Filtermenu

Sortér

<h6>Sognecafemøde
med chef for Messecenter Herning </h6>
<h6>Georg Sørensen
onsdag 25. oktober kl. 14.00 i konfirmandstuen</h6>
&nbsp;Georg Sørensen er kendt som en mangeårig dynamisk leder af Messecenter Herning og efterhånden lidt af en levende legende i jysk erhvervs- og kulturliv. Under devisen ”Det personlige møde går aldrig af mode” har Georg Sørensen besiddet direktørposten i Messecenter Herning siden 1. april 1995. Fra 2005 som administrerende direktør for kon- cernen MCH A/S.
Med stor passion og dedikation har Georg Sørensen formået at gøre visioner til virkelighed, hvilket blandt andet har resulteret i opførelsen af Jyske Bank Boxen, MCH Arena og Hal M.
 
For sin indsats i spidsen for MCH A/S har Georg Sørensen modtaget en lang række priser og anerkendelser gennem årene. Heriblandt Europæisk Oplevelsesøkonomi Pris i 2011, Børsens Personlige Gazellepris i 2008, og i 2011 blev direktøren slået til Ridder af Dannebrog. Ved sognecafemødet vil han fortælle om de værdier, som han drevet ham igennem den lange, flotte karriere.

Orange megafon monteret på en orange væg, der kaster en skygge.

nykoebingkirke.dk

SOGNECAFEMØDE MED CHEF FOR MESSECENTER HERNING

GEORG SØRENSEN ONSDAG 25. OKTOBER KL. 14.00 I KONFIRMANDSTUEN



Sognecafémøde

2.s i fasten
 

Indledning
Hvorfor, spørger vi os selv. Hvorfor er livet ikke bare medgang og gode dage. Hvorfor bliver mennesker syge, hvorfor mister vi hinanden. Hvad skal vi med lidelse og smerte – kunne alt ikke bare være smukt og godt? Anfægtelsen fæstner dybt i menneskets sind. Fra kringelkrogene af vores indre, emmer dunkle skygger; hvorfor, min Gud, er livet også en jammerdal og ikke blot grønne enge? Det river og flår i os. Fråde står os om munden og man kan fryse helt fast og stivne som naturen, der er ramt et kuldegrader denne tid. Men livet er så fuld af modsætninger; dagen må mødes af natten, og sommeren af vinteren. Men også den anden vej. For når livet er under nulpunktet og alt er frosset til i kamp og klage, så kan solen stå op i øst igen og livet leves på trods af alt besvær. Ja foråret og livet pibler frem, trods det at døden kan lamme et liv. Det vil vi høre når vi nu rejser os og&hellip;
 

&nbsp;
 

Læsning - Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: 

Da Jesus og Peter og Jakob og Johannes kom ned til disciplene, så de en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem. Hele skaren blev grebet af ærefrygt, straks de fik øje på Jesus, og løb hen for at hilse på ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I diskuterer med dem?« Og en fra skaren svarede ham: »Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke.« Da udbrød Jesus: »Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!« Så bragte de ham hen til Jesus. Men da ånden så ham, rev og sled den straks i drengen, så han faldt om på jorden og lå og frådede og vred sig. Jesus spurgte hans far: »Hvor længe har han haft det sådan?« Han svarede: »Fra han var barn. Og den har mange gange kastet ham både i ild og vand for at gøre det af med ham. Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.« Jesus sagde til ham: »Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.« Straks råbte drengens far: »Jeg tror, hjælp min vantro!« Da Jesus så, at en skare stimlede sammen, truede han ad den urene ånd og sagde til den: »Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!« Da skreg den og rev og sled i ham og fór ud; og han blev som død, så alle sagde: »Han er død.« Men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op. Da Jesus var kommet inden døre og var alene med sine disciple, spurgte de ham: »Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?« Han svarede dem: »Den slags kan kun drives ud ved bøn.« Mark 9,14-29
 

&nbsp;
 

Prædiken
 

Flere prædikener har jeg skrevet over denne her tekst og krøllet dem sammen og slettet og raset lidt. For spørgsmålene eksploderer i mit hoved. Først tre udsagn og dernæst en selvmodsigelse. Jeg er nemlig ikke så sikker på, hvem han taler til, den gode Jesus, når det står sådan her; Da udbrød Jesus: »Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? – siger han det til sig selv? Med en hånd til hovedet i sin irritation, for så at vrisse; Kom herhen med ham!« Ligesom når mænd åbner rødbedeglas for kvinder med gigtplagede hænder. Kom her hen med det.
 

