Filtermenu

Sortér

Nyborgs vigtigste have, tænker jeg ved mig selv, da jeg en tidlig sommermorgen går gennem lågen til kirkegården. Jeg har blomster med til stenvasen ved min mors grav. Senere samme dag skal min far bisættes fra kirken, og nu har jeg brug for at være et øjeblik på kirkegården. I haven ved mine forældres hus har jeg samlet en stor kurv med blomster. En buket til mor på kirkegården, og af de øvrige laver jeg små buketter, som kan lægges på fars kiste, inden vi sender ham endeligt afsted. En underlig og uvirkelig tanke, at haven ved mine forældres hus snart vil være ejet af andre. Hvor har vi mange gange gået rundt på havevandring, talt om de forskellige blomster, buske og træer. Engang var den omkranset af en kæmpe syrenhæk. Så skulle der ske noget nyt, og hækken blev erstattet af stauder. Og i de år, hvor far har været alene, har det været godt og trygt, at han havde kig til naboerne og de til ham. Mine forældre har altid haft grønne fingre, og mangfoldigheden i deres have er et særsyn. Det har krævet tid og flid, og jeg tænker ved mig selv, at der er noget virkeligt smukt over dette, at alt er vokset frem vitterlig over tid. Bag carporten, hvor der oftest er læ, har far haft sine krydderurter. Rosmarinen, der gennem årene har vokset sig stor, står næsten som et træ og med lilla blomster. Jeg skærer et par grene af til kurven. I fuglekassen ved terrassen er et musvitpar rykket ind. Jeg går ganske kort tæt på og hører lyden af helt spæde fuglestemmer. Næsten som en summen. Selvom far var syg, er hans død kommet pludselig, og jeg har endnu ikke vænnet mig til tanken. Og tager mig selv i at sige højt, her mens jeg skriver: ”Sludder. Vænne sig til tanken. For hvordan forliger vi os nogensinde med døden og tabet.” Vi kan sige om et menneske, at han eller hun var mæt af dage, og vide, at dette er sandt, men samtidig kender vi smerten ved at skulle leve videre uden ham eller hende, vi nu havde kær. Afmagt er noget, alle erfarer, når vi mister. Den dag står vi med tomme hænder. Men det er også i forhold til døden, vi erfarer, at der er noget, som ikke kan tages fra os. For Kærligheden dør ikke med dem, vi elsker. Og selvom sorg gør ondt og river i os med kærlighedens kræfter, som salmedigteren siger det, er sorgen et af de stærkeste vidnesbyrd om livets betydning, og hvad der for alvor betyder noget for os. Og derfor er kirkegården Nyborgs vigtigste have. Et sted at gå hen med vores sorg, tårer og savn, og måske hjælpes vi dér i roen og skønheden i små, men gradvise ryk til forløsning.
Marianne Aagaard Skovmand

Nyborg Sogn

Nyborgs vigtigste have, tænker jeg ved mig selv, da jeg en tidlig sommermorgen går gennem lågen til kirkegården. Jeg har blomster med til stenvasen ved min mors grav. Senere samme dag skal min far bisættes fra kirken, og nu har jeg brug for at vær...

Nyborgs vigtigste have

<a href="https://landing.churchdesk.com/da/file/29430f74-9b83-43a5-9e0b-9ef823cf1f0d">Referat MR-møde 20..05.2025 hjemmesiden.pdf</a>

Referat MR-møde 20..05.2025 hjemmesiden.pdf

Referat MR-møde 20..05.2025 hjemmesiden

<a href="https://landing.churchdesk.com/da/file/ffe201f0-58bf-48fc-8e6e-65cc7eca89b1">Referat menighedsrådsmøde 24.04.2025.pdf</a>

Referat menighedsrådsmøde 24.04.2025.pdf

Referat menighedsrådsmøde 24.04.2025

Efter sigende var det den gamle højskoleforstander på Askov Højskole, Knud Hansen, der i festlige sammenhænge, ud på de sene timer, kunne finde på at hilse af med netop de ord – ”Herren velsigne dig og forbavse dig!”
Selvom det givetvis har været sagt i spøg, rummer ordene ikke desto mindre en alvor, som ligger i direkte forlængelse af Knud Hansens grundlæggende syn på menneskelivet. Et syn, hvor det for ham var afgørende, at man ikke opfattede livet som et problem, og dermed som noget man forventes at kunne finde et bestemt svar og løsning på, men derimod opfattede det som en gåde. Som noget, der i sit væsen altid vil forblive uudgrundeligt og gådefuldt.
 
Den skelnen har vidtrækkende betydning for, hvordan vi forholder os til vores liv – og det har den ikke mindst i forhold til netop at kunne føle sig både velsignet og forbavset. For handler livet først og fremmest om at få det til at ”gå op” og finde løsninger på både det ene og det andet, ja så er der en overhængende risiko for at livet reduceres til et slags puslespil, hvor det kun handler om min egen begrænsede evne til at finde og lægge de rigtige brikker. Er livet derimod først og fremmest en gåde, ja så er livet i en afgørende forstand ude af mine hænder og forstand, og hver eneste dag jeg slår øjnene op, byder det sig til – til lige stor forbavselse og mulige velsignelse!
 
Og netop begge dele. For velsignelser kan man i en helt afgørende forstand aldrig forberede sig på. De kommer altid bag på en – uforudsigeligt, gådefuldt og, ja, forbavsende. Det gælder lige fra den velsignelse at blive forelsket, at stå med et nyfødt barn i armene eller til at betragte blomsterflorets farvepragt i maj. Alt sammen kan det kun erfares som en velsignelse, fordi vi ikke kan forberede os på det. Kunne vi det, ville det højst efterlade os med et gammelklogt, upåvirket træk på skuldrene, og et ”Nå, ja, det vidste jeg da allerede på forhånd”.
 
At velsignelser altid er til forbavselse, er, som citatet lader ane, også noget helt grundlæggende for evangeliet. Igen og igen sætter Jesus således hele sit liv ind på at vise, at der findes en velsignelse, der altid kan finde vej og gøre det ikke mindst dér, hvor vi allermindst ville forvente det. Finde vej til alle dem, der ikke har nogen løsninger. Til alle dem der ikke kan finde svar på deres problemer!
 
For velsignelsen er, at vi midt i vores største afmagt og alle vores manglende svar altid har hjemme i det mest gådefulde, der findes: i en himmelsk kærlighed, der bliver ved med at ville forvisse os om, at vores liv slet ikke handler om at have svar på rede hånd, fordi vi altid er indhentet af den Gud, der ustandseligt kommer alle manglende svar i forkøbet! Med sit velsignede løfte om at være med os alle dage. Både de dage, hvor vi ikke kan holde fast på os selv – såvel som dem, hvor vi ikke længere kan holde fast på hinanden.
 
Christian von Tangen Sivertsen

Efter sigende var det den gamle højskoleforstander på Askov Højskole, Knud Hansen, der i festlige sammenhænge, ud på de sene timer, kunne finde på at hilse af med netop de ord – ”Herren velsigne dig og forbavse dig!”

Selvom det givetvis har været...

Nyborgs vigtigste have

Referat MR-møde 20..05.2025 hjemmesiden

Referat menighedsrådsmøde 24.04.2025

Herren velsigne dig – og forbavse dig!