Filtermenu

Sortér

Filminstruktøren Francois Truffaut sagde engang, at hvis man fortæller mig at 9 ud af 10 franske film handler om kærlighed, vil jeg stadigvæk sige, at det er for lidt. Og sandt er det, at det bedste og det værste i vores liv har med kærligheden at gøre. Det kan man forvisse sig om under læsningen af Jens Christian Grøndahls omfattende forfatterskab, der tog sin begyndelse i 1985 med romanen ”Kvinden i midten”. Her stiller fortælleren sin elskede dette spørgsmål: ”Vi er stadig fremmede for hinanden, men hvor længe endnu?” Spørgsmålet genlyder i mange af de romaner, Grøndahl siden har skrevet. Kærligheden bringer mennesker sammen, men den skiller dem også ad, fordi det ofte ender med, at de elskende bliver fremmede over for hinanden. Komikeren Thomas Wivel sagde engang: ”En ven er en fremmed, du ikke har mødt endnu.” Den erfaring gør adskillige i Grøndahls persongalleri, og det kan måske lyde trist, men er det ikke, fordi romanerne rummer en vældig dynamik, da de også handler om at forsone sig med tilværelsen igennem fortællingen om ens eget liv. Med Grøndahls egne ord: ”Man er sin historie, ja, men det betyder også, at man bliver til, idet man fortæller om sin egen omskiftelige og selvmodsigende tilblivelse.”
&nbsp;&nbsp;&nbsp; &nbsp;&nbsp;Onsdag d. 22. april kl.19.00 gæster Jens Christian Grøndahl Sorø sognegård, hvor jeg også skal tale med ham om de sidste tre romaner, hvori der indgår kristne motiver. Den ene hedder ”Fra i nat sover jeg på taget”, og da Grøndahl er den nulevende forfatter, der er mest læst i Frankrig, er denne roman oversat. I Le Figaro lød dommen: ”Grøndahl forbliver den fuldendte følelsesatlet. I hans værker fortælles kærligheden i dæmpede toner, tyst og lavmælt, i en prosa så glat som fløjl. Der er noget magisk ved kongeriget Danmark. Elegancen er allestedsnærværende, og så er denne romanforfatter endog i stand til at skrive: "Læsere, der måtte ønske det, kan springe en side over”. Det kan der slet ikke være tale om, monsieur Grøndahl!”

Sorø Klosterkirke - Akademigrunden 4, 4180 Sorø   

Filminstruktøren Francois Truffaut sagde engang, at hvis man fortæller mig at 9 ud af 10 franske film handler om kærlighed, vil jeg stadigvæk sige, at det er for lidt. Og sandt er det, at det bedste og det værste i vores liv har med kærligheden at...

Jens Christian Grøndahl i Sorø sognegård

Hvis man kun måtte tage en bog med sig på en øde ø, så ville jeg vælge Bibelen. Og det skriver jeg ikke kun, fordi jeg er præst, men også fordi Bibelen ligesom biblioteket indeholder mange bøger. Det græske ord biblos, er baggrunden for ordet bibel og bibliotek.
&nbsp;&nbsp;&nbsp; Når vi omtaler Bibelen i bestemt form ental, så skyldes det, at det i meget gamle dage var den bog man havde i sit hjem, hvis man altså havde en bog. Før reformationen blev Bibelen næsten altid placeret på altret, eftersom præsterne var blandt de få, som havde adgang til at læse den. Da Bibelen blev tilgængelig for de brede skarer, fik det enorm stor betydning for litteraturhistorien. Som jeg skrev i forrige klumme, så kunne William Shakespeare næppe have skrevet dramaet ”Lige for lige”, hvis han ikke forinden havde læst Lukasevangeliet.
 
&nbsp;&nbsp; Som nævnt er Bibelen ikke en bog, det er mange bøger, og jeg har mine favoritter blandt de 66 bøger, den består af. Her vil jeg nævne Første Mosebog, profeten Esajas, Prædikerens Bog, Lukas og Johannesevangeliet. Lukas holder jeg af, fordi han bringer nogle af Jesu bedste lignelser. Johannes sætter jeg særlig pris på, fordi han allerede i første kapitel skriver: ”Vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed”. 
&nbsp;&nbsp;&nbsp; Hvis man i en maggiterning skulle koncentrere hele kristendommen, så er det alt sammen udtrykt lige præcis her. Her siger Johannes nemlig, at en sandhed uden nåde er kynisk og uhyggelig, og at en verden uden nåde er falsk. Derfor: Sandheden er nåden, og nåden er sandheden. 
&nbsp;&nbsp;&nbsp; Sådan forstod N.F.S. Grundtvig det også. Det fremgår af hans største digt ”Nytårsmorgen”. Der er meget, som jeg kunne have lyst til at citere herfra, men her må disse linjer være nok: ”Da lærte jeg arme i midvinter sval/ at lys uden varme er helvedes kval”. Her lyder et ekko af evangelisten Johannes: at en sandhed, som er uden nåde og uden kærlighed, ikke har med kristendommen at gøre. Den kristne kærlighed er som solen - lysende og nærende og skabende.&nbsp;

Hvis man kun måtte tage en bog med sig på en øde ø, så ville jeg vælge Bibelen. Og det skriver jeg ikke kun, fordi jeg er præst, men også fordi Bibelen ligesom biblioteket indeholder mange bøger. Det græske ord biblos, er baggrunden for ordet bibe...