Og siden, da den syge unge mands far siger; vi har forsøgt alt muligt for at lindre hans lidelse endda sagt til dine disciple at de skulle drive den ud, men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os. Ja da tænker jeg også; er det et spejl eller et ekko eller en hån når Jesus tilbagelæser sit Hvis du kan! til faren. Og hvor lægger han trykket? HVIS du kan? Hvis DU kan? Hvis du KAN? Vi kan ikke se det af bogstaverne, men hvis vi antager at han har en dårlig dag, ham Jesus, så vrænger han det nok tilbage. Hvis du kan – jaja da. Og fortsætter endda med sit; Alt er muligt for den, der tror. Hvad vi i al fald godt ved her i kirken ikke kan holde vand, for vi tror og vi tror og verden er alligevel fuld af lidelse og tidlig død og angst og bæven. Hvis vi tror – jamen det gør vi jo netop, og troen skal vel ikke være større end et sennepsfrø, så tro det gør vi. Og samme konklusion når faren til Jeg tror – brøler han. Ih hvor jeg tror. Jeg tror du kan. Og dét kender vi til gengæld også godt. At vi tror at Gud kan fikse hele verden. Han der ved alt, kender hver tanke vi tænker og hvert ord vi har forestillet os at sige allerede inden det undslipper tungen. Han, der har verden i sin hule hånd - hvis nogen kan så er det da ham. Hvis han lige ville tage sig sammen og fjerne alt det onde og kolde og alle mandag morgener og vrangvillige teenagere og bitre svigerforældre og hvad ellers kan forpeste vores liv. Kære Gud jeg tror – få nu styr på det hele. Men faren er vist klogere end vi, for han ikke engang trækker vejret, men siger i samme åndedrag hjælp min vantro! Hov. Hvad var det? Vantro? Ikke tvivl – det handler altså ikke om hvorvidt han tror at Gud kan, for det tror han. Gerne endda – meget gerne, hvis det ellers kan lindre barnet. Vantro – det er at tro noget der er forkert. Hvad er det han tror – som vi også tror og håber men ikke helt måske erfarer? Han tror at noget kan ordnes fordi han ønsker det. Hvis dét var sagen, så så meget anderledes ud – sikkert også i jeres liv. Uanset hvad og hvor meget han gerne vil gøre sin dreng rask, så er det eneste han kan at sidde hos ham. Lindre ham. Elske ham. Holde om ham. Lide med ham. Men nu forsøger han at sige sit; jeg tror, ih hvor jeg tror hvis alt er muligt for den der tror. Og så bliver det pludseligt særligt igen. Folk, der godt kan lide mirakler, er vilde med de her evangelietekster, for der står; Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham! Tænk engang hvor vildt at de, der levede på samme tid som Jesus kunne tro sig til at han helbreder syge børn? Jeg tror sådan set at mange af os føler os lidt snydt. Måske er det meget godt at vi kan rejse jorden rundt på jetmotorer og har kemokurer og fjernvarme, men wow. Tænk at leve mens Jesus var der til at befale onde ånder ud af syge mennesker. Det er alligevel noget! Han befalede det – og det skete og han så at alt var godt. Drengen faldt om men han rakte det hånden og rejste det. Nu var sønnen klar til at leve et rigtigt liv uden lidelse og faren må have været mere end himmelhenrykt. I al fald slutter den lille scene der. Disciplene og Jesus går inden døre – det er helt almindeligt at de går hjem. Det gør vi andre jo også. Så de går hjem og en stille stund i stuen spørger de så; sig os lige, Jesus, Hvorfor kunne vi ikke drive den ud? Og her bliver det interessant. For hvorfor kunne de mest troende ikke, hvis alt er muligt for den, der tror? Og jeg undrer mig; er det egentlig dem, disciplene, Jesus mente, da han tidligere mumlede for sig selv; Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Er de egentlig vantro – fejltroende - og var det derfor deres tro ikke virkede miraklet? Nej, der er ingen mekanik; ret tro er ikke lig frelse, befrielse, lindring, godt helbred, overnaturlige evner eller medgang og lykke. Tro er bare tro – det går jo ikke den der tror hverken værre eller bedre end ateisten sådan i al almindelighed. Og se, Jesus svarer heller ikke, overensstemmelse med hvad ellers skete uden hos drengen og hans far. Han svarer ikke; Den slags kan kun drives ud ved befaling! Dét kunne ellers være godt – også for alle os, der ikke lever samtidig med Jesus, hvis alt nu var muligt for den, der tror, for så kunne han bare befale lindring og helbredelse. Jeg befaler dig, onde fodvorte, forsvind! Og så blev det aften og det blev morgen og han så at det var godt. Det ville have været fantastisk, hvis vi bare kunne bekende vores tro og siden befale over verden.
 

