Filtermenu

Sortér

Der spørges ofte til kirkens relevans. Hvad skal vi dog bruge den til? Hvad nytte har vi af den? Hvorfor bruge alle de penge, og al den tid på noget, der alligevel ikke giver mening? På alle de spørgsmål er der ikke andet end at svare, at kirkens relevans ligger i den irrelevans. Jeg vil sågar mene, at det er kirkens fineste opgave at være irrelevant. Kirken er på irrelevansens og de irrelevantes side, og fungerer derfor som et bolværk for svage, undertrykte, marginaliserede og ensomme – for de søgende, de sørgende og dem, der lider i stilhed. Kirkens magt, hvis man kan tale om sådan en, ligger i dens magtesløshed.
&nbsp;
 
Kirkens irrelevans er således dens egentlige relevans og styrke. Kirken fungerer som et af få stedet steder, hvor der er plads til irrelevansen. Og der må være plads i et menneskeliv til at dyrke og koncentrere sig om noget, der ikke nødvendigvis skal kaste noget af sig. Man må have lov at lave noget, der ikke er et rationelt middel til et fornuftigt mål. Og der må i et menneskeliv være plads til at være den svage, den der er alene eller den, der ikke har styr på tingene. &nbsp;Med en folkesygdom som stress, burde fokusset på irrelevans nok i virkeligheden være større end det. Ikke mindst fordi jagten på relevans på alle måde er opslidende. I kirken er irrelevansen derimod vedvarende. I kirken er der en anden horisont og et andet mål med det, der foregår. Relevans er ikke et af dem. 
&nbsp;
 
Derfor er præsten en ”irrelevansens ridder”, der er opøvet i irrelevansens fine kunst. For præsten er den, der kan holde ud at stå midt i irrelevansen og magtesløsheden – og netop ikke for at løse eller fjerne den, men for at gå ved siden af dem, der selv står midt i den. Præsten kan ikke få livets skrøbelighed til at gå væk, præsten kan ikke vække de døde til live, eller sørge for at ægteskaberne holder. Men præsten kan give disse vilkår ny betydning, se tilværelsen fra oven og fortælle en anden fortælling om livet, end den, der måske ellers fortælles. Alle disse vilkår er mysterier, vi ikke kan løse: vi kan ikke regne livet ud, og tilværelsen kan aldrig blive helt gennemsigtig for os. Men med kirken og præsten kan alle disse vanskelige vilkår i livet få en form, som man kan forholde sig til, og en bestemt tydning. Og ultimativt er det hverken præsten selv, eller nogen andre, der fortæller disse fortællinger, men Gud. På den måde bliver kirken og præsten relevant i kraft af irrelevansen, og det enkelte menneske kan blive sat fri fra at være perfekt, og fra selv at skulle få livet til at gå op. 
&nbsp;
 
Måske det kan lyde som om, kirken alene har som sit formål at svælge i menneskets magtesløshed. Men pointen er snarere at se hele tilværelsen i øjnene, og anerkende menneskets begrænsninger, for alternativet er selvbedrag. Livet kan som nævnt ikke blive helt gennemsigtigt for os. Ikke desto mindre skal vi mennesker leve et helt liv. Derfor er det nødvendigt med en plads til irrelevansen, det er nødvendigt med en plads til at belyse alle sider af tilværelsen, også de irrelevante og svage sider – for disse sider er netop på paradoksal vis relevante at beskæftige sig med. Pointen er i øvrigt heller ikke at kirken skal være ligegyldig, den skal kun være irrelevant. Det er derfor ganske afgørende hvordan irrelevansen italesættes. Det er absolut nødvendigt med en vedkommende irrelevans, en opmuntrende irrelevans og en kærlig irrelevans. &nbsp;
 
&nbsp;
 
Espen Norderhaug Brandt

Ibsker-Svaneke-Bodilsker-Christiansø Pastorat

Artikel om kirken og hvor relevant den bør være, skrevet af Espen N. Brandt. Tidligere bragt i Bornholms Tidende.

