rum og billeder.&nbsp; 
 
&nbsp;
 
For teksten præsenterer os umiddelbart for en fortvivlende sandhed, som vi allerede kendte, før dagens gudstjeneste begyndte: Alt det, vi bygger op og ordner og har styr på, alt det bliver til intet, når vi hver især møder døden. 
 
&nbsp;
 
Noget kan bygges så solidt og ordnes så gennemtænkt, at andre efter os kan drage nytte af det, når vi er væk. Vi kan genopbygge Børsen, så den ligner, og så kan vores børn og børnebørn også forbi og glæde sig over den flotte bygning.
 
&nbsp;
 
Men også de vil møde døden, og engang vil de sammen med os være “en af dem, der levede for længe siden”, som Lagerkvist skriver et andet sted i Aftenland. 
 
&nbsp;
 
Men. Midt i dette dødens dementi, midt i dødens fornægtelse af livet og lysten, hviskes der så et glædesbud. 
 
&nbsp;
 
Dagens evangelium er en hemmelighed, der røbes os. 
 
&nbsp;
 
Og nu, hvor Danmark står i juniflor, er det en hemmelighed, der efterhånden er svær at holde på.
 
&nbsp;
 
En liden stund 
 
i rosens lund
 
og evig i Guds-haven;
 
så høsten her
 
og våren dér
 
er dog nok værd
 
en vinternat i graven.<a href="file:///C:/Users/Stine/Downloads/1%20s%20e%20trin%202024%20pr%C3%A6diken%20sankt%20stefan%20Kevin.docx#_ftn3" name="_ftnref3">[3]</a>
 
&nbsp;
 
Denne hemmelighed, som i grunden er påskens fortælling, er altid evangeliets ramme. Det er en trodsig tale, søndag efter søndag, der altid siger det samme: 
 
&nbsp;
 
Alt det vi ikke selv kan klare &mdash; det kan Gud.
 
Gud, den levende, der står tilbage, når dødens døre lukkes i.&nbsp; Når de mennesker og de ting, vi kan favne, se og høre må skilles fra os &mdash; og på en måde blive abstrakte. 
 
&nbsp;
 
Så har vi Gud og intet andet. 
 
&nbsp;
 
Men det er også mere. Og det er nok. 
 
&nbsp;
 
Kære venner: Vi har endnu det bedste tilbage!
 

 For hans skabelse fortsætter på den anden side af dødens skel.&nbsp; Og fordi Gud besejrede den død, han ellers havde sat som et frygteligt og endeligt vilkår for vores liv, så er døden selv for os blevet en endnu større abstraktion end de ting og de mennesker, vi skal miste til døden. Som Paulus skriver:
 
&nbsp;
 
Se, jeg siger jer en hemmelighed: Vi skal ikke alle sove hen, men vi skal alle forvandles,&nbsp; i ét nu, på et øjeblik, ved den sidste basun; for basunen skal lyde, og de døde skal opstå som uforgængelige, og vi skal forvandles. For dette forgængelige skal iklædes uforgængelighed, og dette dødelige skal iklædes udødelighed.<a href="file:///C:/Users/Stine/Downloads/1%20s%20e%20trin%202024%20pr%C3%A6diken%20sankt%20stefan%20Kevin.docx#_ftn4" name="_ftnref4">[4]</a>
 
&nbsp;
 
Døden som livets vilkår er altså selve livets mulighed. Og ikke bare livet som afgrænset størrelse. Som noget, der kan gøres op i år og dage, men det frie liv: 
 
&nbsp;
 
Det evige liv. 
 
&nbsp;
 
Men vi må ikke forstå hemmeligheden sådan, at døden er et mål, og at det evige liv begynder i døden, i det abstrakte. Netop fordi døden for vores skyld er gjort abstrakt, så kan vi sige, at det evige liv begynder i det konkrete, og vi har endda fået et sted, hvor det hele begynder: Stedet er døbefonten, hvor vi får del i Herrens død og opstandelse. Og vi har fået et sted, hvor det leves: i kirken, hvor vi dag efter dag kan søge ind til livets egentlige mening i Guds Ord og i hans sakramenter. I poesien og musikken. I troens og skabelsens rum.
 
&nbsp;
 
Og så straks tage det med os ud herfra!
 
For hemmeligheden siger, at evigheden, det evige liv, forbinder alle punkter i den kæde, vi kalder tiden – på tværs af dens aldre og grænser. 
 