Men Jesus svarer noget helt andet og også her bliver jeg i tvivl om hvem han taler til. Måske sig selv igen. Han svarer; Den slags kan kun drives ud ved bøn. Hvilken ’den slags’ mener han? Den slags dæmoner? Eller den slags vantro. Jeg hælder til det sidste. Den slags vantro, at disciplene overhovedet skulle kunne drive noget som helst ud, udvirke mirakler, helbrede syge kronikere. På trods af dygtige læger må vi sige at helt mirakelmageri ser vi ikke i den nye sundhedsplatform. Så nej. Det, der kun kan drives ud ved bøn, det er mennesket idé om at det er magtfuldkomment! At det er livets herre. For end ikke bøn for syge udvirker helbredelser. Jeg har ingen erfaring for at fodvorter forsvinder hverken ved befaling eller ved bøn. Jeg beder dig fodvorte, forsvind – det virker ligeså lidt som at befale den bort. Men vi kan renses for at tro at vi overhovedet skal mestre at lidelse ophører. Vi kan bilægge vores anfægtelse, og lægge den hos Gud. Han vil, når tid er, fjerne epilepsi og fodvorter og dæmoni og mismod og vanvid. Og når vi klamrer os til hånden og trygler om at andre må gøre noget for os; så må vi sige at af og til må vi som faren affinde os med at alt vi kan er, at være der for hinanden. Men det rækker til gengæld også! For nok rækker vores frie vilje langt, men vi kan ikke fikse verdener. Vi kan ikke helbrede kronisk syge. Vi kan ikke fjerne al verdens ondskab. I mange sammenhænge er vi magtesløse og endnu ikke en bøn til Gud om at han må befale det onde bort, lader til at virke. Vi må affinde os med at vi lever liv med sorg og glæde, vinter og sommer, godt og ondt og vi kan ikke grundlæggende skabe paradisiske tilstande hverken for os selv eller andre. Men vi kan være sammen i denne sammensatte verden. Og det er meningsfuldt, at være. Det er lindrende. At vi deler smerten, trøster hinanden, skifter plaster, pudser snuder, står hinanden bi og er optaget af at for alle mennesker vil vi sørge for at det gode fylder mest. Vi må fejre hinandens sejre og dele hinandens tab. Vi må engagere os i hinanden. Vi må tage hinanden ved hånden også hånden, der ryster af gråd, og hånden, der er slap som var alt liv og mod borte. Ja egentlig tror jeg bare at evangelieteksten har ét udsagn til alle os, der lyttede til denne scene om den syge dreng og helbredelsen. Kun én sætning var vores; nemlig Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op. Og det er alt vi kan tilstræbe for hinanden; når vi går i knæ i livet, da lade andre række os hånden, og når vi selv er på fode, da magte at række ud og trække andre kuldslåede sjæle op igen. For mig er dét opstandelse.
 


&nbsp;

2.s i fasten

Indledning

Hvorfor, spørger vi os selv. Hvorfor er livet ikke bare medgang og gode dage. Hvorfor bliver mennesker syge, hvorfor mister vi hinanden. Hvad skal vi med lidelse og smerte – kunne alt ikke bare være smukt og godt? Anfægte...

2. søndag i fasten 2018

En gospelprædiken går gerne lidt anderledes end skrevet - her er råmaterialet.
Indledning
Prædiken i dag spinder utalt om T’er. Tekster for lov, tillid til liv og troskab overfor Gud og mennesker. T’et skjuler sig som begyndelsen på et korstegn, løber som en understrøm i kerneord og erfaringer som tro, tillid, tiltro, trøst, trang, tilløb, tilgivelse og først og mest de TI bud. Hør hvordan ordene fletter sig ind, når vi hører følgende tekst hos Matthæus:
 
&nbsp; 
Læsning - Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus
 
Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: »Mester, hvad er det største bud i loven?« Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ På de to bud hviler hele loven og profeterne.« Mens farisæerne var forsamlet, spurgte Jesus dem: »Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?« De svarede: »Davids.« Han sagde til dem: »Hvordan kan David så ved Ånden kalde ham herre og sige: ›Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender under dine fødder?‹ Når David altså kalder ham herre, hvordan kan han så være hans søn?« Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen længere spørge ham om noget. Matt 22,34-46
 
&nbsp;
 
Prædiken
 
Så ti dog stille! Flet næbbet. Knyt sylten. Ja for da Jesus havde lukket munden på saddukæerne, stoppet al deres snak, da samledes de og forsøgte at sætte ham på prøve med et provokerende spørgsmål. Det lød sådan her: Mester, hvad er det største bud i loven?
 