Kirken som irrelevansens ridderborg

Woke er død!&nbsp;
Det er der i hvert fald nogen, der siger. Der er sikkert nogle, der drager et lettelsens suk. ’så behøver man da ikke tænke mere over det’. For min skyld kan vi godt holde op med at bruge ordet woke. Men alt det, ordet indeholder og henviser til, det kan vi ikke smide væk. Heller ikke som kirke. Slet ikke som Folkekirke. Woke er mere end ideologi og kulturkamp. Det handler om menneskerettigheder. Om retten til at være den, man er. Ingen i hele verden, gætter jeg på, ønsker at andre skal bestemme, hvem de er eller skal være. Stil dig selv det spørgsmål: hvordan ville jeg have det med, at andre fortalte mig, hvem jeg skulle være? Hvad jeg skulle være. Nogle af jer har måske oplevet, at det lå i kortene, hvad I skulle være. Landmand, fisker, husmor. At familien og traditionerne havde besluttet sig for det. Sådan blev det. For nogle har det ok. For nogle har det givetvis været træls men til at holde ud. For andre har det været en pine at skulle passe ned i de på forhånd definerede kasser. Hver dag at udføre et stykke arbejde, som man ikke brændte for. Jeg kan slet ikke forestille mig hvor dårlig en præst, jeg ville være blevet, hvis nogle andre havde bestemt, at det var det, jeg skulle være. Eller hvis min familie havde forventet, at jeg blev sygeplejerske ligesom min mor. Et er det, vi arbejder med, som nogle gange for nogle af os bliver en identitet. Tænk hvis det handlede om, hvem vi er sådan helt personligt og privat. Der er nogle, der siger, at der er ligestilling for kvinder i Danmark. Prøv at spørge en mørk kvinde om det. 

 Jeg har hørt, at der findes nogle, der synes at ligestillingen er gået for langt. For mig er det et temmelig absurd udsagn. Jeg gætter på, at de fleste kvinder synes, at det er mere end godt, at der er nogle, der har kæmpet for os, nogle der stadig kæmper for os og vores rettigheder. For nu at tegne det endnu skarpere op: jeg gætter på, at de fleste mennesker synes, at det er godt, at slaveriet er blevet afskaffet. Det er her vi finder roden til den kamp, der ikke må slutte nu. Den, der førte til slaveriets ophør, som kæmpes for ikke-hvides ligestilling med hvide; kvindekampen. Det var og er kampe, der skulle og skal tages. Den kamp, hvis mål er lige rettigheder, ikke kun til ligeløn, men til eget liv, egen sexualitet, selvbestemmelse for alle, har ikke som mål at gøre os alle samme homosexuelle eller transkønnede (en for mig absurd udtalelse, jeg er stødt på). Vi marcherer stadig i gaderne for vores rettigheder; tænk på de store demonstrationer efter Trump første gang blev indsat som præsident, tænk på de modige kvinder i Iran, tænk på Black lives matter! Og hvert år går Pride gennem gaderne i byer, og på små bitte øer, verden over, fordi det er nødvendigt! Fordi alle endnu ikke er lige. Jeg bliver nødt til at sige det også om vores lille Danmark – fordi alle endnu ikke er lige!

 Det er en falliterklæring, at virksomheder tager regnbueflagene ned; at en amerikansk præsident i den grad får lov at styre dagsordenen, selv før han trådte til; at vi ikke altid kan eller tør stå ved, hvem vi er af frygt for repressalier fra et samfund, der basalt set frygter forandring. 
&nbsp;
 