&nbsp;
 
Og kirken og gudstjenesten er det rum, hvor Gud lader enhver af os indgå i dén evige forbindelse. Her er både døden og livet: I dåben og i nadveren. I Guds Ord og i salmesangen. 
 
&nbsp;
 
Så hvis vi ellers finder modet og evnen til det &mdash; og det er ikke altid let &mdash; så kan vi her forsøge at lade Guds Ord og nadveren blive virkningsramme for vores liv, så vi kan leve en smule mere evigt i hverdagen. 
 
&nbsp;
 
Det er her, vi skal samle vores skatte. Det er her, vi bliver rige hos Gud.
 
&nbsp;
 
Ja, vi sidder sandelig kønt i det: i kirken, på farten eller derhjemme &mdash; midt i det evige liv. 
 

 Men hvis hemmeligheden er røbet os, bliver døden så mindre virkelig eller mere tålelig? Ikke det mindste. Desværre. Døden afbryder, smadrer og forhåner tid og former, ting og kroppe. Men, og det er vigtigt: 
 
&nbsp;
 
Døden ødelægger ikke livet selv. Den vil altid skræmme os, fordi den river de ting og de mennesker, vi holder af, ud af vores forståelsesrum. 
 
&nbsp;
 
Men i troens rum skabes der fortsat. I troens rum går livet altid udad.
 
&nbsp;
 
Og Gud hvisker sin hemmelighed til os, også i dag: Kristus er død og opstået for os. Derfor har vi fået lov at sige farvel til verden, før vi siger farvel til livet. 
 
&nbsp;
 
Vores afsked med verden sker ikke ved graven, men i vores dåb, som er tiltænkt alle mennesker og tilbydes enhver uden undtagelse og forbehold. 
 
&nbsp;
 
Det evige liv er nu, og selvom vi digter om døden med vemod og klage, så er døden aldrig mere end en abstraktion for den, der har fået livet i gave.
 
&nbsp;
 
For sådan er døden også
 
den er verdens glemsomhed
 
engang er mit aftryk på jorden
 
som fodspor i memoryskum der rejser sig 
 
&nbsp;
 
som bløde bakker ude på Sjælland
 
husker vindens kys
 
sådan vil jeg blive umærkelig
 
min væren den ene
 
at evighed griber
 
mit endelige suk.<a href="file:///C:/Users/Stine/Downloads/1%20s%20e%20trin%202024%20pr%C3%A6diken%20sankt%20stefan%20Kevin.docx#_ftn5" name="_ftnref5">[5]</a>
 
&nbsp;
 
I Jesu velsignede navn. Amen.
 <a href="https://landing.churchdesk.com/da/file/c8c20b80-7a27-4c44-99aa-dc1f40b1f872" target="_blank">Læs salmen "Livet er lidt som at falde" her.</a> 
<a href="file:///C:/Users/Stine/Downloads/1%20s%20e%20trin%202024%20pr%C3%A6diken%20sankt%20stefan%20Kevin.docx#_ftnref1" name="_ftn1">[1]</a> Luk 12,13-21
<a href="file:///C:/Users/Stine/Downloads/1%20s%20e%20trin%202024%20pr%C3%A6diken%20sankt%20stefan%20Kevin.docx#_ftnref2" name="_ftn2">[2]</a> Pär Lagerkvist Aftonland (1953) på dansk ved KE
 
<a href="file:///C:/Users/Stine/Downloads/1%20s%20e%20trin%202024%20pr%C3%A6diken%20sankt%20stefan%20Kevin.docx#_ftnref3" name="_ftn3">[3]</a> DDS 540,4.
 
<a href="file:///C:/Users/Stine/Downloads/1%20s%20e%20trin%202024%20pr%C3%A6diken%20sankt%20stefan%20Kevin.docx#_ftnref4" name="_ftn4">[4]</a> 1 Kor 15,51-53.
 
<a href="file:///C:/Users/Stine/Downloads/1%20s%20e%20trin%202024%20pr%C3%A6diken%20sankt%20stefan%20Kevin.docx#_ftnref5" name="_ftn5">[5]</a> Kevin Edelvang 2024.

Prædiken af Kevin Edelvang, afholdt i Sankt Stefans Kirke, transmitteret i P1


1. søndag efter trinitatis, 2. tekstrække,

Søndag d. 2. juni 2024 kl. 10



Højmessens salmer: 754, 558 v/1-3, Livet er lidt som at falde (se nedenfor), 540



Dette ...