Lov og bud, krav og forventning. Det kan være hårdt at være menneske, hårdt at gøre det rigtige og vanskeligt at opretholde det gode gudsforhold. Hør bare her hvilke 10 bud mennesker på den tid forholdt sig til. Dem og mange, mange andre renhedsforeskrifter, adfærdsreguleringer og anvisninger. Men altså væsentligst disse ti:
 
1. bud Du må ikke have andre guder end mig. Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem. Andre guder. Nej der er da kun én. Men hvem eller hvad dyrker vi som VAR de guder! Ægtefællen? Børnene? Jobbet? Pengene? Helsen? Livets længde? Lad os lige definere at Gud er den, hvortil vi lægger al vor håb, den vort hjerte hænger ved. Den der er vores mening og den vi tyer til, når lokummet brænder. Måske er Gud for dig som for mig og for mange andre i vores tid Livets længde og en af den guds undersåtter bliver da korpset af læger, der skal sikre vores liv. At ringe 1-1-2 bliver da en troshandling. Men første bud løs; du må ikke have andre guder end mig. Dernæst;
 
2. bud Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn. Man forstår næsten slet ikke hvad det er man ikke må. Bruge sin Guds navn til løgn. Men det betyder vist at man ikke må bande. Eller i al fald; der findes 3 grupper af bandeord; dem om det der foregår på toilettet, dem om de der foregår i sengen og dem om det der handler om Vorherre. Herre Gud – det er vel ikke så svært et bud at holde. Eller hov; der forbrød jeg mig. For jeg tog Gud til indtægt for min egen hovne tilgang. Jeg brugte Gud til at fremme mit eget syn på tilværelsen. Det må jeg hellere holde mig for god til.
 
3. bud Husk sabbatsdagen og hold den hellig. I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal; men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud. Da må du ikke gøre noget som helst arbejde. Må jeg godt gå i biffen så? Eller gå en søndagstur med hunden? Skal jeg ligge derhjemme og lave ingenting? Nej du skal ikke ikke noget som helst. Du skal huske at helligdagen er til for mennesket ikke mennesket for helligdagen. Den er en gave der er rakt dig; til eftertænksomhed og når der trænges til det også til ganske hårdt arbejde, helbredelser, nødhjælp og pligt. Du SKAL ikke vegetere derhjemme, for helligdagen er ikke hellig i sig selv. Det er kun livet.
 
4. bud Ær din far og din mor. Konfirmander fnyser tit af det bud. Det er til gengæld et af de eneste de kan huske. De ved godt at de er prisgivet deres forældre lidt endnu. Ja egentlig er det det første sted at lære afhængighed os mennesker imellem, derhjemme hos mor og far. Vi kan ikke klare os på egen hånd. Det lærer vores forældre os – al ære og respekt for det. Ikke mindst når vi selv i kød og krop eller i ånd og gerning for lov at tjene som andres forældre. Da ved vi at vi holder deres liv i vores hænder og deraf springer stor ydmyghed også bagud til de tabte forældre, vi glemte at ære.
 
5. bud Du må ikke begå drab – nej selvklart ikke. Men dræbt i sjælen bliver den der udsættes for galskab og fortræd. Kuet og nedbrudt bliver det undertrykte menneske. I har hørt, at der er sagt til de gamle: Du må ikke begå drab; .... Men Jesus siger os: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen. Jeg tænker der sigtes på Guds og menneskers syn på et vredladent menneske. Allerede dér tager vi livet og glæden fra hinanden, jo. Det er det faglige drab.
 
6. bud Du må ikke bryde et ægteskab. Og her tænker jeg sådan set ikke på andres ægteskaber. Eller på at man skulle komme til at tjene som ægteskabsbryder som elsker eller elskerinde. Nej jeg tænker det helt anderledes nært. Hvornår har man ikke selv brudt sit eget ægteskab; langt forud for skilsmisse vel at mærke. BC Christiansen siger; ”spørg dig selv om du ville være gift med dig”. Om den du er og det du gør er en du kan se dig selv være gift med. Hvis ikke er der nok rimelig risiko for at du fra tid til anden har brudt dit eget ægteskab. Det er vores vilkår, vi egensindige mennesker. Vi kommer til at gøre det; når vi vil bestemme over mere end os selv og også over den anden. Det er syndens brod, der borer sig ind i vores kød.
 