Der er ingen som helst forskel på os, når vi knæler for at modtage nadveren. Alle er velkomne, alle er lige, fordi vi alle er født som Guds børn. Gud som er frelser, herre, skaber, moder, en høne og et bjerg, en ørn og sågar et menneske, meget mere og helt umulig at sætte på formel og køn. Det betyder ikke, at vi kan slutte fra, at fordi vi er født som mand og kvinde, til at så må Gud se ud ligesom os. Næh, det betyder, at vi er en del af hele det billede, det væsen, den eksistens, der er Gud, og som er så meget mere end os. Så meget mere en vi nogensinde kan forestille os eller fornemme eller forstå. Mere end summen af os alle sammen. Præcis derfor kan Gud indeholde, afholde, omfavne og elske os alle sammen uden undtagelse. Præcis derfor er der plads til os alle sammen, skal der være plads til os alle sammen. Fordi Gud er radikal nåde og radikal kærlighed. Det er derfor, vi ikke kan give slip på den kamp, den bevægelse, der også er indeholdt i begrebet woke. Det er derfor, vi bliver nødt til at blive ved med at kæmpe.

Artikel om kulturkamp, kirke og Guds nåde, skrevet af sognepræst Lise Dürr Nielsen. Tidligere bragt i Bornholms Tidende.

Woke er død!

Som præst i Ibsker-Svaneke-Bodilsker-Christiansø Pastorat er man netop dét – man er præst på Christiansø. At være præst på Christiansø er måske en opgave man ved første øjekast kunne komme til at overse. Men denne opgave og rolle har for mit vedkommende hurtigt udviklet sig til at være noget ganske særligt. 
&nbsp;
 
Egentlig bør jeg begynde et helt andet sted. For af uransagelige årsager overses der altid en ø, når man taler om ”Christiansø” – for der er jo to øer derude øst for Bornholm: Christiansø og Frederiksø. Yderligere er der også Græsholmen, men da den kun er beboet af et par tusinde fugle, der hverken har behov for at høre evangeliet eller tage del i den hellige nadver, kan den med rette overses. Jeg skal ikke gøre mig klog på hvorfor Frederiksø ofte overses, men vigtigt er det i hvert fald at fastslå, at jeg også er præst dér. 
&nbsp;
 
For at komme til Christiansø og Frederiksø må man af gode grunde sejle. Alene denne sejltur er grund nok til at blive præst på øerne, for der er noget magisk ved den. Først må man fragte sig selv til Gudhjem – og bede til højere magter om, at man kan finde et sted at parkere. Lykkes det, går man med al sin oppakning ned af de stejle og smalle gader, og ombord på færgen M/S Ertholm. Med det samme transporteres man tilbage i tiden – færgen er lavloftet, hvidmalet og fra den tid, hvor der endnu var folk i verden, der kunne nitte plader sammen – ikke nogen svejsning her. Færgen er altså med andre ord fra før verden gik af lave – og derfor desto hyggeligere at opholde sig på. Der dufter af dieselolie og saltvand og hele turen fra Gudhjem er akkompagneret af lyden fra skibets summende motor. Ombord kan man købe dåsecola og spillekort, og på den måde mangler hverken kroppen eller sjælen noget på overfarten. 
&nbsp;
 
Færgens indretningen kan siges at være en krydsning mellem et brunt værtshus og bankdirektør Varnæs’ dagligstue. Panelerne på væggene er lavet i mørkt, lakeret træ og ved hvert bord hænger en lille firkantet lampe, med et lille gitter hen over midten. Der mangler således ikke meget mere end nogle store plysbetrukne møbler og byens fine damer til te, så er illusionen komplet. Og nu vi er inde på Matador, er det værd at nævne, at færgen er en tysker med ophav i Husum, i Slesvig. 
&nbsp;
 