Kevin Edelvangs prædiken til radiogudstjeneste 1. søndag efter trinitatis

Nytårsaften - julesøndag 2023 
Prædiken af Thomas Høg Nørager&nbsp;

Holdt i Stefanskirken den 31. december 2023&nbsp;

Se teksterne her: <a href="https://www.bibelselskabet.dk/julesoendag-fra-anden-raekke">https://www.bibelselskabet.dk/julesoendag-fra-anden-raekke</a>&nbsp;&nbsp;

---

Godt nytår. Kære venner. Godt nytår til jer. Og godt nytår til Nørrebro. Til dig der sidder alene derhjemme. Til dig med hund og til dig uden hund, der bare ikke gider. Godt nytår til dem der fyrer krudt af. Godt nytår til dig der rammer og til dig der ikke gør.

Godt nytår til Gazas pinte befolkning. Til de paralyserede på Vestbredden og til Israels skamskudte fredsbevægelse. Vi tænder lys. Vi beder for fred. Og vi græder for jer. Og vi græder med jer. Tænder lys. Be’r. Græder. Står op og opdager ansvaret for at skabe en verden der er værd at bo i når bomberegnen engang tørrer ind.

En verden hvor raketter, krudt og røg betyder fejring af fællesskab, betyder glæde over at et nytår bringer nyt håb og nye muligheder og nyt liv&hellip; En verden hvor raketter, krudt og røg betyder liv og ikke død&hellip; fordi det gamle er slut og nyt kan begynde&hellip;&nbsp;

Som Hannah Arendt siger: mennesker er ikke skabt til at dø; vi er skabt til at begynde&hellip; og med det siger hun jo ikke bare det banale. Hun siger det dybe; at det kaster alvor og ansvar ind i vores liv, det er ikke det faktum at vi har en udløbsdato. Det der kaster alvor og ansvar ind i vores liv, det er at vi hver morgen har muligheden for at begynde på. Handle anderledes. Skabe om. Finde på. Ændre kurs. Vælge nyt. Love nogen noget. Give et håndslag. Vi kan tilgive. Vi kan gøre det gjorte ugjort. Vi kan blive tilgivet. Vi kan forsone os. Forsone med de tabte drømme. Forsone os med at ikke alle drømme bliver. Men vi kan drømme nyt. Skabte til at begynde.

Et barn er født i Bethlehem synger vi. Bethlehem er en rigtig by med rigtige mennesker.&nbsp; Den ligger i Palæstina på Vestbredden omkring 7 km syd for Jerusalem. Den har omkring 20.000 indbyggere. Her bor mange kristne palæstinensere. Hvert år rejser mange kristne fra hele verden dertil i julen. Til den fine fødselskirke. Men i år var julen i Bethlehem aflyst. I stedet holdt man mindegudstjeneste. Man læste den tekst vi også har hørt i dag om Kong Herodes der ikke ville acceptere, at der skulle være blevet født et nyt kongebarn. Og for at være sikker på at udslette det nyfødte barn, besluttede han, at alle drengebørn under 2 år skulle slås ihjel.&nbsp;

Jeg bider mærke i at kristendommens hovedperson Jesus Kristus aldrig opfordrede til hævn, men til ikkevold. Aldrig til hævn, men til forsoning. Aldrig til hævn men til tilgivelse. At vende den anden kind til. At elske sin fjende. Og blev inspirator i det 20. århundrede for ikkevoldelige oprør. Gandhi. Rosa Parks. Martin Luther King. Nelson Mandela. Desmond Tutu. De er ikke action-figurer; de er virkelige mennesker. Tutu som var frontperson for Den sydafrikanske sandheds- og forsoningskommission. Som gjorde sameksistens mellem sorte og hvide muligt efter apartheidregimet – ikke igennem hævn; egentlig heller ikke retfærdighed – men igennem tilgivelse.