7. bud Du må ikke stjæle. Ikke det, der frister lidt og ikke det du tager, som kræver den andens liv. I klasseværelset må man lade den andens tyggegummi være, selvom de lange fingre er vanskelige at styre, og i de store ting må du ikke berøve dit medmenneske, hvad er hans og ikke dit. For dit liv er ikke vigtigere end hans. Din glæde ikke mere værd end andres.
 
8. bud Du må ikke vidne falsk mod din næste. End ikke for at beskytte dig selv. Sig tingene som de er - ikke i en jagt på sandheden, hvor den ikke trænger sig på, for da gør den mere ondt end godt. Men lyv ikke om andre; påstå ikke at de har gjort noget, de ikke har. Forvræng, forstør, forøg ikke med dine ord den andens skyld. Slet heller ikke som værn for dig selv. Det andet menneske har krav på at der tales sandt om ham.
 
9. bud Du må ikke begære din næstes hus selvom det er svært, under tv-programmet Hammerslag ikke at ønske sig hverdagspalæer og sommerhuse som slotte. Stræb ikke efter andres glæde, familieformer, indkørsler eller frugtlunde. Et hus er mere end mursten – bliv klog af at se andre, det går godt, familier der trives. Vær glad på deres vegne, selvom du tænker at du gerne vil have deres hus og leve deres liv. Den lidelse du bærer i dit eget hus kender du fra inderside. Den lidelse, der er andres, kan ikke ses på ydersiden. Begær ikke andres hus uanset om du selv bebor en ruin. 
10. bud Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom. Vi mennesker vil ellers frygtelig gerne have hvad andre har. Vi spejler os i hinanden. På digitale platforme ser vi andres lykkeliv og smilende afkom og hører kun kiv og tud fra egen stue. Vi vil gerne have hvad andre har. Men fremfor at tage, hvad er andres kærlighed og livsværdi må vi, siger Luther, tilskynde dem til at blive hvor de er og gøre hvad de skal. Vi må ikke stjæle hinanden fra hinanden. Ikke tage patent på andre mennesker. Alt vi har er en gave – og andres gaver må forblive deres.
 
Nu fik I en mikroversion af troens katekismus, og måske kan man tro at de 10 bud er sådan en prioriteret rækkefølge; det væsentligste først. Og at man kan slække på kravene nedefra; man må måske hellere begære en anden mands hustru end have en anden Gud?
 
Det kan også være at det i stedet er sat i rækkefølge efter frekvens. Hyppigst først; at vi oftere laver os afguder at dyrke, oftere i al fald end at ønske sig en anden mands æsel. Jeg skal ikke kunne sige det. I hvert fald skal man vare sig for at forsøge at vurdere hvilke regler det er mindst alvorligt at overtræde. Ligesom når bilister regner ud hvor meget for meget de må køre uden at få et klip i kortet. Den slags lovbøjninger lyder det næsten som om Saddukæeren er ude på. Sig mig Jesus – hvilke af vore mange love og bud og regler må vi i grunden tage lidt lettere på og hvilket er det allervigtigste, bare lige så vi ved hvad vi i al fald skal holde os fra og til. Nu er Kristus jo ikke en hvem som helst så han svarer helt givet noget ganske andet, end ventet. Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ På de to bud hviler hele loven og profeterne.«
 