En bog til den øde ø

I Matthæusevangeliet læser man: ”Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes. For den dom, I dømmer med, skal I selv dømmes med”.
&nbsp;&nbsp;&nbsp; Disse ord var baggrunden for Shakespeares drama ”Lige for lige”, der handler om en hertug i Wien, som i forbindelse med en rejse udnævner Angelo som sin stedfortræder. Oswald Helmuth sang i sin tid: ”Hvad er en stedfortræder? Brug forstanden! Det er en, der gør fortræd i stedet for en anden!” 
&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp; Hvis hertugen har handlet for vagt og vennesælt, så gør hans stedfortræder fortræd. Angelo – latinsk for engel - farer frem med bål og brand, når det gælder sex uden for ægteskabet. Angelo indfører skrappe love mod utugt og utroskab. I Det gamle Testamente hedder det lige for lige eller ”øje for øje, tand for tand”, mens det i Det ny Testamente lyder: ”Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes”.
 
&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp; Hvad er Angelo mon selv bedst tjent med? 
&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp; Angelo dømmer Claudio til døden, fordi han har gjort sin forlovede med barn. Nonnen Isabella går i forbøn for sin bror, men Angelo bliver erotisk betaget af hende og forlanger, at Isabella skal gå i seng med ham for at løslade Claudio.
 
&nbsp;&nbsp;&nbsp; Den ægte hertug har fra et skjul holdt øje med sin stedfortræder, og pga. Angelos gemene karakter allierer han sig med Angelos tidligere flamme, der forklæder sig som Isabella, opsøger Angelo om natten og tilbringer den med ham. Nu træder Isabella frem og anklager Angelo for voldtægt og dødsdommen over sin bror. &nbsp;
 
&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp; Angelo kommer for retten, hertugen dømmer ham til døden. Lige for lige. Men pludselig står Claudio lyslevende i lokalet sammen med Isabella, der takket være hertugens plan ikke er kommet noget til, og hertugen lader nåde går for ret. 
&nbsp;&nbsp; Søren Kierkegaard skriver om stykket: ”Den, der ved, at han har en bjælke i øjet, skal ikke anklage den, der har en splint i øjet. Han må hellere forlade sig på nåden end ved det skæbnesvangre ord ret forspilde alt ved at fremkalde det strenge ”lige for lige”. Eller som der står i fadervor: Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.”

I Matthæusevangeliet læser man: ”Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes. For den dom, I dømmer med, skal I selv dømmes med”.

Disse ord var baggrunden for Shakespeares drama ”Lige for lige”, der handler om en hertug i Wien, som i forbindelse med...

Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes

Når Storm P. gik på spadseretur i parken, tog han altid hatten af, når han traf på en ælling. For som han sagde: ”Man ved jo aldrig om den bliver til en H.C. Andersen en dag!” Samme optimisme var min onkel Hans besjælet af. Således gav han mig violinundervisning, for man ved jo aldrig&hellip;. selv om ”musikken” lød, som trak man en kat i halen.
&nbsp;&nbsp;&nbsp; Jeg lånte violin og bue af ham, og en dag jeg cyklede hjem, kom buen og cykelegernet i karambolage. Jeg forsøgte at forklare miseren, men Hans var fuld af forståelse, og gik ind og fandt en ny bue. Men nu kom der et vink med et cykelegern, som var umisforståeligt. Den nye bue kom nemlig også op at toppes med cyklen. To brudte violinbuer på en dag. Igen tog Hans det i stiv arm og med godt humør, og vi blev enige om, at jeg ikke havde nogen musikalsk fremtid. Episoden viste hans menneskelige generøsitet. Generøs kan man jo være på mange måder. Det sværeste er at være generøs med sin tid, sit nærvær og sit engagement – kort sagt sit eget liv. Det var Hans. En enkelt gang blev han dog gram i hu. Inde i hans køkken havde jeg sammen med hans søn fremstillet nytårsfyrværkeri. Pludselig gik der ild i et kanonslag, og Hans var helt uforberedt på det.
 
&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp; Det var et stort slag for ham at blive enkemand. ”Birte og Hans” var næsten et begreb, for ægteparret mindede om Filemon og Baukis fra den græske myte. Guderne Zeus og Hermes ville afprøve menneskenes gæstfrihed. Forklædt som tiggere bad de om mad og husly. Men overalt blev døren knaldet i. Til slut forsøgte de sig i et hus ved landsbyens udkant. Der boede Filemon og Baukis, som var lykkelige over at dele tilværelsens glæder og sorger og straks inviterede de to fremmede indenfor og vartede dem op uden at tænke på sig selv.
 
&nbsp;&nbsp; &nbsp;Filemon og Baukis nærede en sådan kærlighed til hinanden, at det betød gæstfrihed og lydhørhed over for andre. Sådan levede min onkel og tante. Nu er også Hans død i en alder af 92 år.
 
&nbsp;&nbsp;&nbsp; Æret være deres minde.

Når Storm P. gik på spadseretur i parken, tog han altid hatten af, når han traf på en ælling. For som han sagde: ”Man ved jo aldrig om den bliver til en H.C. Andersen en dag!” Samme optimisme var min onkel Hans besjælet af. Således gav han mig vio...

Jens Christian Grøndahl i Sorø sognegård

En bog til den øde ø

Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes

Et dødsfald vækker minder til live