I september 1990 aflagde Tutu og hans biskopper et besøg i Sebokeng, syg for Johannesburg, hvor folk var i oprør, efter mere end 30 mennesker var blevet dræbt af selvtægtsmænd, der var blevet bevæbnet af grupper, som forsøgte at bevare apartheid. Her holdt Desmond Tutu tale:

Mine brødre og søstre, lad ikke fjenden splitte os. Fjende gør alt hvad kan kan for at splitte os. Vi må ikke lade fjenden komme imellem os! Fjenden må ikke fylde os med had. Vi er sårede; ja, vi er sårede. Men vi er kommet for at forsøge at lindre jeres smerte. I skal vide at jeres smerte er vores smerte. Hvide biskopper græder. Sorte biskopper græder. De græder når de hører hvad der er sket med jeres børn. Jeres smerte er vores smerte. Men vi er kommet her for at sige: Guds børn, lad os vise at vi er Guds børn ved ikke at være fyldt med had. Lad os ikke fyldes af hævnlyst. I ved at der i Det gamle Testamente er en lov der lyder: Øje for øje, ikke? Ok. Martin Luther King har sagt noget fantastisk om det. Han siger hvis vi alle troede på loven et øje for et øje, så ville alle mennesker snart være blinde.”

I Bethlehem holdt man mindegudstjeneste for de børn, som Herodes slog ihjel, og for alle de børn, der er slået ihjel i Gaza i de sidste 84 dage. Det gjorde de ved at lægge et hjerte skåret i oliventræ for hvert barn. Her tænder vi lys. Lys for børnene. Lys for alle civile. Lys for ethvert menneske der har mistet livet i krigen. Lys for håbet om nye begyndelser. Thi også i år blev et barn født i Bethlehem.&nbsp;

Vi skylder det barn, at nære det håb, som er kommet med dets fødsel! I aften når vi står Runddelen kl. 12 og siger godt nytår, da nærer vi det håb, vi skylder det barn, som er kommet med dets fødsel.&nbsp;

Vi vil skabe en verden hvor vi alle kan bo. Vi vil skabe en verden hvor vi alle kan bo. Vi vil skabe en verden hvor vi alle kan bo.&nbsp;

I aften står vi på Nørrebros Runddel, kaldet Runddelen, Det centralt beliggende kryds på Nørrebro hvor Nørrebrogade krydser Jagtvej. Fra 1924 lå her en rundkørsel, men krydset er i 1960 bygget om til et almindeligt lyskryds. Krydset har dog stadig sin runde form, og skaber således et byrum med en slags pladsdannelse. Og så er det et fortætningspunkt for udrykningskøretøjer på vej igennem København.

Hvis man stiller sig i runddelen, uanset på hvilken tid af døgnet det er, vil man altid kunne høre en sirene, og ofte mere end en. Sådan er det også nu. Jeg lukker mine øjne og folder mine hænder. Byens lyde bærer så mange historier, så mange skæbner og så mange hændelser. Alt sammen i nutid. Det er lige nu huset brænder i Vanløse. Det er lige nu et barn betaler for blomsterne til sin mor på Frederiksberg. Lige nu en blomsterhandler på Jagtvej glemmer at slå betalingen ind og putter pengene i lommen. Lige nu kører brandbilen. Lige nu kører politibilen. Og lige nu kører også en ambulance.

Men måske netop denne ambulance i dette øjeblik, ikke har sat farten op på grund af en ulykke, men fordi vandet er gået og fødslen er i gang. Og der, i en ambulance, tværs gennem byen, kommer barnet til verden, alt imens husene brænder, og menneskene både elsker og snyder. Sirener i runddelen der vidner om, at der stadig findes nogen derude, der trodser al bitter erfaring og bærer en ubetinget tillid til at vores liv, midt i alle ting, er meningsfuldt. En tillid som aldrig helt vil kunne forklares, men som alligevel forklarer alt.

Man kunne kalde det en velsignelse eller et Guds ord. Ja, det kunne man vel sige, at hvis ikke det liv der trodser al bitter erfaring, er et Guds ord, så har Gud aldrig talt.

Men Gud har talt. Lad der blive lys sagde han. Og der blev lys. Godt nytår – Nørrebro - Godt nytår! Amen.

Nytårsaften - julesøndag 2023


Prædiken af Thomas Høg Nørager

Holdt i Stefanskirken den 31. december 2023

Se teksterne her: https://www.bibelselskabet.dk/julesoendag-fra-anden-raekke

---

Godt nytår. Kære venner. Godt nytår til jer. Og godt ny...