Han taler om lovens ord og ånd. Han siger ikke; gå ud og slagt en ged, den med grå pletter, og del den med din nabo, ham til højre, og spis det så i tre mundfulde, som hver tygges 60 gange. Nej sådan er han ikke. Han kommer ikke med ret præcise anvisninger og gør det dermed under ét både ganske svært og ganske let at leve som ansvarligt menneske. For det er netop hvad vi er; ansvarlige. Vi svarer på den udfordring livet og menneskeheden er og svaret vi giver afhænger af den grund vort liv bygger på. En grund som kan antage ganske mange forskellige udtryk. Nogle kommer af stenet grund og tænker på sig selv før andre – nok tillært af nød og mangel af den ene eller den anden karakter. Andre har den grund lagt at i dem ligger fremdrift, de skal samle til huse og hobe og sikre sig. Nok tillært fordi de ser livet som truet. Og ganske mange andre grunde kan lægges. Disse grunde kan trimmes af love; at man uanset ens egen eksistens’ udgangspunkt dog må holde sig indenfor lovens rammer og fire vægge. Så er der sådan rimelig skik på samfundet og fællesskabet. Men Jesus han siger ikke noget om lovens murværk, ikke noget om hvilke sten, hvilke reguleringer, hvilke anvisninger eller hvilke formaninger og på- og forbud vi må leve under. I stedet siger han noget helt grundlæggende, som kan blive til en ny livsgrund for mennesker. Han siger; ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ og Du skal elske din næste som dig selv.‹ På de to bud hviler hele loven og profeterne – og livet, kunne vi fortsætte. Orientér dig mod Gud; i bøn og klage, lovsang og tanke. Og tjen medmennesket altid og uden undtagelse. Det er grunden for et kristent liv. Det er grunden for gudsforholdet. Jeg er ikke sikker på at saddukæeren blev glad for det svar, men det var det han fik. På den grund må han selv forstå at svare; hvordan skal jeg dog leve. I tro og i tillid.
 
&nbsp;

En gospelprædiken går gerne lidt anderledes end skrevet - her er råmaterialet.

Indledning

Prædiken i dag spinder utalt om T’er. Tekster for lov, tillid til liv og troskab overfor Gud og mennesker. T’et skjuler sig som begyndelsen på et korstegn,...

Gospelprædiken

Folkekirken – hvis du skulle være i tvivl&hellip; Sådan skrev en af mine kolleger på Facebook, som gensvar til Ateistisk forenings udmeldelseskampagne. Og ved nærmere eftertanke er ’sloganet’ ganske godt. For selvom jeg først læste og misforstod, at han mente ’Folkekirken’ frem for andre kirker, mens det han naturligvis mente var ’Folkekirken – også når du bærer på troens tvivl i dit indre’, ja så er der god kraft i ordene. For kirken leverer netop ikke færdig-støbte endsige letkøbte livssvar, men derimod fortsat gods til tænkning, afklaring, afgørelse og ikke mindst samtale. Det vil enhver, der beskæftiger sig med kirkeligt stof vide, ligesom kirkegængere vil kende til, at også gudstjenesten giver plads til medtænkning, eftertanke og af og til en livsrystende tvivl. For hvordan er det lige, med ham Gud. Heller hende. Og hvordan forstår vi mennesket. Og hvad er i det hele taget meningen; med Gud og mennesket og livet i særdeleshed. Heller ikke det, gives faste svar på. Og derfor er tvivlen ikke et sygdomstegn, eller en usund vaklen i troen, men derimod en forudsætning, fordi tvivl og forundring går hånd i hånd. Det er tvivl, der får os til at stille spørgsmål, og det er tvivl, som leder efter mening. Og som der står et sted i bibelen; den, der søger, skal finde. Men først må vi søge. Det er det, tvivlen leder os til. At søge og undersøge, at tænke og fundere. Og ikke mindst fordybe os! For hvor et hastigt liv kan leves uden tvivlens nådegave, men i stedet blot på overfladens japperi, ja så vil det menneske, der tager sig tiden til at tænke stort om livet også få dybe tanker og høje forventninger. Så tvivlen skal man ikke sådan skele skævt til. Tvivlen skal man lytte til – for den er tvilling til troen. Gennem livet vipper vi op og ned; faste i troen, bævende i tvivlen. Kirken giver plads til begge, fordi den vover sig ud på dybt vand – som disciplen Peter, der kaldes ud af båden, ud på søens overflade, for dér at se om troen kan bære. Tør du tage mod den håndsrækning, kirken giver? Tør du afprøve dine livssvar? Tør du udfordre dig selv? Ja så bliv i folkekirken. Kom i folkekirken. Invester tid og tænkning – når du er i folkekirken. Fordi vi nu forstår at følgende er et adelsmærke; Folkekirken – hvis du skulle være i tvivl&hellip; 
/CKT

Folkekirken – hvis du skulle være i tvivl&hellip;
Sådan skrev en af mine kolleger på Facebook, som gensvar til
Ateistisk forenings udmeldelseskampagne. Og ved nærmere eftertanke er
’sloganet’ ganske godt. For selvom jeg først læste og misforstod, ...

Sognecafémøde

2. søndag i fasten 2018

Gospelprædiken

Tør du ?