Færgen bruger en time på at sejle fra Gudhjem til Christiansø – når altså ikke den bruger længere tid. Rejsetiden påvirkes let af vind- og vejrforhold, og af samme grund bør man som rejsende sørge for at være udstyret med et stabilt svælg. Besidder man ikke et sådan svælg, må man i stedet nøjes med ikke at være nervøs for at ”spule dækket” foran fremmede. Den lille færge gynger let, den ”arbejder” som det hedder – og jeg kan efter få ture konstatere, at der ofte ikke skal meget ”arbejde” til, før end de første søfarende må hengive sig til brækposerne. Men det er ingen skam, for ofte vipper og gynger færgen således, at horisonten helt forsvinder fra vinduet, og man skiftevis enten kun kan se himlen, eller havet. I sådanne tilfælde gælder det om at holde fast i bordet, og have et vågent øje på alle løse genstande. Sådan kan man af og til få lov at sidde det meste af turen – men det har dog også sin charme, at man på den måde må kæmpe med elementerne for at nå frem til Christiansø. Den slags bølger, der får færgen føles som en karrusel og hvor vandet danser for øjnene af en, kaldes i øvrigt af christiansøboerne for ”mellembølger”. Jeg er ikke sikker på hvor mange andre, der ville betegne bølgernes størrelse som ”mellem” – men jeg tror samtidig, at man får et andet forhold til havvand, når man på den måde beboer gråbrune klippeknolde i Østersøen. Man må desuden ikke lade sig skræmme af disse historier om brodsø og den menneskelige biologi – i godt vejr er sejlturen vidunderlig, og man kan med sindsro begive sig afsted. 
&nbsp;
 
Når man efter en mere eller mindre strabadserende sejltur er ankommet til denne yderste forpost i kongeriget, så venter der solvarme klipper, vildtvoksende persille og en uendelig horisont. Når mindet om Gudhjem, realkredit og e-Boks for længst er fordampet, kan man lade blikket vandre langs med de gule huse og fæstningsmurerne – og høre hvordan luften fyldes af mågeskrig og blæstens susen, som en slags evig underlægningsmusik. Og som en tidligere christiansøbo en gang har skrevet, så bor man på Christiansø ikke på en ø, men i en verden. Det er denne verden, som er sejlturen og alle eventuelle strabadser værd. 
&nbsp;
 
Og Christiansø er en verden for sig. Som gæst på øen synes tiden næsten at gå i stå – og det er ment aldeles positivt. Der er et andet og mere adstadigt tempo her, som en verden hvor tiden er strækket ud, og er blevet lang. Og til trods for de ufattelige mængder turister man kan opleve trave øen rundt i grupper, er der rent faktisk roligt på øen – især når færgen sejler turisterne hjem igen. Måske tiden synes at gå i stå, fordi der overalt på øen er spor efter en tid, der ikke findes mere. Samtidig føles øen lyslevende og til stede, lige her og nu – der er en friskhed og en energi over klippeknoldene. Øen er på den måde, både i tiden og samtidig uden for tiden – som en slags Narnia eller Eventyrland. 
&nbsp;
 
Når solen går ned, et eller andet sted ude i vandet, og den store linse i fyret i Store Tårn roterer – når man har stjerne over sig, og vandet med klipperne under sig – så kan det ske, at man i glimt lov til at føle sig lille, på en god måde. Den følelse alene gør øerne et besøg værd. Og afstanden fra Bornholm til Christiansø føles nok længere end afstanden fra Christiansø til Bornholm – de gråbrune klipper ligger i verdens navle, midt i vandet, med sin egen tid og sit eget tempo. Derfor skal man tage af sted. Af samme årsag er mine ture hjem fra øen også altid lidt vemodige – straks er jeg kommet, og straks skal jeg tilbage til Gudhjem, realkredit og e-Boks. På turen tilbage bliver tiden igen en anden og tempoet sættes pludselig op. Og ganske vidst er der også solvarme klipper og mågeskrig hjemme på Bornholm, men ikke på samme måde – det er noget andet på Christiansø, og Frederiksø. 
&nbsp;
 
Espen Norderhaug Brandt

Artikel om præstelivet på Christiansø skrevet af sognepræst Espen Brandt. Tidligere bragt i Svanekebladet

Kirken som irrelevansens ridderborg

Woke er død!

Status på skæret – en kærlighedserklæring