Hvis øje for et øje gjaldt, var vi snart alle blinde

14. søndag efter Trinitatis 
Prædiken af Thomas Høg Nørager&nbsp;

Holdt i Stefanskirken den 10. september 2023&nbsp;

Se teksterne her:&nbsp; <a href="https://www.bibelselskabet.dk/14-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke">14. s. efter Trinitatis fra første række | Bibelselskabet</a> &nbsp;&nbsp;

---

Der er en ting som altid har slået mig, når jeg har læst denne passage. At de spedalske nødes til at gå tilbage til deres egne præster og blive tjekket om de stadig er syge, og hvad er det der slår mig her? Jo, at de ikke nødes til at konvertere; der står intet om at nu skal de afsværge deres gamle tro, og fra nu af kalde sig kristne og sværge en ny religion evigt troskab. De får faktisk bud om at vende hjem til det de kom fra.&nbsp;

Dog ikke tomhændede. Thi en ny forståelse er givet dem. At kærlighed og menneskeværd; tilgivelse og nåde ikke kender til hverken religiøs eller menneskelig begrænsning, men omfatter den højeste som den laveste.

For at tydeliggøre den påstand kunne man fra et nutidigt kirkeligt perspektiv også sige. Guds kærlighed, dvs. dit menneskeværd, er ikke betinget af om du kalder dig kristen – eller bekender dig til kristendommen. Guds kærlighed, dit menneskeværd, kommer af myten og fortællingen om, at Gud har skabt dig.

Men Gud har mytisk-poetisk forstået skabt alt – derfor er det ikke kun dig og din gruppe – men enhver skabelse – alt levende der er Guds kærlighed og givet et livs-værd.&nbsp;&nbsp;

Men så kommer det ydermere interessante fra et nutidigt kirkeligt perspektiv, og her vil jeg citere den verdens anerkendte teolog og filosof K.E Løgstrup:

”Det er en kristelig påstand, at tanken om skabelse ikke er en særlig kristen tanke”

Hvad betyder det? - Det er en kristelig påstand, at tanken om skabelse ikke er en særlig kristen tanke.

Kunne det betyde noget i retning af, at kristendommen – den kristne forkyndelse og den kristne grundfortælling – ikke er ude på at gøre os til kristne, men er ude på at gøre os til mennesker.&nbsp;

At kristendommen – den kristne forkyndelse og den kristne grundfortælling – ikke er ude på at gøre os til medlemmer af en klub af fromme, frelse og rene. Men er ude på at vi alle smider klubvesten og træder ud i det verdensomspændende fællesskab af alt levende.

Ikke et fællesskab der siger: jeg er kristen og det er du ikke; eller du er jøde og eller er ateist og det er jeg ikke. Men et fællesskab der siger: jeg er levende og det er du også – og vi er en del af alt levende.&nbsp;&nbsp;

I 1971 skrev den store århusteolog Johannes Sløk en interessant kronik under overskriften, ’man gjorde et ord fortræd’.

Og det ord han mener vi har gjort fortræd er ordet kristen og dets beslægtede kristelig. Ordet Kristen har undergået en forfærdelig udvikling. Hvor det engang betød et. Betyder det nu noget andet. Man har besvangret ordet med betydninger det slet ikke havde i sin oprindelse. Og ordet kristen er nu faktisk ikke til at kende igen.

Som Sløk skriver: da ordet kristen kom til verden, stod det for noget bestemt. En opfattelse, en antagelse en tro, og det blev knyttet sammen med en måde at være til på, et handlingsmønster, en holdning over for andre mennesker, en betragtning af livet og døden. Ordet kristen var på den tid ladet op med et stærkt indhold af både humanisme og humanitet.&nbsp;

For man skal forstå, skriver Sløk endvidere, at ordet ’kristen’ blev sat ind i en utrolig barsk og brutal verden. Det var en verden hvor mennesker var hinandens ulve, hvor det var en selvfølge man holdt slaver, og hvor det var en dumhed at betragte slaver som mennesker; det var tværtimod god tone at mishandle dem, piske dem og slå dem ihjel.&nbsp;

Det var en verden, hvor den der ikke kunne vinde, var fortabt, hvor fattige naturligvis måtte sulte, (eller kun var et middel for de rige hoverende almisser), den værgeløse måtte gå til grunde, arbejderen slide for at de få kunne leve i ufattelig luksus.&nbsp;

Og det var en verden, hvor mennesket ikke var et menneske. Nogle var romere og havde borgerret og besad deraf agtelse og værdighed. Andre var ikke-romere og de var i grunden ikke mennesker; de var en slags dyriske væsener, man måtte holde nede.

I denne verden betød ordet kristen noget dybt humant; det antydede at den fattige ikke var en man gik forbi, men som man hjalp, at lidelser hos andre var noget man skulle dulme, at foragtede mennesker i hvert fald kunne finde et sted, hvor man ikke tog hensyn til foragten, at folk der forsyndede sig ikke skulle udstødes men tilgives.&nbsp;

Ordet ’kristen’ betød at man tog det alvorligt med sin egen moral, men ikke moraliserede på andres vegne. At man dømte sig selv hårdt, men den anden mildt.

Og ordet kristen stod for den humanistiske opfattelse at et menneske var et menneske. Hvad man ellers var, kunne være mindre væsentligt; om man var slave eller fri, romer eller barbar, fornem eller foragtet, det veg alt sammen pladsen for det faktum at man var menneske, en for hvem Kristus også var død. Kristen var et godt ord, så længe det holdt sig til sin oprindelige betydning.

Men skriver Sløk, ordet Kristen, er, som tiderne gik, blevet bortført voldtaget, og lukket inde på bordel, så det skiftede betydning.&nbsp;

Kristen gik hen og blev et stolt og hovmodigt og magtbegærligt ord. Med ordet kristen legitimerede man krige ødelæggelser, jødeforfølgelser, tortur og henrettelser, man legitimerede ophobning af rigdomme, selvglæde og magt over andre. Udviklingen forløb hurtigt. Blot få århundreder efter at ordet kristen var blevet født, var det ikke til at kende igen.&nbsp;

Og sådan er det gået fra århundreder til århundreder, skriver Sløk og skriver så ind i dagens situation, som så altså er 1971 – men når jeg har taget denne kronik med i dag, er det selvfølgelig fordi jeg finder at de ting Sløk opregner i 1971, også kan spejle vores tid anno 2023.

Sløk skriver: Når fx en gruppe mennesker markerer sig til forskel fra andre gennem ordet kristen – unge kristne, kristeligt folkeparti, kristelig lytter og fjernseer forening – da skal man sætte vagtposterne ud. Her har ordet kristen fået klang af aggression; ganske vist hyldet i lader af ydmyghed som en snerpet tante.

Hvor ordet kristen altså i sin oprindelse betød ligeværd – menneskeligt ligeværd – bruges det nu til at hævde sin merværdi og sin moralske overlegenhed.

Og her kan man jo blot tænke på hvordan vestlige politikere ofte prøver at hævde moralsk overlegenhed ved at kalde sig kristne eller hævde sin vestlige kultur som kristen. Sløk og Løgstrup ville være uenige.

Og måske både Løgstrup og Sløk har læst det evangelium om de 10 spedalske vi også har læst i dag&nbsp;

At de 10 spedalske ikke nødes til at konvertere; der står intet om at nu skal de afsværge deres gamle tro, og fra nu af kalde sig kristne og sværge en ny religion evigt troskab. De får faktisk bud om at vende hjem til det de kom fra.&nbsp;

Dog ikke tomhændede. Thi en ny forståelse er givet dem. At kærlighed og menneskeværd; tilgivelse og nåde ikke kender til hverken religiøs eller menneskelig begrænsning, men omfatter den højeste som den laveste.

Dog ikke tomhændede. Thi en ny forståelse er givet dem – ligesom den nu er givet os -&nbsp; At kærlighed og menneskeværd; tilgivelse og nåde ikke kender til hverken religiøs eller menneskelig begrænsning, men omfatter den højeste som den laveste.

Og nu forstår vi bedre citatet af K.E Løgstrup, at: ”Det er en kristelig påstand, at tanken om skabelse ikke er en særlig kristen tanke”

Ja, dette er kristendommens paradoksale evangelium, at den ikke beder om dig om iføre dig en klubvest hvorpå der står kristen. Men beder dig i grunden om at lægge klubvesten hvor du fandt den og så nøjes med at være menneske blandt menneske som en del af alt levende – smukt nok, tænker jeg&nbsp;

– og kirken er til gengæld et godt sted både at blive mindet om og sige tak for den oplysning.&nbsp;

14. søndag efter Trinitatis


Prædiken af Thomas Høg Nørager

Holdt i Stefanskirken den 10. september 2023

Se teksterne her: 14. s. efter Trinitatis fra første række | Bibelselskabet

---

Der er en ting som altid har slået mig, når jeg har læst ...

Stefanskirkens jubilæumssang

Kevin Edelvangs prædiken til radiogudstjeneste 1. søndag efter trinitatis

Hvis øje for et øje gjaldt, var vi snart alle blinde

Dit menneskeværd, er ikke betinget af om du kalder dig kristen